cphbased
  • Forside
    • About us
  • Kategorier
    • Travel
    • Restaurant
    • Culture
    • Fashion
    • Beauty
    • Spa
    • Coffee
    • Lifestyle
    • Moments
    • Nature
    • Stories
  • Kontakt os

cphbased

50+ blog

  • Forside
    • About us
  • Kategorier
    • Travel
    • Restaurant
    • Culture
    • Fashion
    • Beauty
    • Spa
    • Coffee
    • Lifestyle
    • Moments
    • Nature
    • Stories
  • Kontakt os
30. sep 2019
CultureHelseNaturetanker

Insekter er hjemløse: Hvad sker der, hvis de forsvinder?

af Jörn 0 kommentarer
27. sep 2019
CultureHelseLifestyleNaturepolitiktanker

Professor: Politikerne værdsætter ikke vores biodiversitet

af Jörn 0 kommentarer
24. sep 2019
HelseNaturetanker

75 procent fald i mængden af insekter alarmerer forskerne

af Jörn 0 kommentarer
20. sep 2019
LifestyleNature

Her er Tysklands storstilede plan, der skal beskytte insekterne

af Jörn 0 kommentarer
6. maj 2019
NatureStories

Her er verdens mest ildelugtende blomst

af Jörn 0 kommentarer
3. maj 2019
CulturekristendomStoriestanker

Romerrigets 2.000 år gamle veje præger stadig Europas økonomi

af Jörn 0 kommentarer
1. maj 2019
CulturepolitikStories

Drømmen om et grænseløst Europa skubbet i baggrunden: Grænserne er vendt tilbage

af Jörn 0 kommentarer
26. apr 2019
HelseNature

Rum-lignende rodknolde laver bæredygtig gødning til planter

af Jörn 0 kommentarer
24. apr 2019
CultureLifestyleNature

Lær at gøre arkæologiske fund i Google Earth

af Jörn 0 kommentarer
19. apr 2019
FoodHelseLifestyle

Hvad sker der i hjernen, når man oplever et svampe-trip?

af Jörn 0 kommentarer
17. apr 2019
CulturepolitikStories

Det geologiske Brexit: ‘Syndflod’ kan have løsrevet Storbritannien fra Europa

af Jörn 0 kommentarer
15. apr 2019
CultureLifestylepolitik

Hvordan bruger vi digital

af Jörn 0 kommentarer
Månedlige arkiver

marts 2019

MomentsStoriestanker

De leger, bruger redskaber og lærer hinanden ting: Hvorfor ligner delfiner mennesker så meget?

Man kan næsten ikke forstille sig to pattedyr, der forekommer mere forskellige end mennsker og delfiner. Men der er faktisk mange ligheder mellem os.

Det er vanskeligt at forestille sig en skabning, der er mere forskellig fra os end øresvin, den nok mest kendte delfinart.

Som glatte, vægtløse pølser svæver de i halvmørket på den farlige side af vandoverfladen. De kan åbne og lukke de lange, savtakkede kæber, men ellers er ansigterne ubevægelige. Støbt fast i det samme, evige smil.

Delfinens krop er så fremmedartet, at det nærmest er ubehageligt at forsøge at forestille sig, hvordan det mon er at leve i den. Tanken om at være spærret inde i en krop uden hals, ben, arme og fingre er næsten klaustrofobisk. Hvad gør en delfin, hvis det klør i øret?

Vi skal hundrede millioner år tilbage i tiden for at finde menneskets og delfinens sidste fælles forfader: Et lille undseeligt pattedyr, som levede i skyggen af de store dinosaurer.

På et tidspunkt – og uvist af hvilken grund – skilte de små pattedyr sig i to grupper.

  • Én gruppe gik til venstre og blev til giraffer og stenbukke – og delfiner.
  • Resten drog i den modsatte retning og endte som mus, marsvin – og mennesker.

Vi ligner hinanden forbløffende meget

Vi og delfinerne er altså langt fra hinanden, men på samme tid ligner vi hinanden forbløffende meget.

Delfinerne har kæmpestore hjerner i forhold til hvad, man kunne forvente – kun overgået menneskehjernen.

De indgår langvarige alliancer, som til forveksling minder om vores venskaber.

De tager på barselbesøg for at besøge de nybagte mødre og er venner med unger, de ikke er i slægt med.

Og så snakker de. Meget. Vi mangler en hel del viden om, hvad de egentlig siger til hinanden, men vi ved, at de har kaldelyde for hvert individ, altså en slags navne.

Og så ikke at forglemme det, som forskerne opdagede i Australien for mere end 30 år siden.

En mærkelig udvækst på snuden

Året er 1984. En gruppe forskere har netop startet et forskningsprojekt i Shark Bay i Australien, hvor de skal studere en gruppe øresvin.

Denne bugt er nemlig lavvandet, og vandet er krystalklart, så det er muligt at følge med i, hvad dyrene forretager sig.

En dag kommer en lokal fisker, som har noget på hjertet. Han har set en delfin med en kæmpe udvækst på snuden og blot en halv halefinne. Stakkels dyr.

Nogle dage senere ser forskerne også delfinen. Men det viser sig, at den knudrede orange-gule masse, som dækker snuden, slet ikke er en svulst. Det er en kurvformet svamp. Hvad gør den der?

Et par år senere viser det sig, at også delfinens datter er begyndt at bære rundt på en svamp.

Delfiner øresvin menneske menneskeliggørelse adfærd dyr redskaber psykologi biologer Shark Bay kultur læring sonar sociale samfund unger hanner hunner hjerne lyde kaldenavn  kognitive evner parring præmisser

Forskerne troede først, at dyret havde en svulst på snuden. Udvæksten viste sig imidlertid at være en svamp. Og det var ikke en tilfældighed, at delfinen bar rundt på den. (Foto: Ewa Krzyszczyk, Georgetown University)

Hun har tydeligvis lært denne adfærd af sin mor. Det viser sig, at mere end hundrede af de delfiner, som lever i Shark Bay, roder rundt på bunden af bugten med svampe på snuden.

Det går op for forskerne, at de er vidner til noget helt specielt.

Det er angiveligt det første dokumenterede tilfælde af redskabsbrug blandt delfiner – en adfærd, vi kun har set blandt relativt få andre arter foruden os selv. Og noget man slet ikke forestillede sig blandt delfiner.

Hverken deres anatomi eller omgivelser lægger op til, at de skal gøre opfindelser på denne manér.

Alligevel er det sket, og for nogle år siden lykkedes det forskerne at finde ud af, hvad dyrene bruger svampene til.

Usynlige fisk fanges med næsebeskytter

Professor Janet Mann ved Georgetown University har studeret delfinerne i Shark Bay i over 30 år.

Nu har hun i fællesskab med en række andre forskere udgivet bogen ‘Deep Thinkers‘, hvor forskerne beskriver deres fund.

De kvikke, svampebærende delfiner har lært at fange de fisk, som andre delfiner ikke kan få fat i.

På et eller andet tidspunkt har én af delfinerne opdaget, at bunden af bugten gemmer på fisk uden svømmeblærer. De dukker ikke op på delfinernes ekkolokalisering, en biologisk form for sonar.

Men delfinerne kan godt skræmme fiskene op ved at rode langs bunden af bugten. Problemet er bare, at underlaget er belagt med skarpe sten og skaller, som kan give en stakkels delfinsnude en hård medfart.

Medmindre man er udstyret med en næsebeskytter.

Tidligere delfin-generationers erfaringer

Det er slet ikke en dårlig opfindelse. Men det helt specielle ved historien er, at det ikke bare er én kvik delfin, der gør en interessant opdagelse.

Det specielle er det, som sker efterfølgende: Opfinderen viser teknikken til sit afkom; måske i form af en slags oplæring. Ungerne gør så det samme for deres afkom, og sådan spreder ideen sig fra individ til individ. Den bliver til en tradition, som dog ikke alle ungerne holder i hævd. Særligt ikke sønnerne.

Men de delfiner, som går på jagt udstyret med svampe, holder sig til hinanden. De udvikler en kultur; en kultur, som kan overføres til nye individer, formentlig uden hjælp fra evolution og gener.

Det åbner op for en helt ny mulighed: Et individ lærer ikke bare af egne erfaringer, men også af tidligere generationers erfaringer.

Overføring af kultur er netop en af grundene til, at vi mennesker har haft en helt eventyrlig evne til at overleve forskellige steder på kloden.

LÆS OGSÅ: Delfiner har ‘navne’ og svarer, hvis man kalder

Delfiner på barselsbesøg

Det er ikke bare kulturen knyttet til redskabsbrugen, som virker bekendt ved delfinerne. De omgås også i sociale kredse, som minder mistænkeligt meget om vores.

Janet Mann fortæller, at de øresvin-delfiner, hun har studeret, lever i et stort samfund med hundredvis af individer.

Deres sociale liv er hektisk, men ikke alle kender hinanden lige godt. Nogle er næsten aldrig sammen, og de undgår til og med hinanden.

Andre hænger konstant ud sammen, men ikke nødvendigvis i faste grupper; nogle kommer og går, og gruppen vokser eller svinder ind og ændres i én køre. Sådan cirka som klynger af elever i en skolegård.

Et eksempel: En hundelfin i området har netop fået en unge. Hun fødte for få dage siden. Almindeligvis tilbringer hun tid sammen med andre, men nu er hun praktisk talt omringet.

Mange unge hun-delfiner er kommet for at se på kalven. De er ekstremt interesserede. En ung hun prøver til og med at lure ungen til sig et øjeblik.

Nogle år senere: Moren og den unge søn møder en gammel veninde, som har en dreng på samme alder. Mødrene finder føde, mens ungerne leger et stykke væk. De får selskab af tre småtøser. Alle tumler rundt et stykke tid, men så svømmer to af de små delfiner væk. De to sønner og en ven bliver hos en af mødrene og spiser.

Venner for livet

»Delfiner danner livslange venskaber med hinanden,« siger Janet Mann til forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite.

Sammen med sine kollegaer har hun fulgt dyrene i flere årtier. Hun har blandt andet observeret, hvordan de mødes og skilles, synkroniserer deres bevægelser og omgås hinanden.

Det kan afsløre meget om hvilket slags forhold, dyrene har til hinanden.

Janet Mann sammenligner det med den måde vi mennesker, bevæger os sammen med forskellige mennesker:

»Vi synes, det er meget ubekvemt at gå ved siden af en fremmed i samme tempo på gaden. Men vi kan godt lide at gå synkront med en ven.«

Delfinvenner svømmer ofte i nærheden af og synkront med hinanden. De hygger sig sammen og klapper hinanden. Definer finder gerne venner uden for slægten, mens de er børn.

Nogle af dem bliver bedstevenner, som ikke bare leger sammen, men som også hjælper, forsvarer og trøster hinanden.

Som Smokey og Cookie.

Holdt sammen i krisetid

De to han-delfiner søgte sammen allerede i etårsalderen. De legede meget sammen; ofte med en tredje ven.

Vennerne svømmede synkront, klappede hinanden og legede seksuelle lege. Alt dette er vigtigt for venskaber mellem hanner.

Det tætte forhold mellem Smokey og Cookie skulle imidlertid vise sig at blive endnu mere afgørende, for i 1992, da de to delfinunger var tre år gamle, døde deres respektive mødre med bare en måneds mellemrum.

Det var dramatisk. Kalvene kunne ganske vist klare sig uden mælk fra moren, men de var midt i den farefulde overgangsperiode mellem barn og voksen.

De to unger var imidlertid ikke alene i verden; de havde nemlig hinanden.

Efter mødrenes død var Smokey og Cookie sammen næsten hele tiden. De holdt ofte i hånd, altså delfinvarianten: de lagde sidefinnerne mod hinanden.

De hjalp angiveligt hinanden med at overleve.

Delfiner øresvin menneske menneskeliggørelse adfærd dyr redskaber psykologi biologer Shark Bay kultur læring sonar sociale samfund unger hanner hunner hjerne lyde kaldenavn  kognitive evner parring præmisser

Smokey og Cookie, de to delfiner på billedet, hjalp og trøstede hinanden, da de begge mistede deres mødre. Tætte venskaber er almindelige blandt delfiner, men havde nok alligevel ekstra stor betydning for de to forældreløse unger. (Foto: Ewa Krzyszczyk, Georgetown University)

Alliancer for hunnernes gunst

Venskaber uden for slægten er kun dokumenteret blandt få arter på kloden, men i delfinverdenen er Smokey og Cookie slet ikke en undtagelse.

Tværimod er tætte venskaber både almindelige og vigtige for delfinerne. Ofte varer de i flere år, årtier og ikke sjældent resten af livet.

Han-delfiner danner alliancer; gerne med to–tre kernemedlemmer, som hjælper hinanden. De konkurrerer med andre alliancer om at få fat i hunnerne.

Uden venner er denne opgave nærmest umulig.

Hunnerne er drægtige i et helt år, og så bruger de de næste tre til otte år på at die og opdrage ungen. Det er lang tid. Og det betyder, at det til enhver tid handler om at få frugtbare hunner i omløb.

Kampen for at få fat i dem, som findes, kan godt gå hen og blive ret intens.

Kampen om hunnerne

»Hannerne ved, når en hun er ved at blive frugtbar igen,« fortæller Janet Mann.

Forskerne ved fortsat ikke helt hvordan.

»Det kan være ved hjælp af ekkolokalisering. Måske kan de se, at folliklen vokser? De har i hvert fald ultralyd, som overgår det udstyr, vi har.«

Nu starter et drama, som bedst kan beskrives som en form for kidnapping.

Alliancer af hanner konkurrerer mod hinanden, og målet er at få hunnen med sig væk fra de områder, hun sædvanligvis opholder sig i.

De følger hende ustandseligt, mens de venter på ægløsningen.

Det er alt andet end sjovt for hunnen. Ofte har frugtbare hunner tydelige mærker efter vold på kroppen. Men tilværelsen er ikke uden lyspunkter. Hun har nemlig veninder.

Trøster og holder i hånden

»Hunnerne danner også langvarige bånd, men de er af en anden karakter end hannernes,« siger Janet Mann til forskning.no.

Veninderne lader til at forsøge på at hjælpe og trøste den omsværmede hun.

Forskerne har ofte observeret, at de svømmer ved siden af hinanden. Veninden lægger sidefinnen over den anden huns sidefinne.

Men det kan hannerne ikke lide. De bliver ofte aggressive og prøver at skubbe veninderne fra hinanden.

Sådan bliver de nogle gange ved i flere måneder – lige indtil parringen finder sted. De andre hanner lader til at vide, at det er sket, for de holder op med at følge efter hende.

»Det er hun sikkert glad for,« ler Janet Mann.

Men stop lige en gang.

Venskab og trøst og holde i hænder. Er det ikke lige at svømme over stregen at tillægge populære dyr menneskelige egenskaber?

Socialt liv og stor hjerne

Spørsmålet er absolut ikke irrelevant.

Det er let at overfortolke tilfældige adfærdssammenfald hos os og andre arter. Det var også årsag til højlydte diskussioner blandt forskere ved årtusindskiftet, da enkelte forskere begyndte at antyde, at hvaler og delfiner havde kultur, som Scott Norris skrev i BioScience i 2002.

På den anden side er det muligt, at de underlige ligheder faktisk fortæller os noget om selve årsagen til, at vi mennesker er blevet, som vi er.

Måske er det ikke sådan, at to arter med uforholdsmæssigt store hjerner tilfældigvis valgte at bruge hjernekapaciteten på lignende måder, men at det netop er lighederne i adfærden, som har givet os begge en overdimensioneret hjerne?

LÆS OGSÅ: Kloge krager imponerer igen: Se dem bygge eget værktøj

Hypotesen om den sociale hjerne

Det er lige, hvad hypotesen om den sociale hjerne går ud på.

Den siger, at store hjerner er en reaktion på livet i et kompliceret socialt miljø, hvor man skal holde styr på mange individer, og hvordan de forholder sig til hinanden.

Forskerne, som støtter ideen, mener, at den store tænkeevne er nødvendig for at vurdere, hvad de andre i gruppen vil, og hvilken rolle alle spiller i forhold til hinanden.

Hypotesen blev i sin tid udviklet for at forklare de store hjerner blandt primaterne, men i en artikel fra 2017 argumenterede Susanne Shultz og hendes kollegaer for, at den også bør omfatte hvaler og delfiner.

De mener netop, at disse havpattedyr leverer en unik mulighed for at forstå os selv, fordi vi kan sammenligne en tilsyneladende parallel udvikling af kognitive evner i ellers ekstremt forskellige arter.

Er det ganske enkelt sådan, at lighederne er nødt til at dukke op, når en art først er begyndt at bevæge sig langs den sociale bane?

Det er let at overfortolke

Det er en besnærende tanke, men slet ikke en, som appellerer til alle biologer.

Trond Amundsen, professor i biologi ved NTNU, advarer mod at drage forhastede konklusioner.

»Ligheden mellem mennesker og delfiner er interessant. Men jeg tror også, at der er en tilbøjelighed til at overfortolke den,« siger han.

Han påpeger, at vi mennesker også har en tendens til at overdrive hvor specielle, vi selv er.

»Det at bruge redskaber er for eksempel slet ikke så usædvanligt, som vi engang troede,« siger Trond Amundsen.

For 50 år siden mente man, at det var unikt og definerende for menneskerne. Kun et par primater var med i denne eksklusive klub.

Men så viste det sig, at en hel del arter, blandt andet elefanter, blæksprutter og kragefugle, også bruger redskaber.

Og hvem har forresten bestemt, at intelligens skal måles efter, hvad mennesker er gode til?

Forskerne Louise Barrett og Bernd Würsig argumenterer for, at vores evindelige søgen efter ligheder med os selv står i vejen for en virkelig forståelse af andre sociale arter med store hjerner.

Vi må ikke stirre os blinde på ligheder

I 2014 skrev de to, at visse forskere er for optaget af at få delfinerne til at passe ind i båsen med de store aber – og dermed os.

At de har stirret sig blinde på trækkene, som ligner, mens de har overset det, som er specielt for hver art.

Der er stor interesse i at afsløre mere om, hvordan delfiner kommunikerer med lydsignaler, mens vi overser, at dyrene har en sonar, som angiveligt gør det muligt for dem at se ind i hinandens kroppe.

Måske kan de se, at kammeraten har en tom mave, eller kropslige tegn på en sindsstemning?

Hvis vi vil granske intelligens og tænkeevne blandt disse dyr, nytter det ikke noget, at vi koncentrerer forskningen omkring de menneskelignende landkrabbers træk,« argumenterer Barrett og Würsig.

At se på mennesker for at forstå dyr

Janet Mann fra Georgetown University fortæller, at hun selv ofte er forsigtig med at beskrive delfinerne med ord, som vi bruger om mennesker.

Samtidig antyder hun, at man heller ikke skal undgå menneskeliggørelse for enhver pris.

»Vi bruger jo dyremodeller til at forstå mennesker.«

Det er for eksempel helt almindeligt at bruge mus og rotter for at forske i stress, angst eller børneopdragelse.

Selv om alle ved, at resultaterne ikke kan overføres direkte, tænker vi altså, at disse studier kan levere viden om grundlæggende mekanismer.

»Hvorfor skal vi ikke kunne bruge det, vi ved om mennesker, til at forstå dyr? Hvorfor skal der være en ny forklaring for hver eneste art?« spørger Mann.

To gamle veninder

Om ikke andet kan tilsyneladende ligheder mellem dyr og mennesker være et godt udgangspunkt for interessante spørgsmål, når dem, som spørger, ikke allerede tror, de har svaret.

»En gang lyttede jeg til to gamle hunner, som havde været nære venner i flere årtier,« fortæller Janet Mann.

»De svømmede stille ved siden af hinanden. Jeg lyttede med hydrofon og hørte lyde, som lød som om, de gik frem og tilbage mellem dyrene. Det lød som en samtale mellem gamle veninder.«

»Og jeg tænkte: Hvad sker der? Hvad siger de til hinanden?«

»Undervandsoptagelser afslører, at delfinerne bruger en hel masse lyde. Forskere har formået at lære delfiner at genkende ord og instrukser. Men det er på vores præmisser – vi tester, om de kan lære at tale på vores måde. Det siger imidlertid meget lidt om, hvad delfinerne selv bruger stemmerne til.«

»Det, som ville være virkelig interessant, er at afdække mere af, hvad de siger til hinanden,« slutter Janet Mann.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Delfiner og hvaler hviner af glæde ved udsigten til mad

LÆS OGSÅ: Delfiners rettigheder deler forskerne

Kilder

  • Janet Manns profil (ResearchGate)
De leger, bruger redskaber og lærer hinanden ting: Hvorfor ligner delfiner mennesker så meget? was last modified: marts 1st, 2019 by Jörn
29. marts 2019 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
MomentsStoriestanker

Er Kina en ny supermagt i rummet?

Gør landingen på Månens bagside Kina til en ny supermagt i rummet?

Da Kina landsatte Chang’e 4 på Månens bagside, var pressens reaktion ganske interessant. Man talte både med rumforskere, men også med eksperter i sikkerhedspolitik.

Landingen vakte stor opsigt, men den blev ikke alene set som en rumbedrift, men også som et tegn på, at nu Kina er i stand til at spille en sikkerhedspolitisk rolle ude i rummet af betydning for hele verden.

I denne artikel vil vi derfor se på, hvad vi ved om kinesisk rumforskning, og om vi står over for et nyt rumkapløb.

Om artiklens forfattere

Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.

I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.

De står bag bøgerne ‘Det levende Univers‘ samt ‘Rejsen ud i rummet – de første 50 år‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.

Et aktivt rumprogram

Hvis vi kigger isoleret på 2018, har Kina det største rumprogram målt på antallet af opsendelser. For de seks rummagter fordeler tallene sig således:

  • Kina: 39
  • USA: 34
  • Rusland: 20
  • Europa: 8
  • Indien: 7
  • Japan: 6

Nu siger antallet af opsendelser naturligvis ikke alt. Det er mindst lige så vigtigt at se på, hvad der blev opsendt. Her er billedet ret klart: Det kinesiske rumprogram er såre normalt og adskiller sig ikke væsentligt fra de andre rummagter.

37 opsendelser er af satellitter, som kredser om Jorden, og to har haft Månen som mål. Det er selve Chang’e 4 og den relæsatellit, der sørger for at holde kontakten med rumsonden omme på Månens bagside.

Kina har i virkeligheden opsendt langt mere end 37 satellitter, fordi flere opsendelser har medført mere end én satellit. Ikke mindre end 11 opsendelser har medført navigationssatellitter, især af typen Beidou, som var den første type GPS i Kina.

Kina har set, hvor stor betydning GPS har haft i vesten, både militært og for det civile samfund. Derfor er det ikke så mærkeligt, at Kina arbejder hårdt på at opbygge deres helt eget system.

Et andet hovedområde har været overvågning af Jorden. Mindst ni opsendelser af været af satellitter, der overvåger alt fra klima, til hvordan høsten tegner sig, og byerne vokser.

Derudover er der de sædvanlige opsendelser af satellitter til kommunikation, spionage og overvågning af vejret. Der er også flere opsendelser, hvor formålet er lidt uklart.

Men alt i alt er der ikke noget mærkeligt ved det kinesiske rumprogram. Det er hverken mere eller mindre militært end det amerikanske eller russiske rumprogram, og overvågning af Kinas enorme landområde spiller en stor rolle.

Det bør dog nævnes, at det videnskabelige rumprogram – udover måneprogrammet – er ret beskedent med kun få opsendelser. Sidste gang, Kina opsendte en større videnskabelig satellit, var i juni 2017, hvor der blev opsendt et røntgenteleskop.

Kina har heller ikke sendt rumsonder til vores naboplaneter Venus og Mars, som selv mindre rummagter som Indien og Japan allerede har gjort. Hvad angår ren videnskab, er Kina markant mindre aktiv end de andre rummagter – bortset fra Rusland.

Der planlægges dog en rumsonde til Mars i 2020, en flyvning til en asteroide i 2022, en rumsonde til Jupiter i 2029 samt et kinesisk ‘Hubbleteleskop’, så det kan se ud, som om den videnskabelige indsats gradvist øges.

månens bagside

Det er første gang, at nogen lander på Månens bagside. Men betyder den bedrift, at kineserne er en ny supermagt i rummet? (Foto: NASA/Goddard/Arizona State University)

Månen og Kina

Det var næsten ikke til at undgå, at Chang’e-4 fik kommentatorerne til at spekulere over, om vi er på vej mod et nyt rumkapløb – for mange måske en drøm om at vende tilbage til rumfartens gyldne tid under månekapløbet mellem USA og Sovjetunionen.

Især har der været tale om, at Kina vil bygge en base på Månen med det formål at hente værdifulde mineraler og Helium-3 tilbage til Jorden.

Helium-3 er en meget sjælden isotop af Helium med den særlige egenskab, at det er et næsten perfekt brændstof til et fusionskraftværk – når man engang lærer at beherske fusionsprocessen.

Men er det nok til at skabe et nyt rumkapløb?

Der skal som bekendt mindst to parter til et kapløb. Her i vesten (læs: USA) er interessen for et nyt kapløb begrænset – og det er også bekræftet af den meningsmåling, som PEW Research Institute har gennemført om, hvad rumfarten skal beskæftige sig med.

Kina ser heller ikke ud til at forberede et større kapløb til Månen, selv om de officielt har som mål at sende mennesker til Månen. Det program skrider frem i et meget roligt tempo, der først vil føre frem til en bemandet landing efter 2030.

Det er nok her, at Kina adskiller sig mest fra vesten: Nemlig ved at planlægge over meget lange tidsrum. Det er Kinas største styrke, og amerikanernes største problem.

Hver ny amerikansk præsident har nemlig for vane at give rumprogrammet nye mål og prioriteter. Det er hovedgrunden til, at NASA har svært ved at få gennemført noget, som vil tage lang tid at gennemføre.

Kina er stadig ret langt fra at kunne bygge en base på Månen. Opførelsen af en base forudsætter tre faser i rumprogrammet for at bane vejen, nemlig

  1. Et ubemandet program med rumsonder.
  2. Et bemandet rumprogram.
  3. En raket stor nok til at sende et bemandet rumskib til Månen.

For at vurdere Kinas lange vej til en base på Månen vil vi derfor se på hver af de tre programmer.

LÆS OGSÅ: Hvorfor vil Trump tilbage til Månen?

Det ubemandede program

Chang’e serien og ikke mindst landingen på Månens bagside vidner om, at Kina har et program med rumsonder til Månen.

Men det er ikke særligt omfattende, for Chang’e 4 er kun den femte sonde, som Kina har sendt til Månen siden 2007. Det er de fire Chang’e sonder samt en femte testsonde, som alene skulle afprøve en kapsel, der kan vende tilbage fra Månen med en fart på 40.000 kilometer i timen.

Denne type kapsel skal senere bruges til sonden Chang’e 5, som skal bringe de første prøver tilbage til Kina fra Månens overflade.

Men der er nok heller ikke brug for så mange månesonder, fordi Kina jo som alle andre har adgang til den store mængde data om Månen, som NASA har indsamlet gennem årene – deriblandt en meget grundig kortlægning af både Månens forside og bagside.

Månens bagside er altså slet ikke det ukendte område, som det blev udråbt til, efter Chang’e 4 landede – det er endda et særdeles velkendt område.

Det skyldes især data indsamlet af den amerikanske Lunar Reconnaissance Orbiter (LRO), der har kredset om Månen siden 2009.

Der en planlagt yderligere fire månesonder i perioden 2019 til 2023, deriblandt to sonder, der skal lande i Månens sydpolsområde, som anses for et særligt godt sted at bygge en base.

Det bemandede program

Kinas første taikonaut – den kinesiske betegnelse for astronaut – blev opsendt i 2003, og siden har der kun været fem bemandede opsendelser. Det betyder, at der i gennemsnit har været over to år mellem opsendelserne, og at Kina selv nu i 2019 kun har haft ni mænd og to kvinder ude i rummet.

Det langsomme tempo er lidt overraskende, da man skulle tro, at Kina har brug for erfaring med bemandet rumflyvning inden det næste store projekt, som er en 60 ton tung rumstation.

Det rumskib, kineserne anvender, hedder Shenzhou, og det minder i sin konstruktion meget om det russiske Soyuz-rumskib.

Shenzhou er en smule større end Soyuz. Men med en vægt på bare 7,8 ton må det efter moderne forhold betegnes som et ret lille rumskib.

Shenzhou kan kun flyve i en lav bane om Jorden, og det vil i de kommende år blive brugt til at sende taikonauter op til den kinesiske rumstation.

Som en forberedelse til den store rumstation har Kina udviklet en meget lille rumstation ved navn Tiangong. Det er en 10 meter lang cylinder med en diameter på 3,3 meter. Der er opsendt to Tiangong-rumstationer, og på den sidste flyvning opholdt to taikonauter sig på Tiangong 2 i lidt over en måned.

Kina har også udviklet et transportfartøj, der kan sende forsyninger op til den store rumstation. Det hedder Tianzhou, og det har været afprøvet én gang ude i rummet, hvor det blev sammenkoblet med den lille rumstation Tiangong 2.

Men nu er scenen sat til det næste store skridt ud i rummet – den store kinesiske rumstation.

rumstation kina

En tegning af den kinesiske rumstation. (Illustration: Penyulap/CC0 1.0)

Den store rumstation

Hele perioden fra 2020 til 2030 vil blive domineret af bygning og opsendelse af den store kinesiske rumstation. Det er lidt uklart, hvad den kommer til at hedde, selv om de fleste nu bruger betegnelsen CSS for Chinese Space Station – og det vil vi også gøre her.

CSS kommer til at bestå af tre moduler på hver 20 ton. De har nogle rigtig kinesiske navne:

  • Tianhe (‘Himmelsk harmoni’). Består af beboelsesmodul og kommandocenter.
  • Wentian (‘Søgen efter himlen’). Et videnskabsmodul.
  • Mengtian (‘Drømme om himlen’). Endnu et videnskabsmodul.

I størrelse kan CSS ikke måle sig med den internationale rumstation ISS med en vægt på over 400 ton. Men Kina er også alene om den, og når CSS er helt færdigbygget omkring 2022-2023 så er ISS på vej ud, simpelthen fordi den er 25 år gammel, og meget af udstyret derfor er godt slidt ned.

Det er Kina naturligvis klar over, og de har allerede sagt, at CSS vil blive åben for astronauter fra andre lande.

En meget interessant nyskabelse er, at CSS får en følgesvend i form af et rumteleskop med et to meter stort spejl. Dette teleskop hedder Xuntian, der betyder noget i retning af ‘observere himlen’.

På denne måde løser Kina et grundlæggende problem, som amerikanerne har haft med Hubbleteleskopet, nemlig at reparere og vedligeholde det. Hver gang, man har haft brug for at servicere Hubble, har det krævet en kostbar opsendelse af en rumfærge.

Xuntian kommer til at kredse i samme bane som rumstationen – blot nogle hundrede kilometer borte. Derfor kan rumkikkerten med en lille styremotor bare flyve hen til rumstationen, hvor taikonauter med det helt rigtige værktøj kan reparere den.

Rumstationen er et nødvendigt skridt på vejen mod Månen, da den vil give Kina erfaring med bemandet rumfart – en erfaring, som Kina lige nu ikke har meget af.

LÆS OGSÅ: Hvad betyder de mange raket-uheld for fremtidens rumfart?

Raketterne

Kina har gennem årene bygget mange forskellige raketter til deres rumprogram. De går alle under navnet Long March – et navn, der hentyder til ‘den lange march’ under den kinesiske borgerkrig i 1930’erne, hvor Mao Zedong foretog en omfattende tilbagetrækning af de kommunistiske styrker.

Det er gode raketter, der fungerer godt, og som viser, at kinesisk raketteknik i dag ikke står tilbage for den vestlige teknik. Med dem kan man drive et godt rumprogram og bygge en rumstation – men bestemt ikke begynde at kolonisere Månen.

Så nu er Kina begyndt at konstruere en meget stor raket ved navn Long March 9. Den bliver lidt større end den amerikanske måneraket Saturn 5, og det er meningen, at Long March 9 skal gøre det muligt at sende taikonauter til Månen og Mars. Men det ligger mindst 10 år ude i fremtiden.

For yderligere oplysninger henviser vi til boksen under artiklen, Kinas raketter, hvor vi fortæller om de vigtigste Long March-raketter.

Kinas fremtid i rummet

Når vi i vesten prøver at vurdere det kinesiske rumprogram, skelnes der normalt mellem to områder med hver sin tidshorisont:

  • På kort sigt: Kina som militær rummagt.
  • På langt sigt: Kina som rival eller konkurrent i forhold til udnyttelse af ressourcer fra rummet.

Alle rummagter har et militært rumprogram, og Kina er ingen undtagelse. Det, man holder særligt øje med, er, om Kina vil udvikle et rumforsvar, der kan sætte andre landes satellitter ud af spil i en konfliktsituation.

Her må det logiske svar være ja, fordi satellitter har vist sig at være helt centrale både for den økonomiske udvikling og for evnen til at føre krig her på Jorden. Vi kan sammenligne med en situation, vi kender fra historien, hvor stormagter havde flådestyrker, som kunne beskytte handelsskibene.

Hvis denne analogi holder, kan det forventes, at vi med tiden får et kinesisk ‘Space Force’ svarende til, hvad Trump søger at skabe i USA. Det behøver ikke at øge spændingerne i rummet, hvis man bare ser Space Force som et politisk signal om, at man er parat til at forsvare de økonomisk vigtige civile satellitter.

Om Kina på længere sigt bliver en industrimagt i rummet, er endnu for tidligt at sige. For selv om Kina er god til at lægge langsigtede planer, så er den lidt fjerne fremtid 20-50 år fra nu næsten umulig at forudse. Bare tænk på, hvad klimaændringer eller en løbsk forurening kan skabe af problemer, der kan betyde, at rumfarten får nye prioriteter.

Her er det værd at lytte til den New Zealandske forsker Anne-Marie Brady, som er ekspert i Kinas politiske system, og især spørgsmålet om, hvad den kinesiske ledelse tænker om de polare områder.

Fra Arktis til rummet

I sin bog ‘China as a Polar Great Power‘ ser Anne-Marie Brady rumprogrammet som bare ét ud af flere områder, hvor Kina har store ambitioner:

  • Udnytte de nye muligheder i de arktiske områder, som klimaændringerne giver.
  • Stærkere tilstedeværelse på havet.
  • Udnytte rummets muligheder.
  • Cyberspace.

Her er det væsentligt at bemærke, hvad Brady har sagt i Weekendavisen:

»Kina har studeret, hvad andre stormagter har gjort. John F. Kennedy talte om, hvordan en stormagt måtte være dominerende i rummet og på de store verdenshave. Kina har så tilføjet de polare regioner og cyberspace som nye strategiske områder, der heller ikke er ejet af nogen.

Kina trænger sig ind i de områder på kloden, hvor der er plads til at bevæge sig, og hvor det egentlige spørgsmål er, om man har kapaciteten, de menneskelige og finansielle ressourcer til at ekspandere.«

Rummet er altså bare en af de muligheder, som Kina ser for at styrke sin militære og økonomiske indflydelse.

I de kommende mange år vil det nok være lettere for Kina at søge at få fat på de ressourcer, som måske bliver tilgængelige i et mere isfrit arktisk område, end at begynde at drive minedrift på Månen.

Problemet er, at selv om der er ressourcer på Månen i form af is, Helium-3, sjældne jordarter og platinmetaller, så ligger de ikke bare lige frit tilgængelige.

Langt det meste af Månen består af ganske almindelig og ganske værdiløs klippe. Det vil kræve en ganske stor infrastruktur på Månen at finde og udnytte de stoffer, man er interesseret i.

Både Helium-3 og is findes jo i ganske lave koncentrationer, og man skal indsamle mange ton klippe for bare at få en smule Helium-3, vand eller andre stoffer.

Det kan sandsynligvis gøres, hvis behovet er stort nok. Men også for Kina ligger det langt ude i fremtiden. Det er klogt at være klar over muligheden og måske forske lidt i emnet, men indtil vi ved meget mere, er det ikke muligt at lægge planer om at basere fremtiden på, hvad vi måske – og måske ikke – kan finde ude i rummet.

Kina er simpelthen på vej til at blive en betydelig rummagt, og det er vel ikke så mærkeligt. Men det behøver ikke at føre hverken til kapløb eller konflikter.

Rummet er stort, og i meget, meget lang tid frem vil der være plads til alle.

LÆS OGSÅ: Kan Rusland nogensinde blive den førende rummagt igen?

LÆS OGSÅ: Rumfarten fylder 60 år – hvad har vi lært?

raket kina rummet
long march 5
Er Kina en ny supermagt i rummet? was last modified: marts 1st, 2019 by Jörn
27. marts 2019 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
Storiestanker

Norsk professor: »Justitshelte skal frem i lyset«

Juridiske helte har igennem historien reddet liv gennem upopulære beslutninger: En dommer i USA reddede ni sorte, unge mænd fra dødsstraffen. En tysk embedsmand reddede tusindvis af jøders liv. Flere norske højesteretsdommere forlod deres stillinger i protest i 1940.

Som regel stemmer loven overens med vores moralske kompas for, hvad der er forkert, og hvad der er rigtigt; for eksempel at det er forbudt at dræbe og udøve vold.

Men situationer kan opstå hvor det, som opleves som forkert, er tilladt – eller noget, som opleves som rigtigt, er forbudt ved lov.

Som i krig, hvor magthaverne tvinger samfundet i en mere autoritær retning, eller når folkets hævnlyst tager overhånd.

Mod til ikke at være et magtredskab

I sådanne situationer kræver det mod at stå på mål for det, som er ret og retfærdigt – især hvis man som embedsmand eller dommer risikerer at få alle kollegerne mod sig eller miste sit job.

Juraprofessor Hans Petter Graver ved Universitetet i Oslo har længe forsket i dommere, som er nødt til at håndhæve undertrykkende og autoritær lovgivning, i et projekt kaldet ‘Judges under Stress’, finansieret af Forskningsrådet i Norge.

»Det er nedslående, at de fleste jurister havner som magthavernes redskaber,« siger Hans Petter Graver til forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite.

Men efterhånden som han gravede dybere ned i stoffet, trådte flere undtagelser heldigvis frem.

»Det er dem, der har mod nok til at stå op for det, de mener, er rigtigt, jeg gerne vil bringe frem i lyset,« siger han.

12 udvalgte helte

Juraprofessor Hans Petter Graver har gravet i europæisk og amerikansk juridisk historie og fundet helte, som selv under pres forsvarede retsstaten.

De har truffet upopulære afgørelser for at sikre borgernes retssikkerhed.

De har optrådt heltemodigt i dommerstolen eller som jurister, når samfundet er gået i en mere autoritær retning; især under de nazistiske og fascistiske regimer.

»De er meget vigtigt at fremhæve disse juridiske helte, som står op for det, som er ret og retfærdigt, selv om presset udefra og tilfældig lovgivning stiller sig på tværs,« siger professor Hans Petter Graver.

Han har børstet støvet af 12 udvalgte justitshelte, som valgte at følge deres samvittighed fremfor at leve op til systemets krav.

Han præsenterer dem i en serie i tidsskriftet ‘Juridika’ – en ny helt hver måned.

Tanken er at samle præsentationerne i en bog, når serien er færdig.

LÆS OGSÅ: Justitsmord er værre, end at forbryderne går fri

Modig embedsmand reddede jøder

»Helte kan også være sagsbehandlere,« understreger Hans Petter Graver.

En tysk embedsmand, som skulle registrere jøder i Holland, må siges at være juraens Oskar Schindler, fortæller han.

»Helt ureglementeret indførte han en klagemulighed, så han i sagsbehandlingen kunne godtage forfalskede klagegrundlag. På denne måde reddede han flere tusinde jøder fra udryddelse.«

Voldtægtssag kostede dommerkarriere

Den første helt, som Hans Petter Graver trækker frem, er dommeren i den berygtede Scottsboro-sag i Alabama fra 1933.

Dommer James Edwin Horton traf en upopulær afgørelse i en gruppevoldtægtssag, som kostede ham karrieren.

»Han fik plads i justitshistorien på grund af sagen, som var stærkt politisk farvet. Den kan siges at være forløberen for borgerrettighedskampen,« fortæller Hans Petter Graver.

Dommeren James Edwin Horton gav de tiltalte mulighed for at føre et forsvar mod anklagerne mod dem.

Han formanede juryen om, at de skulle holde sig til beviserne, og han ophævede en kendelse, der klart var i strid med de fakta, der blev fremlagt under retssagen.

»Han mente, at alle har ret til en retfærdig rettergang, uanset hudfarve, og han levede op til det i praksis,« understreger Hans Petter Graver.

Horton blev ikke genindsat som dommer efter retsagen.

De tiltalte var anklaget for gruppevoldtægt

På denne tid var udfaldet en brutal død, hvis en sort amerikaner i sydstaterne blev beskyldt for seksuel omgang med eller voldtægt af en hvid kvinde.

Enten blev han lynchet, eller også blev han dømt til døden.

»I starten af 1930’erne sank den amerikanske økonomi som en sten, mens antallet af lynchninger steg.«

I 1931 brød et skænderi ud mellem sorte og hvide blinde passagerer et godstog. De hvide, som blev jagtet af godstoget, klagede til den lokale sherif. Ni sorte unge mænd i alderen 13 til 21 år blev arresteret.

To hvide kvinder var også ombord på toget. De anklagede de sorte mænd for massevoldtægt.

Ingen tegn på voldtægt

Men lægerne fandt ingen tegn på voldtægt. Kvindernes anklager skulle afværge, at de blev anklaget for ulovligt salg af seksuelle ydelser.

Ingen af byens advokater ville påtage sig forsvaret af de unge mænd i retssagen.

Tusind personer rasede uden for retssalen, og sheriffen måtte tilkalde nationalgarden for at afværge lynchning.

Alle de 12 jurymedlemmer var hvide.

De ni tiltalte blev fundet skyldige, og alle undtaget den 13-årige dreng blev dømt til at dø i den elektriske stol. Men dommeren James Edwin Horton, som selv var hvid, tilsidesatte dommene.

Efter flere ankesager blev anklagerne mod de fire yngste mænd droppet. De fem tiltalte fik lange fængselsstraffe. Men de slap for dødstraffen.

Omtalt i norske aviser

Retssagen blev et symbol på borgerskabets undertrykkelse af den fattige arbejderklasse samt overgreb mod den sorte befolkning.

Albert Einstein, Thomas Mann og H. G. Wells engagerede sig på de unge mænds side. Presseomtalen var enorm.

Det var store demonstrationer udenfor amerikanske ambassader i mange lande. Også norske aviser rapporterede om sagen.

James Edwin Horton blev ikke genindsat som dommer, og han trak sig efterfølgende fra sin advokatpraksis.

Flere af dem, som støttede ham, mistede deres job.

»Dommer Horton trodsede sine kolleger og den gængse opfattelse og stod op for det, som han mente, var ret,« siger Hans Petter Graver.

Justisthelte – også i Norge

Men findes der også juridiske helte i Norge?

»Især i løbet af 2. Verdenskrig blev norske jurister sat på en prøve. Dommere og forvaltningsjurister måtte vælge mellem at følge instrukser, de selv mente var forkerte, eller leve med konsekvenserne af ikke at følge ordrer,« siger Hans Petter Graver.

De norske dommere måtte dømme efter Nasjonal Samlingens undtagelseslove. De skulle til og med dømme mennesker til døden.

Juristerne var involverede i papirarbejdet med både at deportere jøder, ‘nazificering’ af skolerne samt drive tyskvenlig og nazistisk pressecensur i årene 1940–45.

Men der var dog enkelte lyspunkter. De norske højesteretsdommere nedlagde arbejdet i 1940 i åben protest mod invasionen.

»På denne måde gjorde de det klart for alle, at det var helt legitimt at gøre modstand, og det var et vigtigt signal,« siger Hans Petter Graver.

Talte imod folket

»Men retssikkerheden var også i fare efter krigen. Juraprofessor Johannes Bratt Andenæs (kendt som Johs. Andenæs) var blandt de få, som mente, at der ikke fandtes et retsgrundlag for likvidationer af tidligere NS–sympatisører (nationalsocialismens sympatisører, red.) og advarede mod den fare, det medførte for retten,« siger Maria Astrup Hjort i en artikel i ‘Juridika’.

I en årrække har hun undervist i etik ved Institut for Offentlig Ret ved Universitetet i Oslo.

»Andenæs sagde det, som folk på det tidspunkt ikke ville høre, men som i sidste ende reddede retsstaten. Et demokrati må ikke gå i samme fælde, som nazisterne gjorde,« siger hun.

Fin linje mellem skurk og helt

Hans Petter Graves mener, at det er vigtigt at fremhæve de juridiske helte for nutidens jurastuderende.

»Vi uddanner folk, som skal sidde i positioner, hvor de skal udøve magt. Det er vigtigt at lære dem, at det er i orden af stå op for det, som, man mener, er etisk korrekt, at man er et moralsk subjekt, som kan handle retfærdigt,« siger professoren.

Der er desværre ikke langt mellem en juridisk helt og en juridisk skurk.

I erhvervslivet ender revisorer og forretningsjurister ofte som retfærdighedens sidste stemme og virksomhedernes samvittighed.

Enrons og Arthur Andersons respektive konkurser flød over med jurister, som bar ansvar.

»Ikke desto mindre er der jurister, som siger deres mening, som ikke tier. Jurister bør være mere bevidste om, hvor stor forskel deres valg kan gøre på godt og ondt,« siger Hans Petter Graver.

Tvangssterilisering

Man ved aldrig, hvornår vi alle bliver afhængige af dem, som tør stå fast og følge deres samvittighed.

»Tag nu for eksempel tvangssteriliseringen af sigøjnere, som fandt sted langt ind i efterkrigsårene. Dengang overvejede de fleste ikke, om det var forkert. Mange mennesker kunne havde undgået en masse lidelser, hvis flere havde foretaget en etisk refleksion,« siger Hans Petter Graver.

I nyere tid fremhæver han Geir Lippestad som en juridisk helt.

»Nogle gange vil justitsens helte være på den anden side; dem, som må gøre ubehagelige ting som følge af deres job. Da Lippestad og hans team af advokater påtog sig opgaven at forsvare Breivik, fungerede retsstaten, som den bør,« siger Hans Petter Graver.

»Alle har ret til et forsvar.«

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Retsmediciner: Det er mit ansvar at være ærlig på vegne af de døde​

LÆS OGSÅ: Du kan blive dømt for ikke at gøre noget​

Kilder

  • Hans Petter Gravers profil (UiO)
  • Maria Astrup Hjorts profil (UiO)
Norsk professor: »Justitshelte skal frem i lyset« was last modified: marts 1st, 2019 by Jörn
25. marts 2019 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
CulturedødenHelseMomentsStories

Professorer vil vælge fodbold i stedet for medicin

Men vil du gøre som dem, skal du virkelig være opmærksom på at blive ved at motionere og kun gøre det i samråd med din læge, lyder anbefalingen.

Forestil dig fire grupper af mennesker. Hver gruppe er udfordret på helbredet: en gruppe ryger, en anden har diabetes, en tredje kæmper med fedme, mens den fjerde er i dårlig form.

I hvilken gruppe er der størst risiko for at dø, når folk runder 50 år?

Svar: I gruppen med mennesker i dårlig form.

Måske var svaret for let at gætte.

Tag så de tre første grupper: rygning, diabetes, fedme. Læg deres risiko sammen. Hvor er der nu størst risiko for at dø som 50-årig: I den samlede gruppe eller i den sidste gruppe af mennesker i dårlig form?

Svar: I gruppen med dårlig form.

Fodbold, diabetes, rygning, fedme, motion, sundhed, sygdomme, forhøjet blodtryk, videnskab

Figuren viser antallet af dødsfald, som var undgået, hvis en risikofaktor ikke havde været til stede – f.eks. ved, at rygere ikke røg, eller inaktive gik en tur på 30 minutter dagligt (‘Low CFR’). Data er fra en opfølgning i en gruppe af 12.000 midaldrende mænd og kvinder i studiet Aerobics Center Longitudinal Study (ACLS), gengivet i anerkendte British Journal of Sports Medicine.

Intet er værre for vores sundhed end at holde sig i ro, fortæller Karim M. Khan med reference til artiklen, som figuren herover stammer fra.

Mangel på motion er som at ryge cigaretter

Karim Khan er professor i sportsmedicin ved University of British Columbia i Canada og lagde for nylig vejen forbi en konference på Syddansk Universitet, hvor han blandt andet fortalte om de fire grupper af mennesker.

»En dag med fysisk inaktivitet har samme omkostninger for din krop som at ryge tre cigaretter. På en uge svarer det til at ryge en hel pakke. Det kan du tænke over, hvis du synes, du har for travlt til at løbe en tur,« lød opsangen på konferencen fra Karim Khan.

Karim Khan er desuden chefredaktør for det anerkendte tidsskrift British Journal of Sports Medicine, som har bragt en artikel om emnet.

Jo tidligere du kommer i gang, des bedre

Karim Khan understregede, at motion er så god til at beskytte kroppen mod sygdomme, at den er på højde med at tage medicin.

Jo mere motion, du dyrker, des bedre er effekten på for eksempel forhøjet blodtryk og diabetes, samt en række dødelige sygdomme som visse kræfttyper og hjertekarsygdomme.

LÆS OGSÅ: Derfor er motion den bedste medicin

Professoren får fuld opbakning af overlæge Peter Riis Hansen fra Gentofte Hospital.

»Det er en ’no-brainer’, at fysisk aktivitet er sundt,« konstaterer Peter Riis Hansen, der også er klinisk professor på Institut for Klinisk Medicin ved Københavns Universitet.

»Vi skal starte så tidligt som muligt, for vi kan se allerede i børn og unge, der motionerer, at de har sundere blodårer. Det sænker sandsynligvis risikoen for at få hjertekarsygdomme senere i livet, og de er altså den største dræber i verden,« uddyber Peter Riis Hansen.

Fodbold kan være den bedste type motion

Konferencen på Syddansk Universitet (SDU) handlede ikke bare om motion generelt, men om fodbold specifikt. Fodbold har nemlig to store fordele:

  1. Det er ekstra sundt i forhold til løb – blandt andet fordi spillerne løber i forskellige hastigheder og ryk.
  2. Mange bliver ved med at spille, når de først er fundet ind på et hold, for spillere får også noget socialt og mentalt ud af det. Det er på den måde en behandling, der har god chance for at foregå over lang tid.

Det får en lang række forskere til at kalde fodbold for medicin.

Det får en lang række forskere til at kalde fodbold for medicin.

Fodbold Fitness, DBU, motion, sundhed, sygdomme, videnskab

Fodbold kan files til, så det passer til mennesker på alle aldre og niveauer. Man kan f.eks. ændre størrelsen på banen, målene eller holdene. Det gør det sjovt for mange og øger chancerne for, at patienterne bliver ved med at dyrke motion. Her bliver der spillet Fodbold Fitness. (Foto: Per Kjærbye/fodboldbilleder.dk/DBU)

Peter Riis Hansen erklærer, at han selv ville kaste sig over fodbold lige på stedet, hvis han skulle blive syg.

»Naturligvis ville jeg det.«

»Hvis man for eksempel sammenligner undersøgelser af effekten af motion over for medicin på dødeligheden hos hjertekarpatienter, eller på blodtrykket hos hypertonikere, ser det ud til, at effekten er på samme niveau,« skriver Peter Riis Hansen i en mail til Videnskab.dk med henvisning til to studier (1, 2).

Professor: Vælg motion først, medicin sidst

Samme holdning har professor Peter Krustrup. Han arrangerede sammen med sin kollega Morten B. Randers den velbesøgte konference på SDU under titlen ”Football is Medicine”.

Peter Krustrup er allerede meget aktiv i fodboldverdenen som pigetræner, fysisk træner for kvindelandsholdet og motionsspiller.

»Men hvis situationen skulle opstå, at jeg spillede for lidt og fik at vide af lægen, at blodtrykket, kolesterol eller langtidsblodsukkeret var for højt, ja, så ville fodbold nok være det første, jeg tænkte på,« skriver Peter Krustrup i en mail til Videnskab.dk.

LÆS OGSÅ: Fodbold er sjovere end løb

Han tilføjer, at han ved andre sygdomme nærmere ville tænke fodbold som en del af behandlingen sammen med kostændringer og andre former for medicin.

»Men under alle omstændigheder ville det være min anbefaling, at læger trækker ’motionskortet’ som det første ved både forebyggelse og behandling og supplerer med andre livsstilsændringer, samt piller eller anden medicin, når der er behov,« lyder det fra Peter Krustrup, professor og forskningsleder på Institut for Idræt og Biomekanik ved SDU.

Ingen pille har samme effekt som motion

Du skal dog have flere overvejelser med, inden du gør, som professorerne har tænkt sig.

På den negative side er det helt store problem med motion generelt, at selvom vi godt ved, vi bør bevæge os, så gider vi ikke. Eller vi tager os måske sammen lige nu, men får det ikke gjort i morgen.

Så kan alle de kloge hoveder råbe nok så højt med deres internationale anbefalinger og alt det andet violinspil om, at vi blot behøver dyrke motion en halv time om dagen for at få et væld af gavnlige effekter.

Al erfaring og forskning viser, at alle har sindssygt svært ved at blive ved. Det gælder især ressourcesvage med få penge, mentale problemer eller mange sygdomme. Derfor ender rigtigt mange af os i stedet på piller.

»Det driver os til vanvid, at folk ikke dyrker motion, for du finder ingen pille, der kan gøre det samme,« bemærkede Karim Khan fra talerstolen på konferencen.

Pas på, så snart du ikke dyrker motion mere!

Vores hang til at tyre piller i gabet i stedet for bolden i nettet gør, at selvom fagfolk hylder fodbold som medicin, så kommer opfordringen med vigtige forbehold:

  1. Hvis du beslutter dig for at bruge fodbold som medicin, så gør det i samråd med din læge.
  2. Vær meget opmærksom på at blive ved. For i det øjeblik, du stopper fodboldtræningen, risikerer du, at sygdommen får overtaget.

Det vil for eksempel være tilfældet med diabetes, har professor Allan Flyvbjerg bemærket i en tidligere artikel på Videnskab.dk.

»Hvis du virkelig lykkes godt med at spille fodbold regelmæssigt, ser det ud til, at sygdommen billedligt talt er væk i en periode. Men du har i virkeligheden stadig diabetes, som med statsgaranti vender tilbage, hvis du slipper tøjlerne igen,« lød det i artiklen fra Allan Flyvbjerg, centerdirektør på Steno Diabetes Center Copenhagen og professor ved Københavns Universitet.

Peter Riis Hansen tilføjer i samme spor, at »som fagmand ville jeg nok være mere bevidst om denne fælde og derfor hurtig krybe til receptblokken, hvis fodbolden begyndte at samle støv!«

OBS: Solide studier mangler

Du skal også være opmærksom på yderligere to forbehold:

  1. Ret beset er aldrig lavet et længerevarende forsøg, hvor patienter efter de fineste forskrifter er blevet tilfældigt fordelt i to grupper, som enten dyrker fodbold eller får medicin, så man kan sammenligne effekten direkte.
    Derfor ved man ikke med absolut sikkerhed, at fodbold i ungdommen vil holde dig rask i alderdommen. Eller hvor lang tid effekten fra fodbold overhovedet holder.

»Det vil kræve en masse patienter og årtiers opfølgning, og der kan forventes en masse dropouts undervejs. Sådanne undersøgelser vil derfor næppe nogensinde blive lavet, men summen af al anden evidens viser entydigt, at hvis motionen kunne fastholdes over tid, ville langtidsgevinsten også være der,« bemærker Peter Riis Hansen.

Enkelte korttidsstudier har sammenlignet fodbold direkte med for eksempel blodtryksmedicin. Et dansk studie har for eksempel vist, at fodbold faktisk virker endnu bedre end piller.

Fodbold kan også have bivirkninger

Endelig er der et sidste forbehold, du skal have inde på lystavlen, når du træffer din beslutning:

  1. Ligesom al anden medicin kan fodbold have bivirkninger.

På SDU-konferencen fortalte Tim Meyer – professor ved Universität des Saarlandes og holdlæge for Tysklands herrefodboldlandshold i fodbold – at man skal huske på, at fodbold også kan give skader. De kan i værste fald gå ud over evnen til at arbejde.

»Jo højere intensitet, du træner med, des bedre sundhedseffekter får du – men det øger også risikoen for visse bivirkninger, som skal tages med i vurderingen af, hvor sundt fodbold er,« lød det fra Tim Meyer.

Du kan få en fornemmelse af, hvad kritikere i øvrigt ønsker sig af viden, før de ville udskrive fodbold som medicin, i artiklen Kan fodbold virkelig erstatte medicin?

 

Kilder

  • Karim M. Khans profil
  • Peter Riis Hansens profil (KU)
  • Peter Krustrups profil (SDU)
  • Allan Flyvbjergs profil (SDCC)
  • How does exercise treatment compare with antihypertensive medications? A network meta-analysis of 391 randomised controlled trials assessing exercise and medication effects on systolic blood pressure. BJSM (2018). http://dx.doi.org/10.1136/bjsports-2018-0
  • Comparative effectiveness of exercise and drug interventions on mortality outcomes: metaepidemiological study. BJSM (2015). http://dx.doi.org/10.1136/bjsports-2015-f5577rep
  • A week of physical inactivity has similar health costs to smoking a packet of cigarettes. BSJM (2010). doi:10.1136/bjsm.2010.074047
  • Physical inactivity: the biggest public health problem of the 21st century. BSJM (2009).
  • Broad-spectrum physical fitness benefits of recreational football: a systematic review and meta-analysis. BSJM (2018). http://dx.doi.org/10.1136/bjsports-2017-097885
Professorer vil vælge fodbold i stedet for medicin was last modified: marts 1st, 2019 by Jörn
22. marts 2019 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
Storiestanker

Se på bøf, bil og bolig: Tre gode råd til en klimavenlig hverdag

Her får du gode råd fra en forsker i bæredygtighed til, hvordan du let kan bidrage til et lidt bedre klima på Jorden.

Du kan stille op til Folketinget og revolutionere folkestyret indefra, så klimaet kommer højest på dagsordenen. På den måde redder du verden ved at få vores og andre landes udledning af drivhusgasser til at styrtdykke efter valget.

Hvis det virker uoverskueligt eller urealistisk, er der heldigvis også andre måder, du kan give klimaet en hånd på, endda hver eneste dag i dit nuværende liv.

En god tommelfingerregel er at fokusere på de tre B’er: Bøf, bil og bolig.

Sådan lyder det fra Michael Søgaard Jørgensen, der forsker i bæredygtig omstilling.

»Både klima- og ressourcemæssigt er det tre gode områder at have i baghovedet. Så jeg har nogle ideer til, hvad man kan gøre inden for hvert af dem,« siger Michael Søgaard Jørgensen, lektor på Center for Design, Innovation og Bæredygtig Omstilling på Institut for Planlægning ved Aalborg Universitet.

1) Spis grove, økologiske grøntsager

Forskere har mange gange slået fast, at det ville hjælpe på verdens udledning af drivhusgasser, hvis vi spiste meget mindre kød, end vi gør i dag.

LÆS OGSÅ: Kæmpe udregning: Så meget ville det gavne Jorden, hvis vi spiste mindre kød

Især køer kræver plads og energi, inden vi har omsat dem til spiseligt kød og fragtet dem ud på tallerkenerne – og så smider vi endda en stor del af maden videre ud i skraldespanden. (Få gode ideer til at begrænse madspild i en anden artikel.)

Vil du spise mindre kød og mere grønt på klimaets vegne, skal du til gengæld være opmærksom på, at det langt fra er ligegyldigt, hvilken type grønt du kaster dig over.

Stort tema i gang


I en konstruktiv serie undersøger Videnskab.dk, hvordan mennesket kan redde verden, og hvordan vi hver især kan gøre en forskel hjemme fra sofaen.

Som en del af serien giver forskere gode råd, baseret på deres egen forskning.

Du kan få og give gode råd i vores Facebook-gruppe Red Verden.

Agurk, tomat, salat og peberfrugt vil typisk være dyrket i et drivhus, som bruger meget energi til lys og varme. De kan strengt taget belaste klimaet lige så meget som kylling eller svinekød, beretter Michael Søgaard Jørgensen.

Derfor betyder ’mindre kød’ reelt ’spis flere grove grøntsager og rodfrugter’. Og gerne af den slags, vi kan dyrke på friland i Danmark, for eksempel kartofler, rødbeder, gulerod, pastinak og alle typer kål.

»Frilandsgrøntsagerne kan man dyrke en pæn del af året, og de kan ligge på lager. Samtidig har de et helt andet næringsindhold end de fleste drivhusgrøntsager, især agurk og tomat.«

»Du får væsentligt flere vitaminer og mineraler fra frilandsgrønt,« bemærker Michael Søgaard Jørgensen.

LÆS OGSÅ: Kæmpestudie: Mad-revolution påkrævet, hvis vi skal redde verden

Hvis du køber grønt fra varmere lande i for eksempel Sydeuropa, er der større chance for, at du får grønt, som har vokset frit. Et groft overslag fra forskeren ud fra registreringer af tomater lyder, at 1/3 stammer fra drivhus, mens 2/3 kommer fra friland.

Til gengæld bruger man væsentligt flere pesticider i Sydeuropa, og det koster energi at transportere grøntsagerne nordpå.

Så hvis du bliver fristet af grønt fra Spanien, Italien og andre lande på varmere breddegrader, så sørg for, at det er økologisk, lyder rådet fra Michael Søgaard Jørgensen.

2) Drop bilen – i det mindste så tit, du kan

Det andet råd er lidt mere tricky, indrømmer Michael Søgaard Jørgensen.

Mange mennesker er afhængige af at transportere sig over lange afstande til og fra arbejde. Og det er ikke altid lige praktisk eller overskueligt at droppe bilen, selvom man gerne vil undgå at udlede de fossile brændstoffer, som langt de fleste biler er afhængige af for at komme frem.

»Men man kunne godt spørge sig selv, om man kan undvære den bil, man har stående, og som man ikke bruger så meget – og i stedet bruge mere cykel, mere kollektiv trafik eller måske leje en delebil eller endda tage en taxa en gang imellem.«

»Ingen tvivl om, at man kan spare rigtig meget energi på den konto,« siger Michael Søgaard Jørgensen.

Red Verden, Videnskab.dk, Facebook-gruppe, klima

Næsten 2.000 danskere er med i Videnskab.dk’s åbne gruppe på Facebook, Red Verden. Her bliver dagligt peget på verdens store problemer, vendt løsninger og givet gode råd til, hvad man selv kan gøre i sin hverdag. Meld dig ind i dag.

Forskeren nævner forskellige konkrete muligheder for at få fingrene i en bil, når man har brug for den:

  • Delebilsklubber – hvor du bestiller en bil til de dage, du har brug for den (eksempler i Silkeborg og Lyngby)
  • Delebiler ad andre veje, for eksempel via Letsgo i København, Odense, Aarhus og Roskilde
  • Gennem firmaer som DriveNow i København kan du leje biler med betaling pr. minut
  • Du kan også få et lift eller leje dig ind i en privat bil gennem GoMore

Ligesom man altid kan leje biler gennem mere traditionelle udlejningsfirmaer som Avis og Hertz.

»Det er selvfølgelig meget forskelligt, hvor folk bor henne, og hvordan de får deres hverdag til at hænge sammen, så den kan være rigtigt svær. Men alt det her har noget potentiale, og jeg kan fortælle, at jeg personligt klarer mig fint uden egen bil,« siger Michael Søgaard Jørgensen, som bor på Amager ved København.

Du kan selv udveksle erfaringer med at komme uden om bilen – eller andre måder at give verden en hjælpende hånd – i vores Facebook-gruppe Red Verden. Den er åben for alle.

3) Tænk dig om, før du køber nyt til boligen

Michael Søgaard Jørgensen opfordrer desuden til, at vi overvejer en ekstra gang, om vi virkelig har brug for det nye stykke tøj, den nye køkkenmaskine eller det nye, smarte værktøj – eller om vi måske kan leje eller låne i stedet.

»Jeg vil anbefale, at man lige venter til i morgen med at købe og tænker sig om en ekstra gang. Måske kan man låne en boremaskine, en græsslåmaskine eller en foodprocessor af naboen eller i grundejerforeningen.«

»Der er et kæmpe potentiale for, at vi kan klare os med færre ting gennem låneordninger,« mener Michael Søgaard Jørgensen.

Du kan også overveje at leje værktøj og maskiner gennem butikker som Bauhaus, Silvan og Stark.

Alt for mange ting ender som skrald

Problemet er nemlig, at alle varer kræver råstoffer og energi at fremstille. Dermed sætter de et aftryk på miljøet og klimaet.

Tit ender vores impulskøb alligevel i hjørnet af et skab eller ude i skuret, enten fordi vi glemmer det, eller fordi det er gået i stykker. Måske smider vi det ud, fordi vi bare ikke rigtigt gider se på det mere.

Alt for sjældent giver vi os til at reparere.

Michael Søgaard Jørgensen har lavet en undersøgelse med Ingeniørforeningen.

Undersøgelsen viser, at 25-30 procent af reparationerne på vores varige forbrugsgoder – det vil sige computere, opvaskemaskiner, køleskabe og andet kram – bliver droppet, fordi det er for dyrt at få fixet.

»Det er virkelig et sted, det halter, men det er ikke så underligt. Lige nu bliver tingene produceret til østeuropæiske eller asiatiske lønninger, mens reparationer sker for danske lønninger.«

»Så kan man hurtigt få følelsen af, at en reparation koster næsten det samme som at købe en ny, som formentlig også vil holde i længere tid,« siger Michael Søgaard Jørgensen.

Flere skal vælge reparation

En typisk årsag til at droppe reparationen er, at en maskine kan være designet så tåbeligt, at det ifølge Michael Søgaard Jørgensen »nærmest koster 1.500 kroner at få en montør til at skifte fire beslag til 50 kroner, hvis der er problemer med vaskemaskinen«.

EU er så småt i gang med at lave regler, der skal forhindre den slags spild. I øjeblikket bliver der lavet krav til, at et nyt produkt kun kan komme på markedet, hvis det for eksempel er simpelt at skille ad og reparere, hvis professionelle reparatører kan få fat i reparationsvejledninger, og hvis det er let at få fat i reservedele.

»På den positive side viser det, at der er en udvikling på vej, og at man tager problemet seriøst. På den anden side går det for langsomt, fordi man tager det én produktgruppe ad gangen,« siger Michael Søgaard Jørgensen.

Nye regler for produkter

Lige nu er regler på vej for fem produktgrupper:

  • elektroniske skærme
  • køleskabe
  • lyskilder
  • opvaskemaskiner
  • vaskemaskiner

Michael Søgaard Jørgensen henviser til europæiske miljøorganisationer, som følger de politiske slagsmål, »som også er en del af udviklingen af denne form for regulering.«

Mens vi venter, kan du købe genbrugte genstande.

Det kunne for eksempel være gennem firmaer som Refurb eller Blue City, som sætter brugte computere, mobiltelefoner og lignende i stand og sælger dem videre med garanti.

Cirkulær økonomi kan være næste skridt

Michael Søgaard Jørgensen ser helst, at vi bliver ved at bruge ting, når vi har købt dem.

Ellers taler han varmt om såkaldt cirkulær økonomi, hvor man bliver ved at reparere og genbruge ting, så vi ikke behøver bruge energi og ressourcer på at lave nye.

»Vi er egentlig nået ret langt med tankerne, men vores måde at organisere det på er ikke rigtig fulgt med.«

»Vi skal til at finde ud af, hvordan vi kommer videre herfra på samfundsniveau, men individuelt tænker jeg, at de ting, jeg har nævnt her, kan man bare gå i gang med,« siger Michael Søgaard Jørgensen.

Du kan læse mere om potentialet i cirkulær økonomi i en anden artikel på Videnskab.dk.

Tidligere har en række andre forskere givet gode råd til en bedre verden ud fra deres forskning:

Kilder

  • Michael Søgaard Jørgensens profil (AAU)
Se på bøf, bil og bolig: Tre gode råd til en klimavenlig hverdag was last modified: marts 1st, 2019 by Jörn
20. marts 2019 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
Storiestanker

Sådan sjusker forskere med statistik

»I forskningens verden er der mange, der har dårlige statistikkompetencer. Det er almindeligt at lave grove fejl og komme frem til forkerte konklusioner,« siger Lars Holden fra forskningsinstitutionen Norsk Regnesentral.

Store mængder af data gør ingen nytte, hvis forskerne ikke forstår de statistiske analyseværktøjer. Og der er masser af fælder, man kan falde i.

Statistik er oven i købet så kompliceret, at det kan være meget let at snyde med resultater uden nogen særlig stor risiko for at blive opdaget.

»Der skal meget til for at sætte sig ind i data, metoder og udregninger i et studie. Det er ganske få, der har kompetencerne til at gå grundigt ind i andres statistiske analyser,« siger Lars Holden, som er administrerende direktør i den norske forskningsinstitution Norsk Regnesentral (NR), til Forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite.

Krise!

Hvorfor er statistik så vigtigt i forskning?

Statistiske metoder gør det muligt at undersøge en del af noget og så drage konklusioner om helheden.

Medicin bliver afprøvet på grupper af forsøgspersoner i flere runder, før det kan antages, at det vil virke godt for de fleste. En udvalgt gruppe mennesker får spørgsmål om deres politiske præferencer, så samfundsforskeren kan vurdere, hvor stor tilslutning de forskellige partier har for tiden.

‘Reproducerbarhedskrisen’ er navnet på en problemstilling, som forskningen har stået med de seneste årtier, og det handler ikke, som navnet ellers kan tyde på, om, at forskerne har problemer med at formere sig.

Det handler om, at en stor del af de publicerede forskningsfund ikke kan genskabes.

Selv med adgang til de originale data og regneværktøjer kan det ikke lade sig gøre. Selve dataanalyserne kan ikke gentages. Forskeres misbrug eller manglende forståelse for statistik bliver næsten altid trukket frem som en vigtig forklaring på krisen.

»Der er så utroligt meget, der kan gøres forkert. Mere end det, som forskerne har beskrevet i et studie, kan have indvirkning,« siger Anders Løland, der er assisterende forskningschef ved NR.

Her er syv almindelige fejl:

1. Dårligt datagrundlag

Størrelsen på den gruppe, som man tester, og måden, man vælger den gruppe på, er vigtige valg for alle forskere.

»Det er en normal misforståelse, at det altid er bedst med en stor gruppe og en masse data. Men en gruppe, der ikke er repræsentativ, er meget værre end en lille gruppe,« siger Jan Terje Kvaløy, der er professor i statistik ved Universitetet i Stavanger.

Han ser et tænkt eksperiment for sig, hvor forskere spørger 10.000 erhvervsledere om deres syn på Norges tilknytning til EU.

»Det vil ikke ligefrem give et repræsentativt billede af befolkningen som helhed. Et repræsentativt udsnit på 500 personer vil give et meget bedre billede,« siger professoren.

Andre gange er det mindre åbenlyst, at et udsnit af befolkningen er skævt – som i en amerikansk undersøgelse fra 2015. Den kiggede på 35.000 teenagere, som kom til lægen efter ATV-ulykker (ATV er en slags firehjulet køretøjm, der eksempelvis kan køre ‘offroad’, red.), og den viste, at det var gået bedre for dem, som ikke havde brugt hjelm.

»Problemet var, at der kan have været mange ATV-ulykker, hvor hjelmen beskyttede så godt, at de involverede ikke behøvede at tage til lægevagten,« siger Kvaløy.

For teenagerne med hjelm skulle ulykken altså være af en alvorligere grad, før de i det hele taget kom med i undersøgelsen.

»Det er en fælde, der er let at falde i. Den kaldes Berkons paradoks,« fortæller Kvaløy.

LÆS OGSÅ: Lær statistik og lev længere

2. Forkert statistisk model

Før forskerne kan gå i gang med at regne på de data, de har samlet ind, skal de vælge, hvordan deres data skal grupperes og indtastes på computeren, og de skal vælge en statistisk model. Det vil sige, at de skal vælge, hvilke statistiske værktøjer, der passer.

»Der er enormt mange forskellige modeller derude. Her er der helt klart meget, som kan gå galt,« siger Kvaløy.

Johs Hjellbrekke er sociologiprofessor på Universitetet i Bergen og i øjeblikket også direktør for Det norske universitetscenter i Paris. Han understreger, at valgene har konsekvenser og derfor skal kunne forsvares.

»Det er ikke bare at gå hen til en computer med et datasæt, ryste det lidt og se, hvad der kommer ud. Strukturen, vi påfører data gennem kodning, er vi garanteret at møde igen i resultaterne.«

Derfor er vi nødt til at kunne forsvare analytisk, hvorfor ting er grupperet, som de er, siger han.

Løland ved NR understreger desuden, at alle statistiske værktøjer hviler på nogle forudsætninger.

»Spørgsmålet er, om de forudsætninger er til stede i det konkrete datasæt,« siger han.

Meget ofte er det en forudsætning, at ens data er tilfældigt udvalgt.

»Hvis der er skævheder i datamaterialet, er forskeren nødt til at finde en måde at korrigere for det på,« forklarer han.

Det kan betyde, at man skal bruge mere avancerede statistiske analyser.

»Valget af statistisk model bør underbygges,« siger Løland.

Han understreger, at gode valg forudsætter viden om både det fænomen, man undersøger, de data, man arbejder med, og de relevante statistiske modeller, der findes.

3. Ud på fisketur (efter resultater)

Prøv at forestille dig, at du kaster en terning og slår seks de første fem gange. Det er en usandsynlig tilfældighed.

Selv om du kaster terningen rigtig mange gange, er det en teoretisk mulighed, at det bliver en sekser forholdsvist ofte. Derfor kan en efterfølgende dataanalyse vise, at der er størst chance for at slå seks med terningen.

Her er vi så heldige at vide på forhånd, at medmindre nogen har snydt med terningen, er der lige så stor sandsynlighed for hver af terningens sider ved hvert kast. Vi skal bare bruge et regneværktøj til at beskrive usikkerheden, som tilfældighederne skaber.

Forskerne har flere forskellige statistiske værktøjer. Det mest brugte, og måske også det mest omdiskuterede, er P-værdien. Den er mellem 0 og 1, og jo lavere P-værdi, jo mindre er usikkerheden.

I mange grene af videnskab er det en regel, at en P-værdi på mindre end 0,05 er lav nok – altså et signifikansniveau på fem procent.

Det vil sige, at et sådant eksperiment vil give et falsk positivt resultat 1 ud af 20 gange i situationer uden reel effekt. P-værdier under 0,05 giver altså ingen garanti for, at fundet er rigtigt, men det er alligevel blevet en magisk grænse for at få et studie publiceret.

Et normalt og alvorligt problem i videnskaben er forskere, som kører mange analyser på sine data for at lede efter P-værdier, som er mindre end 0,05. De tager så at sige på fisketur efter dem, og den, der leder, skal finde.

»Når vi laver mange test, bliver der til sidst stor sandsynlighed for, at mindst en af dem giver en P-værdi på mindre end 0,05, uden af der er nogen reel effekt,« siger Kvaløy fra Universitetet i Stavanger.

Det er årsagen til, at det er vigtigt, at man på forhånd specificerer, hvilke hypoteser man ønsker at teste.

»Hvis man vil lave flere test, bør man kompensere for det ved at kræve en lavere P-værdi for hver hypotese, der testes,« siger Kvaløy.

Den kendte ernæringsforsker Brian Wansink fra Cornell University i USA var for nylig nødt til at forlade sit job efter afsløringer om fejl og problematisk brug af statistik i en række meget omtalte og citerede forskningsartikler. Mange af artiklerne er nu trukket tilbage.

Opsigtsvækkende nok var det Brian Wansinks egne udtalelser, der udløste en granskning af ham. I et blogindlæg opfordrede han nemlig studerende til at teste mange hypoteser på deres datasæt, hvis de ikke fandt det, de ledte efter, i første runde.

Mens han mistede sit job, og tidsskrifterne trak hans artikler tilbage, fastholdt han selv, at metoderne var gode, og fundene var solide.

»Meget af det, der går galt, handler ikke om trylleri og ‘dårlige’ holdninger til, hvad man bør gøre. Måske er der bare tale om, at man ikke har viden nok – at man ikke tænker særlig meget over, hvad man laver. Det med at fiske efter resultater skal, uanset hvad, ikke blive normen,« siger Løland fra NR.

At fiske efter resultater har flere navne. Det kaldes blandt andet for P-hacking, signifikansjagt, data-dredging, cherry picking og data-tortur. Typisk rapporteres det ikke i forskningsartiklerne, at man har jagtet en lav P-værdi på den måde.

LÆS OGSÅ: Statistiske faldgruber: Derfor er det afgørende at fortælle, hvad man vil undersøge

4. Blande statistisk signifikans og relevans

Lav P-værdi og et signifikant resultat behøver ikke at betyde, at et forskningsfund er specielt interessant eller relevant. For at vurdere det er vi nødt til at se på størrelsen af den effekt, der er fundet.

Nu til dags har forskere større adgang til data, og flere og flere studier undersøger store populationer. I store populationer kan selv små fund bevises med lav P-værdi. Selv om forskeren kan påstå, at hun er meget sikker på, at effekten er reel, er den måske så lille, at den ikke betyder noget i praksis.

»Det er endnu en grund til at være skeptisk over for P-værdier. I medicin skelner man for eksempel ofte mellem statistisk signifikans og medicinsk signifikans,« siger Kvaløy fra Universitetet i Stavanger.

Vi kan forestille os en avisoverskrift om, at det at spise meget lakrids fordobler risikoen for en bestemt kræftrisiko. Dobbelt så stor risiko!

Det lyder dramatisk, men måske er der tale om en type kræft, som næsten ingen rammes af. Og hvor mange spiser egentlig rigtig meget lakrids?

Fundet kan altså betyde meget lidt i praksis.

LÆS OGSÅ: Professor advarer: ‘Big Data’ kan føre til overdiagnosticering

5. Simpsons paradoks

»Forskere er også nødt til at være på vagt, når de undersøger forskellige grupper og forskellige størrelser,« understreger Løland fra NR.

Han kommer med et eksempel, som handler om mord, diskrimination og dødsstraf i USA. I 1981 viste den amerikanske forsker Michael Radelet, at der ikke er en tydelig sammenhæng mellem etniciteten af den tiltalte og dødsstraf. Alligevel kunne han vise, at det amerikanske retssystem diskriminerer sorte i sådanne sager. Hvordan var det muligt?

I første runde inddelte han sine data i to grupper: Sorte og hvide tiltalte. Resultaterne viste, at hvide fik dødsstraf i 11 procent af sagerne, mens sorte fik det i 8 procent af sagerne.

Men billedet forandrede sig dramatisk, da Radelet inddelte de to grupper i undergrupper efter offerets etnicitet:

  • 11 procent af hvide tiltalte, som havde dræbt hvide, fik dødsstraf.
  • 0 procent af hvide tiltalte, som havde dræbt sorte, fik dødsstraf.
  • 23 procent af sorte tiltalte, der havde dræbt hvide, fik dødsstraf.
  • 3 procent af sorte tiltalte, der havde dræbt sorte, fik dødsstraf.

Dødsstraf blev altså meget oftere resultatet i sager, hvor offeret var hvidt, og det gjaldt endnu oftere, hvis den tiltalte var sort, og offeret var hvidt.

»Faren ved Simpsons paradoks er, at der kan være forskelle i undergrupper, som forskerne ikke opdager. Det tror jeg ofte, folk glemmer,« siger Løland.

Derfor kan det være vigtigt at forfine analysen og bruge tid på at forstå, hvad spørgsmålet, som man stiller, egentlig indebærer – gerne allerede, når man planlægger, hvordan datagrundlaget skal indhentes.

6. Blander sammenhæng og årsag

Falske årsagssammenhænge eller såkaldte ’spuriøse’ sammenhænge er et problem, der hele tiden viser sig i videnskab.

Selv om det er bevist, at der er en statistisk sammenhæng – for eksempel mellem at få lidt søvn og få hjertesygdomme – er det slet ikke sikkert, at lidt søvn er årsagen til hjertesygdom.

Såkaldte kausalitetsanalyser blev oprindeligt designet til et naturvidenskabeligt, eksperimentelt forskningsdesign.

»I samfundsvidenskaberne er det blevet diskuteret, om bestemte typer af kausalitetsanalyser i det hele taget er forsvarlige,« forklarer sociolog Hjellebrekke.

I forhold til eksemplet med lidt søvn og hjertesygdom kan det være, at det er stress, der er den underliggende faktor, der både påvirker søvnen og risikoen for hjertesygdom.

»Fejlfortolkning af statistiske årsagssammenhænge er klassisk og velkendt, men det er alligevel noget, vi stadig ser,« siger Kvaløy fra Universitetet i Stavanger.

Hvis du vil læse mere om, hvordan man kender forskel på, om en sammenhæng er kausal eller en korrelation, så kan du læse Videnskab.dk’s artikel ‘Korrelation eller kausalitet: Hvornår er der en årsagssammenhæng?‘.

7. Svært at få publiceret, når der ikke er fund

De foregående punkter viser, at der er mange valg, som forskere skal foretage, når de skal analysere et datasæt. Valgene påvirker resultatet, men det er ikke sådan, at forskerne nødvendigvis rapporterer om alle deres valg, når de skriver deres forskningsartikler.

På toppen af alle de skævheder, som det kan medføre, er der endnu et stort og alvorligt problem i videnskaben i dag: Publiceringsskævheden.

Det er meget lettere at få publiceret artikler med tydelige fund, og det er svært at få publiceret artikler uden fund. De sidstnævnte ender derfor ofte i skuffen.

Hvorfor er det et problem?

Hvis vi tænker tilbage på det punkt, der handler om at være på fisketur, husker vi, at med al forskning er der en risiko for at finde falsk positive fund. Hvis det bare er de positive fund, der bliver publiceret, danner der sig derfor et meget forkert billede til sidst.

»Det er ikke en fejl, som enkelte forskere begår, det er en fejl af hele det videnskabelige system,« siger Løland.

»Ring til en statistiker«

En af løsningerne på reproducerbarhedskrisen kan være at fremme en bedre og mindre mekanisk forståelse af statistik. P-værdien bør for eksempel ikke beskrives som et værktøj til at få det bevis, man har brug for at få noget publiceret. Når alt kommer til alt, er statistik ikke en garanti for sandheden.

Statistikken er et sprog, forskerne kan bruge til at snakke om tilfældigheder og usikkerhed. Den diskussion kan hurtigt blive meget kompliceret.

»Det er let at lave fejl, men mange føler alligevel, at de har kompetencer nok,« siger NR-direktør, Holden.

I stedet for at sende alle forskere på en række statistikkurser tror han, at det er bedre at lave en kultur, hvor man kalder de virkelige eksperter ind.

»Ring til en statistiker i tide,« siger Holden.

»Ring, før du starter med at indsamle data. Post mortem-statistik er ikke altid så sjov,« siger Kvaløy.

Denne artikel blev første gang publiceret i fagbladet Forskningsetikk i december 2018.

©Forskning.no. Oversat af Sanni Jensen.

LÆS OGSÅ: Manifest: Få styr på tal og statistik

LÆS OGSÅ: Grønland i tal: Forstå verdens største ø gennem statistik

Kilder

  • Lars Holdens profil (Norsk Regnesentral)
  • Anders Lølands profil (Norsk Regnesentral)
  • Jan Terje Kvaløys profil (Universitetet i Stavanger)
  • Johs Hjellbrekkes profil (Universitetet i Bergen)

Sådan sjusker forskere med statistik was last modified: marts 1st, 2019 by Jörn
18. marts 2019 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
MomentsStories

‘Brainstorm’ undersøger: Hvorfor slår nogle psykopater ihjel?

De seneste par år har tv- og streamingtjenester været pakket med serier om massemordere og psykopater.

Derfor kaster ‘Brainstorm’ sig i de næste to episoder over en undersøgelse af den psykopatiske hjerne.

Hvad er ‘Brainstorm’?

‘Brainstorm’ er Videnskab.dk’s nyeste podcast-satsning.

‘Brainstorm’ kommer til at bestå af 45 episoder om hjernen, der udkommer på mandage i hele 2019.

Værterne er podcastredaktør Jais Baggestrøm Koch og journalist Asbjørn Mølgaard Sørensen.

‘Brainstorm’ er sponsoreret af Lundbeckfonden, men Videnskab.dk bestemmer indholdet og har fuld redaktionel frihed.

For hvorfor slår nogle psykopater ihjel og bliver seriemordere?

For at få svar på dette har ‘Brainstorm’-redaktionen i denne uge plukket Tine Wøbbes hjerne. Hun er chefpsykolog på Psykiatrisk Center Sct. Hans og ekstern lektor på Københavns Universitet.

»Det ligger i essensen af at være psykopat, at man føler sig berettiget til mange ting, at man føler sig bedre end andre, at man er til i verden på egne præmisser, og andre mennesker er bare til stede for éns skyld,« forklarer hun blandt andet i podcasten.

Denne verdensopfattelse gør ifølge chefpsykologen blandt andet, at psykopater generelt har lettere ved at slå ihjel, selvom årsagen til mord kan være ret forskellige.

I afsnittet tager Videnskab.dk’s podcastredaktør, Jais Baggestrøm Koch, og journalist på Videnskab.dk Asbjørn Mølgaard Sørensen også en psykopati-test. I næste uges ‘Brainstorm’ afsløres det, hvem af værterne der har de største psykopatiske træk.

LÆS OGSÅ: Podcast om kærligheds-kemi: Hjerne-hormon gør, at du elsker din kæreste

LÆS OGSÅ: Hvor kommer tanker fra? Hvorfor smitter gab? Og bestemmer hjernen min personlighed?

Kilder

  • Tine Wøbbes profil (Rigshospitalet)
‘Brainstorm’ undersøger: Hvorfor slår nogle psykopater ihjel? was last modified: marts 1st, 2019 by Jörn
14. marts 2019 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
LifestyleMomentsStories

Forsker svarer på 7 spørgsmål om at date sin kollega

Hvad gør man, hvis man er blevet forelsket i sin kollega på kontoret? Er det no go at date sin chef? En forsker i psykologi forklarer her, hvordan man bedst takler romancer på arbejdspladsen.

Du har sendt ham stjålne blikke fra dit skjul bag computerskærmen, hver gang han har kigget den anden vej med sine nøddebrune øjne. Suk, hvor er Peter fra marketing bare dejlig!

Se video: www.Ted Talk/YouTube

Mange mennesker kender til romancer og flirts på arbejdspladsen. Men hvordan griber man dem an? Og er der noget, man skal holde sig fra, når det gælder forhold på arbejdspladsen?

Det giver lektor i psykologi på Universiry of Maryland, Amy Nicole Baker, dig svar på i denne Ted Talk fra december 2018, hvor hun forholder sig til syv af de oftest stillede spørgsmål om kærlighed på kontoret.

Se videoen øverst i artiklen for at få svar på alle syv spørgsmål eller læs med herunder, når vi opsummerer de vigtigste pointer.

LÆS OGSÅ: Hvordan kan man forelske dig i en, man ikke bryder sig om?

Bør jeg date min kollega?

Hvis du er i den situation, at har fået følelser for en kollega, bør du spørge dig selv, om det, du ønsker, bare er sex og sjov, eller om dine følelser stikker dybere.

TED Talks på ForskerZonen
  • ForskerZonen håndplukker TED Talks, der er små videoer, hvor forskere spreder deres viden og ideer til, hvordan vi løser forskellige problemer i verden.
  • TED Talk-videoerne er som regel under 18 minutter, og organisationen er nonprofit.

»Hvis det første gør sig gældende, bør du overveje, om ikke det giver bedre mening at hoppe på Tinder,« siger Amy Nicole Baker i videoen.

Men hvis du derimod er ved at blive rigtig forelsket i Peter fra marketing, eller hvad han eller hun nu hedder og kommer fra, så børdu måske date din kollega.

»Studier viser nemlig, at dine øvrige kollegaer generelt er positive omkring romancer på arbejdspladsen, hvis de fornemmer, at I er ved at forelske jer og virkelig holder af hinanden. Men hvis de kan fornemme, at der er noget mere overfladisk på spil, virker det mere forstyrrende,« forklarer hun i videoen.

LÆS OGSÅ: Mobning blandt kollegaer øger risikoen for depression markant

Bør jeg date min chef?

Her svarer psykologilektoren prompte; »I langt de fleste tilfælde vil svaret være ’nej’.«

Og det handler om, at der sker en forvridning i den magtdynamik, der er i jeres forhold, som også kan smitte af på de andre medarbejdere på kontoret.

Der kan nemlig risikere at forekomme en favorisering af den, man er i et forhold med, eller at de andre føler, de står udenfor en ’indercirkel’, de ikke kan blive en del af.

Generelt viser forskningen også, at et forhold til chefen kan skade ens personlige karriere. De, som har haft et forhold til deres overordnede, bliver nemlig oftere valgt fra i forhold til forfremmelser og kompetencekurser, viser et eksperiment, som forskere har lavet, fortæller Amy Nicole Baker i Ted Talken.

»Hvis I så alligevel ikke kan leve uden hinanden, kan det være en idé, at den ene flytter afdeling eller skifter arbejdsplads,« foreslår hun.

Hvorfor bliver vi ofte tiltrukket af vores kollega?

Men hvorfor bliver vi overhovedet så tiltrukket af dem, vi arbejder sammen med?

»Det korte svar er, at jo mere folk er sammen i dagligdagen, des større er sandsynligheden for, at de bliver tiltrukket af hinanden,« forklarer Amy Nicole Baker og tilføjer:

»Tiltrækningen kan ofte opstå, når I skal arbejde sammen om en fælles opgave og sidder oppe til sent og brainstormer. Så siger han/hun noget helt genialt, og så mærker du en følelse af glæde og påskønnelse.«

Derudover handler tiltrækning om, hvor meget I minder om hinanden. For selvom man siger, at modsætninger mødes, viser forskningen faktisk, at vi i høj grad vælger partnere, der minder om os selv, fortæller Amy Nicole Baker videre.

LÆS OGSÅ: Vi gifter os med dem, der ligner os selv

Et godt råd

Noget af det vigtigste, man skal huske på, når man indgår i et romantisk forhold til en fra sit arbejde, er at lade være at holde forholdet hemmeligt.

»Folk kan sagtens gennemskue det, så bare vær ærlige omkring jeres forhold,« siger Amy Nicole Baker og fortsætter med et andet godt råd;

»Folk opfatter par som en samlet enhed, så prøv at gøre det klart for jeres kolleger, at I ikke er den samme person. I elsker hinanden, men I er ikke nødvendigvis altid enige.«

Du kan få svar på endnu flere spørgsmål om flirt og kærlighed på kontoret i videoen.

LÆS OGSÅ: Vi stiller for høje krav til kærligheden

LÆS OGSÅ: Forskere kobler det gode ægteskab til kærlighedshormonet oxytocin

Kilder

  • Ted Talk (2018) af Amy Nicole Baker
Forsker svarer på 7 spørgsmål om at date sin kollega was last modified: marts 1st, 2019 by Jörn
11. marts 2019 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
CoffeeNatureStoriestanker

99,99 procent sikkert, at global opvarmning er menneskeskabt

De menneskeskabte klimaforandringer bliver fra tid til anden mødt med tvivl og skepsis: For klimaet har jo altid ændret sig?

Men ifølge et nyt internationalt studie, der netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Climate Change, bør den sidste tvivl være udryddet nu.

»Studiet er interessant, fordi det slår fast, at vi nu er der, hvor det med statistisk sandsynlighed kan siges, at klimaforandringer er menneskeskabte. Nu er vi meget, meget tæt på noget, der er meget, meget overbevisende. Det statistiske grundlag er meget stærkt,« fortæller Sebastian Mernild, som er professor i klimaforandringer og administrerende direktør for Nansen Center Bergen, til Videnskab.dk.

Beviserne på, at mennesker bidrager til klimaforandringerne, har ifølge det nye studie ramt et såkaldt sigma-5-niveau, hvilket er en statistisk ‘guldstandard’. Det betyder, at der blot er en 1 til 3.5 million sandsynlighed for, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte.

»Det svarer til, at der står 3,5 millioner liter mælk på en række, og du skulle komme til at gribe fat i netop den ene, der er sur. Det ville være ekstremt usandsynligt,« forklarer Sebastian Mernild, der også er hovedforfatter på den næste store rapport fra FN’s klimapanel IPCC.

Sebastian Mernild har ikke været involveret i studiet.

Du kan vende det nye studie i Videnskab.dk’s Facebook-gruppe, Red Verden, som er åben for alle.

LÆS OGSÅ: Nyt klimastudie er sygt deprimerende – men det er ikke det værste ved det

Faktaboks: Hvad er sigma-niveauer?

Sigma (σ) er en statistisk målestok, der beskriver en standardafvigelse.

Man benytter sig af forskellige sigma-niveauer til at slå en statistisk sikkerhed fast.

  • 1-sigma-niveau svarer til en statistisk sikkerhed på 84.13 procent.
  • 2-sigma-niveau svarer til en statistisk sikkerhed på 97.73 procent.
  • 3-sigma-niveau svarer til en statistisk sikkerhed på 99.87 procent.
  • 5-sigma-niveau svarer til en statistisk sikkerhed på 99,99 procent.

5-sigma-niveau blev også brugt i 2012 til at slå fast, at man havde fundet Higgs-partiklen i CERN.

Der findes også endnu højere sigma-niveauer end 5-sigma-niveau – eksempelvis et 6-sigma-niveau, der altså er endnu tættere på 100 procents statistisk sikkerhed.

Kilde: What does 5-sigma mean in science? (ZME Science)

»Det menneskelige fingeraftryk sidder på denne rygende pistol«

Hovedforfatteren bag studiet, Benjamin Santer, klimaforsker ved the Lawrence Livermore National Laboratory i Californien, håber, at de statistiske beviser vil overbevise de sidste klimaskeptikere og anspore til handling.

»Der hersker en forkert fortælling om, at forskere ikke kender årsagerne til klimaforandringerne. Det gør vi,« siger han ifølge Reuters.

Den anerkendte klimaforsker Jason Box, som har læst det nye studie, er enig.

Hvis man sammenligner klimaforskningen med en kriminalteknisk undersøgelse, ville der ikke længere herske nogen tvivl om, hvem der var den skyldige, mener han.

»Det menneskelige fingeraftryk sidder på denne rygende pistol,« skriver Jason Box, som er professor ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), en mail til Videnskab.dk.

LÆS OGSÅ: FN’s klimapanel: Vi er nødt til at trække CO2 ud af luften for at redde klimaet

Et eksempel på flot klimaforskning

William Colgan, der er glaciolog og seniorforsker ved GEUS, har også læst for Videnskab.dk, og han er imponeret.

»Det her er et rigtig flot eksempel på, at klimaforskerne har gjort det samme som partikelfysikerne gjorde i 2012 (i forbindelse med Higgs-partiklen, red.): De har testet en forudsigelse med en masse eksperimenter og er nået frem til, at forudsigelsen var rigtig,« siger han.

Forskerne bygger deres konklusion på tre sæt af satellitdata. To af dem viste, at 5-sigma-niveauet allerede blev nået i 2005, mens det tredje datasæt viste, at niveauet blev nået i 2016.

»Det er en meget kompliceret proces, som de har forudset, og som satellitdata nu bakker op om,« fastslår William Colgan.

LÆS OGSÅ: Forskere vil overvåge naturen ‘live’ med satellitter

Menneskets ansvar bliver mere og mere sikkert

Mens det nye studie meget tydeligt angiver, at mennesket med 99,99 procents sikkerhed har ansvar for den globale opvarmning, beskæftiger det sig ikke med, præcist hvor meget af den globale opvarmning er menneskeskabt.

Stort tema i gang


I en konstruktiv serie undersøger Videnskab.dk, hvordan mennesket kan redde verden. Vi tager fat på en lang række emner – fra atomkraft til, om det giver mening at ændre på sig selv. Hvad siger videnskaben? Hvad kan man gøre hjemme fra sofaen?

Du kan også få gode råd i vores Facebook-gruppe, hvor du kan være med i overvejelser om artikler og debattere måder at redde verden på.

Sebastian Mernild påpeger dog, at resultater fra FNs klimapanel IPCC tidligere har vist, at mindst 50 procent, og formentlig mere, af de seneste 50 års opvarmning er menneskeskabt. IPCC arbejder også med sandsynligheder og kan eksempelvis sige, at det er mere sandsynligt, at mennesker har stået for 80 end for 20 procent af opvarmningen.

I en FN-rapport fra 2013 var Sebastian Mernild sammen med en række andre forskere med til at fastslå, at de menneskeskabte klimaforandringer kunne bevises med mindst 95 procents sikkerhed. Men nu er det statistiske grundlag altså blevet endnu stærkere.

»Man skal altid forholde sig kritisk og åben overfor, at der kan være andre løsninger og andre svar, men som det forholder sig nu, er menneskets rolle i den globale opvarmning den bedste forklaring, vi har, og den bliver mere og mere statistisk sikker,« siger Sebastian Mernild.

LÆS OGSÅ: Klimadebatten har delt sig i tre forskellige debatter

LÆS OGSÅ: Byer er et ekstremt vigtigt våben mod klimaforandringer

Kilder

  • Celebrating the anniversary of three key events in climate change science, Nature Climate Change (2019), DOI https://doi.org/10.1038/s41558-019-0424-x
  • Sebastian Mernilds profil (hjemmeside)
  • Jason Box profil (hjemmeside)
  • William Colgans profil (hjemmeside)
99,99 procent sikkert, at global opvarmning er menneskeskabt was last modified: marts 1st, 2019 by Jörn
8. marts 2019 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
CoffeeStories

Fra champagne til sæbebobler: Den fascinerende videnskab bag bobler

Hvilken funktion har boblerne i champagne? Hvad kan containerskibe bruge en pingvin-inspireret boble-teknologi til? Og hvordan kan mikrobobler bruges i fremtidens medicin?

»Der findes meget fascinerende videnskab om bobler, og de kan for eksempel bruges som problemløsningsværktøjer i mange vidt forskellige sammenhænge,« fortæller Li Wei Tan i denne TED Talk.

Hun forsker i bobler og substanser på Institute of Materials Research and Engineering i Singapore, og i denne video nørder hun fysikken bag bobler helt igennem.

LÆS OGSÅ: Hvorfor stiger øl-bobler fra samme sted i glasset?

TED Talks på ForskerZonen
  • ForskerZonen håndplukker TED Talks, der er små videoer, hvor forskere spreder deres viden og ideer til, hvordan vi løser forskellige problemer i verden.
  • TED Talks-videoerne er som regel under 18 minutter, og organisationen er nonprofit.

Bobler er problemløsere

En boble er helt grundlæggende en lille mængde luft omgivet af en tynd, kugleformet væskehinde – typisk vand.

Vandmolekyler søger altid ind mod et centrum, og det skaber princippet, som vi kender som overfladespænding.

Overfladespændingen vil altid prøve at finde den mest effektive geometriske form, og det gør matematikken bag bobler interessant, fortæller Li Wei Tan.

»Du kan tænke på bobler som en matematisk problemløser. En boble prøver ubønhørligt at opnå en perfekt geometrisk form,« forklarer hun og tilføjer:

»For eksempel er en kugle den form, der har mindst overfladeareal for en given volumen. Det er derfor, at en boble altid er kugleformet.«

Når man laver sæbebobler bliver boblerne mere elastiske, og derfor kan man for eksempel bruge sæbebobler til at finde den korteste vej mellem flere punkter, hvilket Li Wei Tan viser i videoen.

LÆS OGSÅ: Afslørende optagelser: Bobler får afkom

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Kongepingviner og containerskibe

Bobler har mange egenskaber, og det har kongepingvinen blandt andet formået at udnytte.

Kongepingvinen kan dykke flere hundrede meter under havoverfladen, og en af hemmelighederne bag er dens geniale måde at udnytte bobler på.

De oplagrer luft under deres fjer, inden de dykker, og så frigør de gradvist en sky af bobler. Det reducerer massefylden af vand omkring dem, hvilket gør det nemmere at svømme gennem vandet, og gør det muligt at øge hastigheden med mindst 40 procent, forklarer Li Wei Tan.

Denne mekanisme har man kopieret i skibsfarten, hvor man har udviklet et system til store containerskibe. Systemet reducerer vandets modstand og kan nedsætte energiforbruget med op til 15 procent.

Kongepingvinger og containerskibe er kun et par af de punkter, som Li Wei Tan berører i forbindelse med sin fascination af bobler.

Hvis din nysgerrighed er tændt, så se resten af videoen og få den stimuleret. Du kan både lære om champagnebobler og mikrobobler i medicin.

LÆS OGSÅ: Derfor falder boblerne i Guinness nedad

LÆS OGSÅ: Bobler i havvand kan smadre skruen på et skib

Kilder

  • TED Talk: The fascinating science of bubbles, from soap to champagne
Fra champagne til sæbebobler: Den fascinerende videnskab bag bobler was last modified: marts 1st, 2019 by Jörn
6. marts 2019 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
  • 1
  • 2
W3Schools
empowermind logo

Arkiver

  • september 2019
  • august 2019
  • maj 2019
  • april 2019
  • marts 2019
  • februar 2019
  • januar 2019
  • december 2018
  • oktober 2018
  • september 2018
  • august 2018
  • juli 2018
  • juni 2018
  • maj 2018
  • april 2018
  • marts 2018
  • februar 2018
  • januar 2018
  • december 2017
  • november 2017
  • oktober 2017
  • september 2017
  • august 2017
  • juli 2017
  • juni 2017
  • maj 2017
  • april 2017
  • marts 2017
  • februar 2017
  • januar 2017

Seneste indlæg

  • Insekter er hjemløse: Hvad sker der, hvis de forsvinder?
  • Professor: Politikerne værdsætter ikke vores biodiversitet
  • 75 procent fald i mængden af insekter alarmerer forskerne
  • Her er Tysklands storstilede plan, der skal beskytte insekterne
  • Parkinsons sygdom kan starte i maven

Kategorier

  • Bar (20)
  • Beauty (10)
  • biler (2)
  • Coffee (68)
  • Coolstuff (26)
  • Culture (99)
  • døden (7)
  • Fashion (15)
  • Food (89)
  • Helse (70)
  • kirke (8)
  • kristendom (14)
  • Lifestyle (101)
  • Månedens Deal (8)
  • Moments (83)
  • Movie (3)
  • Nature (48)
  • politik (9)
  • Restaurant (54)
  • Spa (3)
  • sport (19)
  • Stories (160)
  • tanker (94)
  • Theatre (4)
  • Tips (96)
  • Travel (37)
  • Ugens Deal (7)
  • Underholdning (24)

Seneste kommentarer

  • Jörn til Højt blodtryk? Så er det ikke nok at spare på saltet
  • individual til Højt blodtryk? Så er det ikke nok at spare på saltet
  • Jörn til Quiz time – dag 1
  • Jörn til Quiz Time – dag 2
  • Jörn til Quiz time – dag 1

Meta

  • Log ind
  • Indlæg-RSS
  • Kommentar-RSS
  • WordPress.org

Instagram Slider

No images found!
Try some other hashtag or username
  • Facebook
  • Instagram

@2017 - cphbased. All Right Reserved. Designed and Developed by Globaldesign


Back To Top