Dansk humor sammenlignes ofte med den latinamerikanske ditto, da vi ynder at drille, pille hinanden ned og udfordre den politiske korrekthed

I sin nytårstale i 1984 beskriver Dronningen, hvordan danskerne møder gæstearbejdere med »vores danske humor og små, dumsmarte bemærkninger«.

De fleste af os forstår nok intuitivt, hvad Dronningen dengang henviste til, men alligevel er dansk humor en svær størrelse at sætte ord på. For dansk humor kan være mange ting, afhængigt af hvem man spørger, og hvor man kommer fra.

Nogle vil måske nævne Molbovittigheder eller Århusianerhistorier som typisk dansk. Andre vil sikkert pege på vores brug af ironi og sarkasme.

Hvorfor er det mon disse former for humor, der så ofte bliver fremhævet som danske? Hvordan kommer de til udtryk? Og er vores humor i virkeligheden så dansk, som vi går og tror?

(Selv)ironi på dansk

Den danske ironi kommer gerne til udtryk i form af tvetydigheder, selvmodsigelser og indirekte vittigheder, enten rettet mod os selv eller andre. Et par typiske eksempler kunne være, når nogen udbryder: »Skønt vejr, hva?« på en dag, hvor det øsregner. Eller der bliver råbt: »Godt gået!,« når nogen dummer sig på den ene eller anden vis.

Ironi kan i begge eksempler forstås som en sproglig figur, hvor der udtrykkes det modsatte af, hvad der egentlig menes, og at dette netop er intentionen. Brugen af ironi i dagligdagssprog kan, sagt på en anden måde, altså forstås som et retorisk virkemiddel, hvor den indirekte facon ofte er med til at understrege og forstærke vores faktiske holdning.

Når ironien er rettet mod os selv, er det ofte for at signalere, at vi hverken er perfekte eller tager os selv alt for højtideligt. Eksempelvis hvis underviseren i en læringssituation ikke er i stand til at udføre det, de studerende forventes at kunne, og derfor bemærker om sig selv: »Ja, det er jeg jo rigtig god til.« Her er brugen af selvironi også med til at afhjælpe den (potentielt) pinlige situation.

At udvise selvironi kan også være et tegn på overskud. Det kan man finde et eksempel på i Helle Thorning-Schmidts kongrestale fra 2012: »Venstre taler meget om skat – og nej, det er vist ikke kun mine skatteforhold, de taler om.« Selvironien virker afvæbnende og giver os indtrykket af en statsminister, der nok har været igennem en trættende skattesag, men alligevel har overskud til at omtale den med humor.

Sarkasme og dumsmarte bemærkninger

Er ironien mere bidende, bliver den til sarkasme – og hvad Dronningen beskrev som ‘dumsmarte bemærkninger’. Bemærkninger såsom: »Kør selv!«, hvis nogen støder ind i, vælter eller taber noget på gulvet.

Jeg husker også særligt fra min barndom bemærkningen: »Hvordan synes du selv, det går?« – en passiv-aggressiv reaktion på, at jeg havde spildt mælk i fjernbetjeningen. Og hvad alverden skal man svare på det? Hø hø, ups, tja, knapt så godt…

Om disse typer spydige bemærkninger kan vi derfor observere mindst to ting: Dels at vi opnår en vis fornøjelse ved at gøre andre opmærksomme på deres dumheder, og dels at disse bemærkninger er meget svære at svare igen på.

Sidstnævnte observation åbner op for et strategisk (kynisk) aspekt, nemlig at der kan være fordele ved at bruge denne slags bemærkninger, hvis det betyder, at ens modstander bliver gjort til grin og ikke kan gøre noget ved det.

Et glimt i øjet – eller et par på hovedet

Dansk humor sammenlignes ofte med den latinamerikanske ditto, da vi ynder at drille, pille hinanden ned og udfordre den politiske korrekthed. Den ironisk-sarkastiske tone og det satiriske bid kan selvsagt give anledning til misforståelser og fornærmede miner, enten hos de uindviede i vores humoristiske jargon, hos de sarte eller bare hos dem, der ikke er i humør til det.

Hvad nogen vil kalde ‘kærligt dril’ og henvise til deres glimt i øjet, vil andre opfatte som direkte fornærmelser eller mobning. Det danske lune kan være en risikabel affære.

Modsat latinos er danskere er kendt for at være et reserveret folkefærd, hvilket kan forklare vores indirekte måde at kommunikere på og form for humor. Vores hyppige brug af selvironi hænger  godt sammen med den herskende jantelov, da dét at gøre grin med sig selv er en måde at signalere, at ‘jeg er ikke bedre end dig’.

At ironi, selvironi og sarkasme er blandt de mest fremtrædende former for humor, vi benytter i dansk sammenhæng, kan også skyldes, at vi generelt set ikke tager os selv, herunder samfundets autoriteter, særligt højtideligt. En observation tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen i øvrigt også gør i sin nytårstale fra 2006 i kølvandet på Muhammedkrisen:

»Vi har i Danmark en sund tradition for at stille kritiske spørgsmål til alle autoriteter, hvad enten de er politiske eller religiøse. Vi bruger humor. Vi bruger satire. Ja, vi har i det hele taget et lidt afslappet forhold til autoriteterne.«

Er dansk humor ‘kun’ dansk?

Jeg har allerede været inde på ligheder mellem dansk og latinamerikansk humor, men det er i sammenhængen også nærliggende at inddrage britisk humor til sammenligning. Briterne benytter sig nemlig også flittigt af ironi og underdrivelser. Britisk humor er desuden kendt for at være en tør humor, såkaldt ‘deadpan humour’, det vil sige underspillet, lakonisk og sarkastisk.

Den britiske komiker Rowan Atkinson er en mester udi tør humor, eksempelvis i rollen som ‘Den sorte snog’ (Black Adder). Næsten hver eneste af Atkinsons replikker i tv-seriens senere sæsoner er gennemsyret af tyk sarkasme – eksempelvis overfor sin lidet intelligente hjælper:

»Percy, in the end, you are about as much use to me as a hole in the head – an affliction with which you must be familiar, never having had a brain.«

Sammenligner vi dansk humor med vores naboer i Sverige, ser vi omvendt nogle forskelle. Svensk humor er generelt mere politisk korrekt end den danske og tager i højere grad hensyn til forskellige samfundsgrupper og -lag. I hvert fald hvis man skal tro en større undersøgelse fra 2013 af skandinavers holdninger til reklamer, herunder (brugen af) humor i reklamer (Politiken 2013).

Danskere er generelt mere afslappede og nyder grovkornet humor og prutte-jokes (derfor bliver vi stemplet som ‘platte’ i undersøgelsen), hvor svenskere er mere seriøse og sætter pris på en mere sofistikeret form for humor – i hvert fald i en reklamekontekst.

Man kunne uden tvivl pege på mange andre ligheder og forskelle, som ville føje flere nuancer til svaret på det vanskelige spørgsmål: hvad er dansk humor? Jeg vil for denne gang nøjes med at afslutte med Piet Heins vise ord, der er ganske relevante, når man beskæftiger sig med den type spørgsmål som stillet i dette indlæg:

»Der er stor lighed mellem at have løst et problem og slet ikke at have fattet det«.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.