Digitale teknologier, især mobile og sociale medier, tilbyder nye måder at overvåge på.

Ikke kun på samfundsniveau, men også i vores familiære og personlige liv, hvor mulighederne for at monitorere hinanden – og ikke mindst sit afkom – er vokset betydeligt.

Ikke overraskende vækker denne udvikling bekymring. En bekymring, som ofte samler sig om teknologierne selv.

For hvad gør skærmene eller forskellige overvågningsteknologier, for eksempel GPS-apps, ved familien – og ikke mindst børn og unges liv?

Vil de nye monitoreringsmuligheder føre til en ‘Big Mother’-barndom, hvor forældre følger hvert et skridt deres barn tager (se for eksempel artiklen her) og krænke deres børns ret til frihed og privatliv (se for eksempel artiklerne herog her)?

Det er vigtige spørgsmål at stille.

Men før vi griber til forhastede svar, er det nødvendigt at undersøge, hvordan de mange digitale dimser bruges til overvågning i familien. Netop det er vi i gang med på Aarhus Universitet.

Overvågning fra 1984 til ‘Find mine venner’

Overvågning har længe knyttet sig til forestillingen om ‘Big Brother’ – den upersonlige, top-down masseovervågning, som kendetegner samfundsmagtens styringsredskab i George Orwells klassiker ‘1984’.

I takt med digitaliseringen er overvågning blevet relevant på en ny måde, ikke mindst i forhold til ‘big business’, da det er blevet en succesrig forretningsmodel at generere, høste og kapitalisere brugerdata. Det ser vi tydeligt med tech-giganter som Facebook og Google, der tilbyder tjenester, som i stigende grad bliver uundværlige for os.

Sociale medier lever samtidig af at tilbyde sine brugere ‘horisontal overvågning’ – eller ‘deltagende overvågning’. Her kan vi nemlig dele vores eget liv og deltage og følge med i andres tilværelse på tværs af mange forskellige sociale arenaer, for eksempel arbejdsliv, fritidsliv og familieliv.

Den teknologiske udvikling byder også på nye muligheder for at monitorere os selv, for eksempel via fitness-ure, men også vores nærmestes fysiske færden eksempelvis via tracking-apps som Apples ‘Find mine venner’, som findes på alle iPhones.

Hertil kommer en lang række overvågningsteknologier specifikt målrettet forældre såsom GPS-ure til børn, monitorerings-gadgets til babyer og apps til at overvåge, hvad ens børn laver online, og ikke mindst hvor de befinder sig.

Vi har altid overvåget vores børn

De digitale medier tilbyder altså en række nye muligheder for overvågning i familien.

Overvågningspraksisser i familien er dog ikke noget, som er opstået med digitale medier. Overvågning er en grundlæggende del af forældres omsorgsopgave. Det har til alle tider været nødvendigt at ‘våge over’ sine børn – eller sørge for at andre holdt øje med dem – indtil de kunne tage vare på sig selv.

Hermed indebærer børneliv og -opdragelse altid en balancering af omsorg og overvågning, frihed og kontrol.

Forskellige familier bruger digitale medier forskelligt

I dag tilbringer familiemedlemmer en stor del af deres liv væk fra hinanden – forældrene på arbejde og børnene i institutioner og til fritidsaktiviteter.

Her har især mobiltelefonen fået en vigtig funktion, både i forhold til at koordinere gøremål og aktiviteter, men også i forhold til at holde øje med hinanden på tværs af tid og rum.

Familiers tilgang til og brug af digitale medier varierer afhængigt af familiens struktur, børnenes alder og deraf følgende forskelligartede behov.

Brugen varierer dog også alt efter de værdier, normer og overbevisninger, som præger forældrenes forståelser af, hvad godt familieliv og forældreskab vil sige – om man er mest til at dele sine børnefotos på Facebook eller ej, til kontrol eller frihed og analogt eller digitalt.

Derfor har livsstil og social og økonomisk baggrund også betydning for familiers brug af digitale medier.

Både forældre og unge i undersøgelsen var grundlæggende enige om, at forældre skal holde øje med deres børn – også ved hjælp af de nye digitale teknologier. Men det skal bare ske på baggrund af kommunikation og gensidig tillid. (Foto: Shutterstock)

Tracking af børn uden deres vidende er ikke ok

I vores undersøgelse var der kun få eksempler på forældre, som brugte tracking-teknologier til at monitorere deres børns fysiske færden.

Tendensen både blandt teenagere og forældre var, at målrettet tracking af børn – uden deres vidende og accept – blev opfattet som uacceptabelt og krænkende for barnets privatliv, med mindre særlige eller skærpede omstændigheder gjorde sig gældende (for eksempel, at barnet var handikappet eller havnet i akutte problemer).

Jo ældre børn der var tale om, jo mere uacceptabelt blev tracking uden barnets samtykke anset for at være.

De normer, der kommer til udtryk i vores kvalitative undersøgelse, harmonerer med resultatet af en spørgeskemaundersøgelse blandt 1.027 forældre til børn i alderen 8-17 år foretaget af Epinion for DR Nyheder i 2016.

Den viste, at selv om en tredjedel var helt eller overvejende enige i, at forældre måtte følge deres børn via GPS, så var majoriteten, nemlig hele 84 procent, helt eller overvejende enige i, at børn skulle have det at vide, hvis forældrene fulgte dem via GPS.

Forskerzonen

Overvågning af børn er udtryk for omsorg

Mens både forældre og unge i vores undersøgelse var kritiske overfor GPS-overvågning uden børns samtykke, var de grundlæggende enige om, at forældre skal holde øje med deres børn – også ved hjælp af de nye digitale teknologier. Det skal bare ske på baggrund af kommunikation og gensidig tillid.

Selv om det til tider vakte irritation, opfattede de unge det som udtryk for omsorg, at deres forældre gerne ville vide, hvor de befandt sig eller spurgte ind til og ønskede at følge med i deres liv – også på sociale medier.

De fleste accepterede at være venner med deres forældre på Facebook, dels fordi de opfattede det som et meget offentligt medie, og dels fordi deres sociale liv alligevel primært udspillede sig på andre platforme, hvor deres forældre ikke var, for eksempel Snapchat.

Adgang er ok, men grænser skal respekteres

Samtidig anså mange det for uproblematisk, at deres forældre havde adgangskoder til deres mobiltelefon eller sociale mediekonti. De havde nemlig tillid til, at forældre ikke ville gå bag deres ryg.

De unge anså det til gengæld som uacceptabel og grænseoverskridende adfærd, hvis forældre uden samtykke tjekkede interaktioner og indhold på deres teenagers telefon.

Enkelte mente dog, at det kunne være en sidste nødløsning, hvis den unge var i store problemer, og alle andre tiltag var fejlet. Som udgangspunkt skulle forældre dog gå i dialog med deres børn og have tillid til dem.

Mange familier havde aftaler om, at store børn og teenagere skulle give besked, for eksempel via sms, telefonopkald eller Messenger, når de tog fra et sted til et andet – det vil sige, de praktiserede tillidsbaserede overvågningspraksisser baseret på kommunikationsværktøjer.

Kreative og kompetente teenagere

Teenagerne satte pris på denne omsorgsovervågning, dels fordi det gav dem tryghed, dels fordi kommunikationsværktøjerne gav dem mulighed for at ‘forhandle’, styre og af og til kreativt manipulere interaktionen med forældrene.

‘Manipulationen’ kunne ske ved at udsætte besvarelsen af et opkald eller en besked – eller få en ven til at besvare en besked, hvis de selv havde drukket for meget til at ramme tasterne.

Hermed var teenagerne både kompetente og kreative i deres brug af teknogierne til at værne om deres privatliv og opnå autonomi, hvilket harmonerer med konklusionerne i Danah Boyds kvalitative studier af amerikanske unges digitale mediebrug.

Tracking-teknologi kan give mere frihed

Blandt de få familier i vores undersøgelse, som brugte tracking-apps, for eksempel ‘Find mine venner’, var der tale om gensidig monitorering, så familiens forskellige medlemmer kunne se, hvor de andre befandt sig.

I disse familier var der en høj grad af refleksion over, hvornår og hvordan tracking-teknologier blev brugt. Eksempelvis, i hvilke situationer det var fint at slå sin geografiske synlighed fra – og hvilken motivation der lå bag brugen.

Tryghed var en vigtig motivation, men det var faktisk ikke den afgørende grund til, at familierne brugte GPS-tracking.

Tværtimod var motivet først og fremmest muligheden for ‘kommunikationsaflastning’ da en hel del af den mikrokoordinerende kommunikation blev unødvendig:

Der var ingen grund til at ringe eller sms’e for at finde ud af, om faren havde forladt supermarkedet, om moren var på vej hjem, eller om datteren stadig hang ud på fodboldbanen.

Det kunne klares med et kig på skærmen.

Frem for at forstå GPS-apps som midler til konstant og frihedsindskrænkende overvågning understregede forældrene, at de ved at bruge dem undgik at forstyrre deres børn med kontrolopkald eller -sms’er – og hermed kunne give dem mere autonomi og mulighed for at være nærværende der, hvor de var.

Fravær af risici eller mere nærvær?

Vores forskning peger på, at kulturel kontekst har stor betydning for synet på og brugen af digitale overvågningspraksisser i familien.

I Danmark og andre skandinaviske lande er familielivet generelt præget af demokratiske idealer, dialogbaseret opdragelse med fokus på selvstændighed og autonomi, stor generel social tillid i samfundet – men også en stram tidsøkonomi i familien.

De værdier går igen i den måde, teleselskaber via reklamer forsøger at sælge deres produkter på.

Temaet i danske teleselskabers reklamer målrettet familier er eksempelvis typisk centreret om, hvordan produktet kan hjælpe med at skabe oplevelser af nærvær og samvær i familien (se for eksempel her og her).

I modsætning hertil viser forskning, at amerikanske teleselskabers tv-reklamer målrettet familier i stor stil spiller på forældres bekymring for deres børns sikkerhed og fremstiller mobiltelefonens overvågnings- og tracking-muligheder som løsningen, der imødekommer en lang række risici.

Familierne i vores forskningsprojekt bestod primært af etnisk danske familier, hvoraf de fleste forældre havde en videregående uddannelse.

Derfor er det vigtigt, at forskningen de kommende år også undersøger andre familiemiljøer i Danmark og den måde, de bruger digitale overvågningsteknologier på.

Digital overvågning kan både give mere og mindre frihed

Der er ingen simple svar på, om digital overvågning i familien er godt eller skidt. Derfor skal vi fortsat se både nysgerrigt og kritisk på de nye teknologiske muligheder.

Vi er dog i fare for at overse både de muligheder og de udfordringer, som knytter sig til de måder digitale teknologier – og overvågning – indgår i vores nære liv på, hvis vi ikke forholder os til den kontekst, teknologierne er flettet ind i.

Det kræver, at vi flytter fokus fra ‘skærmen’ til det, vi gør med skærmen i bestemte sammenhænge:

At vi undersøger, hvordan og til hvad vi bruger bestemte medie-teknologier, og hvilke typer oplevelser brugen er forbundet med.

Som vores undersøgelse peger på, kan de nye teknologiske muligheder både virke frihedsudvidende og frihedsindskrænkende for børn og unges liv.

Det handler ikke bare om teknologierne og hvilke handlemuligheder, de lægger op til, men også om, hvordan vi bruger dem.