Månedlige arkiver

september 2017

Hjemmeside spørger ind til forskernes følelser

Vi kender alle klimaforskerne. De kloge hoveder og budbringerne med de abstrakte skræmmebilleder.

For os er det ukonkret, når klimaforskerne gennem data og tabeller fortæller, at CO2-niveauet stiger, og isen ved polerne smelter.

Klimatema

De er her, de er reelle, og de er vores skyld. Så hvad nu?

ForskerZonens særlige klimatema er skrevet af forskere fra de nordiske lande og blevet til i samarbejde med vores engelsksprogede søsterside, ScienceNordic.

Bogmærk denne side og hold dig opdateret på temaet, der løber over de næste to uger.

Men klimaforskerne oplever også klimaforandringerne i første række, når et isbjerg synker i havet, eller et koralrev svinder ind.

De er erfaringskilder og mennesker – alligevel behandler vi dem mest som eksperter.

Hjemmeside spørger ind til forskernes følelser

Det gør hjemmesiden Is This How You Feel? op med.

Hjemmesiden blev stiftet af innnovationsmentoren Joe Duggan i 2014, og han har siden da spurgt verdens klimaforskere, hvordan de har det, når de ser planeten ændre sig for øjnene af dem.

Meningen med hjemmesiden er at få folk til at handle på klimaforandringerne ved at skrue op for patos (appelform, der vækker følelser) og ned for det videnskabelige sprog.

»Det er en måde at vise på, at forskerne ikke er navnløse, ansigtsløse eksperter. De er rigtige mennesker. De forstår problemerne. Og de vil have os til at handle,« skriver Joe Duggan på hjemmesiden.

43 klimaforskere har indtil videre fattet pennen og svaret Joe Duggan i hvert deres håndskrevne brev. Heriblandt den dansk-britiske klimaforsker Ruth Mottram fra DMI.

Vi har læst brevene og samlet nogle gennemgående betragtninger i forskernes personlige refleksioner og svar.

Fremmedgørelse og frustration

Et gennemgående frustrationspunkt blandt klimaforskere er den fremmedgørelse, der kommer af at snakke for døve øren.

Det forklarer Per Espen Stoknes, der er psykolog, forsker og forfatter til bogen What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming, til information.dk.

»Som klimaforsker ser du verden igennem en linse, der viser potentialet for ødelæggelser og de tab, vi allerede har lidt, på en måde, som det kan være svært at finde lydhørhed for hos familien, vennerne og de gamle skolekammerater,« fortæller han til information.dk.

I sidste ende har det personlige konsekvenser.

»Du bliver på en måde fremmedgjort over for almindelige menneskers fællesskab. Du bliver en outsider,« siger Per Espen Stoknes til information.dk.

Og det er, hvis man skal tro på ægtheden i ordene bag brevene, godt set af den norske psykolog.

»Det frustrerer mig, når jeg ikke engang kan overbevise mine nærmeste«

Anna Harper, der har et forskningsstipendiat i klimaforskning på University of Exeter i England, skriver således:

»Det frustrerer mig, når jeg ikke engang kan overbevise mine nærmeste om, at vi som samfund opfører os uansvarligt, og at det er vores børn, børnebørn og andre mennesker andre steder i verden, der kommer til at betale prisen.«

klimaforskere verden håndskrevne breve Is This How You Feel? Joe Duggan

Her er Anna Harpers brev. (Foto: isthishowyoufeel.com)

»Har vi ingen medfølelse for de mennesker, og det liv, som vi videregiver til dem?«

»Sommetider føler jeg mig fuldstændig magtesløs, når jeg står overfor de autoriteter, der argumenterer imod, at vi skal handle på klimaproblemerne.«

Den følelse af magtesløshed deler hun med flere af forskerne, der har ladet deres følelsesliv udfolde sig på papir.

LÆS OGSÅ: Menneskeskabt global opvarmning begyndte for 180 år siden

»Jeg kan ikke vågne fra det her mareridt«

Læs for eksempel, hvad professor og leder af Potsdam Institute for Climate Impact Research, Stefan Rahmstorf, skriver med alvorlig og kortfattet poesi:

»Sommetider har jeg den her drøm.«

»Jeg er ude at gå en tur og opdager en fjerntliggende gård i brand.«

»Børn råber efter hjælp fra gårdens øverste vinduer. Så jeg ringer til brandvæsenet. Men de kommer ikke, fordi en eller anden vanvittig person fortæller dem, at det er en falsk alarm.«

»Situationen bliver mere og mere kritisk, men jeg kan ikke overbevise brændmændene om at komme.«

»Jeg kan ikke vågne fra det her mareridt. Stefan Rahmstorf.«

Andre går mere udramatisk til værks og er egentlig bare tyngede, udmattede og forfærdeligt trætte af det hele.

LÆS OGSÅ: Disse fem spørgsmål er klimaforskerne uenige om

»Oftest føler jeg mig egentlig bare træt«

Dr. Carlo Buontempo, der er leder på det britiske klimaforskningscenter Met Office Hadley Centres Europa-afdeling, skriver:

»Jeg føler mig dårligt tilpas i den mærkelige rolle, hvor man diskuterer, om man tror på klimforandringer eller ej,« skriver Dr Carlo Buontempo. (Foto: isthishowyoufeel.com)

»Jeg er træt!

»Det er sådan, jeg har det med klimaforandringerne. Sommetider tænker jeg, at det ikke kan være rigtigt. Der er så meget fokus på problemet, at jeg nogle gange føler mig fuldstændig gal over vores egen manglende evne som art til at reagere på de udfordringer, som klimaforandringerne fører med sig.«

»Men sandheden er, at oftest føler jeg mig egentlig bare træt.«

»Som videnskabsmand finder jeg konsensus kedelig! Det, der i sin tid motiverede mig til at arbejde med videnskab, var min lyst til at forklare ting, som vi ikke forstod. Det handlede aldrig om at prædike om en eksisterende videnskabelig konsensus.«

»Jeg føler mig dårligt tilpas i den mærkelige rolle, hvor man diskuterer, hvorvidt man tror på klimforandringer eller ej.«

Stærkest er – optimismen!

Følelserne er mange, de er modsatrettede og de er, som det sikkert kan fornemmes, ikke lutter positive.

Men på trods af de slukørede tilstandsrapporter kan man alligevel spore en fremvoksende og ubøjelig optimisme i næsten alle de håndskrevne breve.

Professor Emeritus Neville Nicholls, der er tilknyttet ‘School of Earth, Atmosphere and Environment’ ved Monash University i Australien, skriver for eksempel:

»Jeg føler mig sikker på, at vi KOMMER til at reducere luftforening i en sådan grad, at den den globale opvarming kommer ned på et niveau, hvor vi kan følge med den.«

»Hvorfor er jeg så optimistisk på vores vegne?«

»Interessen for klimaforandringerne er så stor, at det er umuligt for politikere og borgere ikke at læse om klimaforandringerne nærmest dagligt. Med så stærk en interesse fra medier og eksperter, hvordan er det så overhovedet muligt for os at fejle?«

Sådan slutter Neville Nicholls altså ganske opløftet.

»Med så stærk en interesse fra medier og eksperter, hvordan er det så overhovedet muligt for os at fejle?« Spørger Neville Nicholls. (Foto: isthishowyoufeel.com)

Dansk klimaforsker: Ikke et problem at tale til følelser

Vi har spurgt to danske klimaforskere, hvad de mener om projeket med de håndskrevne breve.

Sebastian Mernild, ph.d. i klimaforandringer ved Københavns Universitet og adminstrerende direktør ved Nansen Environmental and Remote Sensing Center i Bergen, også kendte som Nansen Centret, kan sagtens se meningen med hjemmesiden.

»Vi forskere er jo også mennesker, der, udover at se på tendenser, kurver og så videre, også er en del af samfundet. Til at række ud til folk, politikere, meningsdannere, så er et virkemiddel som ‘følelser’ bedre,« forklarer Sebastian Mernild.

Han understreger dog samtidig, at formidlingen altid bør bygge på rigtig fakta og faglig data.

LÆS OGSÅ: Forsker: Dit politiske ståsted spiller ind på, om du stoler på klimaforskning

Kritisk forsker: Brevene er »platte« og »det rene humbug«.

Jens Olaf Pepke Pedersen, der er seniorforsker ved DTU Space & Polar DTU, er knap så opløftet og kalder forsøget »patetisk«.

»Jeg synes, at mine forskerkollegaer skulle lade være med at blande deres politiske holdninger og deres følelser sammen med deres forskning. Det svækker både deres egen troværdighed som forskere, men det underminerer også videnskabens troværdighed,« skriver han på en mail til Videnskab.dk.

Han pointerer blandt andet, at metoden strider mod den nye ‘March for Science’-bevægelse, der har til hensigt, at få befolkningen til at stole på videnskab og fakta fremfor følelser.

»Man kan diskutere, om det (March for Science, red.) er en god ide eller ej, men det underminerer videnskabens status, når der så kommer en række klimaforskere og fortæller, at de også har en politisk agenda,« skriver han.

Jens Olaf Pepke Pedersen kalder ydermere nogle af brevene for »platte« og »det rene humbug«.

Især Stefan Rahmstorfs beretning om den drøm, han ikke kan vågne af, får hårde ord med på vejen.

»Dette jævnlige ‘mareridt’, som professor Rahmstorf ikke kan vågne op fra, kan man ikke skelne fra de indlæg, Rahsmtorf kommer med i klimadebatten i vågen tilstand. Det viser derfor, at Rahmstorf blot bruger hjemmesiden som endnu en politisk platform.«

LÆS OGSÅ: Ugens podcast: Klimaskeptiske påstande skydes ned

Hvad føler du?

Udover at læse forskernes håndskrevne breve, kan du også selv sende et brev ind til isthishowyoufeel.com, hvor du fortæller, hvordan du har det med klimaforandringerne.

Hjemmesiden afholder desuden udstillinger, hvor man kan se brevene. Indtil videre har arrangementerne fundet sted i Australien og Hong Kong.

Kilder

29. september 2017 0 kommentarer

Stories tanker Tips

Computerspil øger skoletrætte børns lyst til at lære

Eleverne opnår bedre trivsel, når spil bliver brugt i undervisningen. De føler sig mere motiverede og inkluderede, viser ny forskning.

Vi kender alle de børn, for hvem undervisningen bare skal overstås. Børnene føler sig ikke inkluderet og kan ikke se sammenhængen mellem sit eget liv og det, der skal læres i skolen. Meningen mangler.

Forskning finder løsninger

Mere og mere forskning går ud på at udvikle og teste tiltag, som skal løse samfundets problemer.

Interventionsforskning kaldes det.

Videnskab.dk sætter i en artikelrække fokus på den type forskning, der skal gøre gavn i velfærdssamfundet.

Støtte fra Trygfonden har muliggjort temaet. Trygfonden har dog ikke indflydelse på, hvilken forskning vi skriver om, og hvordan artiklerne skrives.

Nogle gange kan diagnoser som for eksempel ADHD eller ordblindhed være medvirkende til, at eleverne ikke kan være med. Andre gange kan den manglende deltagelse handle om, at eleverne ikke har gode sociale relationer til deres lærer eller klassekammerater.

For nogle fører det til udadreagerende adfærd, der forstyrrer undervisningen for lærere og klassekammerater. Andre gør sig selv usynlige.

Fælles for mange af dem er en følelse af hjælpeløshed og ubehag ved skolen, som gør det vanskeligere for dem at lære.

Vores forskning viser, at computerspil kan øge inklusionen af de børn, der har det svært med skoleformen. Når lærere bruger digitale og analoge spil i undervisning, bliver børnene mere motiverede og trives bedre.

LÆS OGSÅ: Computerspil kan gøre ADHD-børn bedre til at planlægge

Eleverne lyst til at deltage steg

I projektet ‘Sæt skolen i spil’ har vi testet, om online action-rollespillet ‘Torchlight II’ kan bruges i undervisningen til at styrke inklusionen af de 3.–6. klasses elever, der kun i begrænset grad deltager socialt og fagligt i undervisningen.

Eleverne spillede computerspillet i hold, og de var nødt til at arbejde tæt sammen for at undgå at dø. Det digitale spil kombinerede vi med særlige analoge spilredskaber, som kan bruges til at synliggøre elevernes udvikling og fremme positiv social adfærd.

monstre computerspil spil elever skole lærer computer

Elever, der samarbejder om at ‘flække’ monstre i ‘Torchlight II’. (Foto: ’Sæt Skolen i spil’)

Undervejs lavede vi observationer, og vi interviewede lærere og elever. Vi målte også løbende elevernes trivsel og faglige motivation.

Målingerne viste blandt andet, at:

Computerspil i kombination med faglige opgaver styrker inklusion af børn i læringsvanskeligheder.
Børnenes lyst til at deltage aktivt i både dansk og matematik steg, når der var spil involveret.
Elever med særlige behov oplevede samlet set et signifikant fald i følelsen af ‘ydre pres’ både i dansk og matematik i forhold til at skulle følge bestemte regler eller at risikere ballade.
Pigerne så ud til at være mere positive end drengene under selve interventionen, hvilket gik imod mange af lærernes forventninger om, at spilforløbene mest var til ‘gamerdrengene’.

LÆS OGSÅ: Forældres kamp mod computerspil skader de unge

Drengene skændes mindre

I efterfølgende interviews har elever med særlige behov fremhævet, hvordan samarbejdet i ‘Torchlight II’ skabte en række positive forandringer for deres deltagelse i skolen.

Mange af dem nævner, at de i forlængelse af spilforløbene begyndte at snakke med klassekammerater, som de aldrig har talt med før.

Drengene beskrev blandt andet, at de ’skændtes mindre’, når de spillede fodbold i frikvarteret. Flere af pigerne oplevede det som positivt, at de kunne ‘være vilde’, når de sammen kæmpede mod monstre i spillet.

Om Torchlight II

Computerspillet ‘Torchlight II’ er et actionrollespil, der kræver at spillere arbejder tæt sammen i fælles kamp mod computergenererede monstre og bosser.

Firmaet Runic Games, der har udviklet spillet, har doneret gratis licenser til ‘Sæt skolen i spil’-projektet.

Samarbejd eller dø!

Under interventionen spillede eleverne ‘Torchlight II’ på højeste sværhedsgrad.

De spillede i hold med 4-6 deltagere, og det krævede intens koordinering, kommunikation og taktiske overvejelser at besejre spillets monstre og bosser.

Bagefter arbejdede eleverne med faglige opgaver som for eksempel at beregne værdien af forskellige våben i matematik eller at lave spilguides i dansk, som beskrev, hvordan man kom frem i spillet.

LÆS OGSÅ: Kan nye computerspil erstatte folkeskolens årsprøver?

De fleste deltog socialt og fagligt

Eleverne havde forskellige oplevelser af interventionen afhængigt af, hvilken klasse og skole de gik i. Deres oplevelser af spillene varierede også fra person til person. Men de fleste deltog socialt og fagligt både i spillene og i de faglige aktiviteter, der var relateret til spillene.

To uger efter interventionen lavede vi nye målinger, som viste:

Socialt og fagligt udsatte elever følte sig ikke længere tvunget ind i undervisningen i samme grad, som før de havde brugt spil i undervisningen. Faktisk endte deres trivsels- og motivations-score med at svare til deres øvrige klassekammeraters.
Lærerne vurderede, at elevernes trivsel var bedre efter spilforløbene.

En del af lærerne har efterfølgende videreført de gode erfaringer fra projektet i den almindelige undervisning, blandt andet ved at få eleverne til sammen at udvikle strategier til at hjælpe hinanden, hvis de sidder fast med et fagligt problem.

Projektet beskriver elevernes fremgang

En generel udfordring med komplekse interventioner som den, vi har testet, er, at målingerne bygger på mange forskellige aktører og spilredskaber på samme tid. Derfor ender de statistiske effektstørrelser ofte med at være ret små.

Styrken ved vores projekt er, at vi også har lavet observationer og interviews. Derfor har vi kunnet beskrive elevernes oplevelser og deltagelsesmønstre under spilaktiviteterne.

Vi har altså ikke bare målt, men også systematisk beskrevet, hvordan computerspil kan fremme elevers trivsel, lyst til læring og samarbejde.

Svært for lærere at sætte sig ind i computerspil

Vores erfaring er, at det kan være krævende for lærere at installere og sætte sig ind i komplekse computerspil. Det er de færreste lærere, som kaster sig ud i mere end et enkelt 2-3 ugers spilforløb i løbet af et skoleår.

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

Heldigvis viser ’Sæt skolen i spil’- projektet, at selv kortere forløb med computerspil kan være effektive i forhold til at skabe nye deltagelsesmuligheder for børn, der føler sig ekskluderede i undervisningen.

Derudover peger projektet på vigtigheden af at formidle gode faglige spilforløb og praksisnær didaktisk viden, som kan hjælpe lærere til at anvende computerspil og andre spilredskaber i undervisningen.

Begge dele er vi ved at udarbejde i forlængelse af projektet.

Vi har også gode erfaringer med at inddrage både digitale og analoge spil i undervisningen på læreruddannelserne på VIA og UCC. Det vidner om, at der er mange lærerstuderende og lærere, som ser et stort potentiale i at motivere elever fagligt og socialt gennem brug af spil.

Mere om ‘Sæt skolen i spil’

‘Sæt skolen i spil’-projektet (2015-2017) er finansieret af Egmont Fonden med en bevilling på 4,2 millioner kroner. Projektet er gennemført under ledelse af Thorkild Hanghøj, Aalborg Universitet, i samarbejde med Professionshøjskolerne UCC og VIA samt virksomheden Skolen i Spil, som har udviklet projektets didaktiske tilgang.

Undersøgelsen er gennemført og analyseret i samarbejde med Andreas Lieberoth fra Aarhus Universitet.

Projektet er blevet gennemført i otte klasser over 3.-6. årgang fordelt over fire skoler med i alt 200 elever. Heraf fire fokuselever i hver klasse som oplevede vanskeligheder ved at deltage socialt og fagligt i undervisningen. Der har deltaget 16 projektlærere i forløbet, som gennem workshops har stiftet bekendtskab med projektets analoge og digitale spilredskaber til dansk og matematik.

Kilder

28. september 2017 0 kommentarer

Stories Travel

Krydstogtskibe til Sankt Thomas

De enorme krydstogtskibe har ofte Charlotte Amalie, hovedbyen på øen Sankt Thomas, som en af deres destinationer på deres færd rundt i Caribien.

Historien kort

Krydstogtskibe er et velkendt symbol på turisme i U.S. Virgin Islands eller De Amerikanske Jomfruøer, men turismens historie på øerne går længere tilbage i tid, end de fleste forestiller sig.
Allerede i første halvdel af 1800-tallet rejste syge fra de kolde nordstater i USA til øerne i Caribien i håb om at opnå et bedre helbred.
De dengang danske øer var en oplagt destination for disse sundhedsturister på grund af samhandel, de mange læger på øerne samt en udbredt brug af det engelske sprog.

Man skulle tro, at frøene til turismen på de tre øer, som udgør De Amerikanske Jomfruøer, tidligere Dansk Vestindien, først blev sået i årene umiddelbart efter anden verdenskrig. For eksempel fik amerikanske turister behov for at finde et nyt rejsemål, da Cuba blev kommunistisk. Men det viser sig, at turismen kan spores yderligere mere end 100 år tilbage i tiden.

»Der fandtes turisme på Sankt Croix allerede i 1830’erne og -40’erne. Umiddelbart lyder det lidt mærkeligt, fordi der på det tidspunkt stadig fandtes udbrud af tropiske sygdomme på øerne. Og det sjove er, at det netop er folk, der allerede er syge, der tager dertil,« forklarer Niklas Thode Jensen, arkivar på Rigsarkivet.

Han føjer til:

»Det er folk fra de store byer i det nordøstlige USA, for eksempel New York, Boston og Philadelphia. De tilhører den højere middelklasse og overklassen, og de har typisk en eller anden form for lungesygdom.«

Du kan læse mere om Dansk Vestindien i sideartiklen under artiklen.

Dansk Vestindien sundhedsturisme Niklas Thode Jensen Edward Bliss Emerson Frederiksted Stedman

Den danske administration var meget effektiv til at fjerne den oprindelige natur på Sankt Croix og forvandle den til landbrugsjord, hvor der kunne dyrkes sukker. Her har Frederik von Scholten, bror til den berømte generalguvernør med fornavnet Peter, skildret udsigten fra plantagen »Prosperity« ned mod byen Frederiksted i 1837. (Foto: M/S Museet for Søfart)

Tuberkulose havde gode kår

De større byer i USA såvel som i Europa voksede meget i første halvdel af 1800-tallet. En sygdom som tuberkulose fik dermed storslåede vilkår, fordi folk boede tættere, var dårligt ernærede og havde få muligheder for at få adgang til kloakker og anden hygiejne.

Mange læger mente dengang, at sygdom blev skabt af omgivelserne og især af dampe, som man kaldte myasmer. De kunne for eksempel komme fra affald, som var under forrådnelse, eller fra stillestående vand.

For at komme disse onder til livs blev det anbefalet at opholde sig i søluft. Og da det havde med lungerne at gøre, skulle man også helst rejse hen i et varmere og tørt klima. Men hvor?

»Set fra Nordamerika var Caribien et af de mulige steder. Dels var klimaet varmere, og søluften var nem at få. Samtidig var der mange handelsforbindelser mellem Caribien og Nordamerika, så der var allerede mange skibe, som sejlede frem og tilbage,« forklarer Niklas Thode Jensen.

»Det er dér, Sankt Croix dukker op i billedet. Den mad, som slaverne i Dansk Vestindien spiste, kom i høj grad fra Nordamerika. Økonomien i Dansk Vestindien og især på Sankt Croix var opbygget sådan, at man kun dyrkede sukker og ikke brugte god jord på at dyrke mad. Den importerede man i stedet for fra Nordamerika. Det var primært majsmel og fisk, hovedsageligt sild, i tønder,« tilføjer han.

Danske juveler

Annette Ramírez de Arellano er en puertoricansk sundhedsforsker og -historiker bosiddende i Washington, D.C., i USA. Hun har tidligere været tilknyttet Puerto Ricos universitet i hovedstaden, San Juan, og har dykket ned i baggrunden for den tidlige sundhedsturisme.

Annette Ramírez de Arellano beskriver de dengang danske øer som et paradis. Især hvis den syge turist normalt levede i kolde egne.

»Hvad enten du kommer sejlende ind til Sankt Croix, Sankt Thomas eller Sankt John er de som storslåede juveler. Vegetationen og farven på havvandet gav en idyllisk følelse, og hvis du ikke kunne lide den ene ø, kunne du hurtigt komme videre til den næste,« siger Annette Ramírez de Arellano.

Ikke alle sundhedsturister havde en lykkelig udgang på deres ophold i Dansk Vestindien. Her er det gravstenen over Gamaliel Smith fra New York. Han døde 3. februar 1823 i en alder af 18 år, to måneder og to dage på Sankt Croix, hvortil han var rejst »for at tilgodese sit helbred«, som det står skrevet på stenen. Den kan stadig findes på kirkegården ved Sankt Pauls Biskoppelige Kirke på Sankt Croix. (Foto: José Rigau-Pérez)

‘Invaliderne’ fulgte lægens råd

Ligesom i dag er mange af 1800-tallets sundhedsturister i Dansk Vestindien i første omgang ankommet til havnebyen Charlotte Amalie på Sankt Thomas. Her har de dog næppe opholdt sig særligt længe, før de er draget videre mod Sankt Croix.

Charlotte Amalie ligger placeret næsten som i en gryde med klippeskrænter rundt om sig. På den måde er byen godt skærmet mod orkaner, men dermed kan det også være svært at få renset luften i byen. Samtidig hældte man i fordums tid næsten enhver form for affald ned i byens havn, hvor vandet havde svært ved at skabe cirkulation. Dermed lå affaldet og simrede i det varme vand og blev til en oplevelse for næseborene.

Sankt Croix var mere egnet, når sundhedsturisterne eller invaliderne, som de blev benævnt på den tid, fordi de var syge og ikke kunne passe et arbejde, skulle følge lægernes råd. Især blev byen Frederiksted på den vestlige del af øen foretrukket frem for den større by Christiansted længere mod øst.

Turister skrev datindens Lonely Planet

Og hvordan ved vi så det?

»I dag findes der en hel del litteratur, som er en slags håndbøger skrevet af disse sundhedsturister. De har skrevet om, at de var afsted, og hvor godt det var, og de giver råd til andre om, hvor man skal bo, og hvad man skal spise, hvilke ture man skal tage på, og hvad ting koster. Der er nogle gange lidt Lonely Planet over det,« forklarer Niklas Thode Jensen og fortsætter:

»Vi får en masse information om denne sundheskultur, der opstår. Det er ikke bare en gruppe mennesker, som tager derned for at være der. De har en opfattelse af, hvad formålet er, hvad man skal foretage sig, og hvem man kan tage på visit hos.«

Mød sundhedsturist Edward Bliss Emerson

Edward Bliss Emerson gengivet som silhuet i bogen ‘Ralph Waldo Emerson, His Maternal Ancestors‘ skrevet af David Green Haskins i 1887.

Disse besøg blandt øens plantageejere nævnes blandt andet i rejsebeskrivelserne fra Edward Bliss Emerson.

Han var en yngre bror af den amerikanske forfatter og filosof Ralph Waldo Emerson, og i december 1830 bliver han i New York anbefalet af sin læge at søge mod varmere himmelstrøg.

På Sankt Croix finder han plantageejerne værende meget gæstfrie, og »høflighed synes at være rigelig på Sankt Croix,« som han beskriver det i sin rejsebeskrivelse 4. marts 1831.

De fleste af plantageejerne kunne tale engelsk, mange af dem var faktisk englændere eller skotter. De fandt ofte glæde ved uventede besøg udefra, som kunne være sjældne på en ø midt i Det Caribiske Hav.

Fantastisk vejr og velholdte veje

I det hele taget var der gunstige forhold på Sankt Croix, når man som turist i 1830’erne gerne ville forsøde sit ophold ved at tage på tur rundt på øen.

»Sundhedsturisterne skriver meget om, hvor fantastisk vejret er. Det er lidt romantisk fortalt med beskrivelser af de grønne træer og buske, og hvor frodigt der er. De er særligt glade for vejene, som åbenbart var meget lige og velholdte, og de priser dem altid i høje toner. Der går en vej fra den ene ende af øen til den anden som en allé af palmetræer. Den vej nævner sundhedsturisterne, fordi det er så smukt og så ordnet, næsten have-agtigt,« fortæller Niklas Thode Jensen.

Tiden gik med at læse – og feste

Palmealléen, der gik fra øst til vest på Sankt Croix, var populær blandt 1800-tallets sundhedsturister, fordi den var lige og velholdt. I dag er den kendt som Centerline Road. Her er den portrætteret på et postkort fra begyndelsen af 1900-tallet.

Sundhedsturisterne havde altså rig mulighed for at komme omkring på den lille ø, som er på størrelse med Møn.

José Rigau-Pérez er læge og historiker. Han har udgivet flere videnskabelige artikler om historiske emner. Blandt disse er flere artikler om Edward Bliss Emerson, og José Rigau-Pérez udbreder viften af den unge mands oplevelser på Sankt Croix.

»Invalider brugte tid på at læse bøger, aviser og tidsskrifter fra USA, indgå i diskussioner, spille spil og gå i kirke. Edward Bliss Emerson mødes også med regeringsrepræsentanter, amerikanske flådeofficerer, hvis skibe han besøger, og han deltager sågar i et bal,« forklarer José Rigau-Pérez.

Dansk Vestindien havde mange læger

Et andet af øens fortrin var, at plantageejerne altid havde en læge tilknyttet deres ejendomme. Den samme læge kunne være på kontrakt på flere plantager, hvor han tilså slaverne såvel som europæerne, men alt i alt var de rigeligt repræsenterede på øen.

De fleste læger var endda engelsktalende, skotter, englændere, irere eller amerikanere. Det var jo en fordel, når man som sundhedsturist selv var vokset op i de amerikanske nordstater.

Blandt de læger, som havde mest med sundhedsturisterne at gøre, var far og søn med efternavnet Stedman. Faderen, William Stedman, fortalte sine patienter, at han selv var ankommet til Sankt Croix som 18-årig af helbredsårsager og siden var blevet en stærk og rask mand. Om denne udlægning var sand vides ikke, men i hvert fald er han 79 eller 80 år, da han dør i 1844.

»Den forventede levetid lå et sted i 40erne. Dette er ikke det samme som, at der ikke var nogen gamle mennesker i 80’erne og 90’erne, men sandsynligheden for at blive så gammel var ganske lille,« siger José Rigau-Pérez.

Sundhedsturister yndede at benytte de gode veje til at aflægge visit på plantagerne på Sankt Croix, her plantagen »Constitution«. Tegningen er udført af Frederik von Scholten i 1833. (Foto: M/S Museet for Søfart)

Eksperiementer med klorgas

Lægerne Stedman havde også Edward Bliss Emerson blandt deres patienter, og de gik ikke af vejen for at gå uortodokst til værks.

»En af deres behandlinger var, at de eksperimenterede med indånding af klorgas. De havde et særligt indåndingsapparat, og de skriver, at i nogle tilfælde virkede det og hjalp på patienternes åndedræt. Andre gange hjalp det ikke så meget, og man skulle passe på, for det var kradse sager. Det var de klar over,« siger Niklas Thode Jensen.

Invaliderne skulle motionere …

Edward Bliss Emerson nævner ikke i sine rejsebeskrivelser, om han modtog denne form for behandling.

I stedet har han formodentlig benyttet de gængse anbefalinger på den tid.

»Man skulle spise bestemte ting, og man skulle stå tidligt op. Man skulle også motionere, hvilket betød, at man skulle ride på hest eller i vogn. Der var ikke tale om, at man skulle tage ud at løbe eller svømme i havet. Man skulle dog også bade, men det foregik i et kar,« forklarer Niklas Thode Jensen.

… og selv forsøge at få det bedre

Han suppleres af Annette Ramírez de Arellano fra sit hjem i Washington:

»Man mente, at de højere temperaturer ville hjælpe de syge. Samtidig anså man det for at være helbredende at være tæt på naturen, hvilket stadig benyttes inden for sundhedsturismen i dag,« siger Annette Ramírez de Arellano og føjer til:

»Dengang fandtes der naturligvis også hospitaler, men de var ikke videnskabelige forskningsinstitutioner, som de er i dag. Så hvis du led af tuberkulose, var det langt hen ad vejen op til dig selv at forsøge at få det bedre. Det gjaldt alt fra det tøj, du klædte dig i, til den luft, du indåndede, og din kost. Og dette kunne du jo så med fordel gøre et sted, hvor du ikke behøvede skærme dig mod kulde i otte måneder om året.«

Edward Bliss Emerson blev ikke helbredt

I dag ved vi, at det ikke i sig selv kan kurere tuberkulose eller andre lungesygdomme at opholde sig i et varmt klima.

Charles Ayrault fra New York døde 14. februar 1842 i en alder af 24 år. Gravstenen findes ved Sankt Pauls Biskoppelige Kirke på Sankt Croix, hvor Charles Ayrault var »på besøg på grund af sit helbred«. (Foto: José Rigau-Pérez)

Samtidig var øerne i Dansk Vestindien tilholdssted for forskellige tropesygdomme, primært gul feber, som kan lede til nyresvigt og hjernebetændelse.

I 1830’erne og -40’erne var gul feber en meget almindelig dødsårsag blandt nyankomne hvide i Dansk Vestindien.

Selvom Edward Bliss Emerson roser sit ophold på Sankt Croix i sine rejsebeskrivelser, er han da heller ikke mere end 29 år, da han dør i Puerto Rico, som er Jomfruøernes nabo mod vest, i 1834.

Frederiksted var overfyldt

Tilbage står fortællingen om, at nutidens krydstogtskibe langtfra var de første til at landsætte turister i det tidligere Dansk Vestindien. Sundhedsturisterne ombord på 1800-tallets handelsskibe kunne allerede dengang skabe udfordringer hos Frederiksteds pensionater og andre udlejere af værelser eller private hjem.

»Håndbøgerne beskriver, at Frederiksted er rimelig overfyldt i nogle år. De beskriver, at der er 250 personer, hvoraf mange er invalider, og nogle er pårørende, som også er fulgt med. Som regel var det yngre mænd, der blev sendt ud på disse ophold. De tog så deres koner og børn med, så det var nogle større selskaber, der rejste til Sankt Croix for et halvt år ad gangen,« siger Niklas Thode Jensen.

Sundhedsturismen kan være endnu ældre

Historien om sundhedsturisme på Sankt Croix i 1830’erne kan i fremtiden få et nyt kapitel.

Der findes således indikationer af, at denne måde at jagte helbredelse på kan vise sig at være endnu ældre, forklarer José Rigau-Pérez:

»Det kunne være interessant at analysere gravstenene og deres historie på kirkegårdene på Sankt Croix. Edward Bliss Emerson beskriver gravsten over invalider fra 1824 og 1825, fem og seks år før hans eget besøg.«

Om Dansk Vestindien

Dansk Vestindien bestod af i alt cirka 50 øer, hvoraf mange var ubeboede.

De tre hovedøer var Sankt Thomas, Sankt Croix og Sankt Jan, sidstnævnte bærer i dag navnet Saint John.

Sankt Thomas var grundstenen for Dansk Vestindien, idet den blev annekteret som den første af de tre hovedøer af Vestindisk-guineisk Kompagni i 1672.

Sankt Jan blev annekteret af det danske kompagni i 1718, mens Sankt Croix blev købt af Frankrig i 1733.

Den danske slavehandel

Danmarks oprindelige interesse i øerne var at lade dem indgå i den trekantshandel, hvor danske skibe hentede slaver i den danske koloni Guldkysten, en del af det nuværende Ghana.

Slaverne blev sendt til Caribien, hvor de blev tvunget til at arbejde med produktionen af sukkerrør og dermed rom, som blev skibet hjem til Danmark.

I 1792 besluttede Danmark som den første slavehandlende nation sig for at standse sin slavehandel over Atlanten, og i 1848 blev slaveriet officielt ophævet på øerne.

Øerne blev solgt for 25 millioner dollar til USA, som overtog dem 31. marts 1917.

Kilder

27. september 2017 0 kommentarer

Nature Stories

Tigre, løver og leoparder har parret sig på kryds og tværs

Forskere har endelig fået det sidste af de fem store kattedyrs genomer kortlagt – jaguarens

Det vil sige, at de nu har kortlagt de fulde genomer for løver, tigre, jaguarer, leoparder og sneleoparder.

Historien kort

Alle de storre kattedyr har parret sig på kryds og tværs.
Blanding af gener har blandt andet givet jaguarerne deres gode syn.
Foskningsresultater viser også, at nogle af de store kattedyr er tættere beslægtet, end forskere hidtil har troet.

Genomerne har forskerne brugt til at finde ud af, hvordan de store katte er beslægtet med hinanden, og hvorfor de hver især ser ud, som de gør.

»Vi kan blandt andet se, hvorfor tigre har fået striber, og hvorfor jaguaren har så stort et hoved,« fortæller en af forfatterne bag det nye studie professor William J. Murphy fra Faculty of Genetics ved Texas A&M University.

Det nye studie er for nylig offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Science Advances.

LÆS OGSÅ: Sneleopardens blod er ikke tilpasset højderne

Løser mangeårig gåde

Forskere har i mange år spekuleret over de store kattedyrs slægtskab, og hvor ofte de har fået afkom med hinanden og derved udvekslet gener.

Den diskussion lukker det nye studie, vurderer ph.d. og postdoc på Danmarks Naturhistoriske Museum Shyam Gopalakrishnan.

»En af de cooleste ting ved det nye studie er, at vi nu helt klart kan se, hvordan de store kattedyr er beslægtet, og hvor meget deres genomer er blevet mixet, så de forskellige arter har gener fra hinanden. Det har vi ikke kunnet før,« siger Shyam Gopalakrishnan, der forsker i slægtskabet mellem ulve og hunde, men ikke har noget med det nye studie at gøre.

LÆS OGSÅ: Nu er danskernes arvemasse kortlagt

Nulevende arter er et mix af alle arter

Det nye studie viser, at der er god grund til, at forskere har haft så svært ved at afkode de store kattedyrs slægtskab, selv når de har brugt tidligere tiders genomsekventering, hvor de har kigget på dele af genomet eller DNA fra mitokondrier (cellernes energifabrikker).

Årsagen er, at de store kattedyr selv har haft lidt svært ved at finde ud af, hvad der var en løve, en tiger, en jaguar og så videre, og derfor i tidens løb har de fået unger med hinanden på kryds og tværs.

evolution, kattedyr, løve, tiger, jaguar, leopard, sneleopard

Stamtræ over de store kattedyr. Her kan man se, hvordan de forskellige store kattedyr er beslægtet. På illustrationen kan man også se nogle af de artsspecifikke genetiske tilpasninger. (Illustration: William J. Murphy)

Derfor er dele af eksempelvis sneleopardens genom tæt på identisk med tigerens genom, mens andre dele af genomet ligner leopard- eller løvegenomet.

Det har forvirret forskerne og fået dem til at drage forkerte konklusioner.

»Først når vi kigger på hele genomet, får vi det fulde overblik og kan hitte rede i slægtskabet,« siger William J. Murphy.

LÆS OGSÅ: Overrasket topforsker: Det siger genetik om danskhed

Alle store katte stammer fra Asien

Nu tænker du måske: ‘Hør hov, lever tigre ikke i Asien, løver i Afrika og Jaguarer i Amerika? Hvordan kan de så have fået unger med hinanden?’.

Svaret er ifølge William J. Murphy, at alle de store katte stammer fra Asien, hvor en fælles forfader til dem alle sammen levede for 4,5 millioner år siden.

Herfra blev de forskellige arter dannet, hvorefter de spredte sig ud over næsten hele kloden.

»På forskellige tidspunkter i de mellemliggende år har de haft rig mulighed for at støde på hinanden og få unger sammen,« fortæller William J. Murphy.

Kun fordi blandt andet mennesker har udryddet dem fra forskellige områder, findes der eksempelvis ikke længere løver eller tigre i Europa, og alle arternes udbredelse er voldsomt reduceret.

LÆS OGSÅ: DNA afslører: Huleløven var sin egen art

Jaguaren kan takke løven for sit syn

Resultatet af de mange parringer mellem arterne kan ses i dyrene i dag, viser William J. Murphys studie.

Blandt andet tyder forskningsresultatet på, at jaguaren kan takke løven for sit gode syn. Generne stammer nemlig fra den.

»Det er nok den største overraskelse ved vores studie: At de forskellige arter har blandet sig så meget med hinanden, som de har, og at vi kan se, hvordan de har draget fordel af det hver især,« siger William. J. Murphy.

Illustration af, hvor jaguaren har fået nogle af sine gener fra. Her kan man blandt andet se, at jaguaren har nogle tigergener involveret i dens reproduktion, sneleopardgener involveret i dens syn og leopardgener involveret i dens lugtesans. (Illustration: Willi J. Murphy, Science Advances)

LÆS OGSÅ: De store mammutter blev spist af sabeltigre

Identificerer gener for tigerens striber

Forskerne kan også se, hvilke gener der spiller en rolle i store kattes forskellige karakteristika.

Det kan de gøre ved at se på forskelle genomerne imellem.

Blandt andet kan forskerne se, at jaguaren har to helt unikke gener, som har med kraniet at gøre.

Forskerne spekulerer i, at disse gener er med til at give jaguaren sit karakteristiske brede hoved.

I mus er generne nemlig også associeret med et bredt hoved.

Derudover har forskerne også fundet nogle gener, som, de mener, er med til at give tigrene deres striber.

LÆS OGSÅ: Kæmpe undersøgelse: Der findes kun to tigre – ikke ni

Dyrene kan bevares med forskning

Her lever de store kattedyr:

Løven lever i Afrika syd for Sahara og en enkelt, truet bestand lever i Indien.

Tigeren lever i Sydøstasien og det sydlige Sibirien.

Leoparden lever især i Afrika syd for Sahara, men der er også bestande i Asien.

Sneleoparden lever i bjerge i det centrale Asien.

Jaguaren lever i Syd- og Mellemamerika.

Det nye forskningsresultat kan – foruden at give en større indsigt i de forskellige arter – også være med til at optimere arbejdet med at bevare arterne fremover.

Resultatet viser nemlig, at der er meget lidt genetisk variation i de forskellige arter. Dyrene er med andre ord ret ens.

Det vil sige, at man i bevaringsarbejdet bør sikre sig, at dyr med forskellig genetik får unger sammen, så hele den tilbageværende genetiske variation ikke går tabt.

Ellers vil det være som at lade søskende eller fætre og kusiner få børn sammen, og det vil kun lede til en endnu smallere genetisk forskellighed og ultimativt arternes undergang på grund af indavl.

»Det er vigtigt, at verden forstår, at disse arters genetiske helbred er truet, og det kræver noget af os for at sikre, at de også er her i fremtiden. Vores studie kommer med nogle værktøjer til bedre at forstå og overvåge arterne og deres genetiske helbred. På den måde kan vi se, om de er i risiko for at uddø, og om vi kan gøre noget for at forhindre det,« fortæller William J. Murphy.

Shyam Gopalakrishnan er helt enig.

»Vi er nødt til at være meget forsigtige i forvaltningen af de her arter. Når den genetiske diversitet bliver så smal, og individerne indenfor arterne bliver så ens, kan én enkelt sygdom udslette dem alle sammen, da de ikke længere har det genetiske materiale, der skal til, for at nogle af dem kan udvikle et forsvar mod sygdommen,« siger han.

Kilder

26. september 2017 0 kommentarer

Moments Travel

Årets bedste rumfotos: Dansker har fanget det smukkeste nordlys

Den danske fotograf Mikkel Beiter blev kåret som vinder i kategorien polarlys, da årets bedste rumfotos for nylig blev kåret i London.

For nyligt blev den danske amatørfotograf Mikkel Beiter inviteret til London for at deltage i et awardshow på det historiske astronomiske observatorium Royal Greenwich Observatory.

Hans billede af nordlys er nemlig blevet udvalgt som en af vinderne i 2017-udgaven af fotokonkurrencen Insight Astronomy Photographer of the Year.

»Det har været ret overvældende at være blandt vinderne. Det er fedt, for det viser, at al den tid, jeg bruger på fotografering, er det hele værd,« siger Mikkel Beiter, som har vundet i kategorien ‘Aurora’ – det vil sige polarlys, der på vores breddegrader kaldes nordlys.

LÆS OGSÅ: Hvad er nordlys?

Jagtede nordlys på en ferie

Mikkel Beiters vinderfoto blev taget i oktober sidste år, da han var på ferie i Island sammen med to kammerater.

Ferien blev blandt andet brugt på en målrettet jagt efter nordlys, som Mikkel Beiter kunne fange med sit kamera.

»Vi brugte flere dage på at køre rundt og lede efter skyfrie områder, hvor vi kunne se nordlyset. På tredjedagen lykkedes det endelig,« husker Mikkel Beiter og tilføjer:

»Det var en stor oplevelse.«

Mikkel Breiter Ghost World Insight Astronomy Photographer of the Year

Danske Mikkel Beiter og hans billede ‘Ghost World’ løb med sejren inden for kategorien ‘Aurora’. (Foto: Mikkel Beiter)

En dramatisk stemning

Da vinderfotoet blev taget, stod Mikkel Beiter og hans kammerater på stranden ved Stokksnes på sydkysten af Island.

Bølgerne slog ind over kysten, og det betød, at nordlyset kunne spejle sig i det våde sand, fortæller Mikkel Beiter.

»Pludselig var der et ordentligt tungt skydække, som kom ind fra bjergene. Samtidigt blev nordlyset meget kraftigere og skinnede igennem skyerne. Det skaber altsammen en meget dramatisk stemning på billedet,« fortæller Mikkel Beiter, som er selvlært fotograf.

Til daglig arbejder Mikkel Beiter med it, men i de senere år har han brugt en stor del af sin fritid – og sine ferier – på at tage billeder.

Anerkendelsen fra fotokonkurrencen har kun givet ham endnu mere kløe i fotograffingrene.

»Konkurrencen har været en milepæl i min fotografering, og det har helt klart givet mig blod på tanden til at fortsætte og se, om jeg kan komme endnu længere. Jeg kunne godt tænke mig at leve af det i fremtiden,« siger Mikkel Beiter.

25. september 2017 0 kommentarer

Culture Stories

Sådan blev pyramiderne bygget

Da de store pyramider blev til for over 4.000 år siden, havde egypterne endnu ikke vogne på hjul. Så hvordan pokker bar de sig ad med at bygge de gigantiske monumenter?

Pyramiderne er det sidste af de syv vidundere, som stadig eksisterer. Om det har noget at gøre med, at de bliver beskyttet af fabeldyret, sfinksen, er der ingen, der ved. (Foto: Shutterstock)

Af antikkens syv underværker, sådan som beskrevet af den græske digter Antipater fra Sidon (cirka 180-120 f.v.t.), er det kun den store pyramide i Giza, der står tilbage.

Vi kender ikke navnene på alle de ingeniører og arkitekter, der var ansvarlige for dem, men chefarkitekten var muligvis den fornemme præst Hemienu, der levede omkring 2750 f.v.t.

Under alle omstændigheder må det have været folk med indgående kendskab til teknologi og planlægning. Og, ikke mindst, med næsten ubegrænsede ressourcer til rådighed.

Højdepunktet i bygningen af pyramider blev nået under det 4. dynasti, hvor kong Cheops (regent cirka 2589-2566 f.v.t.) og hans søn og efterfølger Chephren (regent cirka 2558-2532 f.v.t.) lod to enorme pyramider opføre i Giza lidt uden for det nuværende Cairo. Enorme er de unægtelig, og så var de endda lidt større dengang, end de er i dag.

Cheopspyramiden havde en højde på 146,5 m (i dag 138,8 m), mens Chephrenpyramiden blot er 3 m lavere. Størrelsen af de næsten helt massive stenstrukturer overgår næsten fantasien, ja Cheopspyramiden er faktisk den største bygning af sin art nogensinde.

Det kvadratiske grundareal er 53.000 m2, der svarer til 7,4 fodboldbaner, mens rumfanget er 2,6 millioner m3. Tag domkirkerne i Firenze og Milano, Peterskirken i Rom, St. Paul’s Cathedral i London og Notre Dame i Paris, og læg dem så sammen. De ville uden problemer kunne rummes i Cheopspyramiden.

Historien om pyramiderne

Historien om pyramiderne er ikke blot en historie om forbløffende teknisk kunnen i den fjerne fortid; det er også den langt senere historie om talrige og ofte sære forsøg på at løse ‘pyramidernes gåde’. En ting er spørgsmålet om, hvordan de gamle egyptere dog bar sig ad med at bygge dem, sådan som egyptologer og teknologihistorikere søger at give et svar på.

En ganske anden ting er den spekulative tradition, der kendes som ‘pyramidologi’, hvor man tillægger pyramiderne næsten magiske egenskaber, som for eksempel at kunne helbrede alverdens sygdomme. I sin moderne version begyndte denne tradition i 1800-tallet med en fantasifuld bog af den engelske forfatter og excentriker John Taylor (1781-1864), og den blev fulgt op af den anerkendte skotske astronom Charles Piazzi Smyth (1819-1900).

Blandt Smyths opdagelser var, at Cheopspyramidens oprindelige højde netop er Jordens middelafstand til Solen divideret med en milliard. Ved at manipulere med andre af pyramidens dimensioner kunne han desuden udlede de relative størrelser i solsystemet, lysets hastighed og en forbløffende nøjagtig værdi for tallet pi (π der er forholdet mellem en cirkels omkreds og dens diameter).

Det var ikke så lidt, de gamle egyptere vidste. En alternativ, men næppe mere troværdig teori er, at pyramiderne blev bygget af rumvæsner fra en teknologisk overlegen civilisation.

Pyramiderne i Giza. Cheopspyramiden længst væk ser ud til at være mindst, men er større end Chephrenspyramiden i midten og den blot 60 m høje Mykerinospyramide i forgrunden. De tre små pyramider er dronningegrave knyttet til Mykerinos’ pyramide. (Foto: Shutterstock)

Pyramiderne var grave til store faraoer

Pyramiderne var først og fremmest gravmonumenter for de egyptiske konger eller faraoer. Graven skulle tjene som bolig for den afdøde og gøre det muligt for ham at tage del i den evige kosmiske cyklus sammen med solguden Re. Pyramidens form skulle sikre hans himmelfart, der foregik ved hjælp af Solens stråler.

Den måde, pyramiden var orienteret på, var langtfra tilfældig, idet siderne i pyramidens grundflade med stor præcision var orienteret mod hvert af de fire verdenshjørner. Til formålet brugte man astronomiske observationer og et simpelt viserinstrument, hvilket gav en orientering, der i dag kun afviger minimalt fra den korrekte retning.

Ikke blot måtte orienteringen være i orden, den store grundflade måtte også være omhyggeligt nivelleret, hvilket man havde særlige teknikker til. Bortset fra at pyramiden havde en religiøs funktion, var den også et symbolsk monument over den centralistiske statsmagt, ikke ulig hvad man kan finde i senere grandiose og ‘unyttige’ bygningsværker.

Det storslåede barokslot Versailles i Frankrig er et eksempel, det ikke mindre storslåede mausoleum Taj Mahal i Indien et andet.

Pyramiderne blev bygget i en utrolig fart

Det største og vanskeligste arbejde var at udskære og fragte de mange stenblokke – og dernæst at arrangere dem i den præcise pyramidalske form. Man skønner, at der i den oprindelige Cheopspyramide var ikke færre end 2,3 millioner blokke med en gennemsnitsvægt på 2,5 ton.

Det var altså et gigantisk arbejde at tilvirke disse blokke og fragte dem fra stenlejerne til Giza, og alligevel tog selve konstruktionen næppe over 20 år. Man har ud fra disse tal vurderet, at der hvert eneste minut blev afleveret en tilhugget stenblok på 2,5 ton til de ramper, der ved pyramidens fod skulle bringe dem højere op.

Det er altså gået rigtig hurtigt, ikke mindst når man sammenligner med senere tiders bygningsværker. Den langt mindre Roskilde Domkirke blev bygget med cirka 3 millioner teglsten, og det tog over 100 år at gøre den færdig.

Den græske historiker Herodot (cirka 484-425 f.v.t.) besøgte de store pyramider i Giza og blev som så mange senere besøgende ganske overvældet. Ja, han blev overbevist om, at Egypten måtte være selve kulturens vugge. I sin beskrivelse af det ældgamle samfund og dets historie fortalte han også om Cheopspyramiden og dens tilblivelse, og han hævdede netop, at anlægstiden var 20 år.

Mens senere forskning anser dette for at være realistisk, bliver andre af hans påstande anset for utroværdige.

Det gælder eksempelvis, at der samlet skulle have været anvendt mere end 400.000 mand til arbejdet i løbet af et år. Selv om byggeriet krævede et meget stort antal arbejdere, er tallet utvivlsomt stærkt overdrevet og vurderes i dag til at have været af størrelsesordenen 40.000.

Desuden hævdede Herodot, at arbejderne var slaver, hvilket man i lang tid tog for gode varer. Men senere forskning har vist, at det er en myte. De fleste arbejdere blev sandsynligvis aflønnet, eller også blev de udkommanderet til arbejdet og slap så for at betale skat.

Desuden bestod en del af arbejdsstyrken af uddannede arbejdere med særlige kvalifikationer: specialarbejdere.

I det hele taget var der en gennemført arbejdsdeling, hvor store enheder af arbejdsstyrken på omkring 2.000 mand var opdelt i systemer af mindre grupper, hvor hver gruppe havde særlige opgaver og blev styret af en projektleder med særlige kvalifikationer. Intet synes at have været overladt til tilfældighederne.

Hvordan blev pyramiderne bygget?

Langt de fleste af de store stenblokke var kalksten. Nogle blev brudt direkte fra klippens overflade i Giza, mens andre stammede fra underjordiske brud, der lå langt væk og derfor måtte sejles på Nilen det meste af vejen. Men til loftet i kongegraven inde i pyramiden brugte man også store granitblokke på omkring 50 ton, der kom helt fra Aswan omkring 900 km væk.

Egypterne kendte til metalredskaber, men jernalderen var endnu ikke kommet, så man havde kun økser, mejsler og save af kobber. De er fortræffelige til kalksten, men kan ikke bruges til at bryde og tilvirke de hårde granitblokke. Alligevel lykkedes det, idet man muligvis udborede huller i granitten ved hjælp af slibesand og derefter anbragte kiler i den for at løsne de enkelte blokke.

Desuden vidste egypterne, at granit slår revner, når den hurtigt opvarmes og så afkøles. Ved at tænde et bål direkte på et klippestykke og dernæst overhælde det med koldt vand, kunne man få det til at sprække.

Man måtte transportere stenblokke på ramper

Arbejderne kunne ikke fragte de tontunge blokke på vogne fra skibet til byggepladsen af den simple grund, at hjulet endnu ikke var kommet til Egypten. Det skete først i 1600-tallet f.v.t., da egypterne stiftede bekendtskab med det semitiske Hyksoskrigerfolk og dets stridsvogne.

Ved transport på land anvendte man i stedet slæder, på hvilke en blok blev løftet op og surret fast. Egypterne havde hverken trosser eller taljer, der først blev anvendt af romerne, men de havde til gengæld løftestænger og ramper af jord eller sand. Slæden blev så møjsommeligt trukket frem ad en træbelagt vejbane, idet man til stadighed hældte vand eller olie på slæberampen for at nedsætte gnidningsmodstanden.

Det er almindeligt anerkendt, at store tilførselsramper også har spillet den afgørende rolle i selve konstruktionen af pyramiden, selv om der er uenighed om rampernes form og størrelse. Flere eksperter mener, at ramper ikke var tilstrækkelige til hele byggeriet, men at de især for den øvre del af pyramiden må have været suppleret af løftestænger.

Og der er endda enkelte, der hævder, at ramper slet ikke blev benyttet, men at blokkene derimod blev hevet op med et sindrigt system af tove. Ramperne antages almindeligvis kun at have været udvendige, men ifølge en meget diskuteret teori fremsat af den franske arkitekt Jean-Pierre Houdin (f. 1951) blev den øverste del af pyramiden bygget med hjælp af en slags indvendige ramper.

I almindelighed er der betydelig uenighed om de nærmere omstændigheder ved bygningsprocessen, da den ikke er beskrevet i samtidige kilder.

Siden 1782 har pyramidesymbolet med ”forsynets øje” prydet USA’s 1-dollarsedler. I dette foto er symbolet vist på det pyramideformede Luxor-hotel i Las Vegas. (Foto: g Tarded, 2008, Flickr, Creative Commons)

Vi må nok slå os til tåls med, at vi aldrig vil få fuld vished om, hvordan de store pyramider blev bygget. Det samme gælder spørgsmålet om den øverste top, der ikke længere findes i den oprindelige version.

Den har formentlig været lavet af en særlig udsøgt stenart, og det er endda muligt, at den har været beklædt med guld, Solens metal.

Pyramiderne er intet mysterium

Man leder nok forgæves, hvis man søger efter en genial teknologi, der er nøglen til at forstå de store pyramiders mysterium. For der er intet mysterium. Teknologien ved bygningen af Cheops’ og Chephrens pyramider var grundlæggende konservativ, idet man brugte efterprøvede metoder, der havde været brugt ved opførelsen af tidligere såkaldte trappe- eller trinpyramider.

Den tidligste var Djosers (cirka 2690-2670) 60 m høje pyramide nord for Memphis, der havde seks trapper. Ved at lære af de erfaringer, man havde fra denne og andre pyramider, udviklede man gradvist bedre metoder.

Hvis der var en hemmelighed i de senere og endnu større pyramider, lå den ikke i byggeteknikken, men snarere i en perfektionering af logistikken og i de enorme ressourcer, man ofrede på projekterne.

Kilde: Videnskab.dk

22. september 2017 0 kommentarer

Moments tanker

Coach og Mindcoach – Refleksion er et grundbehov

Mennesket har altid undret sig, reflekteret, filosoferet og fordybet sig i livets uudgrundelige og eksistentielle spørgsmål. Jeg mener at refleksion er et grundbehov, som skal dækkes, fuldstændig som behovet for at spise og sove. Desværre glemmer vi mennesker det ofte i vores fortravlede hverdag og når vi glemmer at prioritere reflektionen og fordybelsen i os selv, bliver vi eksempelvis ulykkelige, fraværende, uinspirerede, utilfredse og stressede.

“Ethvert menneske har et naturligt behov for at få sig en livsholdning, en forestilling om livets mål og mening” Søren Kierkegaard

Alle har brug for en livsholdning, noget som får os til at stå op om morgenen, som giver perspektiv på tilværelsen og kraft til at leve. Uden det taber vi fodfæste og bliver tomme indeni.

“At lære at leve inderligt” Søren Kierkegaard

At inderligt betragte virkeligheden, både den ydre og den indre, og hvert øjeblik forsøg at forstå, hvordan alt hænger sammen.Glem alle “skal”, alt det, som andre påstår er sandt, og tænk i stedet over, hvad du selv føler og synes. Hvem er du bag alle disse forestillinger? Hvad vil du bruge dig selv til? Hvad vil du bruge dit liv til?

I dag er det blevet helt almindeligt og accepteret at gå til Coaching. At gå til en coach viser nemlig at du er målrettet og reflekterende over din tid og dit liv.

Coaching handler om at få støtte til at skabe og leve dit liv som du ønsker det. De mennesker, der opsøger en coach har taget det første skridt på vejen til at indse at de fortjener og har mulighed for at leve deres drømme fuldt ud.

Coaching bygger bro mellem erkendelser af, hvor du er på nuværende tidspunkt og erkendelsen af, at du har potentialet til at befinde dig, hvor som helst du vil, så du tør tro på, at du kan gøre noget ved det.

Læs mere her. Mymind-z.dk

21. september 2017 0 kommentarer

Coffee

Ryanair tager prisen for uforskammet opførsel.

Igen tomme sæder pga aflysning

Ryanair spontan-aflyser fly.

For Ryanair har netop meldt ud, at man i de kommende seks uger vil spontan-aflyse to procent af selskabets afgange.
Hvilke afgange der aflyses, får kunderne først at vide ganske få dage inden, de skulle have sat sig tilrette i flystolen på Ryanairflyet.

Det betyder altså, at Ryanair, Europas største flyselskab, nu har efterladt millioner af kunder i total vildrede – nærmere i panik – fordi mange kan se frem til, at få aflyst deres rejse umiddelbart før de skulle afsted.
98 pct. af kunderne – de der ikke berøres – får alligevel lov til at hænge til tørre i uvidenhed om, om de mon rammes.

400.000 passagerer kan blive ramt

Og så er der de to pct. af kunderne, alt i alt omkring 400.000 passagerer, som faktisk får deres rejse aflyst, og som måske nok har udsigt til, at få pengene retur, men til gengæld selv hænger på regningen til f.eks. lejet hus, hotelophold, eller deltagelsen i møder eller konferencer, som de nu ikke kan være med til.

Hvis det ikke er elendig opførsel overfor kunderne, så ved jeg ikke. Det er en regulær uforskammethed.Problemet for Ryanair er, man ikke har styr på de indre systemer i virksomheden.
I praksis betyder det, at man mangler piloter til at afvikle de mange flyvninger, som selskabet foretager hver dag.
Ryanair er vokset eksplosivt de seneste år. Men det kniber nu med at få afviklet de stadig flere flyvninger.

Problemet for Ryanair

Problemet netop nu er, at man mangler piloter, som bl.a. skifter til konkurrenten Norwegian, at mange af de kabineansatte nu skal holde den ferie, som de ikke har måtte holde i sommer-højsæsonen og så påberåber Ryanair sig, at luften over Europa er så overfyldt af fly, at flylederne i Europa ikke har kapacitet til at håndtere de stadig flere fly.

Ja, ja. Det lyder meget godt alt sammen. Det ændrer bare ikke på, at selskabet håndterer problemerne på en måde, så deres kunder bliver ramt. Og regningen for Ryanairs problemer ender direkte i de berørte passagerers lommer.

På twitter er Ryanair i disse dage udsat for et veritabelt overfald fra vrede passagerer. Jeg forstår dem godt og jeg håber, at kunderne reagerer med andet end vrede ord. Lad være med at booke din billet via Ryanair. Når alt kommer til alt, prisen for bagage, sæde og hvad ved jeg havd de efterhånden skal have ekstra for er de ikke meget billigere end de mere etablerede
luftfartselskaber.

For det kan jo ikke være rigtigt, at Ryanair kan udsende en generel advarsel om, at der vil komme aflysninger og så tro, at alt er godt. Aflysninger er en helt normal foreteelse i flybranchen. Men det kan ikke være rigtigt, at man kan advare på forhånd, men ikke samtidig fortælle kunderne, hvem der bliver ramt og hvad man som selskab vil gøre ved det.

Hvis ikke sådan et stunt får os flypassagerer til at vende ryggen til Ryanair, så forstår jeg intet. Helt ærligt.

19. september 2017 0 kommentarer

Coolstuff Moments Stories

Nedtælling til fredag: Cassini nærmer sig den store finale

Mange vil savne Cassini

Alt dette er et udtryk for, at NASA gennem deres meget velskrevne hjemmesider for rumsonderne har gjort det muligt for alle at følge de store rumsonder på deres opdagelsesrejser ud i solsystemet.

Sandsynligvis er en stor rumsonde som Cassini blevet fulgt lige så intenst som astronauternes besøg på rumstationen ISS, der trods alt ikke gør andet end at flyve rundt om Jorden.

Det er nok ikke helt forkert at sige, at mange mennesker kommer til at savne følelsen af at være med på en opdagelsesrejse med de daglige billeder og nyheder fra Saturn og dens mange måner, når Cassini brænder op i Saturns atmosfære på fredag.

Du kan læse mere om finalen i artiklen Cassini nærmer sig fatal afslutning.

Cassini har udforsket Saturn måner

Da Cassini i april ændrede sin bane som en forberedelse til ’den store finale’, begyndte et helt nyt forskningsprogram, koncentreret om selve Saturn og det enorme ringsystem, som omgiver planeten.

Cassini har kredset om Saturn siden 2004, så man skulle tro, at der har været masser af tid til at studere Saturn.

Naturligvis er der taget billeder både af skyerne og ringene, men det er mest sket fra ret stor afstand.

For en stor del af tiden er gået med at udforske Saturns måner – ikke mindst den lille ismåne, Enceladus, der slynger enorme gejsere, som måske stammer fra et underjordisk hav, ud i rummet.

Men især er der brugt rigtig meget tid på at udforske Titan med sine have af flydende metan. Hele 127 gange er Cassini fløjet tæt forbi Titan for med radar og andre instrumenter finde ud af, hvad der gemmer sig under det orange lag af smog, der omgiver den store måne.

Det har været ulejligheden værd, for der blev rig lejlighed til at studere de store metanhave, og det blev endda opdaget, at nogle områder nær kysten ændrede udseende over en periode.

Cassini er blevet holdt på afstand af Saturn

Nu befinder Titan sig hele 1,2 millioner kilometer fra selve Saturn, og der er andre måner, som er endnu længere væk.

Men der er også en anden grund til at man har holdt Cassini lidt på afstand af Saturn:

Man har simpelthen været bange for, at rumsonden ville blive ødelagt ved sammenstød med en af de utallige ispartikler i ringene.

Cassinis udsigt over Saturns horisont med ringene i baggrunden. Farverne er kunstige. (Foto: NASA/JPL-Caltech/Space Science Institute)

Der er et gab på nogle tusinde kilometer mellem de øverste skylag på Saturn og den inderste ring – men det gab blev i lang tid anset for at være farligt på grund af risikoen for sammenstød med små partikler.

Baneændringen i april førte netop Cassini ind i en bane, der bringer den gennem dette smalle gab – og til forskernes store overraskelse har det vist sig, at der ikke er nær så mange små partikler i gabet som antaget.

Man kan kun sige: ’Bedre sent end aldrig’, men havde man vidst, at det ikke er så farligt at flyve gennem gabet, havde Cassini måske for længe siden set nærmere på selve Saturn.

LÆS OGSÅ: Cassini kaster lys over Saturns Ringe

Farvelkysset og de sidste dage

Siden april er Cassini 22 gange fløjet hen over Saturns skydække i en afstand af kun få tusinde kilometer.

Sidste gang det skete, var lørdag 9. september, hvor Cassini kom ned i en afstand på kun 1.700 kilometer over skytoppene.

Herefter fløj rumsonden bort fra Saturn i en meget aflang bane, som mandag 11. september fører sonden forbi Titan i en afstand af 119.000 kilometer.

Det er naturligvis nøje planlagt, for tyngdekraften fra Titan har denne gang ændret banen for Cassini så meget, at sonden nu kommer ind i Saturns atmosfære.

Denne manøvre har fået navnet ’The goodbye kiss’ i kontrolcentret.

Det var også nødvendigt at bruge Titans tyngdekraft til at ændre banen, for af de oprindelige 3.132 kilo hydrazin til styreraketterne er der nu under 40 kilo tilbage.

LÆS OGSÅ: Cassini fanger flotte billeder af Saturnmåner

Cassini rumsonde finale 20 år Saturn dykke mellem ringe

Cassini flyver gennem gabet mellem inderste ring og Saturn. (Foto: NASA/JPL-Caltech/Space Science Institute)

Cassini måler stoffer i atmosfæren

Alt lakker herefter mod enden, men selv i de sidste dage har Cassini travlt med at observere.

Med meget stor omhu har de sidste baner været lagt så tæt på Saturn, at Cassini er fløjet gennem de øverste og meget tynde lag af atmosfære, som findes over skydækket.

Det har givet mulighed for helt direkte at måle, hvilke stoffer der findes i atmosfæren. Det meste vil være brint og Helium, men man regner også med at finde andre molekyler.

Det har været noget af en balance at gennemføre disse målinger.

Cassini skal ned i selve atmosfæren for at gennemføre målingerne, men ikke så langt ned, at luftmodstanden bliver for stor til, at de små styreraketter kan holde sonden på ret kurs.

Men atmosfærens sammensætning er ikke de eneste nye forskningsområder. Der er to andre, som virkelig kræver, at rumsonden kommer meget tæt på både Saturn og ringene, nemlig spørgsmålene om døgnets længde og ringenes alder.

Ikke let at måle døgnets længde på Saturn

Der er mange mysterier forbundet med Saturn, men et af de mere uventede er, hvor langt døgnet er.

Selv i dag ved vi kun, at døgnet på Saturn er et sted mellem 10,6 og 10,8 timer langt – på Jorden kender vi jo døgnets længde inden for brøkdele af sekunder.

Man skulle ellers tro, det var let nok at måle: Find en skyformation og mål, hvor lang tid det varer, før man igen ser skyen pege i samme retning.

Men så let er det bare ikke, for det stormer konstant på Saturn, og det betyder at skyerne farer afsted højt oppe i atmosfæren med en fart på mange hundrede kilometer i timen. Det, man ønsker at vide, er, hvor hurtigt selve planeten roterer, og det er en næsten umulig opgave, når der ikke er nogen fast overflade at observere.

Her ses skyer på Saturn (farven stemmer ikke overens med virkeligheden). Skyerne ligner strøg fra en kæmpe kosmisk pensel, grundet den måde væsker interagerer i Saturns atmosfære. (Foto: NASA/JPL-Caltech/Space Science Institute)

Magnetfeltet har vist vejen på Jupiter

Men der er en udvej, nemlig at holde øje med magnetfeltet.

Efter vor nuværende opfattelse dannes magnetfeltet dybt nede i planeten, måske helt inde ved den inderste kerne. Magnetfeltet følger planetens rotation, og så er det jo bare at følge, hvor hurtigt magnetfeltet varierer.

Man har med stort held har anvendt denne metode til at bestemme døgnets længde på Jupiter. Her er de magnetiske poler forskudt godt 10^o i forhold til de geografiske poler. Det betyder, at magnetfeltet kommer til at hælde i forhold til rotationsaksen.

Resultatet er, at magnetfeltets retning ændrer sig i løbet af et døgn, og kan man følge den ændring, så har man døgnets længde.

På Jupiter er der lige så mange skyer og lige så meget stormvejr som på Saturn, men der er ingen tvivl om, at Jupiters døgn er på 9 timer 55 minutter 30 sekunder.

Sværere at bruge magnetfeltet på Saturn

Men Saturn vil ikke lege helt med, for de magnetiske poler og de geografiske poler på Saturn falder sammen, så de svingninger, som et ’skævt’ magnetfelt ville give, findes næsten ikke her.

Der er nogle periodiske ændringer med en periode på 10 timer 47 minutter, men problemet er, at den præcise værdi afhænger af, om man observerer feltet nord eller syd for ækvator, men også af årstiden, man observerer på.

Trods disse problemer er magnetfeltet stadig den bedste måde, vi har, til at bestemme døgnets længde på Saturn.

Derfor har Cassini, hver eneste gang den har været tæt på Saturn, observeret magnetfeltet.

De 22 meget tætte passager siden april i en afstand på kun et par tusinde kilometer fra selve planeten har givet de hidtil mest nøjagtige målinger af magnetfeltet tæt på Saturn.

Men der skal en del analyse til, før vi ved om disse målinger vil give en præcis værdi for døgnets længde.

Cassini rumsonde finale 20 år Saturn nordpol

Saturns nordpol fanget af Cassini 26. april 2017. (NASA/JPL-Caltech/Space Science Institute)

Hvad er der i Saturns indre?

Det er nu ikke bare magnetfeltet om Saturn, der kan drille.

Rumsonden Juno, der for tiden kredser om Jupiter, har vist, at det måske ikke er så let at fortolke målingerne af magnetfeltet. Jupiter er ligesom Saturn en stor gasplanet, opbygget af brint og Helium, og også på Jupiter har man antaget eksistensen af en veldefineret kerne.

Nu ser det ud til, at vi ikke skal føle os helt så sikre. For Junos meget præcise målinger af Jupiters tyngdefelt har nemlig vist, at Jupiter ikke som forventet har en veldefineret kerne, men en meget diffus, stor kerne, halvt så stor som planeten selv.

Samtidig ser det ud til, at magnetfeltet dannes tættere ved overfladen end hidtil antaget.

I det hele taget ser strukturen af Jupiters indre ud til at afvige en del fra de gængse teorier.

På grund af de mange ligheder mellem Jupiter og Saturn kan vi derfor heller ikke være sikre på, at vores teorier om Saturns indre, hvor magnetfeltet dannes, er helt korrekte.

Så det bliver ganske spændende at se, om Cassinis målinger i virkeligheden kan løse problemet om døgnets længde på Saturn.

Saturns hvide ringe er et mysterium

Mens vi er ved mysterierne, så er der et andet problem, der har givet forskerne noget at tænke over.

Det er noget så banalt som farven på Saturns ringe. De er simpelthen alt for hvide, omtrent som nyfalden sne.

Nu består ringene ganske vist af små ispartikler, men selv ude i rummet er de ikke så lette at holde rene.

Allerede for flere år siden viste Cassinis målinger, at der er støv nok omkring Saturn til, at ispartiklerne vil miste deres hvide farve ret hurtigt (vi taler dog om mange millioner år), fordi de efterhånden bliver dækket af mørkt, kosmisk støv.

Det skal ses ud fra at Saturn er dannet for 4.600 millioner år siden.

Der er da også farveforskelle mellem de forskellige dele af ringene, og det tages netop som et udtryk for forskellige grader af forurening af ispartiklerne.

For at bestemme ringenes alder er det afgørende også at skønne over deres masse. Massive ringe med mange partikler vil være længere tid om at blive dækket med kosmisk støv end tynde ringe med få partikler.

Farvebillederne her har den højeste opløsning, der nogensinde er taget af Saturn ringe. (Foto: NASA/JPL-Caltech/Space Science Institute)

Er Saturns ringe unge eller gamle?

Der er en løbende debat om, hvorvidt ringene er næsten lige så gamle som Saturn selv, eller om de er opstået meget senere, for måske bare 100 millioner år siden, da der gik dinosaurer rundt på Jorden.

Teorien for ringenes dannelse giver ikke noget svar, for ringene er sandsynligvis opstået ved, at en mindre ismåne er kommet for tæt på Saturn og derefter brudt i stykker på grund af tidevandskræfterne fra Saturn – astronomerne vil sige, at Månen er kommet inden for den såkaldte Roche-grænse.

Dette kan være sket på næsten ethvert tidspunkt i Saturns historie.

Saturns B-ring har måske løsningen

Der er her måske én enkelt afgørende måling, som kan fortælle, om ringene er gamle eller unge.

Det er den såkaldte B-ring, som er den mest hvide og også mest uigennemsigtige af de mange ringe.

Det er hidtil taget som et tegn på, at B-ringen indeholder mere stof end de andre ringe, og at det derfor vil tage længere tid at dække den med støv.

Nogle målinger antyder dog, at det ikke er tilfældet, og at B-ringen faktisk ikke er så massiv som antaget.

Hvis det er rigtigt, må ringen på grund af sin meget ringe grad af forurening være ung og dermed understøtte teorien om, at hele ringsystemet er ungt.

Cassinis måleresultater vil forhåbentlig give svar

Nu har det netop været en opgave for Cassini præcist at måle massen af ringene i de sidste baner.

Tidligere har Cassini jo mest bevæget sig i baner uden for ringsystemet og har derfor været udsat for tyngdekraften både fra Saturn og ringene.

Når den har bevæget sig helt inden for ringene, mærker den jo alene tyngdekraften fra Saturn.

Hvis man så sammenholder de to sæt måleresultater uden for og inden for ringene, kan man ret præcist vurdere ringenes masse.

Hvis målingerne viser, at ringene, og især B ringen, har en lav masse, vil det blive taget som et klart tegn på, at ringsystemet, astronomisk set, er meget ungt.

Vender vi tilbage til Saturn?

Det vil jo være oplagt at vende tilbage til Saturn med alle de uløste problemer, der står tilbage.

Men det vil tage sin tid, for der er ikke planlagt nye Saturn-sonder, selv om der er en del forslag.

Realistisk må vi sige, at det normalt tager 3-5 år at bygge en rumsonde, fra det øjeblik projektet vedtages, og til den er klar til opsendelse.

Rejsetiden ud til Saturn vil være omkring 7 år, så selv om der blev vedtaget et projekt nu, vil næste sonde nok ikke kunne komme til Saturn før omkring 2030.

LÆS OGSÅ: Slutspil for Cassini: Rumsonde skal strejfe Saturns ringe

Cassini rumsonde finale 20 år Saturn enceladus

Cassini flyver gennem gejserne fra Enceladus i oktober 2015. (Illustration: NASA/JPL-Caltech)

Saturns måner bliver målet igen

Nu vil det næppe blive selve Saturn, der er hovedmålet, men derimod de to måner Enceladus og Titan, der som nævnt har vakt vores opmærksomhed under hele Cassinis flyvning.

Især Enceladus er interessant, fordi der her er en mulighed for at lede efter liv uden de helt store tekniske problemer.

Den kun 500 kilometer store ismåne er jo så venlig at slynge enorme gejsere ud i rummet fra et hav, som er godt skjult under isen. Og netop gejserne gør det overflødigt at skulle bore sig gennem et tykt islag for at komme ned til havet – i stedet kommer havet jo op til os.

Cassini er flere gange fløjet gennem gejserne, dog uden at have de helt rigtige instrumenter til at lede efter liv.

Nu er der foreslået en sonde med navnet Enceladus Life Finder, der med de rigtige instrumenter vil kunne undersøge, om der sammen med gejserne er slynget et eller andet biologisk med ud i rummet – nok et af de forslag, der har en høj sandsynlighed for at blive gennemført, simpelthen fordi det både teknisk og økonomisk er til at overkomme.

LÆS OGSÅ: Titan – Saturns største måne i fokus

NASA og ESA vil samarbejde

Et meget mere ambitiøst forslag er Titan Saturn System Mission, der skal være et samarbejde mellem NASA og Den Europæiske Rumorganisation, ESA.

En iondrevet rumsonde sendes af sted for først at flyve gennem gejserne på Enceladus og derefter gå i bane om Titan.

Herfra skal to europæiske sonder sendes ned: En varmluftballon og en ’lake lander’, der skal lande på en af de mange metansøer.

Der er mange andre forslag, men de holder sig, ligesom Cassini, på pæn afstand af selve Saturn.

Cassini rumsonde finale 20 år Saturn Titan måne

En tegners opfattelse af metansøerne på Titan. (Illustration: NASA/Jet Propulsion Laboratory-Caltech)

Gasplaneter er svære at undersøge

Det er nu heller ikke så let at udforske en gasplanet som Saturn.

Det, vi kan se, er skyerne og stormene og så undre os over fænomener som den sekskantede storm ved Saturns nordpol. Men forklaringerne på, hvad der sker i Saturns atmosfære skal sandsynligvis søges dybt nede, hvor trykket måles i tusinder af atmosfærer, og hvor ingen sonde kan nå ned.

Rumsonden Juno, der kredser om Jupiter, er den første rumsonde, som er specialbygget til undersøge det indre af en gasplanet.

Det sker ved meget præcise målinger af tyngdefeltet, magnetfeltet samt ved anvendelse af mikrobølger der kan trænge gennem de øverste skylag på Jupiter.

Ud fra disse målinger kan man så opbygge matematiske modeller, der beskriver Jupiters indre.

LÆS OGSÅ: Rumsonder: Få overblik over Junos fætre og kusiner

Der er steder i rummet, vi ikke kan udforske

I princippet kan Saturns indre udforskes på samme måde, men det er meget vanskeligt på denne måde at få opbygget et helt præcist billede af planetens opbygning.

Derfor vil de store gasplaneter Jupiter og Saturn nok være Terra Incognita, altså ukendt område, i meget lang tid frem.

Vi kommer til at vænne os til, at der er steder i solsystemet, som vi simpelthen ikke kan besøge og udforske i detaljer.

Men heldigvis har Cassini vist, at der er nok af spændende steder, vi har mulighed for at besøge, og som kan holde videnskaben godt beskæftiget mange år ind i fremtiden.

Kidle: Videnskab.dk

15. september 2017 0 kommentarer

Lifestyle Tips

Arteon 2,0 TSI R-Line – VW’s nye flagskib

Arteon 2,0 TSI R-Line

VW har længe gået og syslet med planerne om en ny topmodel – en storesøster til Passat om man vil. Det har de fået nu – navnet er Arteon og modellen placerer sig rent visuelt og størrelsesmæssigt som en mellemting af den tidligere Passat CC og VW Phaeton. Vi tester topmodellen Arteon 2,0 TSI 4Motion R-Line.

Arteon er en galant og smuk bil at se til. I R-Line modellen er der tilføjet lidt ekstra sportslige elementer, hvilket så absolut klæder bilen og måske endda også udvider målgruppen betydeligt, hvis vi ser på aldersgrupper. Arteon har en smuk fastback-agtig profil, der får bilen til at fremstå elegant men også meget stor. Og stor det er den da også – for med 486 cm i længden er den hele 10 cm længere end den almindelige Passat.

Kvalitetsmæssigt er Arteon med helt fremme. Der kan ikke sættes en finger på noget som helst, hvis vi taler materialer og kvalitet. Det jeg måske kunne have ønsket mig var nogle elementer i kabinen, der ledte opmærksomheden lidt mere væk fra Passat. Men, det er jo typisk for netop VW, at holde ved knapper etc. igennem hele modelrækken. En ting er dog sikkert, og det er, at det virker, og det virker godt. Multimediesystemet er nemt og ligetil og det virtuelle cockpit fungerer perfekt. En lækker detaljer er bl.a. muligheden for at oprette profiler, som du så kan vælge imellem, når bilen startes. Herefter tilpasser bilen så de enkelte systemer, til den profil, der sidder bag rattet.

Et andet element der også fortjener store roser er sæderne. For det første ser de rigtig godt ud og det smukke carbon inspirerede mønster i læderet giver en god fornemmelse af sport. Samtidig har førersædet indbygget massage, så du lige kan klare et ekstra stræk, uden at skulle ind på en rasteplads.

Den 280 hk stærke motor er kun på 2,0 liter, men gør det overbevisende godt. Den har dog mange kilo at flytte rundt på, for en Arteon med firehjulstræk og automatgear er absolut ikke nogen let dame. Alligevel når den 100 km/t på 5,6 sekunder. Det lyder jo imponerende, men Arteon gør det på en nærmest kedelig måde. Det må endelig ikke misforstås, for bilen er altså hurtig. Det sker bare stille og roligt og uden nogen form for ”ka pow”. Også selvom du i Arteon R-Line har mulighed for at vælge imellem flere køreprogrammer, herunder Eco, Comfort, Normal og Sport. Vælger du Sport, så strammes alle bilens facetter op og lyden fra udstødningen giver en herlig brummen. Det giver selvfølgelig lige lidt ekstra til oplevelsen. Vælger du et af de andre programmer, så er der meget stille i kabinen og du kan i stedet nyde lyden fra det imponerende Dynaudio-anlæg. Det spiller som en drøm!

Er Arteon så mere end en forvokset Passat – og er den de ekstra 95.000,- kroner værd (basispris, red.)? I mine øjne er den. Den skille sig mærkbart ud, er større, mere eksklusiv og har så absolut et mere attraktivt udseende. Jeg er personligt blevet lidt lun på Arteon – den er det, som VW har manglet.

Biltorvets vurdering

DesignMotor og gearkassePladsforholdBagagevolumenTeknik

Måtte gerne skille sig ud indvendigtSavner lidt aggressivitet i sport-modeUha…, der er meget på den liste over ekstraudstyr

MotortypeR4/16v

Slagvolumen1.984

Antal HK280

HK målt ved Omdr.5.100

Drejningsmoment (Nm)350

Drejningsmoment målt ved omdrejninger1.700

Drivende hjulFirehjulstræk

Antal gear7A

Tophastighed (km/t)250

Acc 0 til 100 km/t (sek.)5,6

Acc 0 til 100 km/t (sek.), målt–

Forbrug EU-mix (km/l)13,7

Forbrug (km/l), målt11,1

CO2-emission (g/km)164

Bagagerumskapacitet (l)563

Tankkapacitet (l)66

Kilde: biltorvet

14. september 2017 0 kommentarer