Det er vanskeligt at forestille sig en skabning, der er mere forskellig fra os end øresvin, den nok mest kendte delfinart.

Som glatte, vægtløse pølser svæver de i halvmørket på den farlige side af vandoverfladen. De kan åbne og lukke de lange, savtakkede kæber, men ellers er ansigterne ubevægelige. Støbt fast i det samme, evige smil.

Delfinens krop er så fremmedartet, at det nærmest er ubehageligt at forsøge at forestille sig, hvordan det mon er at leve i den. Tanken om at være spærret inde i en krop uden hals, ben, arme og fingre er næsten klaustrofobisk. Hvad gør en delfin, hvis det klør i øret?

Vi skal hundrede millioner år tilbage i tiden for at finde menneskets og delfinens sidste fælles forfader: Et lille undseeligt pattedyr, som levede i skyggen af de store dinosaurer.

På et tidspunkt – og uvist af hvilken grund – skilte de små pattedyr sig i to grupper.

• Én gruppe gik til venstre og blev til giraffer og stenbukke – og delfiner.
• Resten drog i den modsatte retning og endte som mus, marsvin – og mennesker.

Vi ligner hinanden forbløffende meget

Vi og delfinerne er altså langt fra hinanden, men på samme tid ligner vi hinanden forbløffende meget.

Delfinerne har kæmpestore hjerner i forhold til hvad, man kunne forvente – kun overgået menneskehjernen.

De indgår langvarige alliancer, som til forveksling minder om vores venskaber.

De tager på barselbesøg for at besøge de nybagte mødre og er venner med unger, de ikke er i slægt med.

Og så snakker de. Meget. Vi mangler en hel del viden om, hvad de egentlig siger til hinanden, men vi ved, at de har kaldelyde for hvert individ, altså en slags navne.

Og så ikke at forglemme det, som forskerne opdagede i Australien for mere end 30 år siden.

En mærkelig udvækst på snuden

Året er 1984. En gruppe forskere har netop startet et forskningsprojekt i Shark Bay i Australien, hvor de skal studere en gruppe øresvin.

Denne bugt er nemlig lavvandet, og vandet er krystalklart, så det er muligt at følge med i, hvad dyrene forretager sig.

En dag kommer en lokal fisker, som har noget på hjertet. Han har set en delfin med en kæmpe udvækst på snuden og blot en halv halefinne. Stakkels dyr.

Nogle dage senere ser forskerne også delfinen. Men det viser sig, at den knudrede orange-gule masse, som dækker snuden, slet ikke er en svulst. Det er en kurvformet svamp. Hvad gør den der?

Et par år senere viser det sig, at også delfinens datter er begyndt at bære rundt på en svamp.

Hun har tydeligvis lært denne adfærd af sin mor. Det viser sig, at mere end hundrede af de delfiner, som lever i Shark Bay, roder rundt på bunden af bugten med svampe på snuden.

Det går op for forskerne, at de er vidner til noget helt specielt.

Det er angiveligt det første dokumenterede tilfælde af redskabsbrug blandt delfiner – en adfærd, vi kun har set blandt relativt få andre arter foruden os selv. Og noget man slet ikke forestillede sig blandt delfiner.

Hverken deres anatomi eller omgivelser lægger op til, at de skal gøre opfindelser på denne manér.

Alligevel er det sket, og for nogle år siden lykkedes det forskerne at finde ud af, hvad dyrene bruger svampene til.

Usynlige fisk fanges med næsebeskytter

Professor Janet Mann ved Georgetown University har studeret delfinerne i Shark Bay i over 30 år.

Nu har hun i fællesskab med en række andre forskere udgivet bogen ‘Deep Thinkers‘, hvor forskerne beskriver deres fund.

De kvikke, svampebærende delfiner har lært at fange de fisk, som andre delfiner ikke kan få fat i.

På et eller andet tidspunkt har én af delfinerne opdaget, at bunden af bugten gemmer på fisk uden svømmeblærer. De dukker ikke op på delfinernes ekkolokalisering, en biologisk form for sonar.

Men delfinerne kan godt skræmme fiskene op ved at rode langs bunden af bugten. Problemet er bare, at underlaget er belagt med skarpe sten og skaller, som kan give en stakkels delfinsnude en hård medfart.

Medmindre man er udstyret med en næsebeskytter.

Tidligere delfin-generationers erfaringer

Det er slet ikke en dårlig opfindelse. Men det helt specielle ved historien er, at det ikke bare er én kvik delfin, der gør en interessant opdagelse.

Det specielle er det, som sker efterfølgende: Opfinderen viser teknikken til sit afkom; måske i form af en slags oplæring. Ungerne gør så det samme for deres afkom, og sådan spreder ideen sig fra individ til individ. Den bliver til en tradition, som dog ikke alle ungerne holder i hævd. Særligt ikke sønnerne.

Men de delfiner, som går på jagt udstyret med svampe, holder sig til hinanden. De udvikler en kultur; en kultur, som kan overføres til nye individer, formentlig uden hjælp fra evolution og gener.

Det åbner op for en helt ny mulighed: Et individ lærer ikke bare af egne erfaringer, men også af tidligere generationers erfaringer.

Overføring af kultur er netop en af grundene til, at vi mennesker har haft en helt eventyrlig evne til at overleve forskellige steder på kloden.

LÆS OGSÅ: Delfiner har ‘navne’ og svarer, hvis man kalder

Delfiner på barselsbesøg

Det er ikke bare kulturen knyttet til redskabsbrugen, som virker bekendt ved delfinerne. De omgås også i sociale kredse, som minder mistænkeligt meget om vores.

Janet Mann fortæller, at de øresvin-delfiner, hun har studeret, lever i et stort samfund med hundredvis af individer.

Deres sociale liv er hektisk, men ikke alle kender hinanden lige godt. Nogle er næsten aldrig sammen, og de undgår til og med hinanden.

Andre hænger konstant ud sammen, men ikke nødvendigvis i faste grupper; nogle kommer og går, og gruppen vokser eller svinder ind og ændres i én køre. Sådan cirka som klynger af elever i en skolegård.

Et eksempel: En hundelfin i området har netop fået en unge. Hun fødte for få dage siden. Almindeligvis tilbringer hun tid sammen med andre, men nu er hun praktisk talt omringet.

Mange unge hun-delfiner er kommet for at se på kalven. De er ekstremt interesserede. En ung hun prøver til og med at lure ungen til sig et øjeblik.

Nogle år senere: Moren og den unge søn møder en gammel veninde, som har en dreng på samme alder. Mødrene finder føde, mens ungerne leger et stykke væk. De får selskab af tre småtøser. Alle tumler rundt et stykke tid, men så svømmer to af de små delfiner væk. De to sønner og en ven bliver hos en af mødrene og spiser.

Venner for livet

»Delfiner danner livslange venskaber med hinanden,« siger Janet Mann til forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite.

Sammen med sine kollegaer har hun fulgt dyrene i flere årtier. Hun har blandt andet observeret, hvordan de mødes og skilles, synkroniserer deres bevægelser og omgås hinanden.

Det kan afsløre meget om hvilket slags forhold, dyrene har til hinanden.

Janet Mann sammenligner det med den måde vi mennesker, bevæger os sammen med forskellige mennesker:

»Vi synes, det er meget ubekvemt at gå ved siden af en fremmed i samme tempo på gaden. Men vi kan godt lide at gå synkront med en ven.«

Delfinvenner svømmer ofte i nærheden af og synkront med hinanden. De hygger sig sammen og klapper hinanden. Definer finder gerne venner uden for slægten, mens de er børn.

Nogle af dem bliver bedstevenner, som ikke bare leger sammen, men som også hjælper, forsvarer og trøster hinanden.

Som Smokey og Cookie.

Holdt sammen i krisetid

De to han-delfiner søgte sammen allerede i etårsalderen. De legede meget sammen; ofte med en tredje ven.

Vennerne svømmede synkront, klappede hinanden og legede seksuelle lege. Alt dette er vigtigt for venskaber mellem hanner.

Det tætte forhold mellem Smokey og Cookie skulle imidlertid vise sig at blive endnu mere afgørende, for i 1992, da de to delfinunger var tre år gamle, døde deres respektive mødre med bare en måneds mellemrum.

Det var dramatisk. Kalvene kunne ganske vist klare sig uden mælk fra moren, men de var midt i den farefulde overgangsperiode mellem barn og voksen.

De to unger var imidlertid ikke alene i verden; de havde nemlig hinanden.

Efter mødrenes død var Smokey og Cookie sammen næsten hele tiden. De holdt ofte i hånd, altså delfinvarianten: de lagde sidefinnerne mod hinanden.

De hjalp angiveligt hinanden med at overleve.

Alliancer for hunnernes gunst

Venskaber uden for slægten er kun dokumenteret blandt få arter på kloden, men i delfinverdenen er Smokey og Cookie slet ikke en undtagelse.

Tværimod er tætte venskaber både almindelige og vigtige for delfinerne. Ofte varer de i flere år, årtier og ikke sjældent resten af livet.

Han-delfiner danner alliancer; gerne med to–tre kernemedlemmer, som hjælper hinanden. De konkurrerer med andre alliancer om at få fat i hunnerne.

Uden venner er denne opgave nærmest umulig.

Hunnerne er drægtige i et helt år, og så bruger de de næste tre til otte år på at die og opdrage ungen. Det er lang tid. Og det betyder, at det til enhver tid handler om at få frugtbare hunner i omløb.

Kampen for at få fat i dem, som findes, kan godt gå hen og blive ret intens.

Kampen om hunnerne

»Hannerne ved, når en hun er ved at blive frugtbar igen,« fortæller Janet Mann.

Forskerne ved fortsat ikke helt hvordan.

»Det kan være ved hjælp af ekkolokalisering. Måske kan de se, at folliklen vokser? De har i hvert fald ultralyd, som overgår det udstyr, vi har.«

Nu starter et drama, som bedst kan beskrives som en form for kidnapping.

Alliancer af hanner konkurrerer mod hinanden, og målet er at få hunnen med sig væk fra de områder, hun sædvanligvis opholder sig i.

De følger hende ustandseligt, mens de venter på ægløsningen.

Det er alt andet end sjovt for hunnen. Ofte har frugtbare hunner tydelige mærker efter vold på kroppen. Men tilværelsen er ikke uden lyspunkter. Hun har nemlig veninder.

Trøster og holder i hånden

»Hunnerne danner også langvarige bånd, men de er af en anden karakter end hannernes,« siger Janet Mann til forskning.no.

Veninderne lader til at forsøge på at hjælpe og trøste den omsværmede hun.

Forskerne har ofte observeret, at de svømmer ved siden af hinanden. Veninden lægger sidefinnen over den anden huns sidefinne.

Men det kan hannerne ikke lide. De bliver ofte aggressive og prøver at skubbe veninderne fra hinanden.

Sådan bliver de nogle gange ved i flere måneder – lige indtil parringen finder sted. De andre hanner lader til at vide, at det er sket, for de holder op med at følge efter hende.

»Det er hun sikkert glad for,« ler Janet Mann.

Men stop lige en gang.

Venskab og trøst og holde i hænder. Er det ikke lige at svømme over stregen at tillægge populære dyr menneskelige egenskaber?

Socialt liv og stor hjerne

Spørsmålet er absolut ikke irrelevant.

Det er let at overfortolke tilfældige adfærdssammenfald hos os og andre arter. Det var også årsag til højlydte diskussioner blandt forskere ved årtusindskiftet, da enkelte forskere begyndte at antyde, at hvaler og delfiner havde kultur, som Scott Norris skrev i BioScience i 2002.

På den anden side er det muligt, at de underlige ligheder faktisk fortæller os noget om selve årsagen til, at vi mennesker er blevet, som vi er.

Måske er det ikke sådan, at to arter med uforholdsmæssigt store hjerner tilfældigvis valgte at bruge hjernekapaciteten på lignende måder, men at det netop er lighederne i adfærden, som har givet os begge en overdimensioneret hjerne?

LÆS OGSÅ: Kloge krager imponerer igen: Se dem bygge eget værktøj

Hypotesen om den sociale hjerne

Det er lige, hvad hypotesen om den sociale hjerne går ud på.

Den siger, at store hjerner er en reaktion på livet i et kompliceret socialt miljø, hvor man skal holde styr på mange individer, og hvordan de forholder sig til hinanden.

Forskerne, som støtter ideen, mener, at den store tænkeevne er nødvendig for at vurdere, hvad de andre i gruppen vil, og hvilken rolle alle spiller i forhold til hinanden.

Hypotesen blev i sin tid udviklet for at forklare de store hjerner blandt primaterne, men i en artikel fra 2017 argumenterede Susanne Shultz og hendes kollegaer for, at den også bør omfatte hvaler og delfiner.

De mener netop, at disse havpattedyr leverer en unik mulighed for at forstå os selv, fordi vi kan sammenligne en tilsyneladende parallel udvikling af kognitive evner i ellers ekstremt forskellige arter.

Er det ganske enkelt sådan, at lighederne er nødt til at dukke op, når en art først er begyndt at bevæge sig langs den sociale bane?

Det er let at overfortolke

Det er en besnærende tanke, men slet ikke en, som appellerer til alle biologer.

Trond Amundsen, professor i biologi ved NTNU, advarer mod at drage forhastede konklusioner.

»Ligheden mellem mennesker og delfiner er interessant. Men jeg tror også, at der er en tilbøjelighed til at overfortolke den,« siger han.

Han påpeger, at vi mennesker også har en tendens til at overdrive hvor specielle, vi selv er.

»Det at bruge redskaber er for eksempel slet ikke så usædvanligt, som vi engang troede,« siger Trond Amundsen.

For 50 år siden mente man, at det var unikt og definerende for menneskerne. Kun et par primater var med i denne eksklusive klub.

Men så viste det sig, at en hel del arter, blandt andet elefanter, blæksprutter og kragefugle, også bruger redskaber.

Og hvem har forresten bestemt, at intelligens skal måles efter, hvad mennesker er gode til?

Forskerne Louise Barrett og Bernd Würsig argumenterer for, at vores evindelige søgen efter ligheder med os selv står i vejen for en virkelig forståelse af andre sociale arter med store hjerner.

Vi må ikke stirre os blinde på ligheder

I 2014 skrev de to, at visse forskere er for optaget af at få delfinerne til at passe ind i båsen med de store aber – og dermed os.

At de har stirret sig blinde på trækkene, som ligner, mens de har overset det, som er specielt for hver art.

Der er stor interesse i at afsløre mere om, hvordan delfiner kommunikerer med lydsignaler, mens vi overser, at dyrene har en sonar, som angiveligt gør det muligt for dem at se ind i hinandens kroppe.

Måske kan de se, at kammeraten har en tom mave, eller kropslige tegn på en sindsstemning?

Hvis vi vil granske intelligens og tænkeevne blandt disse dyr, nytter det ikke noget, at vi koncentrerer forskningen omkring de menneskelignende landkrabbers træk,« argumenterer Barrett og Würsig.

At se på mennesker for at forstå dyr

Janet Mann fra Georgetown University fortæller, at hun selv ofte er forsigtig med at beskrive delfinerne med ord, som vi bruger om mennesker.

Samtidig antyder hun, at man heller ikke skal undgå menneskeliggørelse for enhver pris.

»Vi bruger jo dyremodeller til at forstå mennesker.«

Det er for eksempel helt almindeligt at bruge mus og rotter for at forske i stress, angst eller børneopdragelse.

Selv om alle ved, at resultaterne ikke kan overføres direkte, tænker vi altså, at disse studier kan levere viden om grundlæggende mekanismer.

»Hvorfor skal vi ikke kunne bruge det, vi ved om mennesker, til at forstå dyr? Hvorfor skal der være en ny forklaring for hver eneste art?« spørger Mann.

To gamle veninder

Om ikke andet kan tilsyneladende ligheder mellem dyr og mennesker være et godt udgangspunkt for interessante spørgsmål, når dem, som spørger, ikke allerede tror, de har svaret.

»En gang lyttede jeg til to gamle hunner, som havde været nære venner i flere årtier,« fortæller Janet Mann.

»De svømmede stille ved siden af hinanden. Jeg lyttede med hydrofon og hørte lyde, som lød som om, de gik frem og tilbage mellem dyrene. Det lød som en samtale mellem gamle veninder.«

»Og jeg tænkte: Hvad sker der? Hvad siger de til hinanden?«

»Undervandsoptagelser afslører, at delfinerne bruger en hel masse lyde. Forskere har formået at lære delfiner at genkende ord og instrukser. Men det er på vores præmisser – vi tester, om de kan lære at tale på vores måde. Det siger imidlertid meget lidt om, hvad delfinerne selv bruger stemmerne til.«

»Det, som ville være virkelig interessant, er at afdække mere af, hvad de siger til hinanden,« slutter Janet Mann.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Delfiner og hvaler hviner af glæde ved udsigten til mad

LÆS OGSÅ: Delfiners rettigheder deler forskerne