Månedlige arkiver

november 2017

Evig krig om pædagogik: Skal små børn lære eller lege?

Forskere, som laver undervisningsforløb til børnehaver og vuggestuer, er spændt for en politisk vogn, der kører den forkerte vej, mener kritikere.

Nogle børn er fra hjem med bøger og forældre, der læser højt for dem, før de skal sove.

Andre børn vokser op uden bogstaver, rim og historier. De bliver lagt i seng uden at få godnateventyr.

De små børn, som ikke bliver læst for derhjemme, har et mindre ordforråd, når de starter i skole. De har sværere ved at lære at læse, end børn der bliver læst for. De er bagefter fra starten, viser forskning.

En gruppe forskere har derfor lavet en række programmer, som skal sikre, at børn lærer flere ord og tal i vuggestuen og i børnehaven. Formålet er, at børn fra hjem uden bøger og dybe samtaler skal have en chance for at komme på samme niveau som deres jævnaldrende, før de starter i skole.

»Vi har den tilgang, at vi skal bruge daginstitutionerne til at sikre, at børnene står mere lige. Ellers bliver det de stærkestes ret. Så bliver det de børn, som i forvejen er godt kørende, der kommer til at klare sig bedst i livet,« siger lektor Anders Højen, der forsker i børns sprogtilegnelse på Trygfondens Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet.

»Især børn fra ikke-boglige hjem har brug for læringsmuligheder i børnehaven, så de ikke starter i skolen med en blank tavle. Ellers er de bagud fra begyndelsen, og vi kan se, at de forskelle, der er i starten, varer ved resten af skoletiden,« fortsætter han.

Tidlige indsatser møder massiv kritik

Hensigten er ædel. Alligevel er tilgangen, hvor børn skal lære bestemte ting, allerede før de starter i skole, blevet konstant kritiseret af en gruppe pædagogiske forskere, siden den for alvor kom til Danmark for omkring et årti siden.

Inspiration fra økonom

Inspirationen til den type forskning, hvor man bruger videnskabelige metoder til at teste læringsforløb til førskolebørn, kommer fra den amerikanske økonom og Nobelprismodtager James Heckman.

James Heckman har vist, at det kan betale sig at investere i helt små børns udvikling. Hvis man sætter ind med systematiske indsatser, når børn er i fire-fem årsalderen, kan man præge deres udvikling og sikre, at flere får en uddannelse, når de bliver ældre, lyder hans tese.

I 2014 blev James Heckman bestyrelsesformand i Trygfondens Børneforskningscenter på Aarhus Universitet.

En af kritikerne er Dion Sommer, der er professor i udviklingspsykologi på Aarhus Universitets Psykologiske Institut. Han præsenterer sig som en forsker, der har en mere helhedsorienteret tilgang til børns udvikling end den rent sproglige.

Dion Sommer har i årevis advaret mod indsatser, hvor børn bliver sprogtestet i børnehaven, og hvor pædagoger skal følge faste programmer for, hvordan de bedst kan forberede børnene på at komme i skole.

Forskningen er politiseret

Læringsprogrammerne er en del af en ideologi, hvor man investerer i tidlige indsatser i et forsøg på at gøre børn parate til at kunne være en gevinst for arbejdsmarkedet og samfundet, når de bliver voksne, mener han.

»Fænomenet her kan kaldes den politiserede pædagogik,« skriver Dion Sommer i sin bog ‘Udvikling – Fra udviklingspsykologi til udviklingsvidenskab‘, der udkom for nyligt.

»Negativ social arv er vigtig at få gjort noget ved. Men den måde, man gør det på, er forfejlet, ifølge den forskning jeg har kigget på. Forskere, der udvikler læringsprogrammer, er – sikkert uden at vide det – blevet spændt for en ideologisk vogn,« siger professoren til Videnskab.dk.

Forskere måler børns sproglige niveau

Først en introduktion til de forskningsbaserede læringskoncepter, der skal gøre alle børn lige. Anders Højen er en del af en forskergruppe fra Trygfondens Børneforskningscenter, som over en årrække har testet tusindvis af vuggestue- og børnehavebørns sproglige evner.

Testene viser, at nogle børn sprogligt er to år bagud i forhold til andre, når de starter i skolen. Forskerne har derfor testet en række amerikansk-inspirerede undervisningsforløb, som børnehaverne kan bruge blandt andet til at give børnene et større ordforråd.

»Vi har opstillet nogle mål for, hvad børnene bør lære i børnehaven for at komme på nogenlunde samme niveau, og vi har udviklet redskaber, som pædagogerne kan bruge til at måle børnenes sproglige evner, så de kan holde øje med, hvordan de udvikler sig,« siger Anders Højen.

Videnskab.dk har skrevet om nogle af projekterne i artiklerne ‘Pædagoger kan gøre vuggestuebørn markant bedre til sprog og matematik’ og ‘Sådan lærer børn bedst ord i børnehaven’.

KL vil sprogteste børn

Børneforskningscentrets forskning har fået Kommunernes Landsforening til at foreslå, at alle børnehavebørn skal sprogtestes, når de er tre år.

»Som det er i dag, taber vi alt for mange. Det er et kæmpestort problem. Vi skal investere tidligt, så vi kan redde de børn,« sagde daværende formand for KL’s børne- og kulturudvalg, Anna Mee Allerslev (R) til Politiken i januar 2017.

Hensigten er i top. Resultaterne ser – alt efter hvem der tolker dem – lovende ud.

Alligevel bliver kritikken ved med at hagle ned over de forskningsbaserede sprogtest og læringsprogrammer til vuggestuer og børnehaver.

Effekten holder ikke

Professor Dion Sommer er en af dem, som står urokkeligt fast på sin kritik af idéen om, at børn skal lære efter fastlagte programmer, allerede før de starter i skole.

For et par år siden lavede han en gennemgang af 400 kvantitative studier. Gennemgangen, som er publiceret i bogen ‘Læring, dannelse og udvikling: Kvalificering til fremtiden i daginstitution og skole‘, indikerede, at effekten af den læring, man får i børnehaven, ikke varer ved. Selv om førskolebørn lærer ord, når de følger et fast undervisningsforløb, betyder det ikke, at deres faglige evner bliver ved med at være i top på lang sigt.

Små børn lærer ikke ved at skulle opnå bestemte mål, viser udviklingspsykologisk forskning ifølge Dion Sommer. Når de er børnehavealderen, er børnene på et trin i deres udvikling, hvor de får mest ud af at lege og etablere sociale relationer. Børnene er i gang med at lære sig selv at kende og at lære at sætte grænser i forhold til andre, siger han.

»Jeg rejser det røde advarselsflag. De her sprogforskere tænker kun på sprog og matematik, ikke på det hele barns udvikling,« siger Dion Sommer.

Forskerne er naive politiske redskaber

De højtprofilerede læringsprogrammer er produkter af en ideologi, hvor børn hele livet skal forberede sig på at kunne klare sig i den globale konkurrence, være til gavn på arbejdsmarkedet og give højst mulig afkast til samfundet, lyder hans tolkning.

Tidlig indsats – god investering

Det kan være en god investering for samfundet at bruge penge på tidlige indsatser for at forhindre, at nogle børn kommer bagefter i uddannelsessystemet, viser beregninger fra Rambøll.

»En sådan kritik vil de nævnte forskere selvfølgelig ikke anerkende. De vil synes, den er helt urimelig, for de mener jo, at de leverer neutral forskning med anerkendte metoder,« siger Dion Sommer og fortsætter:

»Men fra min stol ser jeg, at deres forskning i daginstitution og skole indgår i en stærk politisk-ideologisk inficeret sammenhæng, hvor forskeren er et lettere naivt, men nyttigt redskab for en bestemt politiseret dagsorden, der inkluderer PISA-test, målstyring og ‘tidlig-start’-agenda.«

Risiko for at stemple børn

Dion Sommer bliver bakket af Jan Kampmann, der er professor i pædagogik på Roskilde Universitet.

»Det grundlæggende problem er, at forskerne bag de her programmer, tror, at det udelukkende handler om, hvilken sproglig udvikling børnene har. Men den mest grundlæggende forudsætning for, om børn klarer sig i skolen, er, om de på det personlige plan er i balance; om de har selvtillid og lyst til at lære,« siger Jan Kampmann.

Når man opstiller mål for, hvor meget børn skal lære i børnehaven, risikerer man at gøre mere skade end gavn, frygter professoren.

»Jeg er stærkt kritisk. Konsekvensen af meget af det, der sker i øjeblikket, kan være, at man stempler børnene som fagligt svage eller stærke, allerede før de starter i skole,« siger Jan Kampmann.

Læringsudbytte kan ikke reduceres til data

Børn skal lege i børnehaven, ikke testes og lære efter fastlagte programmer, siger også Steen Nepper Larsen, der er lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet ved Aarhus Universitet. Han har skrevet adskillige artikler og bøger om, hvorfor målstyring og test i skoler og daginstitutioner er en dårlig idé. Her er essensen af hans kritik:

»Tilhængerne af målstyring og test forestiller sig, at udviklingen af mennesker kan beskrives kausalt, og at kvaliteten af tænkning og dannelse kan reduceres til data, der kan puttes ind i en algoritme, så man kan måle effekten,« siger Steen Nepper Larsen og fortsætter:

»Med sådan en tilgang risikerer vi at få børneinstitutioner, der hele tiden skal levere noget, som kan måles og sammenlignes. Det, der kan måles – såsom børns sprog og matematiske evner – bliver det vigtigste. Men i pædagogik er der ikke en simpel årsags-virkningmekanisme, som der for eksempel er, når man hælder benzin på en bil.«

Der skal være tid til både leg og læring

Anders Højen fra Børneforskningscentret har hørt kritikken før. Han afviser den blankt.

Daginstitutioner bør både give børnene tid til leg og samtidig benytte systematiske læringsmetoder, der i videnskabelige forsøg har vist sig at virke bedst, siger han.

Forskning finder løsninger

Mere og mere forskning går ud på at udvikle og teste tiltag, som skal løse samfundets problemer.

Interventionsforskning kaldes det.

Videnskab.dk sætter i en artikelrække fokus på den type forskning, der skal gøre gavn i velfærdssamfundet.

Støtte fra Trygfonden har muliggjort temaet. Trygfonden har dog ikke indflydelse på, hvilken forskning vi skriver om, og hvordan artiklerne skrives.

»Hvis børn kun er overladt til deres egen leg og aldrig møder intentionel pædagogik (undervisning med et bestemt formål; red.), er der risiko for, at det bliver de stærkeste børn, der flyder ovenpå og får mest ud af dagtilbuddet,« siger Anders Højen og tilføjer:

»Mange af dem, der er unge i dag, har som små været i dagtilbud, hvor deres læring var overladt til dem selv. Ved skolestart har de manglet det naturlige fundament, som mere heldige børn fik. Konsekvensen er, at en ud af fire indvandrerdrenge ikke kan læse. Ville de mon have klaret sig bedre, hvis de var blevet taget lidt mere ved hånden i stedet for bare at lege frit?«

»Når det gælder børn, er der en tendens til, at man tror, at man bare kan nøjes med at bruge sin mavefornemmelse. Men vi er nogle, der mener, at vi skal bruge stringente metoder til at undersøge effekten af forskellige pædagogiske indsatser.«

Anders Højen er i øvrigt ikke uenig i, at leg er en vigtig del af et børneliv:

»Vores indsatser udelukker ikke leg: De involverer, at pædagogerne læser bøger og rim og remser for børnene 2 x 30 minutter om ugen. Der er masser mulighed for fri leg den øvrige tid,« siger han.

Leg kan blive skrevet ind i loven

Krigen om pædagogikken har raset i årevis. I lang tid har de forskere, der tror på, at man med systematiske indsatser kan øge børnehavebørns sproglige og matematiske forståelse, været i medvind hos politikere og forskningsfonde.

Men i øjeblikket er der tegn på, at de kritiske forskeres røst bliver hørt. I hvert fald foreslog regeringen for nyligt, at leg skal skrives ind i den paragraf, der beskriver formålet med de danske daginstitutioner, skriver Jyllands-Posten.

Daginstitutionerne skal ikke kun fremme udvikling og læring, de skal også være steder, »hvor legen er grundlæggende, og hvor der tages udgangspunkt i et børneperspektiv,« fremgår det i lovforslaget.

Vi følger op med forskernes reaktion på lovforslaget i en kommende artikel her på Videnskab.dk.

Kilder

24. november 2017 0 kommentarer

Stories tanker

Er IBM’s nye kvantecomputer alle andre computere overlegen?

Med en kvantecomputer, der bruger 50 kvantebit til at udføre beregninger, er IBM tæt på at have udviklet en helt suveræn regnemaskine.

IBM har netop præsenteret en kvantecomputer, der er langt kraftigere end dem, vi hidtil har set. Den har nemlig 50 kvantebit at gøre godt med, fremgår det af en pressemeddelelse fra firmaet.

Tidligere i år blev kvantecomputere med 17 kvantebit fremhævet af både IBMog Intel, så der er et voldsomt spring fremad, IBM nu har præsteret. En rekord, som vækker opsigt.

LÆS OGSÅ: Nu kan alle få adgang til en kvantecomputer

»Det er fantastisk spændende, hvad IBM har gang i. Nu starter kapløbet mod en rigtig kvantecomputer for alvor,« siger Klaus Mølmer, der er professor og kvanteforsker ved Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet.

Historien kort

IBM har udviklet den suverænt kraftigste universelle kvantecomputer, der hidtil er set.
Computeren har 50 kvantebit at gøre godt med. Den er muligvis alle eksisterende computere overlegen.
Om ikke andet viser IBM vejen mod kvantecomputere, der virkelig kan bruges til noget.

»Jeg er ikke overrasket. Det er ikke længe siden, at udmeldingen fra IBM lød, at firmaet ville være klar med en kvantecomputer i denne størrelse i løbet af få år. Men det er da fabelagtigt, at de allerede nu har en prototype.«

Google er lige i hælene

Med den nye, kraftfulde kvantecomputer får IBM sendt en tydelig besked til Google, som også arbejder på at bygge kvantecomputere.

Fra Google-forskerne har meldingen nemlig lydt, at de ville være klar med en 49 kvantebit kvantecomputer inden årets udgang. Men nu er de overhalet indenom.

Kvantespringet er vigtigt, for nu begynder kvantecomputernes regnekraft at ligne noget. Kvantecomputere giver for alvor mening, når de kan udføre beregninger, som ingen konventionelle computere kan klare, og det er vi tæt på med IBM’s nye vidunder.

LÆS OGSÅ: Sådan bygger man en kvantecomputer

Et vigtigt skridt mod udbredelsen af kvantecomputere er netop at vise, at de er almindelige computere overlegne.

Kvante-overlegenhed (quantum supremacy) betyder, at kvantecomputeren kan foretage beregninger, som i praksis ikke kan lade sig gøre på konventionelle supercomputere.

Sådan ser det nye vidunder ud i al sin pragt. Indtil videre er der kun tale om en fungerende prototype. (Foto: IBM)

Kvanteoverlegenhed er et skridt på vejen

At en kvantecomputer kan demonstrere kvanteoverlegenhed, betyder ikke nødvendigvis, at den kan bruges til noget nyttigt.

Det er nemlig ikke sikkert, at den specifikke beregning, som kvantecomputeren kan udføre langt bedre end almindelige computere, kan bruges til det helt store.

»Kvanteoverlegenhed er et veldefineret, matematisk mål, og det kræver i omegnen af 50 kvantebit. Det er et hardware-problem – kan vi udvikle en kvantecomputer, som kan løse et problem, der ikke kan løses af konventionelle computere?« siger Charles Marcus, der er professor ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet – ikke som en kommentar til IBM’s nye prototype, men helt generelt.

»Det handler ikke om at løse et praktisk problem eller udvikle den form for kvantecomputere, som folk efterspørger. Men kvanteoverlegenhed vil sandsynligvis vise os en vej mod en brugbar kvantecomputer.«

Mange mulige anvendelser

I første omgang handler det blot om at vise, at kvantecomputere rent faktisk overgår alverdens supercomputere.

I anden omgang kommer det til at handle om anvendelserne.

Kvantecomputere vil ikke være gode til alverdens ting, men når det gælder om at finde den rigtige løsning til problemer med ekstremt mange mulige løsninger, kan de være helt suveræne.

De 50 kvantebit i IBM’s nye kvanteprocessor er forbundet på kryds og tværs. De skal kunne påvirke hinanden, når beregningerne er i gang. (Illustration: IBM)

De vil blandt andet kunne bruges til at:

Udvikle ny medicin og bedre materialer til solceller og superledere
Foretage lynhurtige databaseopslag
Bryde koder
Udvikle bedre kunstig intelligens

Og det er værd at bemærke, at forskningen i kvantealgoritmer, og dermed de mulige anvendelser, kun lige er begyndt.

LÆS OGSÅ: Vær med til at bygge en dansk kvantecomputer

Men om computeren kan vise kvante-overlegenhed vides endnu ikke – det oplyser IBM ikke noget om.

»Jeg har bidt mærke i, at samtidig med, at antallet af kvantebit stiger, så er det lykkedes at gøre kohærenstiderne bedre. (Læs mere i boksen under artiklen, red.) Det går fremad med begge dele,« siger Klaus Mølmer og fortsætter:

»Men det er ikke sikkert, at kvantecomputeren regner helt præcist. Måske er det heller ikke nødvendigt for at vise kvante-overlegenhed. Det kan være, at en tilnærmet værdi er god nok. Men så er det matematiske problem ikke helt så svært at løse, og så kan en klassisk computer måske også klare det.«

Selve kvanteprocessoren ser ikke ud af så meget. Men det er her, magien sker. (Foto: IBM)

Måske skal der mere til

Selv om IBM-computeren fungerer som ventet, er det dog muligt, at der skal lidt mere end 50 kvantebit til overlegenhed.

Og måske er målet om overlegenhed heller ikke så vigtigt.

I hvert fald fortæller Klaus Mølmer, at europæiske forskere ikke taler så meget om kvanteoverlegenhed, men mere om ‘quantum advantages’ – kvantefordele.

Her handler det om problemer, eksisterende computere godt kan løse i praksis, men hvor kvantecomputeren vil kunne gøre det hurtigere.

Under alle omstændigheder er der ikke længere megen tvivl om, at vi nok skal få kvantecomputere, som kan give baghjul til alle eksisterende computere.

Det bliver spændende at følge, hvordan de vil ændre vores samfund.

Kvantecomputere må ikke stoppes midtvejs

Kvanteoverlegenhed handler ikke kun om antallet af kvantebit, men også om, hvor godt kvantecomputeren virker.

Den skal helst udføre beregningerne fejlfrit (eller være i stand til at rette fejlene efterhånden), og den skal kunne foretage sine beregninger hurtigt – før naturen spænder ben.

En kvantecomputer udnytter kvantemekanikkens love til at klare visse former for beregninger langt mere effektivt, end det er muligt med almindelige computere.

Hvor sidstnævnte bruger bit, som enten kan være 0 eller 1, regner en kvantecomputer med kvantebit, som kan være 0 og 1 samtidig.

Det er muligheden for at have kvantefysiske overlejringer (superpositioner) af 0 og 1, der gør hele forskellen.

Men så skal kvantecomputeren også have tid til at regne færdig, for man kan ikke stoppe beregningen halvvejs og så regne videre senere.

Det forbyder kvantemekanikkens love, for når man stopper maskinen for at kigge, svarer det til at udføre en måling på kvantesystemet, og så falder alle de særlige kvantetilstande sammen – alle de kvantebit, der både kunne være 0 og 1 samtidig, ender med blot at være 0 eller 1.

Fjenden er dekohærens

Kvantetilstandene er meget skrøbelige, men det hjælper at nedkøle kvantecomputeren til tæt på det absolutte nulpunkt. Så forlænges den såkaldte kohærenstid – den tid, som kvantecomputeren har til at regne færdig.

Kohærens betyder, at de særlige kvantetilstande, som giver kvantecomputeren superkræfter, opretholdes.

Modsat betyder dekohærens, at kvantetilstandene forsvinder, og så fungerer kvantecomputeren ikke længere.

»Den store fjende er dekohærens. Det gælder om at forhindre naturen i at udføre målingen for tidligt, før kvantecomputeren er klar med sine beregninger,« som Charles Marcus siger det.

I samarbejde med Microsoft forsøger han og hans forskergruppe at udvikle en kvantecomputer, der netop kan fungere i lang tid, før kvantetilstandene forsvinder som dug for solen. Det kan man læse mere om i artiklen Niels Bohr-forskere tager solidt skridt mod en kvantecomputer.

IBM’s nye kvantecomputer har en kohærenstid på cirka 90 mikrosekunder, og det skulle være nok til at udføre kvanteberegninger.

Kilder

23. november 2017 0 kommentarer

Moments Tips

TEST: Vi haster til Frankfurt i tre nye SUV’er

En highspeed-test af en SUV afslører mere end bare, hvordan den opfører sig ved 200 km/t. På 1300 kilometer Autobahn fra København til Frankfurt og retur kommer man ud for al slags trafik, vejr og vejbaneforhold. Der er fri hastighed på Autobahn. På nogle strækninger. Visse tidspunkter af døgnet. Der er nemlig langt fra opfattelsen af den uendelige frihed ved at kunne sætte hastigheden selv og så virkeligheden på det tyske motorvejsnet, hvor lokale miljøhensyn, de alledstedsnærværende vejarbejder og en massiv trafiktæthed sætter begrænsninger for, hvor stærkt man kan køre.

Læs hele historien på borsen.dk: http://pleasure.borsen.dk/bilen/artikel/1/353920/test_vi_haster_til_frankfurt_i_tre_nye_suver.html#ixzz4yUncwLOm

Alfa Stelvio (forrest) er opppe mod nogle barske konkurrenter i form af Audi Q5 og Volvo XC60. Italieneren gør det bedre end ventet.

22. november 2017 0 kommentarer

tanker

Fem overraskelser om kommunalvalget

Selv den største valgnørd vil blive forundret over de pudsige fakta, som forskere præsenterer i ugens podcast.

Du kan for tiden ikke åbne en avis eller glo på en lygtepæl uden at opdage, at der er kommunal- og regionsrådsvalg 21. november.

For de fleste betyder det, at de skal traske ned i stemmeboksen og sætte et par krydser på tirsdag.

For valgforskerne fylder begivenheden en del mere. Det er nemlig en stor mulighed for at opdage både vigtige og spøjse detaljer om, hvordan vi egentlig stemmer.

Politikeres udseende afgør stemmer

Vi har gravet i den eksisterende valgforskning og fundet de mest overraskende opdagelser, og i ugens podcast kan du blive klogere på blandt andet:

Hvorfor 18-årige stemmer mere end 19-årige
Hvad politikernes udseende betyder for deres popularitet
Grunden til, at 300.000 flere kan stemme til kommunalvalg end til folketingsvalg

HØR Nærmere her

Hør resten af de pudsige fakta i podcasten, hvor vi spørger tre forskere om, hvordan det kan hænge sammen.

Svarene leveres af Jonas Hedegaard Hansen, ph.d. og valgforsker på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, Lasse Lausten, adjunkt på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, og Jens Blom-Hansen, professor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

LÆS OGSÅ: Valgplakater flytter mange stemmer ved kommunalvalg

21. november 2017 0 kommentarer

Coffee Stories tanker

Dampmaskinen satte fut i den industrielle revolution

Dampmaskiner henslæber i dag deres tilværelse på tekniske museer. Men i over 100 år var dampmaskinerne de utrættelige motorer bag det industrielle fremskridt.

Skotten James Watt (1736-1819) opfandt den dampmaskine, der blev det dunkende hjerte i den industrielle revolution og skabte vejen mod det moderne samfund. Det har de fleste af os lært.

Men selv om Watts ophøjede plads i teknologihistorien er fortjent, så opfandt han faktisk ikke dampmaskinen. Da han udtog sit patent i 1769, var der allerede over 500 dampmaskiner i brug alene i Storbritannien.

I Danmark var der endnu ingen af de prustende monstre, men i 1764 kunne den lærde professor ved Sorø Akademi, Jens Kraft (1720-1765), dog give en detaljeret beskrivelse af ‘ildmaskinen’ og dens fortræffeligheder.

Den maskine, han beskrev, var konstrueret af den engelske smed og isenkræmmer Thomas Newcomen (1663-1729), der nok er det bedste bud på den egentlige opfinder af dampmaskinen.

Den første dampmaskine bliver bygget

Ideen om at bruge ildens eller dampens kraft til at skabe mekanisk bevægelse går imidlertid meget længere tilbage.

Allerede i oldtiden skitserede den alexandrinske matematiker Heron (ca. 20-90) en primitiv dampturbine, og senere opfandt den navnkundige Leonardo da Vinci (1452-1519) på sit skrivebord en dampkanon, hvor kuglen blev slynget ud ved dampens kraft.

Omkring 1668 foreviste jesuitpræsten Philippe-Marie Grimaldi (1639-1712) en legetøjsvogn drevet frem af en dampturbine for kejseren af Kina, Kangxi (1654-1722). Den kuriøse maskine virkede, og kejseren var nok fornøjet. Men legetøj var det, og intet andet.

Det var først med forståelsen af atmosfærens tryk i slutningen af 1600-tallet, at de første apparater, der med nogen rimelighed kan kaldes dampmaskiner, blev konstrueret.

Det var en englænder, der lavede den første maskine, som både virkede og blev brugt i praksis. Ingeniøren Thomas Savery (ca. 1650-1715) opfandt i 1698 en maskine til at dræne mineskakter for vand, hvilket han gjorde ved at lade en dampfyldt cylinder afkøle med vand. Ved fortætning af dampen skabes et undertryk, hvorefter atmosfæren sørger for resten.

Saverys pumpemaskine vandt dog kun ringe udbredelse, blandt andet fordi den måtte placeres under 10 meter over mineskaktens vand – svarende til atmosfærens tryk på 760 mm kviksølv.

Desuden var den ekstremt ineffektiv, da den kun udnyttede 0,5 procent af kullets energi. Energispild! Det var en nyskabelse uden en fremtid.

LÆS OGSÅ: Tog og dampskibe spredte epidemi med ekspresfart

Dampmaskinen udvikler sig

Newcomens maskine fra 1712 var forsynet med et bevægeligt stempel, der var forbundet med en vippebom forsynet med en kontravægt. Som hos Savery blev der i cylinderen skabt et undertryk gennem afkøling af dampen, så pumpestangen blev hævet.

Det nye var, at når stemplet var i bund, blev der igen ledt damp ind i cylinderen, så vippebommen kunne trække stemplet op. De to faser fulgte cyklisk efter hinanden, hvilket gav en kontinuert drift.

I løbet af 1700-tallet indførte man en række tekniske forbedringer med det resultat, at Newcomen-maskinen i slutningen af 1760’erne var et imponerende stykke højteknologi. På den tid var dampmaskinen simpelthen identisk med Newcomens maskine.

Især i Storbritannien blev den en bragende succes og af afgørende betydning for landets industrielle revolution.

Det vurderes, at der i slutningen af århundredet var ca. 1.400 maskiner af denne type, der blev brugt til meget andet end blot at dræne miner. Andre vigtige funktioner var at pumpe vand til vandværker og lænse flådens dokker for vand.

Til Newcomen-maskinens fordele talte, at den var driftssikker, nem at betjene og ganske ufarlig. Da den virkede ved atmosfæretryk, var der ingen fare for, at kedel eller cylinder skulle sprænges.

Men der var også ulemper, og dem fokuserede mekanikeren og instrumentmageren James Watt fra Glasgow på. Da den 28-årige Watt i 1764 for første gang grublede over dampmaskinens virkemåde, konkluderede han, at den spildte en umanerlig mængde varme ved den gentagne opvarmning og afkøling af cylinderen. Ikke mindre end tre fjerdedele af varmen gik til spilde.

Han indså, at problemet ikke kunne løses ved blot et forbedret design af Newcomens maskine, men kun ved en helt ny konstruktion. En forårsdag i 1765 nåede han til den erkendelse, at en ny type maskine med to forbundne cylindre var svaret.

I 1760’erne var dampmaskinen identisk med Newcomen-dampmaskinen, og det er særligt den maskine, som vi kan takke for den industrielle revolution. (Foto: Shutterstock)

Den ene cylinder skulle hele tiden være varm, mens den anden (den ’separate kondensator’) skulle anbringes i et reservoir med kølevand. På den måde ville varmeøkonomien forbedres væsentligt.

Watts nye konstruktion udnyttede dampens ekspansive kraft aktivt, mens fortætningen skete adskilt fra den varme cylinder. Hans maskine var ikke længere en atmosfærisk pumpemaskine, men en maskine drevet af dampens kraft.

»Det vigtigste år i engelsk historie siden kristendommens indførelse«

For at omsætte sin ide til en praktisk opfindelse allierede Watt sig med industrimanden John Roebuck (1718-1794), der sørgede for kapital til udviklingsarbejdet.

Efter mange forsøg på at fremstille en prototype kunne de to i 1769 endelig patentere Watts opfindelse af, hvad der beskedent blev kaldt »en ny metode til at formindske forbruget af damp og brændsel i ildmaskiner«. Patentet blev siden forlænget flere gange og ophørte først i 1800.

Selv om det er en grov overdrivelse, er det ikke uden grund, at året 1769 er blevet kaldt »det vigtigste år i engelsk historie siden kristendommens indførelse«. Betydningen var dog langtfra klar i datiden, for faktisk virkede Watts første dampmaskine i fuld størrelse ikke, og da Roebuck i 1773 gik fallit, syntes arbejdet spildt.

Fiaskoen var dog kun midlertidig, for fabrikanten og forretningsmanden Matthew Boulton (1728-1809) gik nu ind i det skibbrudne projekt og fik det på skinner. I slutningen af 1774 fik Watt sin maskine til at virke, og den virkede endda fortræffeligt.

Snart etablerede man en fabrik i Birmingham til fremstilling af Boultons og Watts maskiner, der snart blev eftertragtede på markedet på grund af deres ydeevne og mindre forbrug af brændsel.

Begrebet om energi som en bevaret størrelse fandtes endnu ikke – det opstod først i 1840’erne – men man kunne måle, hvor stor en vægt dampmaskinen kunne løfte en given højde på en vis tid. Det gav et mål for det mekaniske arbejde, maskinen kunne yde i forhold til for eksempel en hests evne til at udføre arbejde og var derfor et godt salgsargument.

Gennem forsøg nåede Watt frem til, hvor stor en vægt en hest i løbet af et minut kan løfte en højde på en fod. Størrelsen blev kendt som en ‘hestekraft’ (hk) og bruges stadig som et mål for en motors effekt. Den moderne enhed for effekt er ‘watt’ (W), der defineres som en joule (J) per sekund, så 736 kW svarer til ca. 1 hk.

På Science Museum i London kan man i dag se en kopi af det arbejdsrum, hvor James Watt arbejdede på at skabe en ny og bedre dampmaskine. (Foto: Frankie Roberto / Wikimedia Commons)

LÆS OGSÅ: Sådan blev pyramiderne bygget

Den nye dampmaskine var en guldgrube

Firmaet Boulton & Watt blev en stor succes og gjorde de to partnere til mere end holdne mænd. Ikke blot havde man med patentet fra 1769 noget nær monopol på den nye teknologi, men man sørgede også for hele tiden at udvikle dampmaskinen i teknisk henseende.

Den vigtigste forbedring var Watts udvikling af den dobbeltvirkende maskine, der blev patenteret i 1781, og hvor damptrykket skiftevis virkede på begge sider af stemplet.

Denne innovation gjorde det naturligt at frigøre sig fra den op og ned-bevægelse, der hidtil havde begrænset dampmaskinens brugbarhed.

Ved hjælp af et gearsystem kunne kraften nu overføres til en roterende bevægelse i et stort hjul, hvilket øgede maskinens fleksibilitet og anvendelse til blandt andet væverier, jernværker og kornmøller.

Der var stor efterspørgsel på de nye rotationsmaskiner, som Boulton & Watt i 1700-tallets sidste tiår fremstillede 300 af. Med en samlet produktion på ca. 450 maskiner var selskabet klart den største producent af dampmaskiner, men alligevel blev der i perioden bygget flere maskiner af den gamle Newcomen-type end af den nye Watt-type.

Hertil kommer, at der blev bygget et betragteligt antal Watt-maskiner af andre selskaber, der så stort på patentrettighederne og de retssager, Boulton & Watt anlagde mod dem. Også i oplysningstiden var piratkopiering et problem.

Højtryksmaskiner og damplokomotiver

Den innovative James Watt var klar over, at anvendelse af damp ved højt tryk ville give en forbedret effekt og brændselsøkonomi, men alligevel var han på dette område udpræget konservativ. Han var nemlig overbevist om, at højtryksmaskiner ville være både upålidelige og farlige på grund af risikoen for eksplosion i kedlen.

Hans skepsis viste sig at være overdreven, men den var ikke ubegrundet. Da ingeniøren Richard Trevithick (1771-1833) i begyndelsen af 1800-tallet konstruerede en højtryksmaskine, gik det grueligt galt. En af hans maskiner i Greenwich eksploderede – fire arbejdere blev dræbt.

Boulton og Watt udnyttede straks tragedien som et argument for deres egen type dampmaskine ved lavere tryk.

Ikke desto mindre var det højtryksmaskiner, der kom til at præge fremtiden, og som ikke mindst muliggjorde dampkraft til jernbaner. Faktisk var Trevithick selv pioner på området, idet han så tidligt som 1804 konstruerede et damplokomotiv på skinner. Dermed indledte han jernbanealderen.

Ved midten af 1800-tallet var dampmaskinen blevet den universalmotor, der holdt det nye industrielle samfund i gang og udviklede det.

Så at sige alle større industrier var afhængige af maskinen, og det i en sådan grad at man knap nok kunne forestille sig et progressivt samfund, der ikke var baseret på kul og damp.

I forlængelse af dampmaskinen kom damplokomotivet, som gjorde det muligt at holde sammen på det industrialiserede samfund. Og med den opfindelse bevægede vi os ind i jernbanealderen. (Foto: Shutterstock)

Jernværker, bryggerier og elværker er blot enkelte eksempler. Det er ikke noget tilfælde, at Watts maskine spiller en hovedrolle i Karls Marx’ (1818-1883) berømte Kapitalen.

Som den teknologibegejstrede Marx påpegede: »Den frembragte selv sin drivkraft ved at forbruge kul og vand … [og] er universel i sin teknologiske anvendelse.«

LÆS OGSÅ: Gotiske katedraler var middelalderens skyskrabere

Dampmaskinen kommer til Danmark

Der gik langt tid, fra Jens Kraft i 1764 beskrev Newcomens ildmaskine, til dampmaskinen faktisk kom til Danmark, og da skete det i form af Watts oprindelige opfindelse af en enkeltvirkende maskine.

Baggrunden var et militært projekt, hvor dampmaskinen primært skulle bruges til at smede ankre til flådens skibe.

I stedet for at entrere med Boulton & Watt inviterede man en skotsk mekaniker, Andrew Mitchell (ca. 1758-1830), der havde erfaring med dampmaskiner. Han blev særdeles rundhåndet belønnet for sin indsats, der i 1790 resulterede i en maskine med effekt på blot 10-15 hk.

Ildmaskinen på Gammelholm i København fungerede tilfredsstillende i starten, men succesen var kortvarig. En kommission blev nedsat til at kulegrave det ekstremt dyre projekt, og som følge af dens konklusion fra 1801 blev dampmaskinen revet ned.

»Af Ild-Machinen haves ingen Nytte«, lød kommissionens lakoniske dom.

Kilder

Helge Kraghs profil (KU)

20. november 2017 0 kommentarer

Coffee

Open Data: Fantastisk ide eller bureaukratisk mareridt?

Open Data-bevægelsen kæmper for, at forskere frit skal dele deres data. Men den smukke ide rummer en række store udfordringer.

»Forskningen skal åbne sig for omverdenen.«

Sådan lød det for nogle år tilbage i en artikel på Videnskab.dk, hvor en række forskere opfordrede forskningsverdenen til at samarbejde og kommunikere mere – både med hinanden og samfundet.

Videnskaben har nemlig længe haft problemer med, at forskningsresultater drukner i støv og internt fagsprog. Som reaktion startede den såkaldte Open Science-bevægelse, som vil sprede videnskaben uden for laboratoriernes vægge.

Ud af Open Science-bevægelsen voksede Open Data-bevægelsen, som i øjeblikket får forskerne til at dele deres forskningsdata med hinanden og offentligheden.

Ifølge Open Data-bevægelsen skal forskerne altså ikke bare dele deres resultater med omverdenen – de skal også dele de data, som ligger bag resultaterne.

»Det, at videnskab i princippet skal være fair og åben, er et gammelt ideal, men de seneste 10-15 år har vi fået kraftige internetforbindelser på universiteterne, som gør det nemmere at dele data rent teknisk,« siger Birger Larsen, som er professor ved Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet.

Tænk, før data slippes fri

Open Data var netop hovedtema på sidste uges årsmøde i Danmarks Grundforskningsfond.

Her påpegede forskningsminister Søren Pind (V), at åben adgang til data både kan give større gennemsigtighed i forskningen og spare tid og ressourcer, fordi de samme data ikke skal indsamles flere gange.

»Som vi siger i Danmark: Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken to gange,« sagde Søren Pind på årsmødet.

LÆS OGSÅ: Open access-tidsskrifter stormer frem

Open Data-bevægelsen kæmper netop for, at man skal kunne genbruge forskningsdata, uden at der står mure af copyright og betaling i vejen.

Men selvom det lyder som en god og smuk tanke, er der en række udfordringer ved Open Data, påpeger Grundforskningsfonden.

»Man skal både have infrastrukturen til det, store datacentraler, en politik for kvaliteten af data og nogle gulerødder til de forskere, der gør det, fordi det ikke figurerer på deres CV,« siger Søren-Peter Olesen, som er direktør for Danmarks Grundforskningsfond.

Open Data kræver masser af serverplads

Grundforskningsfonden har netop lavet en rundspørge blandt 447 danske og udenlandske forskere, og resultatet viser, at listen over udfordringer er dobbelt så lang som listen over fordele ved Open Data.

I spørgeskemaet udtrykker forskerne blandt andet bekymring for, at deres data kan blive fejlfortolket, eller at det vil tage for meget af deres tid og ressourcer.

Det er nemlig ikke bare en computer og et museklik væk at uploade de ofte meget store datasæt, som kræver masser af serverplads. Hvem der skal stille sådanne servere til rådighed og vedligeholde dem, er blandt forskernes spørgsmål omkring Open Data.

Data flyver ikke rundt ‘i skyen’, men lagres i store datacentre, som har brug for strøm, plads og vedligeholdelse. (Foto Shutterstock)

Data giver kun mening for forskeren selv

Et andet problem er, at rå data i sig selv kan være meget meningsløse for andre end forskeren, der har indsamlet dem.

Det har Rubina Raja et eksempel på. Hun er professor i klassisk arkæologi ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet og leder af Centre for Urban Network Evolutions og rejser spørgsmålet:

»Kan det ikke nogle gange kreere mere forkerte resultater end korrekte, hvis man ikke har hele pakken med data, som giver nøglen til at forstå dem?«

Når hun og hendes kolleger laver en udgravning, hvor blandt andet keramik dukker op, bestemmer de potternes alder ved at se på, hvilket lag i jorden man finder dem i. Men det kan man kun gøre, når man står i jorden og forstår jordlagenes forhold til hinanden.

»I morgen kan jeg lægge billeder af en million potteskår på internettet, men det siger jo ikke ret meget, hvis billederne ikke et annoteret (forsynet med forklarende noter, red.) med lagdelingskontekster,« siger Rubina Raja.

En gylden middelvej er måske løsningen

På hendes forskningscenter har de i stedet forsøgt sig med en gylden mellemvej, hvor de offentliggør data fra arkæologiske udgravninger, som hverken er rå data eller helt færdigfortolkede data, men et sted i midten.

Til gengæld har de taget forbehold for, at måden, man skal forstå data på, kan ændre sig, efterhånden som arbejdet skrider frem.

»Det vil jeg mene, er en forsvarlig og ønskelig måde at gøre det på, så mine kollegaer ikke skal vente seks år, før de kan få resultaterne af de millioner af udgravede potteskår,« siger Rubina Raja.

Billeder fra arkæologiske udgravninger er et eksempel på data, som kan misforstås af andre end forskeren, der stod med fødderne i jorden. (Foto: Shutterstock)

Sprængfarlig i de forkerte hænder

Ud over at føre til fejlfortolkninger kan Open Data i værste fald også føre til forbrydelser, mener Rubina Raja.

Rubina Raja leder derudover et stort forskningsprojekt om palmyrenske gravportrætter. Udover de humanitære konsekvenser kulturarven led under den syriske borgerkrigen, førte konflikten også til illegale udgravninger og mange objekter blev solgt på antikmarkeder forklædt med falske oprindelseshistorier.

»Jeg blev blandt andet kontaktet af en samler, som sendte mig et billede af et objekt, han mente at have købt helt legalt. Jeg kunne se, at det kom direkte fra væggen af et museum fra Palmyra, og at det skulle tilbage, hvor det kom fra. Hvis data havde været frit tilgængelige, kunne han selv have fundet ud af det og på den måde have brugt mine data til at hvidvaske historien,« siger Rubina Raja.

Personlige data er sikre på Riget

Endnu en udfordring ved Open Data er de strikse regler for persondata, som ikke uden videre må spredes. Og persondata findes der masser af i sundhedsforskningen.

Men det har et projekt på Rigshospitalet garderet sig imod. Programmører og medicinfaglige har i samarbejde udviklet et såkaldt datavarecenter ved navn ‘Persimune’, hvor læger helt efter loven kan dele patientdata fra sundhedssystemets rutineundersøgelser.

På nuværende tidspunkt har Persimune data på 120.000 patienter, der har gennemgået rutineundersøgelser på Rigshospitalet, men med mulighed for at udvide det til hele Danmarks befolkning.

Data på personer i sundhedssystemet er en følsom størrelse og kan per definition ikke være Open Data, fordi de ikke må være offentligt tilgængelige. (Foto: Shutterstock)

Ideen er, at denne guldgrube af informationer skal gøre forskerne og klinikerne klogere på, hvordan man fremover kan give patienterne en mere målrettet behandling, fortæller lederen Jens Lundgren, som er professor ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet.

»I mine øjne er datadeling bare en nødvendig forudsætning for, at det her overhovedet kan fungere. Mit motto er, at vi skal bruge data fra de patienter, vi behandler i dag, til at behandle bedre i morgen. Det modsatte holder dybest set ikke vand,« siger Jens Lundgren.

Persimune er et godt eksempel på, hvordan data kan gøres tilgængeligt i et begrænset omfang, men det har ikke været helt ligetil at oprette.

»Det har været hårdt arbejde, krævet tid og forhandlinger at opbygge en tillid, så ingen føler sig så at sige ‘røvet’ på deres data,« siger Jens Lundgren.

Hvor er guleroden?

Én ting er desuden at samle data sammen fra rutineundersøgelser, som bliver indsamlet uanset hvad. En anden sag er det, hvis en forsker har arbejdet hårdt og længe med indsamling af data til et forskningsprojekt, som er både forskerens levebrød og hjertebarn.

»Det er jo en følsom diskussion, fordi folk føler, de har et ejerskab over deres data. Men min filosofi er, at når man er færdig med sit projekt, har man førsteret til sine data, men når man er færdig med at bruge det, ville det så ikke give mening at lægge det op i et fælles datavarehus, så andre måske kunne bruge det samme data måske to år senere,« siger Jens Lundgren.

Fra Grundforskningsfondens side fastholder direktør Søren-Peter Olesen, at der er nødt til at være en belønning til forskerne, hvis de giver andre adgang til deres data – for ellers stopper forskerne bare med at indsamle data, mener Søren-Peter Olesen.

»De er nødt til at blive mere berømte eller få flere penge. For at Open Data kan foregå, skal folk kunne få noget ud af det,« siger han.

Han tilføjer, at det kan stoppe en ung forskers karriere at give afkald på sine data for hurtigt.

Kræver nyt belønningssystem

Videnskaben har ifølge Birger Larsen fra Aalborg Universitet en gammel tradition for at belønne forskere for hvert udgivet studie og for såkaldte citationer – det vil sige når andre forskere henviser til studiet. Men ofte er der lang vej fra at indsamle data til at kunne udgive noget som helst.

Hvis idealet om åbne data skal have en bedre chance, kræver det ifølge Birger Larsen en større kulturændring inden for forskningen. Han foreslår derfor, at man kigger nærmere på måden, forskere belønnes på.

»Hvis man kunne opgøre, hvor mange publikationer et datasæt har afstedkommet, så man også kan blive belønnet for dét i sin karriere, ville det være med til at støtte ‘open data’-udviklingen,« siger Birger Larsen.

LÆS OGSÅ: Open access: Arbejdspapirer duer ikke

Et problem ved denne type belønningssystem kan imidlertid være, at der kan være stor forskel på ‘værdien’ af et datasæt afhængigt af, hvilken forskningsdisciplin der er tale om, påpeger han.

»Det kan være, at 10 downloads af et datasæt inden for humaniora svarer til 100 eller 1.000 downloads inden for medicin. Det ved vi ikke så meget om endnu, så der skal mere forskning til at undersøge, hvordan det hænger sammen,« siger Birger Larsen.

Der forskes allerede i, hvordan sådan en belønningsmekanisme kan se ud, men vi er ifølge Birger Larsen endnu langt fra en færdig løsning.

En uundgåelig udvikling

Selvom listen af udfordringer er lang, er Open Data godt på vej til at blive virkelighed ifølge Søren Pind, Søren Peter Olesen, Birger Larsen og Jens Lundgren.

»Jeg tror, det her kommer til at ske, men vi kan diskutere hastigheden i, hvor meget og hvor udbredt det bliver. Nu er det bare et spørgsmål om, hvor smart lommeregneren ser ud, for det er klart, at jo flere penge man putter i, jo bedre og mere professionelt bliver det,« siger Jens Lundgren.

Selvom Rubina Raja repræsenterer den mere skeptiske del af forskerne, bakker også hun grundlæggende op om udviklingen – med forbehold.

LÆS OGSÅ: Klassens frække dreng har startet en revolution af palæoantropologien

»I princippet er jeg enig i, at det er en god ting, men der følger bare nogle meget komplicerede diskussioner med. Man bør ikke kunne kræve af forskere, at de skal lægge deres data ud, uden at der er en etisk praksis omkring det,« siger Rubina Raja.

Også fra de politiske kanter er det en prioritet at ændre belønningskulturen.

»Hvis vi vil have Open Data, skal vi gøre det mere interessant at give adgang til sine data, før forskerne er villige til at dele,« sagde Søren Pind til Grundforskningsfondens Årsmøde.

Kilder

17. november 2017 0 kommentarer

Coffee

Sådan undgår du, at læring fra projekter går tabt

Vi kender det måske alt for godt: Det nye IT-system har fejl, som vi også så sidste gang, der kom et nyt system eller ny måde at stille et tilbud op på – det har vi prøvet, og det gav en masse bøvl. Hvorfor er det ikke blevet bedre fra dengang?

Historien kort

Alle virksomheder står fra tid til anden for projekter, der skal klæde medarbejderne bedre på til arbejdet.
Men tit og ofte lykkes det ikke at få læringen til at ‘hænge fast’ bagefter.
Hvis læring fra projekter skal have en effekt, skal den diskuteres aktivt og fysisk, viser forskningen.

Hos VIA University College drøfter vi ofte denne frustration med vores studerende, når der undervises i projektledelsesdisciplinerne.

Som projektleder er det jo rigtig ærgerligt at kunne sidde og se de samme fejl blive gentaget igen og igen, fordi organisationen ikke formår at tage ved lære.

Der eksisterer i dag flere forskellige metoder og redskaber, som organisationer kan gøre brug af til at følge op på deres projekter. Alligevel ser vi, at det stadig er en stor udfordring for mange virksomheder at tage læring med fra ét projekt ind i andre projekter og dele erfaringer blandt projektlederne.

Det er ikke kun de studerende, der peger på problemet – forskning på området giver samme billede. Læs derfor med her og få indblik i den nyeste forskning omkring læring i og af projekter.

Kan det nu betale sig?

Det helt grundlæggende om organisatorisk læring kommer de fleste lærebøger omkring. Men lad os nu se på, om det så også kan betale sig, og hvordan læringen kan struktureres.

Men er det overhovedet værd at bruge ressourcer på at opstille formelle processer til læring? Svaret er ja – studier og forskning dokumenterer det:

Svenske og australske forskere undersøgte en række entreprenørvirksomheder og fandt en klar sammenhæng mellem det at have aktive læringsprocesser og opnå forretningsmæssige fordele. Der var simpelthen nogle iscenesatte aktiviteter i form af for eksempel ‘læringsmøder’, faste punkter på afdelingsmøder og 1-sides forklaringer på særlige løsninger.
En undersøgelse af 177 tyske virksomheder, hvor forskerne så på sammenhængen mellem læring og fastholdelse af projektledere, viste, at organisationer, der havde formelle læreprocesser omkring projekterne og fokus på efteruddannelse af deres projektledere i højere grad fastholdt deres projektledere. Samtidig havde projekterne større succes i organisationer med læring.
Et større fransk studie med deltagere fra 53 større virksomheders produktudviklingsprojekter viste, at interessen for at dele viden og erfaringer i projektgrupperne og forsøge at finde nye eksterne kilder var meget væsentlig for projektgruppernes kreativitet.

Vi kan altså hermed slå fast, at læring i og mellem projekterne resulterer i højere lønsomhed, fastholder projektlederne og booster kreativiteten.

Det er bare ikke så let

Når der nu viser sig at være klare forretningsmæssige fordele i at arbejde aktivt med læring i forbindelse med projekter – både individuelt og i organisationen – lægger det op til ledelsesmæssige initiativer. Det er bare ikke altid så ligetil.

Et studie af en dansk forsker viste for eksempel, at vidensdeling og læring fra projekterne sjældent foregik. Flere projektledere sad på samme kontor, men førte ingen reflekterede samtaler om projekterne.

Og selv når en leder forsøgte at istandsætte læringen mellem projektlederne via jævnlige møder, gik det stadig trægt med at dele viden.

Flere virksomheder har i årenes løb indført Knowledge Management-systemer med databaser og faste arbejdsgange. Knowledge Management-systemerne er flere steder en fast del af projektmodellerne og ligger som systemmæssigt grundlag for at sikre, at ‘lessons learned’ bliver en fast del af alle projektafslutninger.

Knowledge Management-systemerne indførte man i større organisationer fra midten af 90’erne. Systemerne var grundlæggende store databaser med dokumentation af projekter og processer.

Her var det ideen, at erfaringer og løsninger kunne genfindes. Det kunne for eksempel være store manualer for alt fra implementering af IT-systemer eller konstruktioner, gennemførelse af fyringsrunder, til aflevering af projekter til kunder eller brugere.

Systemerne var opbygget med gode søgefunktioner og lister med søgeord, så en uerfaren kunne lære fra ældre projekter. Nu kan vi så se tilbage på 25 års erfaringer med systemerne – også i projektsammenhæng.

projekt læring virksomheder arbejde ledere

Mange projektledere oplever, at deres projekter ikke kommer ud over rampen i virksomhederne, og at arbejdet er spildt. (Foto: Shutterstock)

De fem barrierer

Erfaringerne viser blandt andet, at der er en række barrierer for læring i formelle systemer, formelle læringsmøder og ‘lessons learned’-sessioner.

Ved et større studie i engelske og hollandske ingeniørvirksomheder blev der identificeret fem barrierer for at anvende de formelle systemer:

Der er bare ikke tid.
Formel dokumentation har lille værdi, fordi skemaer eller databaser ikke fanger det vigtige.
Systemerne ender som ’sorte huller’, hvor alting forsvinder, og viden ikke kan genfindes.
Det bliver flueben i kontrolskemaer, der styrer læringen, og de flueben, der er opstillet, er sjældent relevante.
Det er ikke sjovt at udstille fejl, så de formelle systemer kommer ikke til at fortælle meget om problemer og udfordringer.

Efter at have interviewet en hel række projektledere anbefaler forskerne, at ledelsen, frem for de store systemer, udvikler et ‘roadmap’, der skal sikre implementering af meget afgrænsede læringsemner med direkte forretningsmæssig værdi.

Andre forskningsresultater tyder på det samme – centrale systemer, der vedligeholdes af projektkontorer, kan virke hæmmende på læring.

Projektkontorets trafiklys kan hæmme læring

Et hold amerikanske forskere interviewede projektledere i virksomheder med projektkontorer. Her viste det sig, at det, man betegnede som læring, kun var det, man lærte, når et projekt var gået i rødt og var mislykkedes. I projekter, der var i grønt, blev nye ideer og tiltag komplet ignoreret.

»Det var kun, når nogen havde haft negative oplevelser, at ledelsen og projektkontoret trak det frem som læring.«

Flere forskere nævner også kulturen samt arbejdsklimaet og -miljøet som faktorer, der påvirker læringen mellem projekterne. Et hold forskere så på kulturen gennem seks kulturelle perspektiver og fandt, at i alle seks perspektiver bliver deling af erfaringer og viden ikke prioriteret.

LÆS OGSÅ: En gåtur i kontorlandskabet sikrer sund blodgennemstrømning

Kulturen i projektorganisationer har dominerende og begrænsende indflydelse på læringen. Vi skal se på særlige metoder, der kan hjælpe os med at bryde med kulturen. Her er der gode resultater med to veje:

for det første skal læring og vidensdeling iscenesættes som et særlig fokuseret initiativ
for det andet skal læring styres i faglige fællesskaber.

Skal være et særligt initiativ

I et hollandsk casestudie interviewede forskerne projektledere i fem forskellige organisationer. De blev alle spurgt, hvordan de arbejdede med overførsel af læring.

Forskerne så nærmere på læringen – både gennem udfyldelse af formelle dokumenter, deltagelse i formelle møder under projekterne i form af for eksempel gate-møder og aktiviteter med mere tværgående møder, hvor der skulle koordineres.

projekt læring virksomheder undervisning fejl mangler forskning

Forskning viser, at en effektiv måde at få læringen fra projekter til at sidde fast er ved at mødes og drøfte ét bestemt tema ved projektet. (Foto: Shutterstock)

Svarene fra interviewene viste, at projektlederne havde meget svært ved at få noget generel læring og refleksion ud af dokumentation og formelle møder.

De emner, projektlederne skrev ind i dokumentationen, og de emner, de drøftede, var for specifikke til, at de bidrog til læring fra ét projekt til et andet.

LÆS OGSÅ: Ny filmserie om det 21. århundredes læringskultur

Projektlederne blev også spurgt ind til, hvor de følte, de blev klogere. Ud fra svarene kunne forskerne konkludere, at hvis der skal læres på tværs af projekter og fra ét projekt til et andet, er det relevant med strategiske initiativer, hvor man i et fagligt fællesskab ser på et udvalgt emne.

Her kan man udarbejde et fælles dokument eller en fælles checkliste. Det interessante er, at projektlederne selv nævner, at det ikke er checklistens anvendelse bagefter, men processen blandt projektlederne, der skaber den fælles læring og opsamler erfaring fra ét projekt til et andet.

De faglige fællesskaber

Læring fra ét projekt til et andet er vanskeligt at iscenesætte eller facilitere. Men forskning peger på, at der kan være noget at hente i de faglige fællesskaber – erfagrupperne (kort for erfaring og fagligt fællesskab-gruppe).

Det er nemlig disse fællesskaber, projektlederne tillægger størst værdi. Spørgsmålet er så bare, hvad der ligger i de her faglige fællesskaber, og hvad der kan bidrage til, at de virker.

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

Amerikanske forskere gennemførte et detaljeret studie blandt 120 amerikanske erfarne projektledere, der alle deltog i erfagrupper.

Her undersøgte de ud fra en række hypoteser og spørgsmål, hvilke faktorer der var væsentlige for intensiteten i det faglige fælleskab.

Konklusionen var, at det var de personlige motiver om at blive bedre professionelt, der var den vigtigste faktor for projektledernes deltagelse i de faglige fællesskaber.

Herudover bidrog ledelsens involvering og fornøjelse i de sessioner, der var. Fælles digitale fora og belønningssystemer havde ingen betydning for deltagelsen.

Hvordan kommer vi så i gang?

I øjeblikket peger forskningen på, at læring fra projekter skal omgås med en vis påpasselighed. Al forskning tyder på, at man ikke får meget ud af at beordre læring fra projekter gennem pligtige ‘lessons learned’-møder eller gennem krav om udfyldelse af checkskemaer, når projekterne afsluttes.

Dét, der har vist sig at virke i praksis, er, at projektledere aftaler et tema, de mener, man bør tage ud og drøfte. Det vil sige, temaet skal være accepteret i det faglige fællesskab som et emne, der bør behandles. Og selve drøftelsen skal være styret mod, at den enkelte deltager kan se relevansen i temaet.

Organisationens behov kommer i anden række. Opsamlingen fra en temadrøftelse kan være i form af mindre notater eller rettelser i eksisterende vejledninger.

Det væsentlige er, at hvis vi skal have læring mellem projekterne, så er det gennem det fysiske møde og samtaler, at vi får læringsværdien. Vi kan ikke slippe afsted med lidt formelle skemaer.

Besværligt? Ja! – Nødvendigt? Ja!

Kilder

16. november 2017 0 kommentarer

Coolstuff Helse Stories tanker

3D-printet medicin kan skræddersys til den enkelte patient

Men der er både muligheder og udfordringer ved 3D-printning af lægemidler med individuel dosis.

Antallet af nye lægemidler, der kommer på markedet, er faldende, og der er også langt imellem indbringende blockbustere (lægemidler, der genererer en omsætning på mere end én milliard dollar).

Samtidig er den additive industri, der for de fleste nok er bedre kendt under betegnelsen 3D-print-industrien, vokset med gennemsnitligt 26,2 procent hvert år de sidste 27 år i træk ifølge Forbes.

Det er derfor nærliggende at foreslå, at Danmarks farmaceutiske industri måske kunne bruge noget af den vind i sejlene, der hersker inden for 3D-printning, samtidig med at den bruger nogle af de innovative muligheder, 3D-printning skaber for at optimere indre strukturer af lægemiddelformer, som kun kan skabes i en 3D-printningsproces.

LÆS OGSÅ: 3D-billeder af cellegift giver håb om ny antibiotika

3D-printet medicin er billigere

I mange år har masseproduktion været den parameter, man har drevet forretning efter.

Konkurrencen handlede om, hvem der kunne fremstille et givet produkt billigst. For at komme ned i pris har det været nødvendigt at producere produktet i så højt et volumen som muligt.

Denne fremgangsmåde er allerede nu udfordret af 3D-print-industrien, der kan producere specialdesignende produkter til flyfabrikanter såsom Airbus og Boeing billigere, hurtigere og bedre end det, andre konventionelle produktionsformer er i stand til.

Derudover giver 3D-printning mulighed for at designe dele, der er langt mere komplekse, end det er muligt at konstruere med andre teknikker.

Ved at vælge en passende kombination af materialer, mekaniske design- og procesparametre kan man fabrikere emner, der har de nødvendige mekaniske egenskaber og andre ønskede funktioner.

Kan skræddersy medicin

Med 3D-printning er det muligt at skræddersy lægemiddelproduktion til den enkelte patients behov, hvilket står i modsætning til de produkter, der lige nu er på markedet, hvor eksempelvis dosis er fastsat efter en gennemsnitlig patients behov.

Man kan relativt simpelt variere dosis ved at 3D-printe en ydre skal, hvori ens lægemiddel deponeres. Herved kan man også meget enkelt styre, hvor lang tid der går, før den 3D-printede lægemiddelform bliver opløst og afgiver lægemiddelstoffet. Denne tidsmæssige kontrol af afgivelsen kan gøres ved at variere tykkelsen af den ydre skal, som illustrationen herunder viser.

Fordele ved 3D-printning

En anden fordel ved 3D-printning er, at tilføjelse af yderligere kompleksitet til lægemiddelformen kan gøres computationelt, altså ved hjælp af beregninger, uden at det har indvirkning på selve fremstillingsprocessen.

Man kunne for eksempel forestille sig en situation, hvor to lægemidler skal gives i kombination, og hvor det samtidig er vigtigt, at det ene lægemiddel enten skal komme ud før det andet, eller de to lægemidler måske interagerer uhensigtsmæssigt med hinanden.

I det tilfælde vil man kunne fremstille en kompartmentaliseret lægemiddelform med de to lægemiddelstoffer placeret i hvert sit kammer, som vist på illustrationen herunder. Herved vil stoffet, der er placeret i det yderste kammer frigives før stoffet i det inderste kammer.

LÆS OGSÅ: 3D-printet hjertechip kan afløse forsøgsdyr

3D-printet medicin har mange fordele

Figur 2. Skematisk repræsentation af en kompartmentaliseret 3D-printet lægemiddelform. (Illustration: Johan Bøtker, Johanna Aho og Jukka Rantanen)

Skematisk repræsentation af en kompartmentaliseret 3D-printet lægemiddelform. (Illustration: Johan Bøtker, Johanna Aho og Jukka Rantanen)

Denne mulighed for at skræddersy lægemiddelformen, så den passer til den enkelte patients behov, betyder, at man må beregne de mange forskellige designmuligheder for at sikre, at lægemiddelformen præsterer som ønsket.En sådan mulighed for at designe den indre struktur af en lægemiddelform eksisterer ikke ved konventionel produktion af eksempelvis tabletter, hvor pulver under et højt tryk komprimeres. 3D-printningen sker uafhængigt af doseringen af lægemidlet.

Man kan herved betegne det som en opdelt tilblivelsesproces, hvor 3D-printning og lægemiddelstof er i hvert deres adskilte produktionstrin.

Denne opdelte tilgang har mange fordele. Det betyder blandt andet, at lægemiddelstoffet kan skiftes ud, uden at det af den grund har indflydelse på selve produktionen.

Hvis man kigger på konventionel fremstilling af tabletter, er dette ikke tilfældet, da man ved skift af lægemiddelstof ofte ender med at påvirke tabletteringsegenskaber såsom pulverflydeevne og den mekaniske styrke af tabletterne. Derved bliver man nødt til at ændre på sammensætningen af hjælpestoffer, før man kan begynde at fremstille tabletterne.

Det kan hermed ses, at en opdelt produktionsform er bydende nødvendigt, hvis vi i fremtiden skal individualisere medicinen til patienterne. 3D-printning er den rette vej at gå.

LÆS OGSÅ: 3D-printer udskriver luftrør og redder tre børn

Danmark skal ind i kampen hurtigt

Det bør være et mål at identificere de produktionsformer, der kan anvendes til en egentlig produktion af medicin, hvor dosis kan tilpasses til den enkelte patient.

ForskerZonen

Den farmaceutiske industri i Danmark er stadig førende inden for mange områder, og hvis vi skal blive ved med at være førende, skal vi være på forkant med nye mulige produktionsformer. På den måde minimeres risikoen for at blive udkonkurreret.

Danmark har dog forpasset chancen for at komme først med et 3D-printet lægemiddel. Det 3D-printede epilepsimiddel Spritam kom nemlig allerede på markedet i USA i 2016.

Hvordan det vil gå Spritam, må tiden vise, men man bør nok være agtpågivende over for nye amerikanske firmaer, da nogle af dem historisk set har været i stand til, lige pludseligt, at tage store markedsandele inden for forskellige industrier i løbet af få år.

Det er Tesla Motors elbiler et godt eksempel på. De er inden for en 10-årig periode gået fra at være ikke-eksisterende til at være den toneangivende spiller på det globale elbilmarked.

Forskningsteamet på KU har modtaget midler fra Danmarks Frie Forskningsfond til at udføre forskning indenfor 3D-printet medicin.

Kilder

15. november 2017 0 kommentarer

Stories tanker

Brødrene Grimm løb med æren for dansk forskningsgennembrud

Det kan have sin pris at være ærekær om det danske sprog. Det viser historien om det danske sproggeni Rasmus Rask, som måtte se Jacob Grimm få æren for sit arbejde.

Flere store, danske forskningsgennembrud i 1700-1800-tallet er blevet overset internationalt, hvor udenlandske forskere i stedet er løbet af med æren.

Det har Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab skrevet om i deres jubilæumsbog, som fremhæver nogle af de største opdagelser, der er blevet udgivet i selskabets skrifter.

Bogen er udgivet i anledning af Videnskabernes Selskabs 275 års jubilæum og bygger på forskning fra selskabets grundlæggelse i 1742 og op til i dag.

Flere af disse opdagelser er aldrig blevet anerkendt, fordi de var på dansk og ikke blev oversat.

Om Videnskabernes Selskab

Siden 1745 har Selskabet publiceret videnskabelige afhandlinger af primært danske forskere.

Indtil 1867 var dansk enerådende. I dag dominerer engelsk.

Publikationerne distribueres til hele verden.

Det gælder blandt andet et stort, dansk forskningsgennembrud inden for sprogvidenskab, gjort af danskeren Rasmus Rask.

Opdagelsen gik i glemmebogen, men blev senere opstøvet af den ældste af de tyske brødrene Grimm, Jacob Grimm. Han var sprog- og litteraturforsker, selvom de fleste nok kender brødrene for eventyr som Hans og Grete, Askepot, Tornerose og Rumleskaft, og han fik æren for Rasmus Rasks arbejde.

Danske Rasmus Rask grundlagde moderne sprogvidenskab

Historien begynder ved den egentlige grundlægger af komparativ sprogvidenskab (om sprogs historiske udvikling og slægtskabsforhold) som siges at hedde Rasmus Rask og være pæredansk.

»Han var et totalt geni, der lærte sig nye sprog på nul komma fem. Ikke for at tale med folk, men for at finde sprogenes struktur; både lydsystem, bøjninger og sætningsbygning,« fortæller Marita Akhøj Nielsen, dr. phil. og redaktør af Videnskabernes Selskabs jubilæumsbog.

Videnskabernes selskaber jubilæum bog rasmus rask jacob grimm

Rasmus Rask var et »totalt geni, der lærte sig nye sprog på nul komma fem,« fortæller Marita Akhøj Nielsen, dr. phil. og redaktør af Videnskabernes Selskabs jubilæumsbog. (Illustration: Wikipedia)

»Ved at beskrive sprogene efter samme mønster kunne han nemt sammenligne dem og påvise slægtskab og udvikling.«

Rasmus Rasks arbejde blev oversat for sent

Rasmus Rask nåede aldrig selv at få stor international anerkendelse for sit arbejde, selvom han havde:

Gjort den banebrydende opdagelse af sammenhængen mellem de europæiske sprog.
Grundlagt en ny metode inden for sprogvidenskab til at forstå udviklingen af sprog.

»Før i tiden samlede man ord, der lignede hinanden, for at finde slægtskab mellem sprog. Det kan give nogle helt tåbelige resultater, for det kan være tilfældige ligheder eller lån af enkelte ord. Men så kom Rask til, og han satte for alvor sprogvidenskaben i system,« forklarer Marita Akhøj Nielsen.

Desværre tog det en del år, før Rasks geniale arbejde blev oversat til andre sprog og kom langt nok ud over grænserne, til at man fik øjnene op for betydningen af hans opdagelser.

I stedet løb andre forskere med opmærksomheden. Det vender vi tilbage til. Først skal vi høre lidt mere om sproggeniet Rasmus Rask.

Lærte sig islandsk ved at læse en saga

Rasmus Rask bliver født i 1787 på Fyn. Hans videbegærlighed rækker ud over latinskolens pensum, og i sin fritid begynder han derfor at nærstudere kongesagaerne, Heimskringla, og en dansk oversættelse.

Ud fra de to lærer han sig islandsk og udarbejder sin egen dansk-islandske ordbog, som giver ham en flidsbelønning fra skolen.

Da Rasmus Rask dimitterer fra latinskolen i 1807, tager han til København, hvor han får kontakt til en professor i litteraturhistorie, som hurtigt får øjnene op for hans sprogevner.

Professoren benytter sig af Rasks evner til at lave en ny oversættelse af Snorres Edda, der er hovedkilden til vores viden om nordisk mytologi.

Jacob Grimm opdagede og brugte Rasmus Rasks metoder og observationer i sin afhandling fra 1822, Deutsche Grammatik. (Foto: Franz Seraph Hanfstaengl)

Rask var interesseret i den nordiske historie, og hvordan sproget kan afsløre slægtskaber mellem nationer og mennesker, og i 1811 udkommer Rasks første egen udgivelse med titlen ’Vejledning til det islandske eller gamle nordiske Sprog’.

I en fortale til bogen argumenterer han for vigtigheden af at studere islandsk, som, han mener, er identisk med oldnordisk, vikingernes sprog.

Rasmus Rask udvikler ny metode

I 1812 udskriver Videnskabernes Selskab en konkurrence, en såkaldt prisopgave, hvor de efterlyser en afhandling om, hvilket sprog det gamle nordiske sprog med størst sandsynlighed kan udledes fra.

Rasks afhandling og bud på et svar indleverer han i 1815 og vinder guldmedaljen.

Men afhandlingen var ikke bare en god afhandling, for i den udvikler Rask en ny måde at anskue slægtskab mellem sprog.

»I afhandlingen udvikler Rask en helt ny, systematisk metode til at se på slægtskab mellem sprog, blandt andet ved at se på regelmæssigheden i lydændringer mellem de enkelte sprogfamiliers ord,« siger Marita Akhøj Nielsen.

Rasmus Rask er dermed med til at påvise, hvordan de indo-europæiske sprog er beslægtede (se faktaboks), forklarer Marita Akhøj Nielsen, der samtidig påpeger, at metoden er en del af fundamentet i den moderne komparative sprogvidenskab.

Den indo-europæiske sprogstamme

Indo-europæisk er en slags sprogstamme, som en række sprogfamilier i Asien og Europa udspringer fra.

Det er for eksempel sprogfamilier som albansk, armensk, baltoslavisk, germansk, græsk, indoiransk, italisk og keltisk – men også sanskrit, som man talte i Indien.

Man kender ikke det oprindelige indoeuropæiske sprog, men man kan se, at sprogene er beslægtede blandt andet ved at se på grammatiske strukturer og lydforskydninger.

Kilde: Den Store Danske

Jacob Grimm ser lyset i Rask

Men ak, Rasmus Rasks videnskabelige landvinding bliver stort set forbigået i videnskabelige miljøer i udlandet.

Jacob Grimm, som forskede i tysk og germanske sprog, læste Rasks afhandling og brugte Rasks metoder og observationer i sin afhandling fra 1822, Deutsche Grammatik, der omhandlede det tyske sprogs slægtskab med andre germanske sprog.

»Jacob Grimm var egentlig god til at referere til Rasks afhandling og opdagelser, men det var stadig Grimm, som rendte dengang med æren for opdagelsen af lovmæssige lydforskydninger (se faktaboks nedenfor), selv om det egentlig var Rask, som var ophavsmand til måden at anskue slægtskab mellem sprog,« siger Marita Akhøj Nielsen.

Tilsammen har Grimm og Rask fået opkaldt en lov efter sig, der hedder Rask-Grimm-loven.

Loven beskriver, hvordan ordlyde i de forskellige germanske sprog slægter sig på hinanden og andre indo-europæiske sprog, såsom latin og græsk, men med lovmæssige lydforskydninger i fælles ord.

Rasmus Rask fik ikke den fortjente anerkendelse

Selvom Rask steg i graderne hjemme på Universitetsbiblioteket i København og fik støtte fra andre forskere på universitetet, nød han ikke speciel stor anerkendelse og havde svært ved at få en ordentlig stilling.

Videnskabernes Selskab publicerede ikke hans afhandling, fordi han insisterede på at følge den retskrivningsnorm, han selv havde udviklet.

Lydforskydninger

Sprogforskere har fundet ud af, at der er regelmæssige ændringer i ord, når man sammenligner sprog i indo-europæiske sprog.

Som eksempel svarer P på latin til f på dansk – så det latinske ord pater bliver til det danske fader.

Kilde: Den Store Danske

Selskabet vogtede over det danske sprog, også med hensyn til stavning, og derfor ville man ikke trykke hans banebrydende værk, selvom man gav ham en lille årlig understøttelse. Selskabet udgav derfor kun sin vurdering af afhandlingen med et ret udførligt resumé.

Rasmus Rask rejste efter sin afhandling rundt i store dele af verden, deriblandt Indien, hvor han studerede en række sprog og udgav flere sprogvidenskabelige studier, men ved hjemkomsten fik han ikke den anerkendelse – eller den ansættelse – der havde været rimelig.

Han blev medlem af Videnskabernes Selskab i 1825, men var blevet temmelig bitter. I november 1832 døde han af tuberkulose, 45 år gammel.

Videnskabernes Selskab fejrer jubilæum mandag 13. november.

Fra abstrakt matematik til konkret matematik

Den franske oversættelse af Caspar Wessels originale afhandling om ‘Directionens analytiske Betegning’ (1897), udgivet i anledning af 100-året for fremlæggelsen af afhandlingen på mødet 10/3 1797 (Foto: Videnskabernes Selskaber)

En anden af de oversete, store, videnskabelige opdagelser, der udkom på dansk i Videnskabernes Selskabs tidsskrifter, var landmåleren Caspar Wessels afhandling fra 1799.

Afhandlingen beskriver anvendelsen af såkaldte komplekse tal til at beskrive retninger på en en flade, det vil sige en plan – for eksempel Danmarks landareal set ovenfra. Det kaldes også for en geometrisk repræsentation af komplekse tal.

Idéen om at benytte de komplekse tal til at repræsentere retninger i en plan opstod hos Wessel i forbindelse med hans arbejde som trigonometrisk landmåler under Det Kongelige Danske Videnskaber Selskab. Den idé kan spores tilbage til hans landmålings rapport fra 1787.

»Det var genialt at give tallene en geometrisk repræsentation, så folk kunne forstå dem konkret og ikke kun abstrakt. Casper Wessels resultat er dog kun af historisk interesse, da samtidens matematikere ikke forstod, at artiklen var banebrydende. Den blev glemt og først bemærket knapt 100 år senere, hvor artiklen blev genoptrykt og oversat til fransk,« siger Bodil Branner, lektor emeritus på DTU. Hun er medforfatter på en biografi om Caspar Wessel og har gennemgået hans landmålings dagbøger og rapporter.

Danske matematikere forstod ikke resultatets betydning

Der var flere grunde til, at Caspar Wessel aldrig fik anerkendelse i hans samtid og i udlandet:

Hans afhandling udkom kun på dansk.
Danske matematikere forstod ikke resultatets betydning
Han var landmåler, så man havde ikke regnet med et matematisk gennembrud fra den side.

I stedet for Caspar Wessel løb den schweiziske matematiker, Jean Robert Argand, i 1806 med æren for opdagelsen af den geometriske repræsentation af komplekse tal. Selv om Videnskabernes Selskab får udgivet Caspar Wessels afhandling igen på fransk og sidenhen engelsk, så er der gået en del år, før han fik anerkendelsen han fortjener.

»I dag er Caspar Wessel anerkendt som den første til at give den geometriske fortolkning af komplekse tal,« siger Bodil Branner.

Komplekse tal og funktioner af komplekse tal med komplekse talværdier anvendes i dag i mange sammenhænge, for eksempel til at beskrive vekselstrømme og vekselspændinger.

Videnskabernes Selskabs bedrifter

1750-1755 udgiver selskabet F.L. Nordens rejseberetning fra Ægypten, som anses for et tidligt hovedværk i ægyptologien.
1761-1841 gennemførte Selskabet den første videnskabeligt baserede kortlægning af Danmark og Slesvig.
1776-1905 udarbejdede Selskabet den første store trykte ordbog over det danske sprog i 8 bind.
I dag administrerer Selskabet 9 mindre legater og uddeler årligt en sølvmedalje og Dronning Margrethes II’s videnskabspris.
Selskabets medlemsmøder har altid både et naturvidenskabeligt og et humanistisk eller socialvidenskabeligt foredrag, som giver anledning til tværvidenskabelige drøftelser og samarbejsprojekter.

Kilde: Marita Akhøj Nielsen, dr. phil. og redaktør hos Videnskabernes Selskab

14. november 2017 0 kommentarer

Coolstuff Moments Nature

Meteorsværmen Tauriderne skruer op for stjerneskuddene

Aftenerne bliver nu tidligere mørke, og det er godt, da himmelen inden længe kan byde på op til fem stjerneskud i timen.

Efteråret og vinteren er sæson for stjerneskud. Således er der hele to meteorsværme, der har maksimum i november. Meteorsværmen Tauriderne begyndte sin aktive periode i oktober, men der er øget chance for stjerneskud i nætterne omkring 12. november.

Tauriderne udspringer fra stjernebilledet Tyren, men kan ses på hele himlen, og sværmen har maksimum natten til 12. november, hvor man kan se op til 5 stjerneskud i timen under optimale betingelser.

Det er rester af kometen Encke, som vi ser på himlen. Tauriderne bevæger sig som regel langsomt over himlen, og der kan forekomme store stjerneskud – såkaldte ildkugler.

Efter Tauriderne topper Leoniderne

Den anden meteorsværm, der er aktiv i november er Leoniderne, der udspringer fra stjernebilledet Løven, men også kan ses på hele himlen.

Leoniderne giver flest stjerneskud omkring natten mellem 17. og 18. november, hvor der er maksimum. Her kan man se op til 15 stjerneskud i timen.

Både Tauriderne og Leoniderne er mindre spektakulære end for eksempel Perseiderne, som vi havde i august.

Til gengæld kan Leoniderne være meget lysstærke, og særligt under Leoniderne er Månen på vores side. Den er nemlig ny 18. november, hvilket betyder, at den befinder sig mellem Jorden og Solen og derfor ikke kan ses fra Jorden.

Tips til at se Tauriderne

Hav realistiske forventninger. Der er ikke som sådan et skarpt maksimum for Tauriderne. Det er muligt, at der kun kan forekomme fem stjerneskud i timen.
Hold udkig efter ildkugler. Tauriderne er kendt for at have en stor andel af ildkugler.
Hold udkig i timerne omkring midnat. På det tidspunkt står stjernebilledet Tyren længst over horisonten.
Meteorerne kan ses på hele himlen og ikke kun i nærheden af stjernebilledet Tyren.
Find et mørkt sted at observere fra. Det kan også betale sig at klæde sig varmt på.
Læg dig ned. På den måde kan du se et større udsnit af himlen.
Vent på godt vejr. Hvis det skulle ske at være overskyet, så udskyd dine observationer til natten efter. Maksimum er ikke skarpt afgrænset, så der er mulighed for at se stjerneskud og ildkugler det næste stykke tid.

Sådan genkender du Løven og Tyren

Hvis du ser et stjerneskud i november og gerne vil vide, hvilken meteorsværm det stammer fra, så skal du blot ‘følge’ meteorens bane tilbage og se efter, om meteoren udspringer fra stjernebilledet Tyren eller stjernebilledet Løven.

Løven er lettest at finde ved først at lede efter Karlsvognen. Stjernebilledet Løven finder man nemlig nedenunder.
Tyren findes nemmest ved at lokalisere de tre klare stjerner i Orions bælte. Skråt oppe til højre for bæltet ses den klare stjerne Aldebaran, der også kaldes tyrens røde øje. Tyren står op i nordøstlig retning og bevæger sig sydover i løbet af natten.

Se Saturn, Venus, Mars og Jupiter på himlen

Men der sker også andre ting på nattehimmelen i november.

Hvis du er heldig og har frit udsyn til den sydvestlige horisont, kan du få et glimt af Saturn lige efter solnedgang. Den forsvinder dog hurtigt bag horisonten.

På samme måde kan du også være heldig at få et glimt af planeterne Venus og Mars lige inden solopgang. De står tæt på den østlige horisont.

Venus skinner klart og er langt det tydeligste objekt på den del af himlen. Mars er svagere og har en rødlig farve.

Sidst på måneden dukker Jupiter op i samme område, og Mars vil stå højere og højere på himlen.

Venus og Jupiter mødes på himlen 13. november i det, som man kalder en konjunktion – dvs., når de ses i samme retning fra Jorden. Det kan være et ret flot syn.

Det kan altså betale sig at rette blikket op, hvis der er skyfrit en nat midt på måneden.

Kilde: Tycho Brahe Planetariet .

13. november 2017 0 kommentarer