De danske veje har officielle navne, men engang var det op til borgerne selv at bestemme dem.

Vi har alle været der. Din ven har skiftet adresse, og du famler gennem gaderne for at finde det nye sted.

Eller du er taget udenbys og ville hurtigt fare vild, hvis det ikke var for din GPS.

Danmark er et lille land, men selv med et moderne adressesystem er det svært nok at finde rundt i en befolkning på 5,8 millioner.

Og at finde rundt er ikke kun vigtigt for privatpersoner. Man kan undre sig over, hvordan postbudene fandt vej, før vejene fik navne.

Men én ting er sikker: Dét har postvæsenet skullet kunne engang.

Og det har fået Leif, én af vores læsere, til at undre sig:

»I landets største byer har man haft vejnavne flere hundrede år tilbage i historien, men ikke på landet. Her kunne posten fint levere post, selvom adressaten kun var benævnt ‘Peter Jensen, Næstrup pr. Sjørring’,« skriver han i en e-mail til Spørg Videnskaben.

»Hvornår blev vejnavne en naturlig ting over hele landet og hvorfor? Var det udelukkende for at lette tilværelsen for landets postbude, eller lå der noget andet bag?«

»Så vidt jeg husker, skete det lidt efter lidt gennem første halvdel af 1970’erne,« forklarer Bent Jørgensen, der er professor emeritus på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet.

Men forskning i udviklingen af danske stednavne giver et større billede: Navngivning i byer og på veje har været længe undervejs.

Navne skal være praktiske

Før 1970’erne gav man vejene navne efter deres funktion, fortæller Line Sandst, der er adjunkt i dansk sprog ved Aalborg Universitet og ph.d. i urbane stednavne.

»Når man hører ‘Roskildevej’, for eksempel, ved man, at den fører til Roskilde.«

At give navne til ting og steder er generelt et spørgsmål om at være økonomisk og praktisk, fortæller hun.

»Man har derfor altid kun givet navn til ting, der var relevante at navngive.«

Borgerne navngav selv vejene

Når man kigger på manglen på vejnavne før i tiden, er det vigtigt at forstå, at vejen sjældent var en destination i sig selv, forklarer Line Sandst:

»Så længe man kendte navnet på sin destination, kunne man finde derhen, eventuelt ved at spørge de lokale,« siger hun.

Det har nok også været nemmere at finde rundt ude på landet, hvis man boede i et lille område med kun ti gårde.

»Vi har historisk haft en del gårdnavne i Danmark, og endda navne på marker og enge oveni.«

Og det var ikke kun på landet, men også i byerne, at man længe holdt sig til tommelfingerreglen om kun at give navne til steder, hvis det var praktisk.

Historisk set var det ifølge Line Sandst sprogbrugerne selv, altså borgerne, der gav navne til steder, i stedet for politikerne.

»De gjorde det kun, hvis det gav mening. Hvis man skulle til smeden, ville man for eksempel gå til den gade, som folk kaldte Smedegade.«

»Det var selvfølgelig lidt uformelt, og undertiden kunne en gade ende med fire forskellige navne, alt efter hvem man spurgte,« påpeger Line Sandst.

LÆS OGSÅ: Derfor har vi mellemnavne

Når man tænker på at skulle ud i et mindre stykke detektivarbejde for at fastslå et vejnavn, bliver man hurtigt glad for at have Google Maps i dag! Her ses Ribe. (Foto: Shutterstock)

Behovet for officielle vejnavne voksede især i byerne

Som Leifs spørgsmål rigtigt påpeger, kom vejnavnene senere til landet end til byerne, da det var de tætpakkede og rodede storbyer, der havde flest organiserings-problemer.

I takt med at byer og befolkning voksede, så ordensmagterne også nytten i at organisere navnene mere.

»Især i Danmark, hvor vi har mange enslydende familienavne, er det upraktisk at skulle bruge lang tid på at finde den rigtige Hans Hansen i stedet for at have en adresse,« forklarer Line Sandst.

I 1874 nedsattes ‘Fællesudvalget for Gaders Benævnelse’ i København. Det bestod af medlemmer fra Borgerrepræsentationen, altså lokalpolitikere, og de havde til opgave at navngive nye gader og pladser i København.

Nu var det altså myndighederne, der officielt begyndte at sætte navne på steder. Og selvom det selvfølgelig var sket før, var skalaen en helt anden:

»Det tidligste eksempel, vi har på idéen om, at en vej skulle have et officielt navn, er et skrift fra Christian IV fra 1600-tallet vedrørende Nyboder.«

LÆS OGSÅ: Danmark er fuld af mærkelige bynavne

Industribyer fik temavejnavne

Men med de hurtigtvoksende industribyer skulle man pludselig bruge mange nye navne hurtigt.

Ifølge Line Sandst har det sat sine spor i Danmarks navnelandskab:

»Man begyndte at give veje tema-navne. Vi har for eksempel mange eksempler på kvarterer, hvor alle veje er opkaldt efter lande eller guder.«

Den metode kan også ses i moderne tid, hvor adskillige gader i Sluseholmen, København, er opkaldt efter jazzmusikere, såsom Thad Jones Vej og Dexter Gordons Vej.

»Når man sammenligner med de gamle, nødvendighedsbaserede organiske navne, er vores nyere, organiserede vejnavne helt anderledes,« siger Line Sandst.

»Og hvis vi spoler helt frem til i dag, kan man virkelig se en trend i at navngive efter kendte personer,« fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Hvorfor ender så få bynavne på -havn?

Selvom moderne veje ofte har tema-navne, har især mange landeveje navn efter deres omgivelser. Vi formoder, der har stået lyng her engang.. (Foto: Shutterstock)

Postbudene fik det nemmere i 1970’erne

I 1970’erne, hvor alle veje i Danmark efterhånden fik navne, skete det af flere årsager, forklarer Bent Jørgensen.

Læseren Leif har helt ret i, at postbudene fik det nemmere.

»Hovedårsagen til gennemførelsen af den totale navngivning af vejene var først og fremmest hensynet til postvæsenet,« skriver Bent Jørgensen i en e-mail til Videnskab.dk.

Postbudene var dog ikke de eneste, der havde gavn af vejnavnene.

Også de nye større kommuner fra kommunalreformen i 1970 havde brug for bedre og synligt overblik over deres areal. BBR (Bygnings- og Boligregistret) kom også til i disse år og havde brug for vejnavne og gadenumre.

»For ikke at tale om brand- og redningsvæsenet. De ville have været på den, hvis de kun havde de gamle adresser af typen, som Leif nævnte i sit eksempel,« forsikrer Bent Jørgensen.

LÆS OGSÅ: Hvornår begyndte mennesker at give hinanden navne?

Vejen tilbage til spørgsmålet

Så Leif tog ikke helt fejl, da han havde postvæsenet i tankerne. Men det er jo også rigtigt, at vi alle, både embedsmænd og privatpersoner, har god nytte af vejnavne.

For i sidste ende viser sprogforskningen, at navngivning er et spørgsmål om, hvad der er praktisk.

Der vil blive behov for endnu flere vejnavne, som tiden går. Og siden vi ikke løber tør for kendisser lige foreløbig, kommer vi nok ikke til at mangle navne heller.

Vi takker Leif for det spændende spørgsmål og håber, at han må få en vej opkaldt efter sig.

Under alle omstændigheder er der en T-shirt på vej til ham.

Kilder

• Line Sandst’s profil (Aalborg Universitet)
• Foto: Shutterstock