Med den såkaldte flygtningekrise er grænser vendt kraftigt tilbage til den politiske dagsorden i Europa.

Flere steder er de indre grænser blevet midlertidigt genindført, og de ydre grænser er emne for en hed debat, hvor Middelhavet, der afgrænser Europa fra Mellemøsten og Asien, fremstår som et stort åbent sår.

Udviklingen betragtes mere og mere som et neonationalistisk brud med den liberale ånd, der har behersket Europa siden 1989.

Murens fald et symbol på en grænseløs verden

Allerede samtiden opfattede Berlinmurens fald som symbolet på et verdenshistorisk opbrud. Muren gennem den gamle, tyske hovedstad havde i en menneskealder været et dramatisk billede på den hårde grænse mellem øst og vest, der prægede årtierne efter 2. verdenskrig.

Murens fald signalerede for de fleste mennesker en forandring til en åben og mere dynamisk verden. Det sovjetiske magtsystems kollaps udløste en entusiastisk begejstring og en overbevisning om, at grænser lod sig overvinde og i virkeligheden hørte fortiden til.

En forestilling om grænseløshed vandt indpas og gik hånd i hånd med ideerne om globalisering. Den var ikke kun abstrakt.

I den Europæiske Union blev der med Schengen-samarbejdet realiseret åbne grænser i et voksende antal europæiske stater.

EU’s ‘fire friheder’ – arbejdskraftens, varernes, tjenesteydelsernes og investeringernes frie bevægelighed – flyttede i bogstavelig forstand grænser. Økonomiske transaktioner og handlen med varer blev gjort langt lettere. EU-borgerne fik mulighed for at rejse, finde job og bosætte sig i et andet land i et hidtil ukendt omfang.

Ideen om, hvad en grænse er, udvikler sig hele tiden. Det er ikke kun bevæbnede soldater langs grænselinjen. (Foto: Shutterstock)

Nye grænser efter Murens fald

Paradoksalt nok udløste grænsernes tilsyneladende forsvinding voksende interesse netop for grænser.

Forskere inden for en række discipliner gjorde dem til genstand for undersøgelser. De opdagede nye aspekter og fandt hurtigt mange belæg for, at grænser bestemt ikke var forsvundet.

Grænseforskningen satte således allerede i 1990’erne spørgsmålstegn ved forestillingen om det grænseløse Europa.

Den påpegede, at der faktisk blev ved med at komme nye grænser til, og at de antog mange former, som ikke tidligere var blevet udforsket.

Gamle forestillinger om grænser blev udfordret af konfrontationen med nye sikkerhedstrusler som den internationale terrorisme, men også gennem teknologiske nybrud som eksempelvis biometriske teknologier, satellitter og droner, der skabte helt nye muligheder for at overvåge og kontrollere mennesker og territorier.

Traditionelt fokuserede grænseforskning på politiske skel mellem folk og stater.

Krige og flytning af grænser spillede en fremtrædende rolle, og det var grænsen som en markering af statsmagten, der stod i forgrunden. Nu modtog forskningen nye impulser i kølvandet på Schengen-aftalen og fremmet af den stedse mere globaliserede økonomi.

De kom ikke mindst fra arbejdsmarkedsforhold, samhandel og informationsudveksling.

Grænser set fra et menneskeligt perspektiv

I de seneste år er problemstillinger om migration og mobilitet på tværs af grænserne kommet til. Nutidens grænseforskere vælger langt oftere at se på grænser med andre øjne – ikke mindst fra de berørte menneskers perspektiv.

Derfor rykker grænsernes følger for samfundet, for handlen, kontakter og grænseoverskridende samarbejde ofte i forgrunden. Det er spændende perspektiver, som dog ikke må skjule, at grænser stadig i sidste ende er udtryk for magt og territorial kontrol.

Bevægeligheden over de europæiske grænser og fjernelsen af fortidens grænsekontrolanlæg gav grænser en mindre håndfast betydning.

Desto stærkere virkede den nye udvikling tilbage på andre dele af staten og samfundet, der blev konfronteret med omverdenen på en helt ny måde. Det blev åbenbart, at grænser ikke bare kunne forstås som skillelinjer mellem de enkelte lande.

Mange sammenhænge i de samfund og især de grænseregioner, de berørte, blev påvirket. Grænser giver nogle mennesker sikkerhed, mens de for andre begrænser deres udfoldelsesmuligheder.

De adskiller på samme tid mennesker og skaber muligheder for handel og udveksling. Hvad, der er billigst på den ene side af grænsen, bliver genstand for grænsehandel – eller smuglervirksomhed. Dette aspekt ved grænser kendes overalt.

Det romerske riges grænser er bare et eksempel på dynamiske grænser, da romerriget hele tiden var i udvikling. (Foto: Shutterstock)

Grænserne forandrer sig blot

Grænser viser sig således ved nærmere betragtning at være foranderlige og dynamiske størrelser, der gennem historien konstant har været i bevægelse og skiftet betydning. Denne foranderlighed er vigtig at være opmærksom på, fordi de grænser, der i mellemtiden er forsvundet, i mange tilfælde bliver ved med at kunne spores.

I Europa er et af de bedste eksempler den grænse, som romerne trak tværs gennem kontinentet. Den viser kun få steder sammenfald med moderne statsgrænser, men i alle de lande, den gennemløber, er den til stede eksempelvis i kultur, sprog og religion.

De mange nye perspektiver på grænser kombineret med en mere traditionel tilgang gør det åbenlyst, at grænseforskning ikke er et emne, der lader sig begrænse til et enkelt fagområde.

Grænseforskning må i sagens natur være interdisciplinær og inddrage forskellige discipliners metoder og tilgange, hvis resultatet skal blive overbevisende. De stedse skiftende problemstillinger fører ofte til, at der må hentes viden fra nye områder.

Eksempelvis er erkendelser og erfaringer fra migrationsforskning i dag af stor betydning, hvis grænseforskere skal undersøge aktuelle udviklinger for de europæiske ydergrænser og flygtningestrømme fra ikke-europæiske lande.

Her er der igen tale om et aspekt, som kun blev berørt af et fåtal i grænseforskningen for blot ganske få år siden.

Grænseforskningen er udfordret af det tempo, hvormed verden forandrer sig.

Mens forskerne er optaget af at undersøge Schengen-samarbejdets konsekvenser, har Europas ydre grænser tiltaget sig en stor opmærksomhed, Brexit-beslutningen åbner helt nye scenerier og det er blevet stadig mere klart, at slet ikke alle mennesker ser grænsers forsvinding som noget positivt.

Neonationalismens drøm om igen at opruste grænserne med bomme, faste kontrolposter, mure og afspærringer viser, at grænseforskningens problemstillinger ganske som grænserne selv ikke forsvinder, men blot forandrer sig.

Grænser i går, i dag og i morgen

Center for Grænseregionsforskning på Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet fortsætter en lang tradition for interdisciplinær forskning i europæiske grænser og grænseregioner.

I bogen ‘Europas grænser’ giver forskerne i antologiform en række eksempler på grænsers betydning og foranderlighed i går, i dag og i morgen.

Den dansk-tyske grænse behandles også, men perspektivet er i høj grad europæisk og inddrager eksempler fra Middelhavsområdet, fra det forhenværende Jugoslavien, Centraleuropa og Tyskland. Bidragene præsenterer forskellige tilgange og problemstillinger.

De europæiske grænsers historiske udvikling og den fortsatte betydning af forsvundne historiske grænser repræsenterer den historiske tilgang, men derudover analyseres aspekter som migration, grænseoverskridende samarbejde, grænsekonflikter mellem stater og flydende grænser mellem øst og vest.

Mange mennesker i nationale mindretal føler, at de lever på den forkerte side af grænsen, andre arbejder på at opbygge og styrke grænser til naboerne, mens en mere antropologisk tilgang undersøger, hvad grænser betyder for hverdagslivet i et grænseland, der kun i en forholdsvis kort periode har været delt mellem forskellige stater.

Alle antologiens bidrag illustrerer problemstillingerne omkring grænser med konkrete eksempler fra forskellige tider og forskellige europæiske kontekster.