Fædre forbereder deres teenagerbørn på voksenlivets pinligheder ved at fortælle platte vittigheder, argumenterer dansk forsker og nogle tvivler.
Er du gift?« spørger et vejskilt et andet.
»Nej, jeg er skilt.«
»Hvad koster en hjort? Den er rådyr!«
Fortæller din far den slags platte vittigheder?
Er han typen, der, hvis du siger: »Hej far, jeg er sulten,« svarer: »Hej sulten, jeg er far«?
Og har du været ved at grave dig ned, når han foran dine venner har foldet sin pinlige humor ud?
Så er du ikke alene: Ifølge den danske humorforsker Marc Hye-Knudsen kan moderne fædres hang til at være pinlige og fortælle dårlige jokes delvist have rødder i deres biologi.
»Jeg argumenterer for, at fædre kan være prædisponerede for at fortælle pinlige vittigheder i kraft af deres typiske personlighedstræk. Og at fænomenet trækker tråde langt tilbage i vores arts historie,« siger Marc Hye-Knudsen, der er videnskabelig assistent på Aarhus Universitet.
Onkelhumor er blevet kult
Marc Hye-Knudsen har som den nok første nogensinde lavet en akademisk analyse af fænomenet far jokes, også kendt som onkelhumor. Det er vittigheder, der indeholder ordspil, for eksempel: »Hvad sagde præsten, da han satte sig på Biblen? Kors i røven.«
I øjeblikket har genren nærmest kultstatus.
»På det sociale medie Reddit er der et helt sub-forum dedikeret til fænomenet, og der er udgivet omkring 300 bøger med far jokes,« fortæller Marc Hye-Knudsen.
»Personligt synes jeg, at de bedste far jokes er dem, der bruges spontant i en situation, for eksempel hvis man får serveret tarteletter, og man så siger: ‘Nogle tar’ det tungt, andre tarteletter.’«
På Twitter excellerer nyhedsvært og familiefar Kåre Quist i genren:
Marc Hye-Knudsen kalder vitserne for antihumor – læs om det i boksen under artiklen.
En analyse af dad jokes er aldrig tidligere blevet publiceret i et videnskabeligt tidsskrift. (Foto: Shutterstock/ Ditte Svane Knudsen)
Fædre presser deres børn til grænsen
Årsagen til, at det tilsyneladende især er fædre, der excellerer i genren, kan delvist være biologisk, argumenterer Marc Hye-Knudsen i sin analyse, som snart bliver publiceret i det videnskabelige tidsskrift Evolutionary Studies in Imaginative Culture.
Hypotesen er følgende: Siden tidernes morgen har især fædre tumlet og leget vildt med deres børn for at hærde dem til voksenlivets strabadser. Oprindeligt blev børnene gennem legen oplært i at jage og forsvare sig.
Den dag i dag er fædre stadig i gennemsnit voldsommere og mere grænsesøgende end mødre i deres leg med børnene, vurderer Marc Hye-Knudsen.
»Mænd er ofte mere frembrusende, selvhævende og aggressive end kvinder. Det kommer til udtryk i den måde, de leger. Fædre er vildere, de presser deres børn mere og går helt til grænsen. På den måde lærer børnene impulskontrol og at mærke, hvor deres grænse går,« siger forskeren.
Hypotese: Dårlig humor kan hærde børnene
Når mænd i det moderne samfund gør deres teenagerbørn flove med platte vitser, som: »Hvad gør Spiderman, når han har drukket sin kaffe? Han æder koppen,« kan det være et resultat af samme personlighedstræk, som fik vores forfædre på Savannen til at lege vildt med deres afkom, spekulerer Marc Hye-Knudsen.
»Mænd er mere grænsesøgende i deres humor. De driller børn mere og går til grænsen for, hvad børnene kan klare. Pinligt dårlige jokes, der er så platte, at børnene ruller med øjnene, er et af de midler, fædre bruger til at drille,« siger han.
Drilleriet kan ifølge Marc Hye-Knudsen have et højere formål:
»Når børnene udsættes for fædres platte jokes, lærer de at håndtere pinlighed. Det kan være en vigtig lektie, når man nærmer sig puberteten. Fædres drilleri kan tænkes at udfylde den funktion, at det træner børnene i at stå ved deres autentiske jeg trods socialt pres udefra,« siger han og fortsætter:
»Jeg postulerer, at fædres platte humor kan ses som en form for drilleri eller grænsesøgende leg, som kan tænkes at have den funktion at presse børnenes grænser for, hvad der er pinligt.«
En anden humorforsker er skeptisk
Marc Hye-Knudsens ser den særlige far-humor som et biokulturelt fænomen. Det betyder, at de platte vittigheder både er et resultat af menneskets kultur og biologi.
En anden humorforsker, Carsten Levisen, er dog lidt skeptisk over for hypotesen. Han har læst Marc Hye-Knudsens studie, som ligger offentligt tilgængeligt på en såkaldt preprintserver.
»Som udgangspunkt er det altid spændende, når der kommer ny humorforskning, og der sker meget på fronten lige i øjeblikket. Men jeg er selv forsigtig med den biokulturelle tilgang,« siger Carsten Levisen, der er lektor i lingvistik på Roskilde Universitet.
Begreber som ‘plat humor’ og ‘far jokes’ findes primært i den engelsksprogede, vestlige del verden og så selvfølgelig i Danmark, vurderer lingvisten, som selv har forsket i plat humor.
Når fænomenet ikke findes i mange forskellige sprogkulturer, tvivler Carsten Levisen på, at fædres hang til dårlige jokes ligger i deres DNA.
»Jeg kan sagtens forstå, at det er nærliggende at opstille hypotesen om, at det er noget biokulturel, og det er spændende at høre andre perspektiver. Men jeg er altid på vagt, når forskere forklarer fænomener fra dansk og engelsk sprogkultur som noget biologisk,« siger Carsten Levisen og tilføjer:
»Hvis man skal se noget som værende et produkt af både kultur og biologi, tænker jeg, at man er nødt til at studere det i flere forskellige sprogkulturer.«
Alle sprogkulturer er ikke som vores
Carsten Levisen vurderer, at den særlige onkelhumor udelukkende er en kulturel udtryksform, som ikke er bestemt af vores biologi.
Han har selv har lavet forskning, der viser, at der er stor forskel på, hvad man indenfor forskellige sprogkulturer synes er sjovt.
På dansk har vi skabt et utal af forskellige humorkategorier: Vores humor kan for eksempel være sort, tør, plat eller grov.
Samme skelnen findes ikke i andre kulturer, og nogle sprog har slet ikke et ord for humor, fortæller Carsten Levisen. Det gælder for eksempel stillehavsøen Vanuatu, hvor han har lavet feltarbejde.
»Der er lidt en tendens til at tage udgangspunkt i det engelsktalende menneske og generalisere. Men vi kan ikke gå ud fra, at alle verdens sprogkulturer er organiseret som den engelsksprogede, vestlige del af verden,« siger han.
Japanerne har ‘oyaji gyagu’
Til kritikken siger Marc Hye-Knudsen, at far jokes ikke kun er et fænomen i engelsk- og dansksproget kultur. Japanerne har begrebet ‘oyaji gyagu,’ der kan oversættes til ‘gamle mænds vittigheder,’ nævner han.
»Jeg har i min analyse netop ikke begrænset mig til vestlig kultur, selv om jeg også opstiller en kulturel hypotese om, hvorfor far jokes kan tænkes at have fået en særlig kultstatus i Vesten,« skriver han i en mail til Videnskab.dk.
Far jokes bryder med normerne for, hvad vi normalt synes er sjovt, og derfor er de blevet kult, mener Marc Hye-Knudsen. Carsten Levisen har et andet bud på, hvorfor far jokes er et hit, selv om de er platte. Læs de to forskeres forskellige forklaringer i boksen under denne artikel.
Hvorfor trender far jokes?
Far jokes som: »Hvad sagde koen, da den satte sig ind i taxaen? – Køer!,« eller: »Hvorfor gå over for grønt, når man kan blive kørt over for rødt?« er platte. Det er de fleste enige om.
Alligevel trender vitserne med ordspil på sociale medier.
»Trods den kendsgerning, at mange voksne opfatter dad-jokes som dårlige, platte og usjove, er der mange, hvis ikke de fleste, som tydeligvis stadig synes, at de på en måde er sjove, eftersom de bliver ved med at opsøge dem, dele dem og endda le af dem,« skriver Mark Hye-Knudsen i sin artikel.
Men hvorfor i alverden er plat humor et hit?
De to humorforskere har forskellige bud.
Mads Hye-Knudsen: Far jokes er anti-humor
Mads Hye-Knudsen opstiller i sin artikel en hypotese om, at far jokes er en slags anti-humor: De er på en måde sjove, netop fordi det ikke er sjove.
Normalt opfatter vi noget som sjovt, hvis det er grænseoverskridende uden at gøre skade, forklarer han.
Det kan for eksempel være sjovt, hvis nogen falder i et bananskræl uden at slå sig for alvor. Men det er ikke sjovt, hvis nogen får en kræftdiagnose eller er udsat for et trafikuheld.
»For mig at se peger den bedste humorforskning på, at der skal være en form for godartet norm- og grænseoverskridelse, for at noget er sjovt. Det skal det være lidt forkert, dårligt eller farligt, men samtidig harmløst,« siger Marc Hye-Knudsen.
Fædres humor bryder sproglig norm
Far jokes er hverken farlige eller grænseoverskridende.
Til gengæld bryder de en sproglig norm.
»Normalt kan vi være sikre på, at folk kun siger en ting ad gangen. Når man laver jokes med ordspil, bryder man den norm. Men de færreste er så engagerede i sproglige normer, at de alene af den grund, synes det er sjovt,« siger Marc Hye-Knudsen.
Når man alligevel griner af dem, kan det skyldes, at far jokes også bryder normen for, at en vittighed skal være sjov, og »dermed bliver de paradoksalt nok sjove,« siger Marc Hye Knudsen.
På den måde bliver onkelhumor en slags anti-humor.
»Når man fortæller en vittighed med et tamt ordspil, er det i sig selv et brud på en norm for, hvad der er sjovt. Så de platte jokes er sjove, fordi de ikke er sjove,« argumenterer forskeren.
Carsten Levisen: Plat humor tryktester omgangskredsen
Carsten Levisen, som også har forsket i plat humor, har et andet bud på, hvorfor den særlige far-humor er sjov.
I hans optik handler det om, at man ved at fortælle platte vittigheder binder sin gruppe sammen og tester, om nogen i omgangskredsen er for højt på strå.
»Plat humor handler for mig om, at man ved at sige noget, som er lidt lavt rent intellektuelt eller moralsk, tryktester, om der er nogle i gruppen, der prøver at hæve sig over andre og gøre sig overlegne,« siger Carsten Levisen.
»Med plat humor kan vi afprøve, om folk er villige til at følge med os, eller om de er blevet ‘for fine’ til at grine. Hvis folk ikke længere kan grine af det platte, kunne det tyde på, at ‘de tror, at de er bedre eller klogere end os’,« uddyber han.
