Det nye år starter som bekendt den 1. januar. Men hvorfor begynder årets første måned egentlig ikke ved vintersolhverv – altså på årets korteste dag?
At nytåret i dag ligger, hvor det gør, skyldes faktisk romerne – ikke kristendommen. Den kalender, vi bruger i dag, bygger nemlig på en romersk opfindelse, den julianske kalender, beretter Søren Holst.
Den julianske kalender blev indført af Julius Cæsar tilbage i år 46 f.v.t. som et forsøg på at lave en kalender, der fulgte den astronomiske kalender.
Men selv om den julianske kalender tog højde for skudår, var den ikke helt nøjagtig, fordi den i gennemsnit havde en længde på 365,25 dage.
Det betød, at der i 1500-tallet var kommet en afvigelse på cirka ti døgn. Et problem, der blev løst i 1582, da pave Gregor XIII indførte den gregorianske kalender.
»Men den gregorianske kalender var blot en justering af den ældre julianske kalender. Pave Gregor rettede med andre ord blot de fejl, der var i den julianske kalender – han opfandt ikke et nyt system,« forklarer Søren Holst.
»Så selv om den gregorianske kalender, som vi har brugt siden år 1582, er indført af en pave, så bygger den på et system, som romerne lavede, før kristendommen kom til.«
»Datoen for nytåret har flyttet sig gennem tiden. De gamle romere brugte f.eks. en kalender, hvor det nye år begyndte efter forårsjævndøgn, hvilket passede med, at det var her, alting begyndte at spire i naturen,« fortæller Søren Holst.
Datoen for årsskiftet har ændret sig gennem tiden
Ifølge Søren Holst har man dog historisk set ikke altid fastsat nytåret ud fra den astronomiske kalender, men ud fra hvad der har virket ‘logisk’ i forhold til årstiderne.
Det betyder, at datoen for nytåret faktisk har flyttet sig gennem tiden.
»For os moderne mennesker er det indlysende, at nytåret hænger sammen med den første dag i årets første måned. Alt andet virker helt selvmodsigende. Men historisk har det ikke altid været sådan. Opfattelsen af, hvad der er logisk, har nemlig varieret gennem tiden,« oplyser Søren Holst.
I mange sammenhænge er man derfor gået fra ét årstal til det næste på et helt andet tidspunkt end den første dag i kalenderen.
»Længe før den julianske kalender brugte de gamle romere for eksempel en kalender, hvor det nye år begyndte efter forårsjævndøgn, hvilket passede med, at det var her, alting begyndte at spire i naturen,« fortæller Søren Holst.
Og selv om det var romerne, der fandt på det, passede det ifølge Søren Holst fint ind i den kristne tankegang. Forårsjævndøgn ligger nemlig lige omkring den største kristne højtid, påsken, som ifølge kristendommen er den tid, hvor Jesus genopstod, og alting blev fornyet.
Ældre kalender havde kun ti måneder
Dertil kom, at de første ældre romerske kalendere faktisk kun opererede med ti måneder.
»Man kan høre det på navnene, hvis man kender lidt til latin. September kommer af ’septem’, der betyder syv på latin. Samme tendens gælder oktober, november og december,« siger Søren Holst.
I gamle dage, hvor samfundet mest bestod af bønder, der stort set ikke kunne læse, var det temmelig ligegyldigt, præcis hvilket årstal, man var i. Det, som var afgørende for bønderne, var derimod at have styr på årstiderne, så man vidste, hvornår man skulle så og høste osv. (Foto: Colourbox)
Dengang startede kalenderen med marts, der er opkaldt efter krigsguden Mars.
Romerne var godt klar over, at deres kalender ikke udgjorde et helt år, men i det tidlige system havde man ganske enkelt bare ikke navne for de to vintermåneder.
»På et tidspunkt fandt man så på at kalde vintermånederne for januar og februar og føje dem til i kalenderen foran de ti andre måneder. Men det forhindrede ikke folk i at betragte forårsjævndøgn som den dag, hvor det nye år starter,« fortæller Søren Holst.
Han medgiver, at den tanke kan virke dybt mærkelig på os i dag, som er omgivet af informationer og kalendere og vant til, at der skal være orden i tingene.
»Men i gamle dage, hvor samfundet mest bestod af bønder, der stort set ikke kunne læse, var det temmelig ligegyldigt, præcis hvilket årstal, man var i. Det var kun kongens skatteopkrævere, der havde brug for den viden. Det, som var afgørende for bønderne, var derimod at have styr på årstiderne, så man vidste, hvornår man skulle så og høste osv.,« forklarer han.
1. januar blev valgt for nemheds skyld
På et eller andet tidspunkt omkring Kristi fødsel fik romerne dog den idé, at det ville være mere nærliggende, at nytåret falder sammen med begyndelsen af årets første måned – og dermed ligger tæt på vintersolhverv, hvor dagene begynder at blive længere.
»For at gøre det nemmere i forhold til kalenderen har man ikke anbragt nytåret lige nøjagtigt ved vintersolhverv, men cirka ti dage senere, hvor årets første måned netop begynder. Men i en lang periode i middelalderen gik man faktisk tilbage til at fejre årsskiftet ved forårsjævndøgn – uden at ændre ved, at januar er den første måned,« siger Søren Holst.
Først pave Gregor fik igen sat på plads, at hele Europa bruger samme system – og sådan gik det altså til, at vi i dag fejrer nytårsaften den 31. december.
Med den forklaring siger Spørg Videnskaben tak til Søren Holst for de oplysende svar. Tak, også til vores læser Jens Katballe – vi sender ham en dejlig hygge-T-shirt, som egner sig vældigt godt til at have på 1. januar.
Kilder
- Søren Holst’ profil (KU)
- Foto Colourbox
