cphbased
  • Forside
    • About us
  • Kategorier
    • Travel
    • Restaurant
    • Culture
    • Fashion
    • Beauty
    • Spa
    • Coffee
    • Lifestyle
    • Moments
    • Nature
    • Stories
  • Kontakt os

cphbased

50+ blog

  • Forside
    • About us
  • Kategorier
    • Travel
    • Restaurant
    • Culture
    • Fashion
    • Beauty
    • Spa
    • Coffee
    • Lifestyle
    • Moments
    • Nature
    • Stories
  • Kontakt os
19. jan 2021
HelseStories

Her får du 8 gode råd til evidensbaseret formidling

af Jörn hulgard 0 kommentarer
16. jan 2021
HelseLifestyleStories

Sådan bliver livet for seniorerne efter corona

af Jörn 0 kommentarer
12. jan 2021
MomentsStoriestanker

Fantasien er menneskets superkraft: Sådan sætter du skub i den

af Jörn 0 kommentarer
4. jan 2021
CultureMoments

Kinesisk nytår – årets vigtigste fest

af Jörn hulgard 0 kommentarer
26. dec 2020
HelseLifestyleTips

Sådan bør du holde nytår

af Jörn hulgard 0 kommentarer
25. dec 2020
MomentsStories

Samfundssind er kåret til Årets Ord 2020. Måske fordi danskere værdsætter lighed og solidaritet højere end eksempelvis amerikanere.

af Jörn hulgard 0 kommentarer
23. dec 2020
FoodStoriesTips

Chokoladeforgiftning i hunde stiger markant ved juletid

af Jörn hulgard 0 kommentarer
20. dec 2020
Storiestanker

Hvordan giver du klimavenlige julegaver?

af Jörn hulgard 0 kommentarer
20. dec 2020
kirkekristendomMoments

Hvorfor skal julen helst skal være hvid?

af Jörn hulgard 0 kommentarer
2. dec 2020
LifestyleMomentspolitikStories

Få et testamente som sikrer dig og din familie

af Jörn hulgard 0 kommentarer
27. nov 2020
LifestyleStoriestanker

Hvad er P-værdi, og hvad betyder statistisk signifikans?

af Jörn hulgard 0 kommentarer
24. nov 2020
CulturedødenHelseLifestyletanker

Coronavirus: Alt om de nyeste tal, symptomer og behandling

af Jörn hulgard 0 kommentarer
Månedlige arkiver

januar 2018

MomentsNature

Sjældent månefænomen ikke set i 150 år

Hele tre månefænomener vil finde sted på én gang i dag.

I dag er lidt af en speciel dag for alle måneentusiaster, og hvis du er bare den mindste smule nysgerrig, når det handler om astronomiske fænomener, bør du også spidse ørerne.

Månen går nemlig helt bananas i dag, og hele tre specielle månefænomener kan ses på én gang. Det er ikke sket siden 1866 – for 152 år siden.

Desværre kan fænomenet ikke ses fra Danmark, men du se live-optagelser af det fra kl. 11.51 nederst i denne artikel.

Blå superblodmåne

Fænomenerne kan samlet kaldes ‘blå superblodmåne’, og hvis du er skarp på månehændelser, kan du måske regne ud, hvad de tre fænomener er for nogle. Hvis du ikke er, får du dem her:

  1. Blå måne: Den finder sted, når der er fuldmåne to gange indenfor en måned, og på trods af navnet bliver Månen ikke blå. Det sker forholdsvist ofte med 2,7 års mellemrum.
  2. Supermåne: Når en fuldmåne finder sted, når Månen er allertættest på Jorden. Det får den til at virke større og lyse 14 procent klarere end normalt. Det sker med 14 måneders mellemrum.
  3. Blodmåne: Kaldes også total måneformørkelse og finder sted, når Månen bevæger sig ind i Jordens skygge og får en rødlig farve. Det sker cirka to gange om året.

Så selv om hvert af de tre fænomener ikke er helt ualmindelige, så er det helt ualmindeligt, at de sker på samme tid.

LÆS OGSÅ: Månen ‘fotobomber’ Jorden og afslører sin mørke side

Se med fra kl. 11.51

Den blå superblodmåne kan ses fra det vestlige USA fra 05.51, før Solen står op i dag, og personer i Australien, New Zealand, Mellemøsten, Asien og det østlige Rusland kan se med om aftenen, når Månen står op hos dem.

Desværre passer det med, at klokken er 11.51 herhjemme, hvor Månen ikke er stået op i Danmark endnu. Den står først op sent i eftermiddag, efter måneformørkelsen er overstået.

Men så kan vi glæde os over, at NASA livestreamer hele begivenheden, som varer omkring fire timer.

LÆS OGSÅ: Solformørkelser har endt krige og løst fysikkens gåder

Kilder

  • Baggrund om den blå superblodmåne fra NASA.gov
Sjældent månefænomen ikke set i 150 år was last modified: januar 31st, 2018 by Jörn
31. januar 2018 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
Naturetanker

Temperaturfald i Grønland har »intet med global opvarmning at gøre«

Nej, klimaskeptikere, heller ikke her er der noget at komme efter.

Ved hjælp af satellitdata har en gruppe danske forskere undersøgt udviklingen i temperaturerne i store dele af Grønland over 15 år, fra 2001 til 2015.

Mere præcist har de kigget nærmere på temperaturerne helt tæt på jordens overflade i de dele af landet, som ikke er dækket af is.

Det er et areal, som svarer til en femtedel af Grønland, hvilket vil sige omkring 10 gange Danmarks størrelse.

Intuitivt skulle man måske tro, at temperaturen generelt var steget; men det er ikke tilfældet. Tværtimod peger tendensen, når man ser på gennemsnit over året, på et lille temperaturfald på tværs af hele landet. Derudover ser forskerne markante variationer fra år til år.

Den type udmeldinger kunne måske hurtigt få klimaskeptikere til at aflyse den globale opvarmning.

Men det er der – desværre – slet ingen grund til, lyder det fra forskerne bag det nye studie.

LÆS OGSÅ: Forskere præciserer: Så meget global opvarmning har vi i vente
Primære konklusion: Vejret svinger

Det nye studie viser først og fremmest, at vejret er ekstremt forskelligt fra år til år.

Forskerne kan for eksempel vise, at der har været en tendens til opvarmning om sommeren på Grønlands vestkyst de seneste 15 år, mens efteråret er blevet koldere i samme periode.

I studiets supplerende materiale viser forskerne ved hjælp af målinger fra klimastationer og klimamodeller, at der over længere tid – gennem de seneste 30 år – har været en entydig opvarmning.

Skal ikke sættes i klimakontekst

Først og fremmest fordi resultaterne ikke dækker over tilstrækkelig lang tid til at kunne drage håndfaste klima-konklusioner.

Typisk siger klimatologerne, at man skal have mindst 30 års data for at kunne »snakke klima,« siger professor i miljøgeokemi Bo Elberling. Han er forfatter på og ansvarlig for det nye studie, som er publiceret i tidsskriftet Scientific Reports.

Man skal derfor være varsom med ikke at sætte de nye resultater ind i en klimakontekst, understreger Bo Elberling.

»Det interessante er, at vi med de nye data har fået en unik, detaljeret beskrivelse af temperaturen, som ikke ville kunne trækkes ud af de cirka 45 klimastationer, som står spredt i Grønland i dag,« siger Bo Elberling, som er leder af Center for Permafrost (CENPERM) på Institut for Geovidenskab og Naturressourceforvaltning på Københavns Universitet, som har dannet ramme om de nye undersøgelser.

LÆS OGSÅ: Menneskeskabt global opvarmning begyndte for 180 år siden
Det isfrie Grønland

Figuren her illustrerer, at der på tværs af landet (’Annual’) har været et lille temperaturfald over 15 år. De øvrige figurer, som er inddelt efter sæsoner, viser store udsving i temperaturerne regionalt. MAM er forår, JJA er sommer, SON er efterår og DJF er vinter. (Illustration: Den videnskabelige artikel)

Global opvarmning ér reel

Det er den svenske professor fra Stockholm Universitet Michael Tjernström, som har læst det nye studie, helt enig i.

Tidsserierne i studiet er for korte til at sige noget om en udvikling i klimaet, skriver professoren, som forsker i arktisk meteorologi, i en mail til Videnskab.dk.

Det lille temperaturfald kan derfor ikke tillægges større klimamæssig betydning, fortsætter han. For det første fordi det kun er signifikant for 36 procent af de isfrie områder, for det andet fordi:

»Giv mig en bestemt placering og en kort tidsserie, og du kan vise næsten en hvilken som helst trend. Over et stort område og over længere tid er jeg sikker på, at Grønland bliver varmere,« skriver Michael Tjernström, som forklarer, at resultaterne snarere skal ses som en del af de naturlige svingninger i klimaet.

Selvom man kan pege på små temperaturfald enkelte steder, går den overordnede udvikling i én retning, skriver han.

Global opvarmning ér reel – og samtlige forskere, Videnskab.dk har talt med, påpeger samstemmende, at det nye studie ikke sætter spørgsmålstegn ved det faktum.

LÆS OGSÅ: Hvad styrer vores klima?

Satellitmålinger kan hjælpe i Sibirien og Afrika

Alligevel er indholdet særdeles interessant, mener den danske professor i meteorologi Eigil Kaas, som også har læst, men ikke deltaget i det nye studie. Han bider særligt mærke i den helt nye metode, som forskergruppen har udviklet, hvor de bruger satellitdata til at undersøge netop overfladetemperaturerne i Grønland.

Center for Permafrost

CENPERM er et 10-årigt grundforskningscenter, som blev oprettet i 2012 og løber frem til 2022 og er finansieret af Danmarks Grundforskningsfond.

Centret arbejder primært med samspillet mellem jordmiljøet, planter og permafrost i Grønland, og hvordan disse påvirkes af klimaændringer.

»Det her er et vigtigt studie for at kunne vurdere de faktiske temperaturforhold i Grønland,« siger Eigil Kaas, som arbejder ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.

I dag måles temperaturerne i Grønland primært ved hjælp af omkring 45 målestationer, som er placeret rundt om i landet og monitoreres af DMI. De måler flere gange dagligt temperaturerne i to meters højde.

Det smarte ved, at forskerne bag det nye studie bruger satellitter til at måle temperaturerne, er, at vi kan udfylde hullerne mellem de eksisterende målestationer, påpeger klimaforsker Christian Rodehacke.

»De viser potentialet ved sådan et observationssystem. Forestil dig, at du vil måle temperaturen i Sibirien for eksempel – der bor ingen mennesker, og det er meget dyrt at lave målinger, fordi mange områder er ufremkommelige. Så vil satellitmålinger være en stor hjælp. Det samme gælder for store dele af Afrika,« siger ph.d. ved DMI Christian Rodehacke, som heller ikke har været en del af det nye studie.

LÆS OGSÅ: NASA måler Grønlands indlandsis op
Det isfrie Grønland

En dal i ‘Strindbergs Land’ i Grønland fotograferet i august. (Foto: Bo Elberling)

Svarer til flere hundredtusinder klimastationer

Den helt store forskel på de to typer data – satellitdata og målestationer – er detaljegraden, fortæller Bo Elberling.

Satellitdataene går helt ned til jorden og giver derfor en fornemmelse af forskellene på bakkede landskaber, syd og nordvendte bjergsider, inderfjorde og yderfjorde. I det nye studie er ’kun’ medtaget data fra de isfrie dele af Grønland, men potentielt kan metoden også bruges over eksempelvis Indlandsisen.

Med satellitternes målinger kan man lave billeder med en opløsning på helt ned til én kvadratkilometer. Det svarer til flere hundredtusinder pixels – eller, kunne man fristes til at sige, flere hundredtusinder klimastationer.

»Klimastationerne kan give en meget høj tidsmæssig opløsning for ét punkt, og for nogle stationer over mange årtier, hvilket er mere relevant i en klimadiskussion. Satellitdataene derimod giver en lavere tidsmæssig opløsning, men en ekstremt detaljeret rumlig opløsning,« siger Bo Elberling, som tilføjer, at klimastationerne oftest er placeret ved byer og nede ved havet og derfor ikke nødvendigvis er repræsentative for hele den isfri del af Grønland.

»Den øverste tredjedel af landet er eksempelvis ikke dækket tilstrækkeligt ind på dén konto,« siger han.

LÆS OGSÅ: DMI-forsker: Klimamodellerne har ikke overdrevet opvarmningen

Permafrost afgørende for lufthavne og veje

Forskerne fra Center for Permafrost er ikke klimatologer, men geografer og biologer, og det er med fuldt overlæg, at de har valgt at undersøge temperaturforholdene for netop de isfri dele af Grønland.

Indlandsisen, som dækker 80 procent af landet, isolerer nemlig så godt mod vinterkulden, at permafrosten kun findes i områderne uden is.

Permafrost er et vidt begreb, men kan overordnet set beskrives som jordlag, der har været frosset mindst 2 år i træk. Disse jordlag findes primært ved kystområderne i Grønland – det vil sige de områder, hvor folk rent faktisk bor.

Det siger måske sig selv, at frossen jord kræver en vis grad af lave temperaturer for at forblive frossen, og derfor er det ret afgørende for eksempelvis veje og lufthavne, om permafrosten holder sig stabil eller pludselig begynder at smelte, forklarer Bo Elberling.

Nationalarv smelter væk i Grønland

Med de nye resultater kan Det Grønlandske Nationalmuseum også blive klogere på, hvor de skal sætte ind for at sikre bevaring af nationalarv, som i dag er beskyttet i permafrosten, men ikke nødvendigvis vil være det i fremtiden. Det kan du læse mere om i artiklen ’Arkæologisk guldgrube smelter væk i Grønland’.

»Netop her er det vigtigt med en stor rumlig forståelse af temperaturen – også over en periode på kun 15 år – fordi det er her infrastruktur, landbrug, minedrift mv. påvirkes af, om det generelt bliver koldere eller varmere eller bare svinger mere fra år til år,« siger Bo Elberling.

LÆS OGSÅ: Grønland er langtfra et offer for klimaforandringer

De nye resultater kan derfor blive et vigtigt værktøj i den offentlige forvaltning, supplerer adjunkt Andreas Westergaard-Nielsen, førsteforfatter på studiet.

»Vores data kan for eksempel bruges som vejledning, hvis du har tre placeringsmuligheder til en lufthavn, men kun råd til at lave tilbundsgående undersøgelser af jordens stabilitet og permafrost ét sted. Så kan vi hjælpe med at pege i retning, hvor det umiddelbart vil være mest oplagt at undersøge jordforholdene nærmere,« siger Andreas Westergaard-Nielsen, som også er tilknyttet CENPERM.

Det isfrie Grønland

Det er vanskeligt at måle, præcis hvor hurtig permafrosten tør – en indirekte måde er tykkelsen på det aktive lag, som måles ved at presse et jernspyd ned gennem det optøede jordlag sidst på sommeren, ned til øvre grænse for permafrosten, og sammenligne dette mål med tidligere år. (Foto: Bo Elberling)

Grønland er et enormt land

Permafrosten findes, ud over i Grønland, også i Alaska, Canada og Sibirien, og betragtes som en af klimadebattens helt store jokere.

Forskerne ved i realiteten ikke, hvad der bliver det samlede resultat af, at permafrosten delvist optør – hvilket frigiver kuldioxid – samtidig med at planterne vokser mere – og til gengæld optager mere kuldioxid.

Det kan du læse mere om i artiklerne ’Smeltende landskaber er klimaets store joker’ og ‘Permafrosten forsvinder i Canada‘.

»Alle siger, at permafrosten er under optøning – jo jo, men hvorhenne? Vores rumlige analyse kan give os et langt mere nuanceret billede end de forholdsvis få klimastationer, der står spredt ud med løs hånd, og vores metodiske tilgang kan bruges over hele Arktis,« lyder det fra Bo Elberling, som understreger, at Grønland i sig selv fortjener en mere detaljeret behandling, end landet har fået indtil nu.

»Det har generet mig i mange år, at vi altid bare siger, at ’Grønland’ bliver varmere. Det er et enormt land, så selvfølgelig skal man udtale sig langt mere nuanceret – det er den nuancering, vi bidrager med her.«

Svensk kollega efterlyser konklusioner

Den svenske professor Michael Tjernström efterlyser dog, at forskerne faktisk viser, hvordan deres satellitdata kan bruges konkret. Han savner flere konkrete konklusioner, skriver han.

Data fra NASA-satellit

De nye data stammer fra MODIS (Moderat Resolution Imaging Spectroradiometer), som er et centralt instrument ombord på NASA-satellitten Terra.

MODIS har desværre ’kun’ kunnet give forskerne 15 års data.

I studiet har de derfor kombineret MODIS-dataene med data fra de eksisterende målestationer i Grønland, som giver målinger meget længere tilbage i tiden og tydeligt viser en generel opvarmning.

»Deres målsætning er at evaluere metoden, hvor man bruger MODIS-data (se faktaboks) til forskellige typer studier, og de giver adskillige eksempler på, hvordan man kunne gøre det. Men de bruger dem ikke til noget; de siger bare, at de kan,« skriver Michael Tjernström.

Professoren understreger, at han ikke har læst studiets supplerende materiale, også kaldet SI (for ’Supplementary Information’), men:

»Helt ærligt, kan jeg ikke helt forstå, hvorfor Nature (som udgiver tidsskriftet Scientific Reports, red.) syntes, at denne publikation er berettiget. For at være lidt brutal, er det manglen på interessante resultater, som er studiets svaghed.«

Hvis jeg havde været reviewer på denne udgivelse, ville jeg have anbefalet, at den blev afvist.

Michael Tjernström, professor, Stockholm Universitet

Andreas Westergaard-Nielsen påpeger dog, at de netop det supplerende materiale sætter studiet ind i en klimakontekst, hvor de viser, at der har været en entydig opvarmning gennem de seneste 30 år. Her viser de også nogle atmosfæriske forhold, der kan være med til at forklare temperaturforløbet de sidste 15 år, tilføjer han.

»Værdien af vores studie er blandt andet, at vi viser nødvendigheden af at betragte temperaturudsvingning rumligt og ikke generalisere ud fra få stedspecifikke målinger. Og så er studiet jo som langt det meste forskning et skridt på vejen mod at blive klogere, hvor det næste skridt for os netop er at anvende studiet til at vurdere en række specifikke forhold omkring økosystemerne, såsom planters respons på temperaturændringer og permafrostens følsomhed,« siger han.

Michael Tjernström mener dog, at det i hovedreglen bør være sådan, at SI hjælper med forståelsen af selve studiet, ikke føjer til indholdet.

»Hvis jeg havde været reviewer (fagfællebedømmer, red.) på denne udgivelse, ville jeg have anbefalet, at den blev afvist eller måske udgivet i et mere snævert tidsskrift.«

Det isfrie Grønland

Skyer er helt centrale for mængden af lys og varme, der når landjorden, og er samtidig en stor joker i klimaregnskabet. (Foto: Bo Elberling)

Satellitter kan ikke måle gennem skyer

Denne holdning deles dog slet ikke af seniorforsker Michele Citterio fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), som også har læst, men ikke deltaget i studiet.

Han skriver i en mail til Videnskab.dk, at studiet »med succes gør opmærksom på jordoverfladetemperaturen som en vigtig variabel for klimaet«.

Han fremhæver ligesom Eigil Kaas og Christian Rodehacke værdien i at bruge satellitdata og roser især forskerne for deres arbejde med at korrigere for de udfordringer, der kan være ved at benytte sig af satellitdata. Eksempelvis at satellitobservationer kun er mulige, når himlen er klar.

»Uden at korrigere for denne forskydning vil den gennemsnitlige overfladetemperatur fra satellit være flere grader koldere end faktiske in situ-målinger. Et særligt interessant bidrag fra dette studie er bestræbelserne på at korrigere for denne begrænsning,« skriver Michele Citterio til slut.

Kilder

  • Bo Elberlings profil (KU)
  • Andreas Westergaard-Nielsens profil (KU)
  • Michael Tjernströms profil (Stockholm Universitet)
  • Eigil Kaas’ profil (NBI)
  • Christian Rodehackes profil (DMI)
  • Michele Citterios Zackenberg-hjemmeside
  • “Contrasting temperature trends across the ice-free part of Greenland”, Scientific Reports (2017), DOI: 10.1038/s41598-018-19992-w
Temperaturfald i Grønland har »intet med global opvarmning at gøre« was last modified: januar 26th, 2018 by Jörn
30. januar 2018 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
NatureUnderholdning

Glem alt om 3D-briller og hologrammer: Lys idé giver flotte 3D-billeder

Små partikler med drøn på kan give gennembruddet for tredimensionelle displays.

»Help me, Obi Wan Kenobi. You’re my only hope!«

De fleste vil nok genkende dette citat fra Star Wars. Prinsesse Leia dukker op som et hologram frembragt af R2-D2, og så skal Luke Skywalker på eventyr.

Tredimensionale objekter, som tilsyneladende svæver frit i luften, og som tilskuerne kan bevæge sig rundt omkring og betragte fra mange forskellige vinkler, kendes fra mange science fiction-film.

Til gengæld er de ikke blevet til det store i virkeligheden, men det kan ny teknologi måske lave om på.

I hvert fald har fysikere fra Brigham Young University i USA udviklet et såkaldt volumetrisk display, der fungerer på en helt ny og opfindsom måde. Displayet beskrives i en videnskabelig artikel i tidsskriftet Nature.

Historien kort
  • En partikel flyttet rundt af en laserstråle kan skabe et billede i tre dimensioner.
  • Teknikken kan føre til 3D-displays, hvor 3D-scener kan ses fra alle vinkler.
  • Forskerne arbejder på at fintune teknologien, så billederne fremstår mindre spøgelsesagtige.
LÆS OGSÅ: Ultrakorte laserpulser skriver hologrammer med rekordhøj opløsning

En partikel med fart på

Forskerne har fundet ud af, hvordan de kan kontrollere bevægelserne af ganske små partikler på en meget præcis måde. Når en partikel flyttes lynhurtigt rundt, samtidig med at den reflekterer lys i forskellige farver, kan den optegne et tredimensionelt billede af et objekt.

Det menneskelige øje opfatter ikke den mikrometer-store partikel eller dens bevægelse, men kun det lys, den kaster tilbage. Fordi det hele går så stærkt, ser man et samlet billede i tre dimensioner.

I eksperimentet brugte forskerne små cellulose-partikler med størrelser fra 5 til godt 100 mikrometer (tusindedele af en millimeter). Cellulose kendes fra cellevæggene i planteceller.

Partiklen holdes på plads og flyttes rundt af en usynlig laserstråle, der skaber en ‘optisk fælde’ for den – et område, den ikke så nemt kan slippe væk fra. De amerikanske fysikere kalder da også systemet for ‘optical trap display’, optisk fælde-skærm.

Kontakten svæver i luften

»Det lyder rigtig spændende og ret så relevant for fremtidige displays. En super idé,« lyder reaktionen fra professor Lene Oddershede fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.

Jordkloden 3D-display

Dette billede af jordkloden, svævende over en finger, er skabt af en lille partikel, der suser lynhurtigt rundt og reflekterer forskellige farver. (Foto: Dan Smalley Lab, Brigham Young University)

Hun er ekspert i kunsten at fastholde og flytte rundt på partikler med lys, og hun er ganske imponeret af, hvad de amerikanske fysikere har fået ud teknikken:

»Det er begyndelsen på at have tredimensionelle displays. Tredimensionelle billeder giver en utrolig god illustration af ting, der er svære at forstå todimensionelt. Det kan få stor anvendelse.«

»Næste skridt kan være tredimensionelle kontakter, der svæver i luften. Så kan man for eksempel tænde lyset ved at trykke på 3D-billedet af kontakten. Det ville være fuldstændig fantastisk.«

LÆS OGSÅ: Danske forskere revolutionerer hologramtryk på pengesedler

Video i tre dimensioner

Indtil videre er det lykkedes at frembringe 3D-farvebilleder i centimeterstørrelse, og de er synlige fra stort set alle vinkler.

Ved løbende at regulere lysstyrken af tre laserdioder, der lyste rødt, grønt og blåt, kunne forskerne frembringe alverdens farver. Hvert 3D-billedpunkt kunne være ned til 10 mikrometer i størrelse, hvilket giver et meget detaljeret billede.

Billederne kan være i bevægelse, så man ender med en form for 3D-video. Forskerne er kommet op på 12,8 billeder i sekundet for simple former, og det er nok til, at billedet ikke flimrer – omend det er i underkanten af, hvad man kunne ønske sig, hvis man vil gengive livagtige bevægelser.

Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser for, hvad et 3D-display – eller volumetrisk display, som det også kaldes – kan bruges til. Et første bud kunne være displays, der viser flyveledere, hvor fly befinder sig i luftrummet.

Bedre end hologrammer

Når snakken går på 3D-displays, hører man ellers mest om hologrammer, hvor illusionen om et 3D-objekt frembringes af lys, der kastes tilbage fra en holografisk film. Filmen rummer informationer om det lys, objektet reflekterer fra forskellige vinkler, og for betragteren ser det ud, som om objektet svæver frit i luften.

Sommerfugle i 3D

Flere objekter kræver flere partikler samtidig. Her er to sommerfugle skabt af to partikler holdt fast af hver sin laserstråle. (Foto: Dan Smalley Lab, Brigham Young University)

Men hologrammer har en række begrænsninger. Dels er forskerne ikke nået ret langt i forhold til at frembringe alle farver og få billederne til at bevæge sig, og dels kan hologrammer ikke ses fra alle vinkler.

LÆS OGSÅ: Forskere har skabt det levende hologram

»Den store forskel er, at med den nye teknik kan man se objektet fra alle vinkler. Det ser rigtigt ud, ligegyldigt hvor, man betragter det fra, og farverne er rigtige og kan ændre sig løbende. Det er ikke statiske strukturer med statiske farver,« siger Lene Oddershede og fortsætter:

»Og det er ikke en teknologi, man skal være bekymret for rent sundhedsmæssigt. Laserne er ikke særlig stærke, og partiklerne er af cellulose, der er absolut uskadeligt.«

Pas på med at nyse

Forskerne arbejder videre på teknikken, så der kan komme endnu bedre styr på de små partikler, og der kan være flere af dem på spil samtidig.

Så kan 3D-billederne blive større, og 3D-video kan blive mere livagtigt.

»Jeg tror, den største udfordring lige nu er, at partiklen ikke er så stabil. Det kan holde til, at man trækker vejret eller bevæger sig i nærheden af det, men hvis man nyser, bliver den lille kugle skubbet ud af fælden, og så forsvinder billedet,« siger Lene Oddershede.

Slut med spøgelser

Med den nuværende teknologi ser et 3D-objekt desuden ret spøgelsesagtigt ud, for man ser ikke kun forsiden af objektet, der optegnes – man kan se lige igennem det og se bagsiden også.

Men det kan der laves om på, skriver førsteforfatter til den videnskabelige artikel Daniel Smalley til Videnskab.dk:

»Vi arbejder på noget, der efter min mening er endnu mere spændende, nemlig noget vi kalder ‘occlusion in freespace volumetric displays’. I denne sammenhæng betyder okklusion, at et billede er i stand til at skygge for dele af sig selv, så det ser solidt ud.«

»Hvis man ser et 3D-billede af en person bagfra, vil man kun se ryggen af personen. Hvis man både ser ryggen og forsiden, vil det ligne et spøgelse, men med okklusion kan man få et billede, der ser mere ugennemsigtigt ud.«

Forskerne vil beskrive denne nye teknik i en fremtidig videnskabelig artikel.

Det er svært at fange et 3D-objekt på video, især når objektet tegnes af en partikel med fuld fart på. Men her beskrives teknologien i hvert fald. (Video: Nature)

Kilder

  • ‘A photophoretic-trap volumetric display’. Nature (2018), DOI: 10.1038/nature25176
  • Lene B. Oddershedes profil (KU)
Glem alt om 3D-briller og hologrammer: Lys idé giver flotte 3D-billeder was last modified: januar 26th, 2018 by Jörn
29. januar 2018 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
Naturetanker

Kinesere har klonet aber med avanceret Dolly-teknik

For første gang nogensinde har forskere klonet aber med den samme teknik, som man for over tyve år siden brugte til at klone fåret Dolly.

To nuttede, langhalede abe-kloner kom for et par måneder siden til verden på et laboratorium i Shanghai. Aberne hedder Zhong Zhong og Hua Hua. De er født med to ugers mellemrum, men har fuldstændig ens genetik.

Zhong Zhong og Hua Hua er noget ganske særligt. De er de første primater, der er dannet af en specialiseret celle fra en voksen abe.

Det var den samme teknik, som forskere for over tyve år siden brugte til at lave lammet Dolly – verdens første klonede pattedyr, skabt ved hjælp af yverceller fra et voksent får.

Abeklonerne Zhong Zhong og Hua Hua. (Foto: Qiang Sun and Mu-ming Poo, Chinese Academy of Sciences)

»Det er første gang, det er lykkedes at bruge den samme teknik til at klone primater. Efter at Dolly blev født i 1996, har der rundt omkring i verden været forsøg på at bruge teknikken til at klone aber, men der er, så vidt jeg ved, aldrig tidligere kommet levedygtige unger ud af det,« siger Henrik Callesen, der er professor på Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet.

Celler bliver til mange kloner

De kinesiske forskere, som netop har publiceret deres resultat i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Cell, har skabt abe-klonerne ved at sætte kernen af en specialiseret celle fra en voksen abe ind i en ægcelle.

Med teknikken kan man i princippet lave et ubegrænset antal abe-kloner med identisk genetik.

Tidligere abekloner

Allerede i 1999 lykkedes det amerikanske forskere at klone aber, men de brugte en anden teknik, end den kineserne har brugt. Med den teknik, amerikanerne brugte, kan man kun lave enæggede tvillinger – ikke et ubegrænset antal kloner.

»Amerikanerne brugte æg, som var befrugtet naturligt. I den tidlige delingsface skar de ægget over i to halvdele. På den måde lavede de to unger, som var en kopi af hinanden,« forklarer Henrik Callesen.

Du kan læse om kloningsteknikken i en tidligere artikel på Videnskab.dk, som handler om den betydning det klonede lam Dolly har fået for eftertiden.

To babyer ud af 127 æg

Det har taget lang tid og været en stor udfordring for kineserne at skabe klonerne Zhong Zhong og Hua Hua, fremgår det af forskernes videnskabelige artikel. I alt har forskerne indsat cellekerner i 127 æg, men de har kun fået de to levedygtige unger ud af det.

»Der var mange fiaskoer, før vi fandt en succesfuld metode til at klone en abe,« siger forskningsleder Qiang Sun fra Institut for Neurovidenskab ved Det Kinesiske Akademi for Naturvidenskab, Shanghai, i en pressemeddelelse.

Udfordringerne opstod, fordi forskerne skulle justere den oprindelige teknik, som blev brugt til at lave fåret Dolly, så den passede til abernes biologi.

Hver art er forskellig

Siden det første klonede pattedyr, lammet Dolly, kom til verden i 1996, er det lykkedes forskere at bruge specialiserede celler fra voksne dyr til at klone 16 forskellige dyrearter, bare ikke primater.

»Man har klonet drøvtyggere for eksempel køer og får, gnavere såsom mus og rotter, rovdyr eksempelvis hunde og ulve og enmavede dyr såsom grise og heste. Hver gang man har skiftet fra en dyregruppe til en anden, har det været en udfordring, for det har vist sig, at der er store forskelle på, hvordan æg og celler udvikler sig i forskellige dyrearter,« siger Henrik Callesen, der selv har brugt teknikken til at klone grise.

»Da det lykkedes med Dolly, troede man, at nu havde man teknikken, og så kunne man nemt klone andre dyr også. Men det har vist sig at være svært, for ved hver eneste dyreart har man skullet tilpasse teknikken, så det passer til dyrets særlige biologi,« fortsætter han.

Se de to spilopmagre i aktion. (Video: Qiang Sun and Mu-ming Poo / Chinese Academy of Sciences)

Abekloning er en milepæl

Ifølge de kinesiske forskere er deres abe-kloning en teknologisk milepæl. Nu kan forskere bruge kloningsteknikken til at lave aber, der er genetisk disponerede for at få bestemte sygdomme. Det giver en enestående mulighed for at forske eksempelvis i alvorlige neurologiske sygdomme, kræftsygdomme og immunologiske lidelser, forudser forskerne.

Henrik Callesen er dog forbeholden. Selv om kineserne har haft succes med at skabe to abe-kloner, er der lang vej igen, før man kan bruge teknikken til effektivt og rutinemæssigt at lave genmodificerede forsøgsdyr.

»Første gang det lykkes at klone en ny dyreart, er altid en milepæl, men erfaring viser, at der går lang tid, før kloning af en dyreart bliver en rutinemæssig procedure. Arbejdet er langvarigt og omkostningsfuldt, og man skal regne med, at der er mange ægceller, som ikke bliver til levedygtige dyr,« siger han.

Menneskekloning er et spørgsmål om tid

Poul Hyttel, der er professor ved Københavns Universitet og leder af i stamcellecentret BrainStem, er enig.

»Effektiviteten har vist sig at være ganske ringe, når man laver reproduktiv kloning, hvor man bruger kernetransplantation (sætter kernen fra en specialiseret celle ind i en ægcelle; red.). Kun ganske få procent af ægcellerne udvikler sig til levedygtige individer,« siger han.

Kloner er ikke helt ens

Selv om to kloner har identisk genetik, er de ikke helt ens.

Det skyldes, at der kan være forskel på, hvordan deres gener bliver udtryk. Det kaldes epigenetik. Læs mere om det i artiklen

Han ser dog ikke noget etisk problem i at lave klonede aber, der er disponeret for genetiske sygdomme, og bruge dem i forsøg. Allerede nu bruger man aber som forsøgsdyr, og dyrene spiller en vigtig rolle, når medicin skal testes, før det bliver godkendt til mennesker.

Man genmodificerer også allerede klonede forsøgsdyr, for eksempel grise og mus, men aber er endnu mere attraktive, fordi de ligner mennesker mere.

Hvad med mennesker egentlig? Når man har klonet aber, kan man vel også klone et menneske?

»Ja, som tingene udvikler sig, kan jeg ikke forestille mig andet, end at vi på et eller andet tidspunkt vil se et klonet menneske. I øjeblikket er der dog forbud mod at klone mennesker i det meste af verden,« siger Poul Hyttel.

Zhong Zhong. De to klonede abe-babyer vokser og udvikler sig som de skal, lyder meldingen fra laboratoriet. (Foto: Qiang Sun and Mu-ming Poo, Chinese Academy of Sciences)

Abe-babyerne udvikler sig normalt

Et problem ved at bruge den kloningsteknik, hvor man skaber et nyt afkom ved at tage en specialiseret celle – for eksempel en hudcelle eller en vævscelle – fra en voksen og omprogrammerer den til en ægcelle, som bliver insemineret og udvikler sig til et nyt foster, er, at metoden ikke er sikker.

»Der sker ofte fejl i omprogrammeringen. Derfor har mange klonede dyr helbredsproblemer. Det kan være unormaliteter, som viser sig relativt sent, for eksempel hjerteproblemer. Der er risiko for, at man påfører programmeringsskader, som vi ikke kan overskue i øjeblikket,« siger Poul Hyttel.

Abeungerne Zhong Zhongs og Hua Huas fysiske og intellektuelle udvikling bliver fulgt nøje, fremgår det af pressemeddelelsen fra laboratoriet i Shanghai.

»Babyerne spiser og vokser i øjeblikket normalt sammenlignet med andre aber på deres alder,« står der.

De kinesiske forskere forventer i øvrigt, at der i de kommende måneder kommer flere klonede aber af racen makak til verden i deres laboratorium.

Tidligere abekloner

Allerede i 1999 lykkedes det amerikanske forskere at klone aber, men de brugte en anden teknik, end den kineserne har brugt. Med den teknik, amerikanerne brugte, kan man kun lave enæggede tvillinger – ikke et ubegrænset antal kloner.

»Amerikanerne brugte æg, som var befrugtet naturligt. I den tidlige delingsface skar de ægget over i to halvdele. På den måde lavede de to unger, som var en kopi af hinanden,« forklarer Henrik Callesen.

Kilder

  • Henrik Callesens profil (AU)
  • Poul Hyttels profil (KU)
Kinesere har klonet aber med avanceret Dolly-teknik was last modified: januar 26th, 2018 by Jörn
26. januar 2018 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
Coffee

Sådan beslutter hjernen sig for, om du skal gå eller løbe

To centre i hjernen bestemmer, hvornår du skal gå eller løbe. Derefter tager rygmarven over og holder tempoet.

En danskledet forskergruppe er kommet et skridt nærmere forståelsen af, hvad der sker i hjernen, når vi begynder at gå eller løbe.

Et nyt forskningsresultat viser, at to centre i hjernen (hjernestammen – den nederste del af hjernen) samarbejder om at sende signaler ned til rygmarven om, at den skal fortælle benene, at de skal begynde at bevæge sig.

Når først hjernen har sendt signalerne ned til rygmarven, sørger nervecellerne i rygmarven for at fortsætte gangen eller løbet, indtil de modtager nye signaler fra hjernen af. Det kan være signaler om at sætte hastigheden op eller ned eller om helt at stoppe.

Samtidig viser forskningsresultatet, at hvert center i hjernestammen trods samarbejdet har hvert sit ansvarsområde, hvor det ene primært styrer gangen, mens det andet styrer løbet.

»Det overrasker mange, at kontrollen med gang og løb sker nede i rygmarven, hvor processen til en vis grad er automatiseret, så vi ikke skal tænke over hvert skridt, vi tager. Men før rygmarven kan køre på autopilot, skal den have signaler fra hjernen, og vi har nu fundet ud af, hvor de signaler kommer fra,« forklarer Ole Kiehn, der er professor ved Institut for Neurovidenskab ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet og seniorforfatter på studiet.

Historien kort
  • Forskere har for første gang identificeret, hvad der sker i hjernen, når vi begynder at løbe eller gå.
  • Opdagelsen kan måske være en indgang til behandling af symptomer på blandt andet Parkinsons sygdom.
  • Forskningen er også vigtig for at kunne lave ‘robotter’, som mennesker kan tage på uden på kroppen.

Det nye forskningsresultat er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature.

Lyste ind i hjerner på mus og fik dem til at løbe hurtigere

I det nye studie har Ole Kiehn med kollegaer studeret mus, som de har genmanipuleret til at aktivere de to nyopdagede områder i hjernen, når forskerne lyser på dem med en et indopereret lys.

Teknikken hedder optogenetik, hvor forskere sætter lysfølsomme proteiner fra alger ind i nervecellerne og derefter stimulerer nervecellerne ved at lyse på dem.

Forskerne kunne se, at når de lyste på nervecellerne i det ene område, kaldet cuneiform nucleus (CnF), begyndte musene først af gå og derefter løbe, jo kraftigere de blev stimuleret.

Når forskeren lyste på nervecellerne i det andet område, kaldet pedunculopotine (PPN), begyndte musene mest at ’slentre’ rundt – en type bevægelse, som dyr benytter sig af, når de går rundt og leder efter mad.

LÆS OGSÅ: Derfor går motion dig på nerverne

Hvis forskeren gav musene et stof, som lukkede ned for aktiviteten i de to områder i hjernen, mistede musene helt evnen til at gå og løbe.

»Vi viser, at nerveceller i både PPN og CnF kan igangsætte bevægelser, og at aktivitet i begge disse områder i hjernen er med til at opretholde og hastighedsregulere langsom gang. Kun CnF er i stand til at sætte løbet i gang, mens PPN mere er forbundet med langsom og udforskende gang,« forklarer Ole Kiehn.

hjernen centre bevægelse parkinsons sygdom exoskelet

De nyopdagede centre i hjernen kan måske give patienter med Parkinsons sygdom bedre muligheder for at kontrollere deres bevægelser. (Foto: Shutterstock)

Kan være en smutvej til behandling af symptomer på Parkinsons

Opdagelsen af startsignalet i hjernen kan have betydning for forståelsen af forskellige sygdomme, hvor kroppen ikke har fuld kontrol over sine bevægelser, eksempelvis Parkinsons sygdom.

Parkinsons sygdom er kendetegnet ved, at nogle celler i hjernen ikke modtager de nødvendige signaler, for at personen blandt andet kan gå normalt.

Ole Kiehn forestiller sig, at man muligvis kan stimulere de nyopdagede centre i hjernen elektrisk og derved give sygdomsramte bedre muligheder for at kontrollere deres bevægelser.

LÆS OGSÅ: Forskere: Lys kan måske kurere Parkinson og Alzheimers

Teknikken med elektrisk stimulering af områder i hjernen benyttes allerede til patienter i de sene stadier af sygdommen til at kontrollere rystelser, men den nye opdagelse kan hjælpe behandlere med mere præcist at ramme de steder i hjernestammen, der måske har den største effekt, og hjælpe med at understøtte gang.

»Vi er allerede nu i gang med at planlægge opstilling af forsøg, hvor vi vil undersøge, om de her områder er påvirket i dyremodeller, som har symptomer på Parkinsons sygdom. Det vil give et vigtigt indblik ind i muligheden for en bedre behandling af disse symptomer,« sige Ole Kiehn.

Nødvendigt at forstå for at kunne lave nye ’skeletter’ til personer med lammelser

Et andet spændende perspektiv ved den nye opdagelse er omkring udviklingen af såkaldte exoskeletter, der er et slags metalskelet, som sidder ude på kroppen.

Det vurderer lektor Ernst Albin Hansen fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet.

Sådanne skeletter har ifølge Ernst Albinus Hansen potentialet til at give mennesker superkræfter i forskellige arbejdssituationer, ligesom de kan have en klar militær interesse.

hjernen centre bevægelse parkinsons sygdom exoskelet

Exoskeletter hjælper bl.a. personer med en rygmarvsskade. (Foto: Shutterstock)

Exoskeletter er også interessante i forhold til personer, der har lammelser i store dele af kroppen, hvor exoskeletterne forhåbentligt kan gøre det muligt for patienterne at gå igen.

»Sådan et exoskelet skal programmeres for at kunne spille sammen med kroppen, og her er det vigtigt at vide, hvordan blandt andet gang og løb bliver sat i gang. Derfor er det nye studie rigtig spændende, fordi det er et skridt videre i vores forståelse af, hvordan hjernen fungerer under bevægelse,« siger Ernst Albin Hansen, der ikke har noget med det nye studie at gøre.

Vi har tidligere skrevet om Ernst Albinus Hansens forskning i hvorfor man automatiske begynder at løbe, når man sætter hastigheden op.

Forskning vil på et tidspunkt få folk til at kunne gå igen

Ernst Albin Hansen er også enig med Ole Kiehn i, at et åbenlyst perspektiv i opdagelsen er, at man kan stimulere de nyopdagede centre i hjernen og derved hjælpe nervesystemet på vej hos personer, hvor gangen ikke fungerer så godt.

Forskeren fortæller, at da man nu har lokaliseret de områder i hjernen, der er relevante for gang og løb, er det meget relevant at se på, om det kan give anledning til forsøg på at genoprette evnen til at gå og løbe ved at stimulere områderne.

Sådanne forsøg skal først laves på dyr, men med tiden også på mennesker.

»Det er der, vi ender på et eller andet tidspunkt, men det er svært at sige, hvornår det sker. Men det er perspektivet,« siger Ernst Albin Hansen.

LÆS OGSÅ: Elektroder i hjernen giver lam mand bevægelsen igen

Kilder

  • “Midbrain circuits that set locomotor speed and gait selection”, Nature (2017), doi:10.1038/nature25448
  • Ole Kiehns profil (KU)
  • Ernst Albin Hansens profil (AAU)
Sådan beslutter hjernen sig for, om du skal gå eller løbe was last modified: januar 18th, 2018 by Jörn
23. januar 2018 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
CultureTips

Grammatik påvirker vores forestillinger: Vi tegner den vigtigste person til venstre

Gymnasieelev fik ideen til en undersøgelse af, hvordan vores indre billeder bliver påvirkede af sprogets grammatik.

Han kysser hende.

Ham kysses hun af. 

Når du læser sætningerne, hvilke billeder ser du da for dit indre øje?

Det var spørgsmålet i sin essens, da 167 gymnasielever tegnede tændstikmænd, mens de lyttede til oplæsning af forskellige sætninger.

Bagtanken var at undersøge, om sproget og grammatikken former vores forestillinger.

Og undersøgelsen viste, at gymnasieeleverne havde en tendens til at placere personerne på en særlig måde – f.eks. blev den aktive part i sætningen oftest placeret til venstre på elevernes tegninger.

»Forsøget bekræfter en vigtigt pointe inden for kognition. Sammen med anden eksisterede forskning viser det, at læseretningen fra venstre mod højre og sætningens grammatik former vores indre billeder. Vi bliver på den måde hjernevaskede af vores skriftsprog,« siger Mikkel Walentin, der er kognitionsforsker ved Aarhus Universitet.

Han står bag den nye forskning sammen med Sofia Stroustrup, som var gymnasieelev, da projektet blev skudt i gang.

Resultaterne er for nylig publiceret i det videnskabelige tidsskrift Language and Cognition.

Forskerspiren fik ideen

Sofia Stroustrup indledte projektet, mens hun gik i 2. G på Stenhus Gymnasium i Holbæk.

Hun deltog i ’Forskerspirer’, der er et program for gymnasieelever, hvor de, i samarbejde med en forsker ved en dansk uddannelsesinstitution, får mulighed for at udvikle en idé til et forskningsprojekt.

»Det var udelukkende, fordi jeg var interesseret i at blive klogere – jeg ville rigtig gerne lære mere om, hvordan sproget former vores verden,« siger Sofia Stroustrup.

LÆS OGSÅ: Forskere tættere på opklaring af talens gåde

Hun kalder det en særlig og meget stor oplevelse at få udgivet en artikel, som er baseret på et forsøg, hun har været med til at designe.

Lignende resultater er tidligere vist i andre lande og kulturer, men ikke i dansk sammenhæng, fortæller forskerne.

Sprog grammatik påvirke indre billeder rækkefølge tegne sætninger

Hvis man skal tegne sætningen ‘Hende forfølger han’, vil flest tegne den aktive person (‘han’) til venstre i billedet, selvom ‘hende’ nævnes først. Denne tegning er en af 1.336 tegninger fra undersøgelsen. (Foto: Aarhus Universitet)

Den aktive person tegnes til venstre

Forskerne undersøgte forskellige effekter af ordstilling og grammatik.

De kunne se, at der var sammenfald i, hvordan gymnasieeleverne placerede personerne i forhold til hinanden på tegningerne:

  1. Den aktive part i sætningen blev tegnet til venstre 62,6 procent i tilfældene. Det vil sige, hvis sætningen lød: ‘Drengen kysses af pigen’, var forsøgspersonerne mere tilbøjelige til at have pigen stående til venstre, fordi hun er den aktive part i sætningen.
  2. Den person, der blev nævnt først i sætningen, blev tegnet til venstre i billedet 57,2 procent af gangene. Så hvis sætningen lød: ‘Drengen kysser pigen’, tegnede deltagerne drengen til venstre.

Den klareste tendens (der afviger mest fra en tilfældig fordeling på 50 procent) i studiet er således, at den aktive part blev tegnet til venstre på tegningen.

Forskerne fortolker, at en placering til venstre på tegningen er et udtryk for, at personen bliver betragtet som vigtig og derfor bliver placeret først i vores læseretning.

Grammatik styrer også opmærksomhed

Udover at læseretningen kan definere vores forestillinger, viste forsøget, at den person, der er grundleddet i sætningen, har en lidt større tendens til at blive placeret til venstre, uanset om grundleddet nævnes først eller sidst.

Så hvis sætningen lød: ‘Ham kysses hun af’, havde forsøgspersonerne en tendens til at forestille sig hende til venstre, selvom han bliver nævnt først og er den aktive part. Simpelthen fordi hun er grundleddet i sætningen, fortæller Sofia Stroustrup.

LÆS OGSÅ: Forsker: En ny, lettere grammatikmetode er klar til gymnasiet

Dette er ikke tidligere undersøgt i anden forskning på området, forklarer Sofia Stroustrup:

»Der er intet i en sætning såsom ‘Ham kysser hun’, som beskriver, hvor manden og kvinden er placeret i forhold til hinanden, alligevel har folk en tendens til at tegne sætningen på den samme måde,« siger hun.

Illustration af sætningen 'Hun kysses af ham' fra forsøget med 167 gymnasieelever.

Illustration af sætningen ‘Hun kysses af ham’ fra forsøget med 167 gymnasieelever. (Foto: Aarhus Universitet)

Bakkes op af international forskning

De to forskere lavede et opfølgende forsøg med 530 deltagere for at sikre sig, at deres indledende resultater kunne genskabes. Tidligere international forskning bakker også resultaterne op.

I undersøgelser af samme fænomen hos arabere, der læser fra højre mod venstre, har forskere vist samme effekt (bare som forventeligt lige omvendt), ligesom en effekt lig det nye danske forsøg er vist hos italienere.

Samme type forsøg på førskolebørn, som ikke er blevet eksponeret særlig meget for skriftsproget, har desuden vist, at førskolebørnene ikke har samme tendens til at placere den aktive person til venstre på tegningen, fortæller Mikkel Wallentin.

Køn har ikke betydning

Socialpsykologien har været i modvind i forbindelse med den såkaldte reproducerbarhedskrise, da en række større forsøg inden for psykologien har vist sig ikke at kunne genskabes.

Det gælder teorier om motivation og en teori om selvkontrol

»Derfor har vi også været meget grundige med at gentage forsøgene, og det har vist sig, at resultaterne er meget robuste,« forklarer Mikkel Wallentin.

LÆS OGSÅ: Sprogforsker revolutionerer kryds og bolle

Forskerne har med det opfølgende forsøg med de 530 deltagere også undersøgt, om køn har en betydning.

Altså, om grundleddet i sætningen eller den aktive part bliver tegnet til venstre, uanset om det er en mand eller en kvinde, der optræder i sætningen, og uanset om tegneren var mand eller kvinde.

Men de fandt ikke tegn på, at kønnet spiller en rolle.

»Så vores fortolkning går på, at effekten stammer fra ti års skolegang med skriftsprog,« siger Mikkel Wallentin.

Vindue til vores fordomme?

For Sofia Stroustrup har forskerspireprogrammet haft stor betydning. Hun studerer nu på en bachelor inden for molekylær biomedicin. Og selvom det er et helt andet fag, har forskerspireprogrammet givet hende den indledende interesse.

»Forskerspireprogrammet introducerede mig for universitetet, og det gav mig lyst til at arbejde med forskning,«siger Sofia Stroustrup.

»Det smukke ved tegne-eksperimentet er, at det er så simpelt. Vi kan undersøge både børn og voksne, og de behøver ikke komme ind i laboratoriet for at deltage,« siger forsker Mikkel Wallentin.

»Hvis vi antager, at vi tegner de ting, som vi opfatter som vigtige, til venstre, så bliver eksperimentet et vindue ind til vores fordomme. Det glæder vi os til at udforske yderligere,« siger han.

LÆS OGSÅ: Sprogkyndige komplicerer sproget

Kilder

  • Grammatical category influences lateralized imagery for sentences, Language and Cognition, 2017, doi:10.1017/langcog.2017.19
  • Mikkel Wallentins profil (AU)
Grammatik påvirker vores forestillinger: Vi tegner den vigtigste person til venstre was last modified: januar 18th, 2018 by Jörn
22. januar 2018 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
HelseNature

Dansk forsker finder 18 nye ‘pelikan-edderkopper’ i Madagaskars regnskove

En underlig og ældgammel gruppe edderkopper, som forskerne allerede én gang har erklæret uddød, lever stædigt videre dybt inde i regnskovene, hvor de praktiserer en drabelig fangstmetode.

Et hold edderkoppeforskere skulle ikke vende tomhændet hjem fra deres seneste togt.

Tværtimod kunne de efter hjemkomsten fremvise hele 18 nye arter af de såkaldte ‘pelikan-edderkopper’.

Fundet af de nye arter skete på den østafrikanske ø Madagaskar og sender det samlede antal kendte arter af pelikan-edderkopper op på 90 styks.

Forskernes opdagelser er netop publiceret i et studie i tidsskriftet Zookeys.

Pelikan-edderkoppen i tal

  • Man kender på nuværende tidspunkt til tre af pelikan-edderkoppens levesteder: Madagaskar, Sydafrika og Australien.
  • På verdensplan er der fundet 72 pelikan-edderkopper.
  • Med de 18 nye er vi oppe på 90 kendte arter.
  • Pelikan-edderkopperne udgør kun en brøkdel af den globale edderkoppediversitet, som omfatter omkring 45.000 arter.

Fundet første gang i et stykke rav

Pelikan-edderkopperne blev opdaget for første gang i midten af 1800-tallet, indlejret i et stykke rav fra Baltikum.

Men lang tid senere fandt man dem i live på Madagaskar.

»Det var en stor overraskelse, fordi man troede de var uddøde. Men siden har vi forsøgt at kortlægge udbredelsen af disse ‘levende fossiler’, og vi har været på feltarbejde på øen i flere omgange for at lede efter edderkopper,« siger Nikolaj Scharff til Videnskab.dk.

Han er professor ved Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet og én af forskerne bag edderkoppefundet.

Hvad der gør disse små, usædvanligt udseende edderkopper interessant for forskerne, skal vi se nærmere på her.

LÆS OGSÅ: Gigantiske edderkoppe-spind opdaget på Madagaskar

En pelikan-edderkop set fra siden. Hovedet er adskilt fra forkroppen af en abnormt lang hals. Fra hovedet udspringer to kæber med giftkroge, der minder om næbbet på en pelikan. Med en størrelse på knap 1 cmer arten E. workmani på billedet her den største art af pelikanedderkopper, man kender til. (Foto: Hannah Wood / National Museum of Natural History, Smithsonian Institution)

 

Ligner en pelikan set fra siden

Som navnet antyder, har edderkoppen fået sit navn, fordi den ligner en miniature-pelikan set fra siden, hvilket i sig selv er ret sært, hvis man spørger Nikolaj Scharff.

»Hvis du kigger på en husedderkop, har den en bagkrop og en forkrop, hvor øjnene sidder fortil lige over munden. Men hos pelikan-edderkoppen er hovedet og øjnene blevet forlænget med en lang hals, ligesom på en giraf, og da munden sidder nederst ved halsen, er nunddelene usædvanligt lange og udstyret med giftkroge for enden,« forklarer Nikolaj Scharff.

Samtidig med, at pelikan-edderkoppens udseende er meget anderledes fra mere udbredte edderkopper, er dens opførsel det også.

Snyder og spidder sit bytte

Mens de fleste edderkopper fanger deres bytte ved hjælp af et edderkoppespind, er Pelikan-edderkoppernes fangstmetode nemlig en tand mere dramatisk:

  • Den lugter og føler sig frem til andre, mindre edderkoppers såkaldte ’sikringstråde’, som edderkopperne bruger som livline til  deres spindelvæv.
  • Når den finder den mindre edderkops net, begynder den at slå på det med forbenene på en måde, så ejermanden tror, der er et bytte.
  • I det øjeblik den mindre edderkop løber ud efter, hvad, den tror, der er et bytte, rejser pelikan-edderkoppen sine munddele op, giver et hurtigt ryk, spidder, injicerer sin gift og lader den mindre edderkop hænge, indtil giften virker.

Animationen viser, hvordan pelikanedderkoppen snyder og spidder sit bytte med sine lange giftkroge. (Video: Science News)

Har overlevet ved alternativ teknik

En tredjedel af alle edderkoppearter, vi kender til, bruger dråber af klister i spindelvævet for at sikre sig, at deres bytte sidder godt fast.

Det gør klisteret til en af edderkoppernes mest udbredte fangstmetoder, og ifølge Nikolaj Scharff har metoden formentlig været en faktor i deres store success på landjorden.

Denne klub er pelikan-edderkopperne ikke er en del af.

LÆS OGSÅ: Hvordan laver edderkopper deres spind?

»Pelikanedderkoppen udviklede en speciel fangsteknik, længe før fangsnettet med klister blev ‘opfundet’, men det har ikke i sig selv ført til mange pelikanedderkopper,« siger Nikolaj Scharff.

Selvom de ikke er store i antal, har de til gengæld har levet længere tid på Jorden end de ‘moderne’ edderkopper, da det ældste fund af pelikan-edderkopper er cirka 165 millioner år gammelt.

På den måde kan deres fangstmetode alligevel siges at være en succes, i og med de stadig eksisterer.

Et kig ud over regnskovs kronetaget i Ranomafana Nationalparken på Madagaskar, som er et typisk levested for pelikanedderkopperne. (Foto: Nikolaj Scharff / Statens Naturhistoriske Museum)

Forskerne finkæmmede regnskoven

Madagaskar er med sin unikke fauna et af verdens mest betydningsfulde skatkamre for biodiversitet og er derfor ofte genstand for feltarbejde i biologien.

»Pelikanedderkopperne er et levende bevis på de unikke biologiske tilpasninger, som er udviklet på Madagaskar,« siger Hannah Wood, som er kurator ved National Museum of Natural History på Smithsonian Institution og hovedforfatter på det nye studie, ifølge en pressemeddelelse fra Københavns Universitet.

Når nye arter skal opdages, ligger et større feltarbejde og efterfølgende sorteringsarbejde bag, hvor der ikke er meget hjælp at hente fra det højteknologiske redskabsskur.

Når dyrene skal findes i naturen, benytter forskerne store, hvide bankeskærme, som de holder ind under grene på buske og træer, mens de banker på grenene med en kæp, så edderkopper og andet insektliv falder ned – og så skal der finkæmmes med øjnene.

Professor Hannah Wood, som var med til at opdage de nyfundne edderkoppe-arter, sigter skovbundsmateriale for edderkopper. (Foto: Nikolaj Scharff / Statens Naturhistoriske Museum)

En anden fangstmetode, forskerne har brugt, er opsætning af såkaldte ‘Winklerfælder’, hvor skovbundsmateriale hænges til tørre i en pose inde i fælden.

Efterhånden som prøven udtørrer, søger dyrene i prøven ud af posen og dratter ned i en pose med sprit forneden.

Sammenligner med kendte arter

Efter forskerne har indsamlet et arsenal af edderkopper, starter det store analysearbejde.

Ved at undersøge arternes morfologi, altså fysiske karakteristika, og sammenligne denne med allerede kendte arter, kan forskerne finde ud af, om det indsamlede materiale repræsenterer kendte eller nye arter.

På den måde fandt forskerne ud af, at der gemte sig 18 nye arter i deres indsamlede materiale.

Såkaldte ‘Winklerfælder’ med skovbundsprøver hænger til tørring. Når prøven tørrer, søger edderkopperne nedad og havner i en lille pose med sprit, hvor den dør og kan samles ind til undersøgelser. (Foto: Nikolaj Scharff / Statens Naturhistoriske Museum)

Men det nye studie er formentlig ikke slutningen på denne slags feltarbejde på Madagaskar, hvor man ifølge Nikolaj Scharff i fremtiden godt kan forvente at finde endnu flere pelikan-edderkopper.

Kilder

  • Nikolaj Scharff’s profil (KU)
  • ‘Forskere finder 18 nye pelikanedderkopper’, pressemeddelelse fra KU
Dansk forsker finder 18 nye ‘pelikan-edderkopper’ i Madagaskars regnskove was last modified: januar 17th, 2018 by Jörn
20. januar 2018 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
dødenHelse

Prøv forskernes beregner: Så mange leveår har du tilbage

Vi lever længere end nogensinde. Men i hvor mange år er vi sunde og raske?

Et gammelt ordsprog lyder: »Ingenting er sikkert her i verden, undtagen døden og skatterne.«

Men selvom døden ganske vist er uundgåelig, er vores livskvalitet ofte noget, vi selv bestemmer.

LÆS OGSÅ: Den optimale levealder er 45 år

Det var også fokus for vores team ved Goldenson Center for Actuarial Research, da vi besluttede os for at udvikle et konsekvent målesystem for livskvalitet. Hvor mange sunde leveår har vi foran os, før vi bliver usunde?

Enhver forstår fordelen ved et langt og sundt liv, men det har også betydning for industrien og samfundet.

Målesystem for livskvalitet

Sundhedsomkostninger, finansiel planlægning og sundheds- og omsorgsforvaltning er direkte relaterede til samfundets og den enkelte borges sundhedstilstand.

Vi kalder målesystemet for livskvalitet ’sund forventet levealder’ og dens komplementære størrelse ‘usund forventet levealder’.

LÆS OGSÅ: Din levealder påvirkes af dine naboer

Vi definerer en usund tilstand som så alvorlig, at det medfører invalidering uden mulighed for helbredelse eller bedring, så personen er usund resten af livet.

Den forventede levealder – beregning af det samlede antal år som en person forventes at leve i – er ganske enkelt de to lagt sammen.

Beregningen

Forestil dig en sund og rask 60-årig mand, som regelmæssigt dyrker motion, spiser sundt, som har en sund BMI (Body Mass Index, ‘kropsmasseindeks’), og som sover mindst otte timer hver nat.

Forventet levealder alderdom død dødsrisiko ældre senior beregning livskvalitet sund usund helbred sygdom pension pensionsberegning regnemaskine måleinstrument måleredskab omkostninger udgifter stress sociale forbindelser kost

Forskere ved University of Connecticut har udviklet et gratis online-værktøj, der giver dig mulighed for at beregne henholdvis sund, usund og total forventet levealder. Regnemaskinen er stadig under udvikling, og er det første måleværktøj af sin slags. (Foto: Shutterstock)

Ifølge vores beregning har han 13 sunde leveår mere foran sig end hans usunde modstykke. Det er 13 år yderligere, han kan nyde livet sammen med familie og venner.

Det er noget af en øjenåbner, ikke mindst på grund af den markante forskel i ’sund forventet levealder’ mellem de to eksempler, men også fordi forskellen er forårsaget af livsstilsvalg, som de to personer selv har kontrol over.

Faktorer, der bidrager til en højere ’sund forventet levealder’

Så hvilke faktorer bidrager til en bedre sund forventet levealder?

To faktorer, der ikke er livsstilsrelaterede, er køn og alder.

Alt andet lige, så falder den ’sunde forventede levealder’ med alderen. Kvinder har en længere ’sund forventet levealder’ end mænd.

LÆS OGSÅ: Levealderen er steget betragteligt siden 1990

Vi har allerede set, at kost, motion og tilstrækkelig søvn har en positiv effekt på den ’sunde forventede levealder’.

Andre positive faktorer, som vi har indarbejdet i vores model, inkluderer:

  • Uddannelses- og indkomstniveau
  • Opfattelse af egen sundhedstilstand
  • Moderat alkoholindtag
  • Nul rygning
  • Ingen forekomst af type 2-diabetes

Jo højere uddannelsesniveau og indkomst, desto højere er din ’sunde forventede levealder’. En positiv opfattelse af egen sundhedstilstand hjælper også.

Prøv selv beregningen

Har du lyst til at beregne et estimat for, hvor mange sunde år der ligger forud for dig?

Vi har udviklet et gratis online-værktøj, der giver dig mulighed for at beregne henholdvis sund, usund og total forventet levealder. (OBS: Værktøjet bruger amerikanske måleenheder – se, hvad det modsvarer på dansk i faktaboksen).

Omregning fra amerikansk til dansk
  • 1 pund = 0,45 kg
  • 1 foot (1 foot = 12 inches) = 30,48 cm
  • 1 inch = 2,54 cm

100 USD = 609,93 DKR – derfor:

  • 25K = 152.482 DKR
  • 50K = 304.965 DKR
  • 75K = 457.448 DKR
  • 100K = 609.931 DKR

Kilder travelamerica.dk og valutaomregneren.dk

Regnemaskinen er stadig under udvikling og er det første måleværktøj af sin slags.

Selvom det er for tidligt at validere rigtigheden af ​​vores beregninger med reelle data, har vi været meget omhyggelige med at sikre, at modelantagelserne er baseret på etablerede aktuarielle kilder, og at modelleringsresultaterne er logiske og konsistente.

LÆS OGSÅ: Gode sociale relationer øger levealderen

Det skal lige siges, at den sunde forventede levealder er et kvalificeret estimat eller forudsigelse. Uforudsete hændelser – som trafikuheld – ugyldiggør estimatet, uanset hvor godt styr du har på dine livsstilsvaner.

Desuden kan andre ikke-målbare faktorer, som vi ikke har medtaget i vores model, også have en effekt på den forventede sunde levealder, eksempelvis stressniveauet, en positiv livsindstilling samt vores sociale forbindelser.

Forventet levealder alderdom død dødsrisiko ældre senior beregning livskvalitet sund usund helbred sygdom pension pensionsberegning regnemaskine måleinstrument måleredskab omkostninger udgifter stress sociale forbindelser kost

Selvom døden ganske vist er uundgåelig, er vores livskvalitet ofte noget, vi selv bestemmer. (Foto: Shutterstock)

Afprøv vores model

Vi planlægger at udforske beregningsmodellens praktiske anvendelsesmuligheder; eksempelvis kan konceptet ’sund forventet levealder’ bruges til pensionsplanlægning.

Uddannelsesniveau:
  • High School svarer ca. til ‘mindre end studentereksamen’
  • High School svarer ca. til studentereksamen
  • College svarer ca. til en bachelor-grad (Undergraduate)
  • Graduate svarer ca. til en kandidat-grad (Postgraduate)

Årlige pensionsudgifter bør ikke være ens i løbet af hele den forventede levealder. I løbet af de sunde år bør mere skønsmæssige pensionsudgifter finde sted, og omvendt mindre i løbet af usunde år. Udgifterne til de grundlæggende omkostninger stiger i løbet af usunde år.

LÆS OGSÅ: I hvilken alder er man den bedste boss?

Forsikringsprodukter kan også blive udformet med den ’sunde forventede levealder’ for øje, og kan beskytte mod yderligere basisleveomkostninger i løbet af en usund periode.

Et sådant produkt kan være en udskudt langtidspleje eller midlertidig udskudt livrente, hvor udskydelsesperioden tager højde for ‘den sunde forventede levealder’, og den midlertidige dækning er for den usunde periode.

Det kan være en betydeligt billigere produkt, som der er langt større behov for, end de produkter der er tilgængelige på markedet i øjeblikket.

Lev sundt, mens du gør det

Fordi den ’sunde forventede levealder’ er relateret til livskvalitet og helbred, kan et relativ indeks sammenligne individets resultater med en standard sund forventet levealder for en person med ‘median’ egenskaber som udgangspunkt.

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

Det kan så bruges som forsikringstegningsværktøj og til at estimere de fremtidige sundhedsomkostninger.

Vores model kan også fungere som et patientscreeningsværktøj for sundhedsudbydere ved at inkorporere flere detaljer om livsstil og kost samt tidligere medicinsk behandling, information og helbredshistorik.

LÆS OGSÅ: Y-kromosomet forklarer mænds kortere levealder

Vi håber, at andre forskere og behandlere vil fortsætte med at bygge videre på regnemaskinen, så vi alle kan fokusere på ikke alene at forlænge livet, men forlænge livskvaliteten ved hjælp af vores model.

For som man siger: »Når alt kommer til alt, er det ikke mængden af år i dit liv, der tæller – det er mængden af liv i dine år.«

Jeyaraj Vadiveloo hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

Kilder

  • Jeyaraj Vadiveloos profil (LinkedIn)
  • Link til regnemaskinen
Prøv forskernes beregner: Så mange leveår har du tilbage was last modified: januar 17th, 2018 by Jörn
19. januar 2018 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
CoffeeCulturekirke

Naturvidenskab var længe et kristent projekt

I dag spiller religiøse overvejelser kun en meget perifer rolle i naturvidenskaben. Men under den naturvidenskabelige revolution i 1500- og 1600-tallet var den nye form for videnskab intimt knyttet sammen med den kristne tro.

Den gamle og stadig særdeles livlige diskussion om forholdet mellem naturvidenskab og religion fokuserer af forståelige grunde på kristendommen i særdeleshed.

For det var netop den kristne tro, der helt dominerede det Europa, hvor den naturvidenskabelige revolution fandt sted i perioden mellem Kopernikus og Newton.

I den mere abstrakte diskussion om forholdet er det almindeligt at skelne mellem fire positioner eller teser, der kan karakteriseres ved henholdsvis konflikt, uafhængighed, dialog og integration.

Ifølge konflikttesen er der en iboende modstrid mellem religion og naturvidenskab og denne modstrid dokumenteres af videnskabshistorien.

Mange ved, at den radikale fritænker Giordano Bruno blev brændt på bålet for at forsvare det nye videnskabelige verdensbillede.

Og fik Galileo måske ikke stækket sine vinger, da den katolske kirke censurerede hans værker og idømte ham livsvarig husarrest for samme kætterske ideer?

Konflikttesen er en myte i den tidlige periode

Men i det mindste hvad angår den tidlige periode er konflikttesen en myte i næsten grotesk uoverensstemmelse med historiske data.

Forholdet var et ganske andet, idet den moderne naturvidenskab på mange måder var kristendommens tro tjener og udsprang af tidens stærke religiøsitet.

Ikke blot var der tale om en intim harmoni, naturvidenskab uden religion var på det nærmeste en selvmodsigelse.

For den nye tids naturforskere var den kristne tro ikke en hypotese, men en selvfølgelig forudsætning der legitimerede al deres virke.

religion videnskab kristendom geologi Thomas Burnets 'hellige teori om Jorden'

Den engelske teolog og naturforsker Thomas Burnets ‘hellige teori om Jorden’ fra 1680 var en historisk geologi på bibelsk grundlag. (Foto: Wellcome Images)

Newton, Boyle og deres samtidige betegnede sig ikke blot som naturfilosoffer eller ‘virtuosi’, de var Christian virtuosi. I andenudgaven af ‘Principia’ fra 1713 indsatte Newton en længere passage om Guds væsen, for som han skrev, så »hører en behandling af Gud ud fra fænomenerne utvivlsomt til fysikkens område.«

Arven fra middelalderen

Det mest fremtrædende element i den naturvidenskabelige revolution var måske opgøret med den aristoteliske videnskab, dens natursyn og verdensbillede, som siden 1200-tallet havde domineret europæisk åndsliv.

Men selv om den nye empirisk baserede videnskab distancerede sig fra middelalderens skolastiske naturfilosofi, var der en betydelig kontinuitet mellem de to perioder.

Ja, kritikken af Aristoteles stammer fra middelalderen, hvor der ud fra et kristent grundlag blev rejst tvivl om flere af den græske autoritets læresætninger.

Den kristne Gud var jo suveræn og almægtig, så han kunne i sit skaberværk ikke være bundet af Aristoteles’ filosofi.

Den teologiske diskussion om Guds almagt førte til flere interessante konklusioner, der pegede frem mod det senere videnskabelige verdensbillede.

Gud kunne have skabt verden på hvilken som helst måde

I 1277 fordømte biskoppen af Paris en lang række aristoteliske teser som værende i strid med den sande kristentro og derfor kætterske.

Således var et tomrum eller vakuum ifølge Aristoteles en umulighed, men det afviste biskoppen med henvisning til Guds almagt.

Selvfølgelig kunne Gud have skabt et vakuum – altså, hvis han ville. Desuden var det aristoteliske kosmos evigt og uskabt, hvilket selvsagt var i modstrid med det centrale kristne dogme.

Biskoppen fordømte derfor påstanden, »at verden er evig, og at tid og bevægelse og materie er evige«.

Mere generelt var den aristoteliske naturfilosofi deterministisk og baseret på nødvendigheder, mens flere kristne filosoffer fremhævede, at den gudsskabte natur var ‘kontingent’, dvs. kunne have været anderledes end den faktisk er.

I sin uransagelige visdom havde Gud skabt verden på en bestemt måde, men han kunne have skabt den på enhver anden måde, havde han ønsket det.

Kopernikus’ planetsystem som gengivet i De revolutionibus fra 1543. (Illustration:  Kopernikus 1543)

Gud opretholder verden og vedvarende skaber den

I forsøget på at skabe en syntese mellem den kristne og aristoteliske tradition analyserede filosoffer i slutningen af 1200-tallet skabelsesbegrebet med stor skarpsindighed.

Således skelnede Thomas Aquinas mellem en tidslig oprindelse af universet (creatio originans) og dets egentlige skabelse, hvor sidstnævnte henviser til årsagen til selve eksistensen af universet.

Selv om verden havde eksisteret i en uendelighed af tid, ville den stadig have været skabt, for selve dens væren må have en nødvendig årsag.

Denne årsag var naturligvis Gud, der til enhver tid opretholder verden og altså vedvarende skaber den (creatio continua). Thomas’ udvidelse af skabelsesbegrebet er ikke blot relevant for teologien men også for moderne kosmologi.

Man slipper ikke uden om skabelsen

I et evigt steady-state univers uden en fortidig skabelse mangler der stadig en forklaring på, hvorfor universet overhovedet eksisterer. Man slipper ikke uden om skabelsen.

Den franske fysiker og filosof Pierre Duhem hævdede i 1906, at roden til den moderne naturvidenskab må findes i den katolske kirkes kritik af aristotelismen fra 1277.

Det er dog utvivlsomt at overdrive betydningen af denne kritik, der i det væsentlige foregik i en teologisk sammenhæng. På trods af de interessante tendenser i middelalderen var frigørelsen fra den aristoteliske tankeverden kun halvhjertet og midlertidig.

Den førte ikke til en ny form for naturvidenskab. Det egentlige brud kom først i renæssancen, hvor to værker fra 1543 markerer begyndelsen på en revolutionær fase.

Det ene var Kopernikus’ velkendte De revolutionibus, mens det andet var Vesalius’ De humani corporis fabrica om menneskets anatomi.

Det kopernikanske verdensbillede

Ifølge en sejlivet myte opsatte Kopernikus trykningen af sit skelsættende værk til sin dødsdag af frygt for kirkens reaktion, vel vidende at bogen var dynamit i forhold til de kristne dogmer.

Men i virkeligheden blev De revolutionibus til på kirkelig tilskyndelse og med støtte fra en kardinal, der altså ikke fandt det heliocentriske system stødende, kættersk eller politisk ukorrekt.

Bogen indeholdt en dedikation til pave Paul III, hvor Kopernikus nævnte, at kun ‘dumrianer’ kunne læse bogen som var den i modstrid med Bibelen.

Da den udkom, vakte den kun begrænset interesse blandt astronomer og endnu mindre interesse blandt teologer. Den katolske kirke var tavs, og også blandt protestantiske og reformerte lærde var reaktionen afdæmpet.

Den heliocentriske model af verden

Mens Kopernikus i øvrigt ikke gik nærmere ind på det nye systems forhold til troen, blev emnet på et tidligt tidspunkt taget op af hans elev Rheticus, der allerede i 1540 havde udgivet en lille bog om det heliocentriske verdensbillede.

Ifølge Rheticus var Bibelen i sin formulering tiltænkt jævne mennesker uden kendskab til matematik og astronomi.

Desuden var Den hellige Skrift ikke en naturbeskrivelse men handlede om noget helt andet, nemlig sjælens frelse og menneskets forhold til Gud.

Alene af disse grunde kunne der ikke være nogen egentlig modstrid med den heliocentriske model af verden.

Rheticus’ Narratio prima var fyldt med henvisninger til Gud, bl.a. i forbindelse med de blot seks planeter, der fandtes i Kopernikus’ system.

Efter en pythagoræisk tradition var tallet seks (6 = 1+2+3) nemlig perfekt og altså afspejlet i Guds kosmiske skaberværk.

Retorisk spurgte han:

»Hvad er mere overensstemmende med Guds håndværk end at dette første og mest perfekte arbejde skulle opsummeres i dette første og mest perfekte tal?«

Galileis skrift til storhertuginde Christina i en udgave fra 1710. (Foto: Theresa LaBrecque)

Kopernikus rokkede med Jorden

Gennem mere end et halvt århundrede havde den katolske kirke ingen nævneværdige problemer med det kopernikanske verdensbillede.

Det var i slutningen af 1500-tallet kendt af fagastronomer, hvoraf de fleste dog valgte at opfatte det som en matematisk model og ikke som en i fysisk forstand korrekt gengivelse af planetsystemet.

Der var trods alt passager i Bibelen, som utvetydigt fremstillede Jorden som fast og uforanderlig, og disse kunne man ikke ignorere.

»Du fæsted Jorden på dens grundvolde, aldrig i evighed rokkes den«, står der i Salmernes Bog (19: 5).

Men Kopernikus rokkede i høj grad med Jorden.

Tycho Brahe forkastede det kopernikanske system

For Tycho Brahe, den mest fremtrædende astronom i tiden, var Bibelens ord en yderligere grund til at forkaste det kopernikanske system, han i øvrigt beundrede som en matematisk model.

I en brevveksling med den tyske astronom og kopernikaner Christopher Rothmann imødegik Tycho det synspunkt, som allerede Rheticus havde gjort gældende, nemlig at Bibelens ord kunne fortolkes i overensstemmelse med det heliocentriske system.

»Thi større er og bør være Den hellige Skrifts autoritet og værdighed, end at den fortjener sådan en tvetydig fortolkning«, skrev Tycho. »Altså står til denne time Den hellige Skrifts autoritet urokket … og du kan heller ikke fra den kant forsvare Kopernikus’ standpunkt«.

Mens Rothmann afviste, at Bibelen havde videnskabelig autoritet og var af relevans for astronomien, mente Tycho altså, at teologien var en nødvendig del af også det videnskabelige verdensbillede.

Den katolske kirkes stilhed om det kopernikanske system indebar ikke en accept af systemet og stilheden varede ikke ved. Senest i 1616 konkluderede teologiske eksperter i Rom, at systemet var i modstrid med Guds ord. I de følgende tiår blev det tychoniske system, hvor Jorden stadig var i universets centrum, et yndet alternativ blandt jesuitter og andre astronomer i det katolske Europa.

Guds to bøger

Den såvel berømte som berygtede proces mod Galilei startede i 1616, da De revolutionibus blev anbragt på den katolske kirkes liste over forbudte bøger og Galilei fik forbud mod at forsvare og udbrede det heliocentriske verdensbillede som et sandt system.

Det var begyndelsen på den proces, der 17 år senere førte til domfældelsen af den store italienske fysiker og astronom.

Tilsyneladende var der her tale om en klar konflikt mellem religion og videnskab, selv om det vil være mere korrekt at tale om en konflikt mellem den katolske kirke som social og politisk institution og en bestemt videnskabelig teori.

Når det overhovedet kom dertil, skyldtes det især den polarisering og ortodoksi, der inden for den kristne verden fulgte med de reformatoriske og modreformatoriske bevægelser og som kulminerede under trediveårskrigen.

Galilei accepterede teologernes dogme om Bibelens ufejlbarlighed

Året før sit første møde med teologerne i Rom havde Galilei i detaljer reflekteret over forholdet mellem den religiøse tro og den nye videnskab i et langt brev til den toskanske storhertuginde Christina, for hvem Galilei var en slags huslærer.

Dette brev eller skrift, der cirkulerede i afskrevne kopier men først blev udgivet i 1636, giver et indblik i Galileis religiøse overvejelser i forhold til videnskaben.

Hele skriftet er et lidenskabeligt forsvar for det kopernikanske system og dets forenelighed med den sande tro.

Galilei accepterede teologernes dogme om Bibelens ufejlbarlighed, men understregede samtidigt, at den hellige bog da måtte fortolkes på den rette måde.

Som mange andre – naturforskere, filosoffer såvel som teologer – havde påpeget, så var Bibelen ikke en lærebog i naturvidenskab.

»Helligåndens formål er at lære os, hvordan vi kommer i himmelen, ikke at lære os om, hvordan himmelen er.«

I brevet til Christina skrev Galilei om videnskabens udsagn i relation til Bibelen:

Der er henvisninger til fornuftigt efterviste fysiske sandheder, men også til andre, som blot er hævdede.

Hvad angår de første, da er det kloge teologers opgave at vise, at de ikke strider mod Den hellige Skrift; for så vidt angår de sætninger, der hævdes, men ikke er klart efterviste, da må alt det i dem, der modsiger Bibelen, utvivlsomt være forkert, og dette skal påvises på enhver tænkelig måde.

Naturteologisk værk af den engelske præst og astronom William Derham. (Foto: William Derham)

Galilei og Kepler så det kopernikanske system som Guds skaberplan

Et andet tema i brevet til Christina var den gamle metafor om Gud som skaber eller forfatter af to hellige bøger.

Den ene af bøgerne var naturligvis Bibelen, mens den anden ‘bog’ var den gudsskabte natur, der ikke var mindre vigtig end den første.

Naturen og de love, der styrer den, var Guds værk. Det var derfor en kristen pligt at udforske naturen, på samme måde som det var en pligt at læse og forstå Bibelen.

For Galilei og andre af tidens videnskabelige pionerer var naturforskningen en slags gudstjeneste, mens laboratoriet eller observatoriet var en slags kirke.

Galilei var katolik, mens hans store samtidige Kepler var lutheraner.

Begge var overbeviste om det kopernikanske systems fortræffelighed og at det var et udtryk for Guds skaberplan.

Kepler så endda systemet som et symbol på den hellige Treenighed, hvor Solen repræsenterede Gud, omgivet af Jesus Kristus (~ stjernerne) og Helligånden (~ det kosmiske rum).

I sit storværk Astronomia nova fra 1609 skrev han til den læser, der af religiøse grunde måtte tvivle på det kopernikanske system:

»Når han vender blikket mod den synlige himmel. … lad ham da prise og taksige Gud skaberen. Lad ham overbevise sig om, at han tjener Gud på samme måde som astronomen, der af Gud er blevet tildelt det privilegium at se klarere med tankens øje.«

Mirakler og bibelsk kronologi

Naturvidenskab og mirakeltro kan synes at være uforenelige størrelser, men under den naturvidenskabelige revolution var forholdet et andet og ikke så simpelt.

Der var enighed om, at Gud til hver en tid kunne udføre mirakler, der stred mod naturens orden, men ville han også gøre det?

Mens Tycho Brahe i 1573 beskrev den nye stjerne (nova stella), han havde observeret på himlen, som et vaskeægte mirakel, ville de færreste naturforskere på Newtons tid anerkende mirakler som en gyldig forklaring.

Man søgte at give tilsyneladende mirakuløse hændelser en videnskabelig forklaring, uden at dette på nogen måde gjorde Gud overflødig.

Den almindelige holdning var, at Gud ikke eller kun yderst sjældent intervenerede direkte i naturens gang, men at han hele tiden gjorde det per stedfortræder, nemlig i form af de gudsskabte naturlove.

Newton: Guds aftryk er synligt overalt i naturen

I Newtons optik var Guds aftryk synligt overalt i naturen og til enhver tid. Hvis naturfænomener ikke kunne forklares videnskabeligt, veg han ikke tilbage for at appellere til guddommelig indgriben.

Hvorfor bevæger planeterne sig i omtrent samme baneplan omkring Solen og endda i samme omløbsretning?

Det kunne ikke være en tilfældighed, et resultat af den blinde skæbne, og det var heller ikke forklarligt ud fra den newtonske mekanik.

Så han konkluderede, at planeternes bevægelse var styret af et ‘intelligent væsen,’ der måtte have »stor ekspertise udi mekanik og geometri.« Dette væsen var naturligvis Gud.

Bibelen og især 1. Mosebog var en rig og uudtømmelig inspirationskilde for tidens naturforskere.

Utallige var de lærde skrifter, der søgte at forklare de ofte sære hændelser, der nævnes i Det gamle Testamente og derfor måtte have fundet sted.

Nogle af disse skrifter var præget af spekulation og fantasteri, mens andre var tidlige eksempler på smuk videnskabelig metodik.

Niels Stensen (1638-1686). (Foto: J. P. Trap 1868)

Syndfloden var et mysterie

Til sidstnævnte hører en lærd artikel i ‘Philosophical Transactions’ af den berømte astronom Edmond Halley, der i 1694 undersøgte de forbundne historier om Noas ark og syndfloden.

Om arken udtrykte han nogen skepsis, men ikke om syndfloden. Hvor stammede alt det vand fra, der pludseligt dækkede den ganske Jord? Halley kunne have henvist til Guds vilje, men det gjorde han ikke.

I stedet foreslog han en videnskabelig teori, for »den almægtige gør i almindelighed brug af naturlige midler til at udvirke sin vilje.«

Halleys teori var baseret på hypotesen om en komet, der havde kollideret med Jorden og derved ændret dens omdrejning og tyngdepunkt, så underjordisk vand oversvømmede jordoverfladen.

Inspiration i biblen formede geologien

Fascinationen af og inspirationen fra Bibelen viste sig ikke mindst i interessen for jordskorpens former og bestanddele, i hvad der skulle blive til den geologiske videnskab.

Blandt pionererne på dette område var vor egen Niels Stensen (Steno), der som den første anskuede Jorden i et udviklingsperspektiv.

I sin vigtige afhandling kendt som De solido fra 1669 fremlagde han ikke blot sine ideer på basis af iagttagelser men også i nøje overensstemmelse med Bibelen.

Guds to bøger kunne umuligt modsige hinanden, hvorfor han da også brugte syndfloden som forklaring på jordskorpens dannelse:

»Med hensyn til den første tilstand af Jorden er Skriften og naturen enige om, at alt har været dækket af vand; men hvorledes og hvornår det begyndte, derom tier naturen, mens Skriften taler«.

Først i 1700-tallet blev den bibelske tidsskala betvivlet

Bibelen nævner intet steds Jordens eller verdens alder, men alligevel var der gennem hele 1600-tallet enighed om, at Gud havde skabt Jorden ca. 4.000 år f.Kr.

Denne autoriserede kronologi blev bl.a. støttet af Keplers beregninger, der førte til værdien 3983 f.Kr.

Den efter vor opfattelse latterligt lille alder for Jorden blev ukritisk overtaget af Steno, også selv om den ikke stemte med hans ideer om jordskorpens gradvise dannelse.

I mange henseender førte tidens stærke og ortodokse religiøsitet til fremskridt i naturforskningen, men i dette tilfælde blokerede den for en videre udvikling af geologien som videnskab.

Først i slutningen af 1700-tallet blev der for alvor rejst tvivl om den bibelske tidsskala.

Naturteologi opstod

Som antydet var den dominerende tanke i 1600-tallet, at da Gud havde skabt naturen og dens lovmæssigheder, så ville en udforskning af naturens hemmeligheder give et indblik i skaberens forunderlige almagt.

Den fysiske verden var designet af en intelligent skaber, og det var derfor afgørende at forstå og prise Guds skaberværk, så man kunne finde nye bekræftelser på Bibelens sandhed.

Der var endda bibelsk belæg for ideen, for hedder det måske ikke i Visdommens Bog (11:20), at: »Alt har du ordnet efter mål, tal og vægt«?

Denne generelle tanke blev udviklet til en egentlig naturteologi, hvor naturen og videnskaben om den kunne bruges som en form for gudsbevis.

Empiriske studier i naturen overbeviser om Guds eksistens

Skulle man være i tvivl om den almægtige Guds eksistens – og ve den vantro, der var det – ville man blive overbevist gennem empiriske studier af naturen.

Tankegangen var ikke blot den vigtigste fødselshjælper for den nye naturvidenskab, den naturlige teologi styrede også meget af videnskabens udvikling indtil slutningen af 1700-tallet, hvor den nåede sin kulmination.

Lad mig igen citere Steno, denne gang fra hans noter i det såkaldte Chaos-manuskript, han nedskrev som ung student:

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

»Man synder mods Guds majestæt ved ikke at ville iagttage naturens egne værker, men nøjes med at læse andres værker. Thi herved skaber man sig ikke blot forskellige fantasifostre og undgår da ikke blot nydelsen af Guds undere, men man spilder også den tid, der kunne være blevet brugt til nødvendige ting og til gavn for næsten, og man hævder ting som er Gud uværdige.«

Afslutningsvist må det fremhæves, at selv om den kristne tro var altafgørende for naturvidenskabens fremkomst i perioden mellem Kopernikus og Newton, så er dette ikke i sig selv et argument for en nødvendig forbindelse mellem religion og videnskab.

Der er alene tale om et historisk forhold, som ikke uden videre kan generaliseres eller tages til indtægt for en bestemt holdning til, hvordan forholdet er eller bør være.

Kilder

  • Helge Kraghs profil (AU)
Naturvidenskab var længe et kristent projekt was last modified: januar 17th, 2018 by Jörn
18. januar 2018 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
CultureHelse

Grønlandsk gen kan være nøglen til at få bugt med fedme

Inuit har en variant af et gen, som både gør dem fede og markant øger deres risiko for type 2-diabetes. Genet kan måske bruges til at udvikle fedmebehandlinger til alle.

Danske forskere har blandt de grønlandske inuitter fundet en variant af et gen, som muligvis kan vise vejen til en kur mod fedme.

Genet, der går under navnet ADCY3, gør 1 ud af 25 inuit fede, og samtidig er der næsten garanti for, at personer med genvarianten udvikler type 2-diabetes, hvis de har to kopier af det i deres arvemasse.

Ifølge en af de danske forskere, som har været med til at opdage genet, kan fundet på sigt være med til at hjælpe mod den fedmeudvikling, der finder sted i verden i dag.

»Vi kan blandt andet se, at når vi øger aktiviteten af genet i mus, bliver de resistente over for fedme. Kan vi forstå, hvordan genet virker, kan vi måske også finde en måde at aktivere det på i mennesker, så vi kan hjælpe svært overvægtige mennesker,« fortæller en af forskerne bag opdagelsen, professor Torben Hansen fra Section for Metabolic Genomics ved Københavns Universitet.

Studie er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Genetics.

Historien kort
  • Inuit og få pakistanske familier har en variant af et gen, som gør dem fede.
  • Genvarianten ser ud til at kontrollere appetitten.
  • Når forskerne skruer op for aktiviteten af genet i mus, kan musene ikke tage på, og håbet er, at samme signalvej i hjernen kan bruges i kampen mod den igangværende fedmeepidemi.

Tre studier understøtter hinanden

Forskningsresultatet er kun ét ud af tre omkring ADCY3-genet, der er kommet i samme udgave af Nature Genetics.

  • De to andre studier understøtter det danske studie, idet de også viser en sammenhæng mellem en ødelagt version af genet og risikoen for fedme og type 2-diabetes.
  • Det ene studie viser desuden, at genet spiller en rolle for appetitregulering og stofskiftet i mus.
  • Det andet finder den ødelagte genvariant blandt indgifte pakistanske familier, hvor nogle individer allerede som børn blev meget fede.

Derfor er resultaterne også værd at lægge mærke til, vurderer Thorkild I.A. Sørensen, der er fedmeforsker ved Novo Nordisk Foundation Center for Metabolic Research, men som ikke har noget med det nye studie at gøre.

»Det brede perspektiv er, at kendskab til disse funktioner måske kan danne basis for behandling og forebyggelse af fedme,« siger Thorkild I.A. Sørensen.

Genvariant gør inuitter 15 kg tungere

Det danske studie, der er lavet ved at sammenligne sundhedsdata og variationer i arvematerialet blandt mere end 5.000 grønlandske inuit, viser, at 4 procent af inuit har en ødelagt variant af genet ADCY3.

Varianten gør, at genet øjensynligt ikke fungerer, som det skal, og hvis inuit har én kopi af genvarianten, vejer de gennemsnitligt to kilo mere end resten af befolkningen og har to centimeter mere omkring livet.

De har også øget risiko for at udvikle type 2-diabetes.

inuit, fedme genvariant

Får to personer med genvarianten et barn sammen, er der 25 procent sandsynlighed for, at barnet får to kopier af genet, og så kan det højst sandsynligt se frem til et liv med fedme og type 2-diabetes. (Foto: Shutterstock)

Har inuit til gengæld 2 kopier af genvarianten, vejer de gennemsnitligt 15 kg mere end resten af befolkningen og har 17 centimeter mere om livet.

Ved at studere store genomdatabaser fandt forskerne desuden type 2-diabetes hos syv ud af otte undersøgte ikke-inuit, der havde mistet funktionen af en kopi af ADCY3-genet.

»Vi finder en meget svær arvelig fedme, der er forbundet til fejl i ADCY3-genet. Det er en effektstørrelse, hvor ét enkelt gen virkelig flytter noget, og så er det også et helt nyt gen, der ikke er beskrevet i denne sammenhæng før,« forklarer Torben Hansen.

Fokus på fedmebehandling af inuit

For inuit er det selvfølgelige direkte relevant, at 1 ud af 25 af dem bærer rundt på en genvariant, der øger deres risiko for overvægt og diabetes.

Får to personer, der bærer rundt på genvarianten, et barn sammen, er der 25 procent sandsynlighed for, at barnet får to kopier af genet, og så kan det højst sandsynligt se frem til et liv med fedme og type 2-diabetes.

»Her er det næste naturlige skridt, at vi kigger på, om nogle af de behandlingsformer til svær fedme, som vi har i dag, virker på denne gruppe mennesker,« siger Torben Hansen.

Mange institutioner bag studiet

Studiet er lavet i samarbejde med blandt andet forskere fra Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet, Grønlands Universitet, Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet og Steno Diabetes Center Copenhagen.

Mus med hyperaktivt gen bliver resistente over for fedme

For alle andre kan den nye opdagelse også være relevant, fordi den peger på et mål for fremtidig fedmebehandling.

Torben Hansen fortæller, at forskere allerede har lavet genetisk ændrede mus, hvor de har ødelagt ADCY3-genet, og her kan de se, at musene bliver meget fede.

Når forskerne til gengæld skruer op for aktiviteten af den korrekte version af genet i mus, bliver musene resistente over for fedme. De kan simpelthen ikke blive overvægtige.

Man kan selvfølgelige ikke på samme måde ændre på gener i mennesker, men opdagelsen giver en ny indsigt i en fedmemekanisme, der kan blive mål for fremtidig medicin.

»Et af perspektiverne er, at man kan stimulere den signalvej, som genet er involveret i, og på den måde bekæmpe fedme. Det kan på sigt have betydning for behandling af svært overvægtige mennesker,« siger Torben Hansen.

inuit, fedme genvariant

Det nye studie minder desuden om, at risikoen for eksempelvis diabetes er forskellig mellem folkeslag, og det skal forskere og læger huske på, når man skal vurdere risikoen for at få sygdommen. (Foto: Shutterstock)

Forskellige gener gør forskellige befolkningsgrupper fede

Et andet perspektiv er, at opdagelsen peger på den vigtige lektie i, at man ikke bare kan sammenligne folkeslag og tro, at fordi eksempelvis danskere med lyst hår og blå øjne bliver fede af et eller andet gen, at det så også gælder for inuit eller alle mulige andre folkeslag, der har en anderledes genetik.

Ifølge Torben Hansen er risikoen for eksempelvis diabetes forskellig mellem folkeslag, og det skal man som både forsker og læge huske på, når man skal vurdere risikoen for at få sygdommen.

»Det er et bredere perspektiv, som gør, at man nok bør lave mere forskning i, hvad der specifikt giver forskellige befolkningsgrupper overvægt og relaterede sygdomme,« mener Torben Hansen.

Ødelægger genet i hjernen på mus

Torben Hansen er sammen med sine kollegaer gået i gang med at undersøge, hvorfor ADYC3 har den effekt på inuit, som genvarianten har.

Deres formodning er, at genet spiller ind i appetitreguleringen, og derfor planlægger de forsøg med mus, hvor de ødelægger genet forskellige steder i hjernen for at finde ud af, hvor genvarianten har en effekt.

»På den måde kan vi finde ud af, hvilke områder i hjernen der er afhængige af, at det her gen er velfungerende, for ikke at personen skal blive fed og få type 2-diabetes,« fortæller Torben Hansen.

Kilder

  • Torben Hansens profil (KU)
  • Thorkild I. A. Sørensens profil (KU)
  • Loss-of-function variants in ADCY3 increase risk of obesity and type 2 diabetes, ‘Nature Genetics’ (2018), doi: 10.1038/s41588-017-0022-7
Grønlandsk gen kan være nøglen til at få bugt med fedme was last modified: januar 17th, 2018 by Jörn
17. januar 2018 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
  • 1
  • 2
W3Schools
empowermind logo

Arkiver

  • januar 2021
  • december 2020
  • november 2020
  • september 2020
  • august 2020
  • juni 2020
  • april 2020
  • marts 2020
  • februar 2020
  • december 2019
  • september 2019
  • august 2019
  • maj 2019
  • april 2019
  • marts 2019
  • februar 2019
  • januar 2019
  • december 2018
  • oktober 2018
  • september 2018
  • august 2018
  • juli 2018
  • juni 2018
  • maj 2018
  • april 2018
  • marts 2018
  • februar 2018
  • januar 2018
  • december 2017
  • november 2017
  • oktober 2017
  • september 2017
  • august 2017
  • juli 2017
  • juni 2017
  • maj 2017
  • april 2017
  • marts 2017
  • februar 2017
  • januar 2017

Seneste indlæg

  • Her får du 8 gode råd til evidensbaseret formidling
  • Sådan bliver livet for seniorerne efter corona
  • Fantasien er menneskets superkraft: Sådan sætter du skub i den
  • Pas på med at blive stresset
  • Kinesisk nytår – årets vigtigste fest

Kategorier

  • Bar (21)
  • Beauty (10)
  • biler (2)
  • Coffee (74)
  • Coolstuff (26)
  • Culture (104)
  • døden (8)
  • Fashion (15)
  • Food (91)
  • Helse (80)
  • kirke (9)
  • kristendom (15)
  • Lifestyle (112)
  • Månedens Deal (8)
  • Moments (89)
  • Movie (3)
  • Nature (53)
  • politik (10)
  • Restaurant (55)
  • Spa (3)
  • sport (19)
  • Stories (169)
  • tanker (105)
  • Theatre (4)
  • Tips (98)
  • Travel (37)
  • Ugens Deal (7)
  • Underholdning (24)

Seneste kommentarer

  • Jörn til Eqology Fish Oil
  • Jörn til Eqology Fish Oil
  • Best 32gb retropie image til Eqology Fish Oil
  • Josipa til Eqology Fish Oil
  • Jörn til Højt blodtryk? Så er det ikke nok at spare på saltet

Meta

  • Log ind
  • Indlæg-RSS
  • Kommentar-RSS
  • WordPress.org

Instagram Slider

No images found!
Try some other hashtag or username
  • Facebook
  • Instagram

@2017 - cphbased. All Right Reserved. Designed and Developed by Globaldesign


Back To Top