Store bededag

Bededag, som også kaldes store bededag, falder altid fredag før 4. søndag efter påske. I dag forbinder mange dagen med varme hveder og konfirmationer, men dagen var oprindeligt tiltænkt bøn og faste.

Biskop indførte bededagen

Store bededag har ikke sin oprindelse i de bibelske fortællinger som de fleste andre helligdage. Dagen, som er en særlig dansk helligdag, blev nemlig indført i 1686 af biskop over Sjælland, Hans Bagger, og han kaldte dagen Ekstraordinær Almindelig Bededag.

Bededagen blev indvarslet allerede aftenen før, når kirkeklokkerne ringede som et signal til, at kroer og forretninger skulle lukke. Alle skulle faste, indtil gudstjenesterne var afsluttede, og i øvrigt afholde sig fra arbejde.

Varme hveder

Det betød, at bagerne ikke kunne levere friskbagt brød på bededagen. Derfor bagte de hvedeknopper aftenen før, som folk kunne spise lune eller varme op dagen efter. Heraf følger altså den skik, som de fleste danskere stadig kender: Man spiser varme hveder aftenen inden bededag. Traditionen kan dokumenteres fra midten af 1800-tallet, men er sandsynligvis ældre.

Et falsk rygte

Rygtet fortæller ellers, at det var Christian den 7.’s livlæge, Johan Friedrich Struensee, som indførte store bededag, da man fejlagtigt betragter den som en kompensation for alle de helligdage, der blev afskaffet med reformen i 1770.

Men det er ikke rigtigt. Helligdagen er næsten 100 år ældre og blev til, fordi biskop over Sjælland, Hans Bagger, ønskede at samle nogle af alle landets bods- og bededage. Hans Bagger indførte derfor tre faste- og bededag, men kun store bededag blev lovfæstet gennem kongelig forordning. Store bededag er derfor en særlig dansk helligdag, som altid falder på fjerde fredag efter påske.

Før Reformationen var der mange flere helligdage i Danmark end de 11, som vi har i dag. For man fejrede fx også konger og helgener. Men under Reformationen gjorde Martin Luther bl.a. op med helgendyrkelsen, og det betød, at mange af helligdagene blev afskaffet. Senere følte kongerne dog i urolige tider behov for at få folk bede for landet, og derfor blev der indført mange bods- og bededage igen.

I slutningen af 1700 tallet vurderede det danske kancelli så, at der igen var for mange helligdage. Man mente nemlig, at folk havde mistet respekten for dagene, og at de i stedet for bøn og kirkegang blev brugt til druk, spil og lediggang. Derfor fandt den seneste ændring i antallet af danske helligdage sted med Helligdagsreformen i 1770. Og i oktober det år underskrev Christian den 7. forslaget om at afskaffe ni og flytte to af de eksisterende helligdage. Men store bededag var ikke én af disse 11 helligdage, og siden har man ikke ændre på antallet af helligdage i Danmark.

Til kirkegang og faste

I dag forbinder mange store bededag med varme hveder og en forårsfridag. Men på Hans Baggers tid var store bededag ment helt bogstaveligt, og dagen var tiltænkt bod, bøn og faste. Når bededagen blev indvarslet med kirkeklokkeringning kl. 18 aftenen før, så skulle al handel og beværtning lukke ned. Man håbede hermed, at folk kunne møde ædru og til tiden til næste dags kirkegang. På store bededag ringede kirkeklokkerne ind til hele tre gudstjenester, og fasten sluttede først efter den sidste gudstjeneste. Herefter kunne folk genoptage arbejdet.

FAKTA

Helligdagsreformen 1770:

Helligdage, som blev afskaffet: 3. juledag, 3. påskedag, 3. pinsedag, Helligtrekongersdag, Mariæ Renselsesdag (Kyndelmisse), Sankt Hansdag, Mariæ Besøgelsesdag og Mikkelsdag.

Helligdage, som blev flyttet:

Mariæ Bebudelsesdag til 5. søndag i fasten, Taksigelsesdag for afslutningen på Københavns Brand i 1728 til første søndag efter 23. oktober.