Kategori

Culture

Insekter er hjemløse: Hvad sker der, hvis de forsvinder?

Insekter verden over er pressede, fordi mennesket insisterer på at dyrke jord og skov eller lægge asfalt. Spørgsmålet er, hvad udviklingen kommer til at betyde.

Op mod 40 procent af Jordens insektarter er truet af udryddelse.

På fire årtier er antallet af insekter i regnskoven styrtdykket. I 1970’erne var tallet 10-60 gange højere end i dag. Firben, frøer og fugle – som spiser insekter – er gået tilsvarende tilbage i samme periode.

Flere studier og en grundig rapport fra en forskergruppe under FN har de seneste måneder skabt fokus på, at verdens insekter lider.

»Det er både arter og antallet af de enkelte populationer, som er i tilbagegang. Det er bekymrende,« mener Annette Bruun Jensen, lektor på Institut for Plante- og Miljøvidenskab ved Københavns Universitet.

Bier, sommerfugle og biller lider

Ifølge studierne er det især arter af sommerfugle, møl, bier, hvepse, myrer og biller, som er hårdt ramt. En tommelfingerregel er, at jo mere afhængig et insekt er af en enkelt plante, des hårdere ramt er det.

En udbredt bekymring er, at færre insekter betyder mindre bestøvning af planter og mindre føde til dyr, der lever af insekter.

Frygten er, at det i værste fald kan gøre det svært for mennesker at skaffe føde fra frugter, bær og måske også visse dyr, som vi ellers er vant til at spise.

Langt fra alle forskere deler den frygt. Det vender vi tilbage til.

Red Verden

I en stor serie ser Videnskab.dk nærmere på, hvordan mennesket kan redde verden. Vi tager fat på en lang række emner – fra atomkraft over GMO til, hvad man selv kan gøre hjemme fra sofaen. Hvad siger videnskaben?

Du er altid velkommen til at kommentere under de enkelte artikler. Du kan også følge med på Facebook i overvejelser om artikler eller debattere måder at redde verden på.

Vi vil død og pine bestemme alt

Forskerne er til gengæld helt enige om, at den vigtigste årsag til insekternes tilbagegang er, at vi mennesker fjerner deres levesteder.

Vi fælder træer, dræner vandløb og sløjfer grønne områder for at dyrke landbrug eller bygge byer.

De færreste insekter trives med store vidder af korn, træer eller asfalt, hvor der kun er ganske få oaser med læhegn eller krat, hvor de kan samle kræfter og næring.

»Vi vil guddødeme bestemme, hvad der skal foregå på hele landterritoriet. Det helt store problem er, at vi ikke er villige til at give kvadratmeter fra os, men at vi i stedet insisterer på at lave aktiviteter som skovbrug, landbrug og fiskeri, selv i fredede områder,« konstaterer Rasmus Ejrnæs, seniorforsker på Institut for Bioscience – Biodiversitet ved Aarhus Universitet.

»Hvis vi vil hjælpe insekterne, handler det mest om, hvor og hvor meget vi vælger at LADE VÆRE MED at dyrke de aktiviteter. Det er kernen og essensen,« mener Rasmus Ejrnæs.

I en senere artikel på Videnskab.dk kan du læse, hvordan du kan være med til at sikre insekterne flere og bedre levesteder.

Allerede nu kan du melde dig ind i Videnskab.dk’s Facebook-gruppe Red Verden. Her bliver delt og debatteret gode råd til at gøre verden til et bedre sted.

Derfor er insekter truede

De største og grundigste studier lægger sig helt i samme spor som de danske forskere.

De vigtigste årsager til pres på insekterne er ifølge en stor gennemgang fra april 2019 i prioriteret rækkefølge:

Mangel på levesteder
Forurening, især fra gødning og sprøjtemidler
Biologiske faktorer som giftige bakterier, vira og mikroorganismer og invasive arter
Klimaforandringer (i troperne, ikke i egne som Danmark med mildere klima)

Mens de to danske forskere er grundlæggende enige i de tre første punkter, tvivler Rasmus Ejrnæs på, at klimaforandringer virkelig får insekter til at gå tilbage.

»Der er enormt meget redundans i naturen. Forsvinder én art, vil andre udnytte de ressourcer, der er til rådighed. Hvis regnskoven bliver varmere eller koldere, vil visse insekter flytte eller dø, men andre vil rykke ind,« siger Rasmus Ejrnæs.

LÆS OGSÅ: Kæmpestudie chokerer: Klimaforandringer vender op og ned på naturen

Insektstudier har store mangler

I det hele taget understreger Rasmus Ejrnæs, at det er vigtigt at være opmærksom på, at mange studier af insekter har store mangler.

Enten har man ingen historiske data at sammenligne med, eller også indsamler man så at sige insekter i bunker.

Forskerne kalder det biomasse; et udtryk for den samlede vægt eller det samlede omfang af insekter. Det giver et groft og usikkert billede af, hvordan verdens insekter har det.

Medlemmer af Videnskab.dk’s Facebook-gruppe Red Verden giver deres bud på, hvad vi bør fokusere på for at redde verden. Du er selv meget velkommen til at melde dig ind.

I Danmark er vi enormt gode til at indsamle data om mennesker, vores sygdomme og hvad vi kommer ud for i vores liv. Men vi har slet ikke samme overblik over insekterne.

Man har kun i enkeltstående tilfælde overblik over udviklingen inden for en enkelt art. Det skyldes blandt andet, at det er besværligt og dyrt at kategorisere hvert enkelt insekt, der bliver indfanget i et projekt.

Insekt-fald vil næppe påvirke mennesker

Kun i enkelte lande som Holland, England og Tyskland har man i årevis samlet ordentlige data.

Her er der tradition for, at private gør en stor indsats for at hjælpe forskerne med at registrere insekter – kaldet citizen science eller borgervidenskab.

LÆS OGSÅ: Citizen science: Sådan kan du hjælpe forskerne

I de tre lande er det tydeligt, at visse arter af bier og andre store insekter går tilbage; en tendens, man også har observeret i andre lande. Men hvor meget det kan bredes ud til andre insekter, og om det samme gælder i Danmark, kan vi ikke vide med sikkerhed.

Bedre insekt-analyser

To metoder kan gøre det lettere at få styr på verdens insekter:

DNA fra insektprøver
Billedgenkendelse

Begge metoder sammenligner nye data med gamle. De har ifølge Rasmus Ejrnæs vist lovende tegn. Problemet lige nu er, at der ikke er så mange data at holde nyt materiale op mod. Men det kan komme, i takt med at metoderne bliver mere udbredt.

Hvis du selv vil lege med at identificere insekter, andre dyr eller planter, kan du prøve appen »iNaturalist«. Den bruger netop billedgenkendelse.

Derfor er der ifølge Rasmus Ejrnæs heller ingen grund til at frygte, at vi pludselig hverken kan få frugter eller bær, eller at planter og dyr vil dø eller kollapse på stribe og efterlade jorden udpint som et område i havet med iltsvind.

»Jeg går meget ind for, at man skal være en lille smule skeptisk. Vi mennesker er utroligt gode til at finde mønstre. Hvis vi frygter, at økosystemer bryder sammen, så ser vi efter det og får det bekræftet.«

»Men der skal rigtigt meget til, før et økosystem bryder sammen, så man skal være skeptisk. Jeg tænker, at vi har brug for flere og bedre undersøgelser, før vi kan sige noget om konsekvenserne for natur og mennesker,« siger Rasmus Ejrnæs.

Seniorforskeren henviser som eksempel til et studie, som konkluderer, at de mest truede bier sjældent er blevet set bestøve afgrøder, som mennesker er afhængige af.

LÆS OGSÅ: “Harmløs” landbrugs-gift lammer humlebier

Vi har oplevet værre end insekters forsvinden

Rasmus Ejrnæs bemærker, at der tidligere er sket langt større omvæltninger i naturen, end at insektarter er blevet udryddet.

Vigtigst af alt har vi for tusinder af år siden fjernet store planteædere fra naturen – om vi så taler urokser, elefanter eller vilde heste – så vi i stedet kunne dyrke jorden.

»Det er en meget større ændring, som har betydet meget mere for økosystemerne end insekter. Efter vi har udryddet de store dyr, spiser ingen planterne længere. Det har formentlig betydet, at vi har mange flere snegle, bænkebidere og andre dyr, som spiser visne planter,« siger Rasmus Ejrnæs og fortsætter:

»Det har jo ikke betydet, at økosystemerne ikke fungerer. Kig ud. Der vokser planter, der er dyr, der er frigørelse af næringsstoffer, mulighed for liv. Men det ser helt anderledes ud, end det ville gøre, hvis mennesket ikke havde blandet sig.«

»Det er det samme, der vil ske, hvis insekter forsvinder. Intet vil bryde sammen, men vi får en fattigere natur. På den måde er det vores uvilje mod at give naturen fri, der begrænser den. Det er sgu ikke, at vi mangler flyvende insekter,« mener Rasmus Ejrnæs.

LÆS OGSÅ: Øjenåbner: Tab af store dyr går ud over Jordens næringsstofkredsløb

Kan naturen følge med i rette tempo?

Annette Bruun Jensen er principielt enig med Rasmus Ejrnæs i, at verden nok skal klare sig uden visse insektarter. Men en vigtig faktor lige nu er, at det lader til, at insekter forsvinder i meget høj hast.

»Kigger man på den måde, vi dyrker landbrug på i dag, har vi ikke så meget biodiversitet. Vi har én mark, én afgrøde, og så kommer der insekter ind, som hurtigt kan opblomstre enormt. Det kan være bladlus, som suger plantesaft, og planterne producerer så ikke længere det, de skal.«

»Måske kommer andre insekter til og er med til at regulere det, så naturen bliver ved at arbejde. Men jeg vil være nervøs for, om den i dette tilfælde kan arbejde hurtigt nok. Det er spørgsmålet, hvor hurtigt de tilpasninger kan ske i forhold til konsekvenser for os eller biodiversiteten,« lyder det fra Annette Bruun Jensen.

Blomster, bier, bestøvning, byer, anbefaling, forskning, videnskab, klima, biodiversitet, insekter, levesteder

Hvis vi vil have både byer og bier, skal vi give mere plads til blomster i kolonihaver, villahaver, vejsider og parker, konkluderer et forskerhold, som har simuleret, hvordan bestøvere som bier og svirrefluer ville reagere på ændringer i store byer. Læs mere om mulige løsninger på insekternes problemer i en anden artikel på Videnskab. (Foto: Shutterstock)

Sæt pris på livet for livets skyld

De to forskere er enige om, at den grundlæggende debat om insekterne bør handle om værdien af at have en mangfoldighed af planter og dyr – høj biodiversitet.

Om det er rigtigt, at mennesket kommer til at lide, hvis visse arter af bier forsvinder, er mindre vigtigt. (Et synspunkt, der gennem årene er bakket op af blandt andet en leder i tidsskriftet Conservation Biology.)

Høj biodiversitet giver generelt god balance i naturen, påpeger Annette Bruun Jensen. Hvis en art går lidt tilbage, kan en anden art overtage opgaverne.

Rasmus Ejrnæs kommer med en filosofisk tilføjelse: Vi bør også have en grundlæggende respekt for liv.

»Tror man, at man kan begrunde livet med, at det skal være nyttigt, har man jo ikke fattet en disse af det mirakel, det er, at der er liv på Jorden som det eneste kendte sted i universet. Verden bliver et fattigere sted, hvis vi begrænser den livsudfoldelse ved at kræve, at alt skal være nyttigt og planlagt.«

»Det er naturligt, at vi dyrker landbrug og andet som mennesker, for vi har skullet overleve. Men skal man mere end det og også leve et rigt liv, så hører den der biologiske mangfoldighed og skabelsesproces med til et rigt liv,« mener Rasmus Ejrnæs.

LÆS OGSÅ: Forskere foreslår vildt projekt, der skal redde verdens dyr og planter

Samme synspunkt har en forsker i biologisk mangfoldighed luftet for nylig i en artikel på Videnskab.dk om en stor rapport om verdens biodiversitet.

»Forestil dig en verden med kun én art sommerfugl eller med ganske få fuglearter. Det går ud over livets mangfoldighed, og det bliver en meget fattigere verden. Det handler ikke om vores overlevelse, men om arter, som betyder noget i sig selv,« siger Hans Henrik Bruun, lektor på Biologisk Institut ved Københavns Universitet, i artiklen.

Du kan få gode råd til, hvordan du selv kan være med til at skabe bedre forhold for insekterne i en senere artikel på Videnskab.dk.

LÆS OGSÅ: Biologer frygter ukritisk forskning i biodiversitet

LÆS OGSÅ: Forskere forsøger at lave et miljøvenligt bruttonationalprodukt

Kilder

Annette Bruun Jensens profil (KU)
Rasmus Ejrnæs’ profil (AU)
Worldwide decline of the entomofauna: A review of its drivers. Biological Conservation (2019). https://doi.org/10.1016/j.biocon.2019.01.020
Climate-driven declines in arthropod abundance restructure a rainforest food web. PNAS (2018). https://doi.org/10.1073/pnas.1722477115
Intergovernmental Science-Policy Platform on Biodiversity and Ecosystem Services (IPBES)
Delivery of crop pollination services is an insufficient argument for wild pollinator conservation. Nature Communications (2015). doi: 10.1038/ncomms8414
Payment for Ecosystem Services and the Challenge of Saving Nature . Conservation Biology (2009). https://doi.org/10.1111/j.1523-1739.2009.01271.x
Global pollinator declines: trends, impacts and drivers. Trends in Ecology & Evolution (2010). https://doi.org/10.1016/j.tree.2010.01.007
Gratis e-bog om Danmarks insekter (SNM)

30. september 2019 0 kommentarer

Culture Helse Lifestyle Nature politik tanker

Professor: Politikerne værdsætter ikke vores biodiversitet

Alle EU-lande skal være i gang med at beregne værdien af deres lokale økosystemer. Dele af de britiske beregninger er netop blevet publiceret, og en række andre lande er også i gang. Men i Danmark er der ikke sket så meget.

Lysegrønne bøgeblade, der risler i vinden. Iskoldt drikkevand tappet direkte fra hanen. Grøntsager, frugt og korn, sprængfyldte med vitaminer fra næringsrig jord.

Natur øger vores velvære, vores sundhed og endda vores økonomi, har EU-kommissionen erkendt. Derfor har den vedtaget, at alle medlemslande bør lave en grundig videnskabelig kortlægning af de værdier, de enkelte lande får fra deres lokale økosystemer.

Målet er at kunne vurdere, hvor stor værdi økosystemerne har for Europas velfærd, og det er et af de primære indsatsområder i EU’s Biodiversitets Strategi, som i første omgang løber til 2020.

Dansk natur er nul kroner værd

Efter planen skal EU-landene være startet med at kortlægge deres lokale økosystemer i 2014, men til den tid kan Danmark næppe levere et tilfredsstillende stykke arbejde, som på sigt kan give videnskabeligt grundlag for, at politikerne træffer de rigtige beslutninger på naturområdet, siger to danske professorer. For Danmark er stort set ikke gået i gang med at organisere det omfattende forskningsprojekt.

»De danske politikere synes åbenbart ikke, at vores biodiversitet er vigtig, men når de ikke prioriterer det, siger de indirekte, at dansk natur ikke har værdi – de værdisætter den til nul kroner. Men det er nok en fejl, for i bund og grund er vi afhængige af naturen, også økonomisk,« siger professor Carsten Rahbek, der er leder af Center for Makrobiologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet.

»Forskning viser, at naturen bidrager med 40-60 procent af det globale bruttonationalprodukt. Hvis vi ikke prioriterer at lave en bæredygtig og forskningsbaseret naturpolitik, saver vi den gren over, vi selv sidder på,« fortsætter han.

Det danske sløvsind på naturområdet og Carsten Rahbek vender vi tilbage til.

Tværfaglig kortlægning af Englands økosystem

I lande som Sverige, Tyskland, Spanien og Portugal er forskere i fuld gang med at analysere biodiversitetens fremtid, og engelske miljøøkonomer har netop publiceret deres del af en omfattende tværfaglig kortlægning af de engelske økosystemer og deres fremtidige biodiversitet.

Den danske professor i miljøøkonomi Mette Termansen arbejdede i England, da kortlægningen blev påbegyndt, og hun er medforfatter på en artikel, der handler om den økonomiske værdi af Englands biodiversitet og økosystemer. Artiklen, som netop er offentliggjort i tidsskriftet Science, er bare en lille del af den nok mest omfattende kortlægning af et lands økosystemer, der nogensinde er lavet, fortæller hun.

»Omkring 500 engelske forskere fra forskellige universiteter og fagområder har sat sig sammen og har lavet en helhedsorienteret analyse af, hvad de ved om deres økosystemers betydning for menneskets fremtidige velfærd. Det er en meget omfattende national analyse,« siger Mette Termansen, der er professor på Århus Universitets Institut for Miljøvidenskab.

Økosystemets tilstand og velfærden

Fakta

De engelske miljøøkonomer har beregnet, hvordan man kan øge værdien af Storbritanniens økosystemer. På baggrund af beregningerne anbefaler de i det seneste nummer af det videnskabelige tidsskift Science en række tiltag, som kan sikre, at økosystemets værdi bliver bevaret:

– Økosystemets overordnede værdi bliver reduceret, hvis politikerne alene lader markedspriser på fødevarer bestemme, hvordan landbrugsarealer skal udnyttes. Derfor bør politikerne blive bedre til at planlægge, hvordan man bedst udnytter landbrugsarealerne på en bæredygtig måde. Derved kan de opnå en værdi, der øger menneskets velfærd, og som er stor nok til at kompensere for landbrugets eventuelle tab. (Se hvordan miljøøkonomer definerer økonomi i sidehistorien under artiklen.)

– Politiske tiltag, som skal sikre biodiversitet, bør være målrettede, så de passer til et lands lokale områders forskellige vegetationer og økosystemer. Målrettede indsatser fører ikke til store økonomiske tab, men de er afgørende for bevarelsen af vilde arter.

– Hvis England omdanner nogle få landbrugsarealer til åbne rekreative naturområder, vil det føre til et mindre økonomisk tab i landets landbrugsproduktion, og den velfærdsværdi i form af eksempelvis sundhed og øget velvære, som befolkningen får ud af de rekreative områder, er langt større end landbrugets tab.

Ikke bare naturvidenskabelige forskere, men også eksempelvis økonomer, politologer og sociologer har været med til at lave analyser af, hvilke konsekvenser klimaforandringer, landbrugsproduktion og andre menneskelige aktiviteter har for værdien af Englands natur.

»Alt i alt strækker kortlægningen sig over 27 kapitler om, hvad det betyder for englændernes sociale, økonomiske, miljømæssige og sundhedsmæssige velfærd, hvis biodiversiteten fortsætter sin tilbagegang. Den viser, hvilke effekter vores intensive udnyttelse af økosystemet har,« siger Mette Termansen. (Se konklusioner fra den artikel, der netop har været har været i Science, i faktaboksen til højre eller læs artiklen).

Naturudnyttelse på længere sigt

Ifølge Mette Termansen er England det første land, som har lavet en så langsigtet og bredtfavnende kortlægning af naturens fremtid. De britiske forskeres arbejde fungerer derfor som en slags model eller inspirationskilde for, hvordan andre EU-lande kan lave de analyser, som forventes at være påbegyndt i 2014.

Alle landene bør inddrage forskere fra forskellige faglige områder, ligesom briterne har gjort, siger Mette Termansen.

»Man bliver nødt til at tænke på miljøet som en helhed, hvis man vil forstå, hvordan vi får en bæredygtig udvikling. Det handler om at finde ud af, hvad vores naturudnyttelse betyder for vores klode på længere sigt. Det er et stort arbejde, for der er selvfølgelig en del udfordringer i at få forskere med forskellige faglige tilgange til at arbejde sammen. Det kræver resurser, god ledelse og koordinering, så det var meget visionært af det engelske ministerium at sætte sådan et initiativ i gang,« mener Mette Termansen.

Analyse skal danne grundlag for beslutninger

Med erfaringerne fra England i baghovedet undrer Mette Termansen sig over, at danske politikere endnu ikke har sat den videnskabelige kortlægning af det danske økosystem i omdrejninger. I England tog det to år at indsamle data og yderligere et års tid at bearbejde dem.

»Så vidt jeg ved, er de danske politikere ikke engang i gang med at planlægge, så det bliver svært at nå. Det er vigtigt, at vi får lavet nogle ordentlige analyser, for de skal danne grundlag for de beslutninger, der frem over bliver truffet på naturområdet,« siger Mette Termansen.

Verdens største udfordring

Professor Carsten Rahbek fra Københavns Universitet tvivler også på, at de danske politikere har overvejet, hvordan de skal lave de analyser, der bør ligge hos EU-kommissionen i 2014.

»Jeg gætter på, at det først nu er ved at gå op for de danske politikere, hvor stort et emne, det er, og hvor høj prioritet det har i EU. Forringelsen af vores biodiversitet er den største udfordring, verden står overfor,« siger Carsten Rahbek.

Naturen er ikke noget billigt skidt

Ifølge professoren er vores velfærd i bund og grund afhængig af naturen og dens biologiske mangfoldighed: Alt fra kvaliteten af vores drikkevand til naturens omsætning af næringsstoffer, der bidrager til vores fødevareproduktion, til vores sundhed og vores psykiske velvære beror på et sundt økosystem, siger han.

Forskning viser, at naturen bidrager med 40-60 procent af det globale bruttonationalprodukt. Hvis vi ikke prioriterer at lave en bæredygtig og forskningsbaseret naturpolitik, saver vi den gren over, vi selv sidder på

Professor Carsten Rahbek

»Vi skal gøre os klart, at naturen ikke er noget billigt skidt. Men i Danmark er der desværre en tendens til, at vi tror, at vi lever isoleret fra naturen, som om vi ikke selv er en del af økosystemet. Biodiversitet er ikke en værdi, som kan omsættes på et marked, og det er nok en af grundene til, at politikerne ikke prioriterer området,« siger Carsten Rahbek.

Kortlægningen bliver ikke klar lige med det samme

Carsten Rahbek og Mette Termansen har ret i, at Danmark endnu ikke har sat en kortlægning af vores økosystemer i gang. Miljøministeriet er kun gået i gang med at overveje blandt andet, hvordan opgaven kan gribes an rent metodisk, fortæller Jesper Tranberg, der er fuldmægtig i Naturstyrelsens afdeling for Biodiversitet og arter.

Det er der en god grund til, forklarer han:

»I EU’s biodiversitetsstrategi 2011-2020 står, at medlemsstater med støtte fra kommissionen skal have startet en kortlægning af deres økosystemtjenester i 2014. Men det er en stor opgave også metodisk at gennemføre sådan en kortlægning,« siger Jesper Tranberg.

»Derfor er en EU-arbejdsgruppe, som Danmark er med i, ved at udarbejde frivillige metodiske guidelines for, hvordan landene kan lave en ensrettet kortlægning af deres økosystemer. Arbejdsgruppen er først lige ved at være færdig, og Miljøministeriet har vurderet, at det var vigtigt at vente på vejledningen derfra. De engelske forskere kortlagde og værdisatte deres økosystemer, før EU-arbejdet startede, så de risikerer at komme til at justere deres kortlægning, hvis de vil følge de metodiske guidelines fra EU’s arbejdsgruppe,« fortsætter han

Værdisætning af økosystemer er grundvidenskab

Spanien og Portugal er også kommet langt med at kortlægge deres økosystemer, men ligesom Storbritannien risikerer de at skulle lave dobbeltarbejde, hvis de vil følge EU’s officielle retningslinjer.

»I starten var planen, at de enkelte EU-lande skulle være færdige med en kortlægning af deres økosystemer til næste år, men nu er der generel enighed om, at EU-landene bare skal være startet på kortlægningen inden 2014,« siger Jesper Tranberg.

Og først i 2020 skal EU-landene være færdige med at værdisætte deres natur.

»Metoderne til at værdisætte økosystemer er relativ ny grundvidenskab i mange EU-lande. England har nogle af verdens førende miljøøkonomer. Derfor har de kunnet gå i gang lang tid før de andre lande,« mener Jesper Tranberg.

De 500 britiske forskere, som har kortlagt Storbritanniens økosystemer og beregnet deres værdi, har alle gjort det frivilligt uden af få løn for det. Det engelske miljøministerium tog initiativ til projektet i 2009.

Kilder

Mette Termansens profil
Carsten Rahbeks profil
Bringing Ecosystem Services into Economic Decision-Making: Land Use in the United Kingdom, Science 2013. Doi: 10.1126/science.1234379
Mapping and assessment of Ecosystems and their services. An analytical framework for Ecosystem assessment under action 5 of the EU Biodiversity Strategi to 2020. Discussing paper, 2013.
UK National Ecosystem Assessment. Synthesis of the Key Findings, 2011

27. september 2019 0 kommentarer

Culture Helse

Parkinsons sygdom kan starte i maven

16. september 2019 0 kommentarer

Culture Helse

Sådan bruger vi forsøgsdyr i søgen på Parkinsons gåder

Parkinsons sygdom er den næsthyppigste hjernenedbrydende lidelse. Med dyremodeller kan vi undersøge, hvorfor de dopamin-producerende celler går til grunde, og hvordan vi modvirker det.

Risikoen for at udvikle Parkinsons sygdom stiger med alderen. Derfor stiger interessen for at kunne behandle denne sygdom også, efterhånden som vores gennemsnitlige levealder stiger.

En central del af Parkinsons sygdom er hjernes tab af dopamin-producerende celler – det er en naturlig del af aldringen, men hos Parkinson-patienterne går tabet hurtigere end normalt.

Dopamin har flere effekter i hjernen – blandt andet virker det som belønningshormon, men dopamin er faktisk også nødvendig for at finjustere vore bevægelser. Dybt inde i storhjernens halvdele i basalganglierne foregår denne justering af bevægelserne, som altså kræver dopamin.

Svært at koordinere bevægelser

I begyndelsen kan hjernen kompensere for dopaminmanglen, men når niveauet bliver for lavt, begynder patienten at udvikle de klassiske symptomer på Parkinsons sygdom, hvor hjernen har svært ved at koordinere kroppens bevægelser (se faktaboks længere nede).

Symptomerne kan lindres med medicin, men den bagvedliggende årsag kan i dag ikke behandles.

Hos størstedelen af Parkinson-patienterne, kan man ikke finde årsagen i generne. Hvorfor får de så Parkinsons? En hypotese er, at Parkinsons sygdom ofte begynder som en harmløs tarminfektion, der af uvisse grunde i løbet af mange år breder sig via nerverne til hjernen. (Foto: Shutterstock)

Dyremodeller, hvor man undersøger sygdommens årsager og mulige behandlinger, spiller en vigtig rolle i forskningen. Nogle af disse dyr er traditionelle forsøgsdyr som mus, rotter og grise, men der anvendes også en del utraditionelle dyr såsom rundorme og bananfluer.

Da ingen af de nævnte dyr spontant udvikler parkinsonisme (se faktaboks), bliver sygdommen påført dem – for eksempel med giftige forbindelser, der minder om nogle af de pesticider, som tidligere blev anvendt i landbrug og gartneri.

Genetisk ændrede forsøgsdyr

Parkinsons og parkinsonisme

Parkinsonisme er et bredt spektrum af beslægtede sygdomme, der er kendetegnet ved lavt dopaminniveau i hjernen.

Parkinsons sygdom er således blot en specifik sygdom blandt mange med nedsat dopaminniveau i hjernen.

En nyere teknik er at ændre på dyrenes gener, så de selv udvikler parkinsonisme på samme måde som mennesker. Det gør man ved at ændre på dyrenes egne gener, så de ikke længere fungerer korrekt.

Disse gener er i forvejen kendte fra Parkinson-patienter, hvor omkring 10-15 procent af alle sygdomstilfældene kan forklares genetisk – hos de resterende 85-90 procent har man stadig svært ved at forklare, hvorfor de udvikler Parkinsons sygdom.

I nogle af dyremodellerne har man direkte indsat defekte menneskegener i forsøgsdyrene. Det kan eksempelvis være gener, som koder for hjernens oprydning af gamle proteiner – det såkaldte UPS-system.

Når dyrets egne gener erstattes med defekte gener, virker UPS-systemet for dårligt, og så hober de gamle proteiner sig op i hjernen.

Hypotesen er, at denne ophobning er dårligt for de dopamin-producerende celler, som efterhånden går til grunde. Som oftest er der brug for flere forskellige dyremodeller, når man vil undersøge Parkinsons sygdom, da de hver især repræsenterer et aspekt af sygdommen.

Rundorme er et ideelt forsøgsdyr, da de er meget små og lette at holde i laboratoriet. Det giver forskerne mulighed for at teste et væld af stoffer på dem. (Foto: Shutterstock)

Fra rundorme til mus, rotter og mennesker

Dyremodellerne har været anvendt til at teste den medicin, som man i dag tilbyder Parkinson-patienterne.

Mere om Parkinsons

Hos Parkinson-patienter er hjernens dopaminmangel en helt central årsag til, at symptomerne opstår. Patienterne udvikler gradvist tre hovedsymptomer, efterhånden som der dør flere og flere af de dopamin-producerende celler.

Patienterne får (1) langsomme og træge bevægelser, (2) rysten og (3) muskelstivhed.

En del af patienterne udvikler også psykiatriske lidelser såsom demens og depression. Det indikerer, at også andre neurotransmittere end dopamin er påvirket under sygdommen.

Et konstant fund i hjernen hos Parkinson-patienter er Lewy bodies, der er små bitte proteinophobninger i hjernen. Det skyldes formodentlig, at hjernen ikke kan rydde op efter sig, og at de gamle, udtjente proteiner derfor hober sig op i hjernevævet.

Det er overordnet set medicin, som får de resterende dopamin-producerende celler til at producere ekstra meget dopamin, eller som sørger for, at den producerede dopamin ikke straks bliver nedbrudt af hjernen.

Rundorme er ofte de første forsøgsdyr, som ny medicin testes på. Her er det nemlig muligt at teste et stort batteri af stoffer, da rundormene er meget små og lette at holde i laboratoriet.

Lægemidler, som viser sig positive hos rundormene, kan efterfølgende testes på mus og rotter, hvor man også begynder at se efter eventuelle bivirkninger.

Bananfluer bruges ligeledes i den mere basale forskning, hvor det er muligt at indsamle et stort datamateriale, og hvor eksempelvis genetiske faktorer kan undersøges i stor detalje.

Også nye tiltag som implantation af elektroder – såkaldt deep brain stimulation – og implantation af nye dopamin-producerende celler eller deres stamceller, bliver testet i forsøgsdyrene.

Først når nye behandlinger har vist sig virkningsfulde i forsøgsdyr – og uden at de giver for mange bivirkninger – bliver Parkinson-patienter tilbudt de nye forsøgsmæssige behandlinger.

Fra tarminfektion til Parkinsons?

Forsøgsdyrene kan også bruges til at afprøve forskellige hypoteser for, hvorfor mennesker uden genetiske defekte gener udvikler parkinsonisme.

En spændende hypotese, som mange forskere i øjeblikket arbejder ud fra, går ud på, at Parkinsons sygdom ofte begynder som en harmløs tarminfektion, der af uvisse grunde i løbet af mange år breder sig via nerverne til hjernen. Mavetarm-symptomer er også almindelige hos Parkinson-patienter.

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

Den type hypoteser kan eksperimentelt afprøves på forsøgsdyr, som får induceret infektioner i tarmsystemet, hvorefter man så må vente og se, om de senere udvikler tegn på parkinsonisme.

Dette er en lang række forskere i gang med at undersøge i de her år, og hvis vi er heldige, kan vi i løbet af de næste par år blive meget klogere på, hvordan en tarminfektion bliver til Parkinsons sygdom – og dermed muligvis også, hvordan vi kan forhindre sygdommen i at opstå.

Kilde: Videnskab.dk – Foto: Shutterstock

12. september 2019 0 kommentarer

Culture kristendom Stories tanker

Romerrigets 2.000 år gamle veje præger stadig Europas økonomi

Romerrigets oldgamle vejnet har indflydelse på, at nogle områder i enkelte lande stadig er økonomisk velstillede, mens andre ikke er, konkluderer nyt dansk studie.

Nogle dele af verden har i århundreder haft blomstrende handel og økonomisk velstand, mens andre altid har været tilbagestående.

Hvorfor? Spørgsmålet har optaget økonomer i evigheder.

Nu viser dansk forskning, at op til 2.000 år gamle veje, opført af romerne i antikken, kan forklare, hvorfor nogle områder i et land eller en region i flere hundrede år har haft økonomisk vækst, mens andre områder ikke er fulgt med.

»Vi dokumenterer, at antikkens vejnet har haft en vedvarende betydning for den økonomiske udvikling helt op til i dag,« siger Carl-Johan Dalgaard, der er professor i økonomi på Københavns Universitet.

Romernes vejnet var 80.000 kilometer

Romerne byggede et avanceret vejnet, som forbandt vigtige militære baser i deres gigantiske rige, der strakte sig over store dele af Europa, Nordafrika og Mellemøsten: I år 117, hvor Romerriget peakede, havde de opført 80.000 kilometer vejbaner, estimerer forskere.

I de områder af Europa, hvor romerne byggede det tætteste vejnet, er der stadig den dag i dag flest hovedveje og mest økonomisk aktivitet, viser Carl-Johan Dalgaard og kollegernes analyser, som endnu ikke er publiceret, men som allerede har vakt opsigt blandt økonomer.

»Det er et fascinerende studie lavet af nogle af de førende udøvere af den type forskning i Skandinavien. Et glimrende eksempel på forskning, der dokumenterer den historiske udvikling bag den nutidige økonomiske situation,« lyder det fra Paul Richard Sharp, der er professor i økonomi på Syddansk Universitet.

Forskernes fremgangsmåde er ’state of the art’, siger Phillip Schröder, der er professor på Aarhus Universitets Institut for Økonomi:

»Det er en udfordring for os økonomer at forklare, hvorfor nogle dele af verden i århundreder har været rige, mens andre har været tilbagestående. Her har vi et rigtig godt bud på en forklaring,« siger Phillip Schröder.

Målt i enkelte lande

Forskerne har ikke kigget på økonomiske forskelle mellem lande, men på variationen i den økonomiske aktivitet i de lande eller regioner, hvor romerne byggede veje.

Der kan altså sagtens være meget økonomisk velstand i lande, der ikke havde romerske veje. Men i de lande, der tilhørte Romerriget, er velstanden størst omkring antikkens hovedveje.

Romerrigets infrastruktur er digitaliseret

Økonomer har længe været klar over, at infrastruktur spiller en rolle for et lands økonomiske udvikling, men det er ny viden, at vejnettet kan have en effekt, der strækker sig over tusindvis af år.

Forskerne fra Københavns Universitet er nået frem til deres opsigtsvækkende resultater ved at studere kort over Romerrigets veje. Kortene findes i en digital database på Harvard University i USA.

For at finde ud af, om de romerske veje har betydning for økonomien i dag, har forskerne sammenlignet kortene med mål for den nuværende økonomisk aktivitet i de områder, der i sin tid tilhørte Romerriget.

Forskerne har kigget på:

Satellitbilleder af nattelys taget i 2010. Mængden af nattelys er en anerkendt metode til at måle økonomisk aktivitet i et område: Jo mere nattelys, desto mere økonomisk udvikling.
Kort over nutidens centrale veje i de områder, der var en del af Romerriget. Jo flere veje, desto mere handel.
Befolkningstætheden i de pågældende regioner. Jo flere mennesker, desto mere økonomisk aktivitet.

Forskerne fandt en klar sammenhæng.

»De steder i Europa, der havde romerske veje, er også de områder, hvor vi den dag i dag ser det tætteste vejnet. Det er de områder, der er mest oplyst om natten, og hvor der bor flest mennesker,« siger Carl-Johan Dalgaard.

Sattelit-billede af nattelys i 2010. De gule linjer markerer grænsen af Romerriget. De røde linjer er romernes vejnet. (Foto: Carl-Johan Dahlgaard)

Svært at skelne korrelation fra kausalitet

Forskerne stoppede dog ikke ved det. For selv om der er en sammenhæng (korrelation) mellem romernes vejnet og nutidens økonomiske aktivitet, betyder det ikke nødvendigvis, at der er kausalitet, altså, at det ene medfører det andet: At romernes infrastruktur grundlagde nutidig velstand.

Måske hænger det sammen med, at romerne byggede deres veje i områder med god landbrugsjord, adgang til vandveje eller med andre fordele, der den dag i dag har betydning for et områdes økonomi.

I så fald er det ikke nødvendigvis romernes vejnet, men noget andet – for eksempel adgang til vand – der har medført den vedvarende økonomiske aktivitet.

Uventet drejning: Hjulets udbredelse hjalp forskerne

Forskerne lavede derfor statistiske analyser, hvor de justerede for en lang række af den slags faktorer, der kan spille ind.

»Men selv om man på den måde justerer for alt, man kan komme i tanke om, vil man altid sidde tilbage med en fornemmelse af, at der er noget, man ikke har taget højde for, og vi vidste, at vi ville få kritik for det,« siger Carl-Johan Dalgaard.

Og her tager forskningsprojektet en uventet drejning:

En spøjs historie om hjulets udbredelse hjalp forskerne med at dokumentere, at der højst sandsynligt er en årsagssammenhæng mellem romernes vejnet og nutidens økonomiske velstand.

Romernes veje blev forsømte

Romerriget omfattede som bekendt ikke kun store dele af Europa, men også dele af Mellemøsten og Nordafrika.

Netop i Mellemøsten og Nordafrika blev romernes vejnet forsømt, efter Romerrigets fald i det 4. århundrede, fordi befolkningen gik væk fra at bruge transportmidler på hjul.

På daværende tidspunkt gik befolkningen i Nordafrika og Mellemøsten over til at bruge kamelkaravaner til at transportere varer i stedet for de oksekærrer, som romerne havde brugt.

Hjulets dalende popularitet i regionen betød, at romernes vejnet blev forsømt.

»Hjulet kom først tilbage til Nordafrika og Mellemøsten i nyere tid, da bilen blev opfundet. De nye veje i regionen blev opført andre steder end romernes veje,« siger Carl-Johan Dalgaard.

Forsømmelsen af det romerske vejnet afspejler sig i forskernes analyse: I modsætning til Europa er der i Nordafrika og Mellemøsten ikke en sammenhæng mellem det antikke vejnet, nutidens infrastrutur og variationen i den økonomiske aktivitet forskellige steder i regionen.

Romernes veje har altså ingen forbindelse til nutidens økonomi i de regioner, hvor vejene blev forladt, fordi vogne på hjul blev afløst af andre transportmidler. Til gengæld ses en klar sammenhæng i Europa, hvor de romerske veje fortsat blev brugt efter imperiets fald.

Infrastruktur er drivkraft for vækst

Hjulets forsvinden i Mellemøsten og Afrika understøtter således på underfundig vis forskernes tese om, at romernes vejnet har været med til at grundlægge nutidens økonomiske aktivitet.

»Det tyder på, at de her offentlige infrastrukturelle goder, man har investeret i historisk, kan være en væsentlig drivkraft for vedvarende økonomisk velstand,« siger Carl-Johan Dalgaard.

Carl-Johan Dalgaard og kollegerne har fremlagt deres resultater på en række konferencer i udlandet og har fået en masse positive tilbagemeldinger. Studiet er i øjeblikket på vej til at blive publiceret i et videnskabeligt tidsskrift.

Kilder

Carl-Johan Dalgaards profil (KU)
Paul Richard Sharps profil (SDU)
Phillip Schröders profil (AU)
Anne Ringgaard – Journalist

3. maj 2019 0 kommentarer

Culture politik Stories

Drømmen om et grænseløst Europa skubbet i baggrunden: Grænserne er vendt tilbage

Efter drømmene om grænseløshed fylder grænser igen meget. Nogle forlanger nye, andre vil have gamle tilbage, og atter andre så helst, at de helt forsvandt. Men grænser er ikke bare grænser, og det er svært at finde én fællesnævner for de mange variationer.

Med den såkaldte flygtningekrise er grænser vendt kraftigt tilbage til den politiske dagsorden i Europa.

Flere steder er de indre grænser blevet midlertidigt genindført, og de ydre grænser er emne for en hed debat, hvor Middelhavet, der afgrænser Europa fra Mellemøsten og Asien, fremstår som et stort åbent sår.

Udviklingen betragtes mere og mere som et neonationalistisk brud med den liberale ånd, der har behersket Europa siden 1989.

Murens fald et symbol på en grænseløs verden

Allerede samtiden opfattede Berlinmurens fald som symbolet på et verdenshistorisk opbrud. Muren gennem den gamle, tyske hovedstad havde i en menneskealder været et dramatisk billede på den hårde grænse mellem øst og vest, der prægede årtierne efter 2. verdenskrig.

Murens fald signalerede for de fleste mennesker en forandring til en åben og mere dynamisk verden. Det sovjetiske magtsystems kollaps udløste en entusiastisk begejstring og en overbevisning om, at grænser lod sig overvinde og i virkeligheden hørte fortiden til.

En forestilling om grænseløshed vandt indpas og gik hånd i hånd med ideerne om globalisering. Den var ikke kun abstrakt.

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

I den Europæiske Union blev der med Schengen-samarbejdet realiseret åbne grænser i et voksende antal europæiske stater.

EU’s ‘fire friheder’ – arbejdskraftens, varernes, tjenesteydelsernes og investeringernes frie bevægelighed – flyttede i bogstavelig forstand grænser. Økonomiske transaktioner og handlen med varer blev gjort langt lettere. EU-borgerne fik mulighed for at rejse, finde job og bosætte sig i et andet land i et hidtil ukendt omfang.

Ideen om, hvad en grænse er, udvikler sig hele tiden. Det er ikke kun bevæbnede soldater langs grænselinjen. (Foto: Shutterstock)

Nye grænser efter Murens fald

Paradoksalt nok udløste grænsernes tilsyneladende forsvinding voksende interesse netop for grænser.

Forskere inden for en række discipliner gjorde dem til genstand for undersøgelser. De opdagede nye aspekter og fandt hurtigt mange belæg for, at grænser bestemt ikke var forsvundet.

Grænseforskningen satte således allerede i 1990’erne spørgsmålstegn ved forestillingen om det grænseløse Europa.

Den påpegede, at der faktisk blev ved med at komme nye grænser til, og at de antog mange former, som ikke tidligere var blevet udforsket.

Gamle forestillinger om grænser blev udfordret af konfrontationen med nye sikkerhedstrusler som den internationale terrorisme, men også gennem teknologiske nybrud som eksempelvis biometriske teknologier, satellitter og droner, der skabte helt nye muligheder for at overvåge og kontrollere mennesker og territorier.

Traditionelt fokuserede grænseforskning på politiske skel mellem folk og stater.

Krige og flytning af grænser spillede en fremtrædende rolle, og det var grænsen som en markering af statsmagten, der stod i forgrunden. Nu modtog forskningen nye impulser i kølvandet på Schengen-aftalen og fremmet af den stedse mere globaliserede økonomi.

De kom ikke mindst fra arbejdsmarkedsforhold, samhandel og informationsudveksling.

Grænser set fra et menneskeligt perspektiv

I de seneste år er problemstillinger om migration og mobilitet på tværs af grænserne kommet til. Nutidens grænseforskere vælger langt oftere at se på grænser med andre øjne – ikke mindst fra de berørte menneskers perspektiv.

Derfor rykker grænsernes følger for samfundet, for handlen, kontakter og grænseoverskridende samarbejde ofte i forgrunden. Det er spændende perspektiver, som dog ikke må skjule, at grænser stadig i sidste ende er udtryk for magt og territorial kontrol.

Bevægeligheden over de europæiske grænser og fjernelsen af fortidens grænsekontrolanlæg gav grænser en mindre håndfast betydning.

Desto stærkere virkede den nye udvikling tilbage på andre dele af staten og samfundet, der blev konfronteret med omverdenen på en helt ny måde. Det blev åbenbart, at grænser ikke bare kunne forstås som skillelinjer mellem de enkelte lande.

Mange sammenhænge i de samfund og især de grænseregioner, de berørte, blev påvirket. Grænser giver nogle mennesker sikkerhed, mens de for andre begrænser deres udfoldelsesmuligheder.

De adskiller på samme tid mennesker og skaber muligheder for handel og udveksling. Hvad, der er billigst på den ene side af grænsen, bliver genstand for grænsehandel – eller smuglervirksomhed. Dette aspekt ved grænser kendes overalt.

Det romerske riges grænser er bare et eksempel på dynamiske grænser, da romerriget hele tiden var i udvikling. (Foto: Shutterstock)

Grænserne forandrer sig blot

Grænser viser sig således ved nærmere betragtning at være foranderlige og dynamiske størrelser, der gennem historien konstant har været i bevægelse og skiftet betydning. Denne foranderlighed er vigtig at være opmærksom på, fordi de grænser, der i mellemtiden er forsvundet, i mange tilfælde bliver ved med at kunne spores.

I Europa er et af de bedste eksempler den grænse, som romerne trak tværs gennem kontinentet. Den viser kun få steder sammenfald med moderne statsgrænser, men i alle de lande, den gennemløber, er den til stede eksempelvis i kultur, sprog og religion.

De mange nye perspektiver på grænser kombineret med en mere traditionel tilgang gør det åbenlyst, at grænseforskning ikke er et emne, der lader sig begrænse til et enkelt fagområde.

Grænseforskning må i sagens natur være interdisciplinær og inddrage forskellige discipliners metoder og tilgange, hvis resultatet skal blive overbevisende. De stedse skiftende problemstillinger fører ofte til, at der må hentes viden fra nye områder.

Eksempelvis er erkendelser og erfaringer fra migrationsforskning i dag af stor betydning, hvis grænseforskere skal undersøge aktuelle udviklinger for de europæiske ydergrænser og flygtningestrømme fra ikke-europæiske lande.

Her er der igen tale om et aspekt, som kun blev berørt af et fåtal i grænseforskningen for blot ganske få år siden.

Grænseforskningen er udfordret af det tempo, hvormed verden forandrer sig.

Mens forskerne er optaget af at undersøge Schengen-samarbejdets konsekvenser, har Europas ydre grænser tiltaget sig en stor opmærksomhed, Brexit-beslutningen åbner helt nye scenerier og det er blevet stadig mere klart, at slet ikke alle mennesker ser grænsers forsvinding som noget positivt.

Neonationalismens drøm om igen at opruste grænserne med bomme, faste kontrolposter, mure og afspærringer viser, at grænseforskningens problemstillinger ganske som grænserne selv ikke forsvinder, men blot forandrer sig.

Grænser i går, i dag og i morgen

Center for Grænseregionsforskning på Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet fortsætter en lang tradition for interdisciplinær forskning i europæiske grænser og grænseregioner.

I bogen ‘Europas grænser’ giver forskerne i antologiform en række eksempler på grænsers betydning og foranderlighed i går, i dag og i morgen.

Den dansk-tyske grænse behandles også, men perspektivet er i høj grad europæisk og inddrager eksempler fra Middelhavsområdet, fra det forhenværende Jugoslavien, Centraleuropa og Tyskland. Bidragene præsenterer forskellige tilgange og problemstillinger.

De europæiske grænsers historiske udvikling og den fortsatte betydning af forsvundne historiske grænser repræsenterer den historiske tilgang, men derudover analyseres aspekter som migration, grænseoverskridende samarbejde, grænsekonflikter mellem stater og flydende grænser mellem øst og vest.

Mange mennesker i nationale mindretal føler, at de lever på den forkerte side af grænsen, andre arbejder på at opbygge og styrke grænser til naboerne, mens en mere antropologisk tilgang undersøger, hvad grænser betyder for hverdagslivet i et grænseland, der kun i en forholdsvis kort periode har været delt mellem forskellige stater.

Alle antologiens bidrag illustrerer problemstillingerne omkring grænser med konkrete eksempler fra forskellige tider og forskellige europæiske kontekster.

Kilder

Dorte Jagetic Andersens profil (SDU)
Steen Bo Frandsens profil (SDU)
‘Europas grænser’, Aarhus Universitetsforlag (2018)
‘Fences and neighbours in the postmodern world: boundary narratives in political geography’, Newman & Paasi, Progress in Human Geography (1998), DOI: 10.1191/030913298666039113
‘Inclusion, exclusion and territorial identities: the meanings of boundaries in the globalizing geopolitical landscape’, Paasi, Nordisk Samhällsgeografisk Tidskrift (1996)

1. maj 2019 0 kommentarer

Culture Lifestyle Nature

Lær at gøre arkæologiske fund i Google Earth

Guiden til dig, der går rundt med en lille arkæolog i maven.

Hvis du har drømt om at gå på opdagelse efter arkæologiske oldtidsfund, men ikke bryder dig om at få jord under neglene, så er der gode nyheder.

Du behøver slet ikke begive dig ud på en pløjemark i sjaskøsende regnvejr komplet udrustet med metaldetektor, pensel og graveske.

Du kan i stedet sidde varmt og godt derhjemme foran computerskærmen og afsøge terrænet for oldtidsskatte helt uden at være uddannet arkæolog.

»Men hvordan?« tænker du måske.

Svaret er Google Earth.

Computerprogrammet, som lader os se satellit- og luftfotos af hele jordkloden, leverer nu billeder i så skarp en opløsning, at vi allesammen kan se aftryk i jorden, hvor oldtidsbygninger engang har stået.

Hvis vi vel at mærke ved, hvad vi skal lede efter.

Derfor har Videnskab.dk bedt en luftfotoarkæolog, der bruger Google Earth i sit arbejde, om tips og tricks, som klæder dig på til at udleve dine arkæologdrømme.

LÆS OGSÅ: Google Earth-billeder af den sjællandske muld afslører ukendte vikingehuse

Luftfotoarkæologi

At gå på opdagelse i fortiden oppe fra luften er en velkendt metode inden for arkæologi.
Luftfotoarkæologer laver overflyvninger af terræn, som de gerne vil undersøge.
De undersøger også frit tilgængelige luftfotos på forskellige onlinedatabaser.

Museumsinspektør: Slå dig løs

Kan enhver med en internetopkobling og en uforløst arkæologi-drøm kaste sig ud i jagten på oldtidslevn ved at bruge Google Earth?

»Ja, alle og enhver kan være med, så hvis du synes, det er spændende at kigge på luftfotos, så vil jeg opfordre til, at du bare slår dig løs,« lyder rådet fra Michael Vennersdorf.

Han er museumsinspektør på Museum Vestsjælland og beskæftiger sig blandt andet med luftfotoarkæologi.

Michael Vennersdorf pointerer, at amatørarkæologer ofte gør nye og spændende oldtidsfund, så det er bestemt umagen værd at indlede jagten.

Når du er gået ind i programmet Google Earth, kan du zoome ind på forskellige geografiske områder, som du gerne vil udforske. (Foto: Google Earth)

Vælg et geografisk område

Når du har åbnet programmet Google Earth, er første skridt at gøre dig klart, hvor du vil lede efter oldtidsfund.

»Hvis der er et lokalområde, som du er særligt interesseret i, er det oplagt at starte der,« siger Michael Vennersdorf.

Med lokalområde mener han naturligvis ikke, at du skal gå i gang med at nærstudere indre Nørrebro eller Haderslev bymidte.

Det, du bør fokusere på, er opdyrkede marker. De giver dig frit udsyn til en helt betonfri jord og dermed de optimale forhold for at finde ud af, hvad der stod på den jord i engang i en fjern fortid.

Der er mange forskellige jordarter rundt omkring i Danmark, og der er størst chance for at finde noget i Midt- og Vestjyllands sandjorder.

Men du kan også være heldig at gøre arkæologiske opdagelser drypvis rundtomkring på Sjælland, Fyn, Lolland-Falster og Bornholm selvom øernes lerjorde ikke giver lige så gode betingelser.

Mere om, hvor du skal lede

Hvilke marker, skal jeg gå efter? Du skal gå efter vårbyg-, vårhvede- og rugmarker. Pløjemarker fungerer også.

Generelt står kornmarker tæt, og giver derfor en høj opløsning af jorden set fra luften.

Vårkorn er tit bedst, fordi det har haft en kortere vækstperiode end vinterkorn. Derfor er det mere påvirkeligt overfor tørke.

Hvordan kan jeg vide, hvilken kornsort jeg kigger på? Det kan du ikke med mindre du er landmand. Gå bare efter kornmarker med både grønne og gullige farver.

Kan jeg finde oldtidslevn i græsmarker? Det kan være sværere, fordi fladen ikke er dyrket og dermed ikke er ensartet som bondens mark. Ukrudt og andre vækster slører billedet. Raps- og majsmarker er også svære.

Hold øje med markernes farve

Når du har bestemt dig for, hvor du vil indlede din jagt på oldtidsfund, skal du zoome ind på marken, så indikatoren nederst til højre i Google Earth-programmet angiver, at du er omkring to kilometer over jorden.

I den højde har du optimale betingelser for at se farverne i marken.

Marken, som du har valgt, skal helst have et farvespektrum fra grøn til gul eller gul til orange, for at den kan bruges.

Ved at være opmærksom på farverne ved du nemlig, at fotoet er taget mellem sankthans og starten af juli, når kornet er tørt, og høsten står for døren.

Dette er somregel den bedste sæson for luftfotoarkæologi, fordi sporene efter oldtidsminder aftegnes tydeligt i tørt korn. Mere om det i næste afsnit.

Her ser du en mark med det rigtige farvespektrum. Grubehuse, som er små vikingeværksteder, står som mørkegrønne aftegninger i den lysere og afsvedne vegetation langs markvejen. (Foto: Museum Vestsjælland)

Kig efter mørke plamager

Når du har fundet en mark med de rigtige farver, er næste skridt at gøre dig klart, hvad du leder efter.

Og det er plamager i kornet, der er mørkere end resten. For at finde dem skal du zoome lidt mere ind.

Plamager i marken der, set fra under to kilometers højde, ligner små mørke pletter, kan muligvis være overdækkede stolpehuller, hvor oldtidens folkeslag, såsom vikingerne, nedgravede tagbærende eller vægbærende stolper til deres huse. Det er også dem, de professionelle luftfotoarkæologer leder efter.

Jorden, hvor for eksempel vikingerne gravede deres stolper ned for over 1.000 år siden, vil typisk være mørkere, og korn-plamagen ovenpå mere frodig, end det omkringliggende landskab.

Da hullerne blev gravet i Vikingetiden (800-1050), røg der nemlig næringsrig muld og affaldsjord fra bopladsen derned, og de jordtyper har ligget og givet næring og fugt til afgrøderne ovenover lige siden.

Nyfundne spor af huse fra en vikingeboplads på Vestsjælland. (Foto: Google Earth/Anne Sophie Thingsted)

Find pletter på linje

Har du været heldig at finde mørke pletter på marken, er næste skridt at finde ud af, om de er naturlige eller menneskeskabte.

»Når du finder farveforskelle, skal du lægge mærke til, om de tegner et mønster. Mørke pletter på linje vil ofte indikere, at der har stået hustomter (tagbærende stolper) eller hegn,« siger Michael Vennersdorf.

Der er dog altid en risiko for, at farveforskelle kan være naturskabte. Marker med rigtig mange spor efter væltede træer kan godt snyde, men også her er der hjælp at hente.

»Du kan af og til se forskel ved at se, om der er en skarp overgang i farveskiftet. Hvis overgangen er diffus, er det nok natur, men skarpe afgrænsninger betyder ofte, at der har været mennesker involveret,« siger Michael Vennersdorf.

Zoom ind

Når du har fundet en række af mørke pletter, som du vil undersøge nærmere, zoomer du længere ind.

Tagbærende stolper kan typisk ses på størst afstand, fordi de i sin tid blev gravet dybest ned.

Men hvis du zoomer længere ind, kan du også være heldig at finde spor efter vægstolper.

De tagbærende stolper vil ligge som mørke pletter inde midt i husets omrids, ligesom på billedet nedenfor, hvor du både kan se markeringer efter vægstolper og tagbærende stolper fra et 35 meter langt vikingelanghus.

Selvom der ikke er spor af tagbærende stolper, kan du sagtens have med et oldtidsfund at gøre. I Middelalderen (1000-1536) byggede man eksempelvis huse uden tagbærende stolper

Det cylinderformede omrids er der, hvor vægstolperne til et vikingelanghus fra 900-tallet har stået. De mørke pletter inden i cylinderformen er der, hvor de tagbærende stolper har stået. (Foto: Museum Vestsjælland)

Få hjælp på Facebook

Hvis det er lykkedes dig at spotte markeringerne af et muligt oldtidsfund, kan det være svært at vide, hvad du har fundet.

Er det vidnesbyrdet om en vikingeborg fra 900-tallet eller en middelaldergård fra år 1200?

For at få svar på det, er der forskellige ting, du kan gøre.

»Der findes en Facebook-gruppe for folk, der kigger på luftfotos i arkæologisk øjemed. Man slår billeder af sine fund op i gruppen, og så kommer de andre medlemmer med bud på, hvad det kan være,« fortæller Michael Vennersdorf.

Gruppen består både af nybegyndere og øvede oldtidsdetektiver, men der bliver gjort mange fund, både nye og gamle, af dens medlemmer, fortsætter han.

Få hjælp via Fund og Fortidsminder

Hvis du ikke er Facebook-fan, kan du i stedet gå ind på Fund og Fortidsminder- et nationalt register over steder, hvor museerne allerede har gjort arkæologiske fund.

Geodatastyrrelsen

Et andet sted, hvor du kan gå på opdagelse, når du har gjort dit fund, er Geodatastyrrelsen.

Geodatastyrrelsen er en internetportal, hvor der er adgang til mange forskellige historiske kort.

De historiske kort kan hjælpe med at fastslå, hvornår dit fund stammer fra.

Her kan finde et kort over de steder i landet, hvor de allerede kendte oldtidsminder ligger. På den måde kan du finde ud af, om dit fund allerede er kendt.

Den samme metode kan samtidig kaste lys over, hvornår dit fund stammer fra.

Hvis du for eksempel kan se, at der er fundet et hegnsforløb eller smykker fra Vikingetiden nogle meter fra dit fund, har du måske at gøre med en hel vikingeboplads.

Når du har rådført dig på Facebook-gruppen eller på Fund og Fortidsminder, kan det også være smart at kontakte lokalområdets museum, hvis de ikke kender til dit konkrete fund.

»Hvis lokaliteten allerede er registreret i Fund og Fortidsminder, kan du være sikker på, at det lokale museum allerede kender til selve stedet,« siger Michael Vennersdorf.

Men bare fordi museet kender selve pladsen, er det ikke sikkert, at de kender til de spore efter bygninger, som du har fundet, understreger han.

Det kan for eksempel være, at der er blevet gjort detektorfund på stedet tidligere, men ingen bygningsfund.

Fund og Fortidsminder vise både gamle og nye terrænkort, markeringer af detektorfund og bygninger samt dateringer på fundene. (Fund og Fortidsminder)

Lær bygninger at kende

Hvis du har læst helt herned, burde du være godt klædt på til at begive dig ud i arkæologiens verden hjemme foran computeren.

Det allersidste råd består i at undersøge, hvordan historiske huse var udformet.

For selvom du måske ikke er en garvet oldtidsdetektiv, kan det være fascinerende at dykke ned i, hvordan formen på bygningerne kan afsløre, hvilken historisk periode de stammer fra.

Helt grundlæggende kigger professionelle og garvede amatørarkæologer på formen på husets væglinjer, samt på husets størrelse.

Op igennem historien har hustyperne ændret sig meget, men herunder kan du se et billede af, hvordan husenes grundplaner generelt har set ud i fortiden.

Når du har gjort det, er der ikke mere at sige end: ’Sæt i gang!’

Husenes grundplaner i Oldtiden og Middelalderen. Grundplanerne er vist med markering af stolpehuller og væggrøfter, og formene er kendt fra udgravninger og luftfotos. (Illustration: Holstebro Museum)

Kilder

Michael Vennersdorf profil (LinkedIn)

24. april 2019 0 kommentarer

Culture politik Stories

Det geologiske Brexit: ‘Syndflod’ kan have løsrevet Storbritannien fra Europa

Forskere har kortlagt de geologiske detaljer i Storbritanniens oprindelige adskillelse fra Europa under en gigantisk ’syndflod’ for 150-450.000 år siden. En geologisk hændelse, som formede kongerigets identitet og historie frem til i dag.

Med en næsten for utrolig timing har et internationalt hold forskere kortlagt detaljerne i Storbritanniens geologiske adskillelse fra Europa.

»Vi kalder det Brexit 1.0, og, jeg tror, alting ville have været anderledes, hvis ikke det havde været for det her,« siger den ledende forsker bag, professor Sanjeev Gupta fra Imperial College London, England, med henvisning til det nylige, meget omtalte, politiske Brexit.

Historien kort

Nye geologiske undersøgelser afslører processerne bag den geologiske ‘Brexit’, da Storbritannien rev sig løs fra Europa for 150-450.000 år siden.
Hvis ikke det var for en tilfældig begivenhed, havde Storbritannien stadig været forbundet til Frankrig, og briterne havde måske talt fransk i dag.
Dansk forsker har dog nogle forbehold til det nye studie.

Han og kollegaerne finder, at Storbritannien rev sig løs i to trin, som sluttede med en dramatisk ’syndflods’-lignende hændelse, der skar landforbindelsen til Europa over for evigt og skabte den Engelske Kanal.

»Det er uden tvivl en af de vigtigste begivenheder i britisk historie og var fødselshjælper på vores ø-nations identitet selv i dag. Uden den dramatiske hændelse ville Storbritannien stadig være en del af Europa. Det er det Brexit, som ingen stemte om,« siger Sanjeev Gupta.

Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications.

Dansk forsker er forbeholden

Havde det ikke været for Brexit 1.0, ville Storbritannien stadig stikke op fra Europa som en odde i det nordvestlige Frankrig, ligesom Danmark stikker op fra Nordtyskland, og briterne ville måske tale fransk, spise baguettes og betale deres Guinness med euro.

»Det er et meget spændende studie, og der er anvendt state of the art metoder,« siger seniorforsker fra GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland), Ole Bennike, som dog har nogle forbehold til forskernes fortolkninger. Dem vender vi tilbage til.

Is-opdæmmet sø blev til syndflod

England geologi opstå landskab calais dover frankrig

Præcis, hvad, der gjorde, at den Engelske Kanal blev skåret ud af undergrunden, og England blev til en ø, ved forskerne ikke, men de gætter på, at et gigantisk isbjerg enten kælvede fra isranden, eller at et jordskælv fandt sted. (Kort: Shutterstock)

Rejser man tilbage i tiden, har kloden flere gange været frosset ned under lange istider, hvor enorme iskapper spredtes fra polerne.

En af de hårdeste istider var Elster-istiden for cirka 450.000 år siden, hvor iskapperne dækkede hele Skandinavien og nåede ned til London og Nordtyskland.

Iskapperne sugede fugten ud af atmosfæren, og havniveauet faldt, så Den Engelske Kanal var tørlagt og lå som en frossen, sibirsk tundra, hvor mammutter og uldhårede næsehorn kunne spadsere mellem Frankrig og Storbritannien.

De kunne være gået langs et storslået skue, som uden tvivl ville have været på UNESCO’s Verdensarvsliste i dag:

Fra en over 30 kilometer lang højderyg mellem nutidens Calais i Frankrig og Dover i England fossede en serie enorme vandfald fra en højde af måske 100 meter ned og dannede floder, som løb ud mod Atlanterhavet.

Vandfaldene kom fra en flere hundrede kilometer stor sø, afgrænset af isranden mod nord og den lange højderyg mod syd. Højderyggen var med andre ord en dæmning, som holdt vandmasserne af smeltevand og flodvand tilbage.

Lige indtil dæmningen en dag revnede – måske forårsaget af et jordskælv – og vandmasserne flåede højderyggen fra hinanden og skar med enorm kraft den Engelske Kanal ud af undergrunden og forvandlede ‘Frankrigs Odde’, Storbritannien, til en ø.

Det er det billede, den nye forskning nu kan tegne.

Kalkhøjderyggen strækker sig på begge sider af Doverstrædet, og havdybderne og udstrækningen af isranden under tre istider ses her. Forskerne finder, at den Engelske Kanal blev til, da der gik hul på højderyggen, og de enorme vandmasser fra søen flåede en dyb kile mellem Frankrig og England. (Kort: Imperial College London/Professor Sanjeev Gupta and Dr Jenny Collier)

Studiet genopliver gamle ideer

I dag er det hele væk, men sporene gemmer sig på bunden af Den Engelske Kanal, og dem stødte Sanjeev Gupta og kollegerne første gang på for 10 år siden i 2007.

»Det var næsten et tilfælde. Vi var ude i kanalen for at afprøve vores nye udstyr,« fortæller Sanjeev Gupta.

Med sonarmålinger afslørede de dybe undersøiske dale midt i kanalen, som vidnede om, hvordan vandmasserne havde skåret en kile ned gennem landskabet.

Det understøttede dengang en idé, som faktisk går helt tilbage til slutningen af 1800-tallet, hvor forskere havde bemærket, at de berømte, hvide klipper ved Dover var en del af en kalkformation, som også findes på den anden side af kanalen i Frankrig.

I 1960’erne afslørede geologiske undersøgelser dybe huller i klippegrunden mellem Calais og Dover, hvilket, maringeologen Alec Smith fra Bedford College i London senere foreslog, kunne være dybe ar efter vandfald for foden af højderyggen, der hvor søen var løbet over.

Den idé blev dog stort set glemt – indtil nu.

Finder sporene efter 7 vandfald

Med det nye studie har Sanjeev Gupta og kollegerne vakt de gamle hypoteser til live igen.

»I 2007 havde vi kun målinger fra midten af kanalen og ikke oppe ved Dover, og tolkningen byggede på formodninger, men nu har vi beviserne,« siger Sanjeev Gupta.

Dem har de britiske forskere indsamlet gennem de sidste 10 år sammen med belgiske og franske kolleger. I praksis ved at sejle ud med en båd i Den Engelske Kanal og indsamle geofysisk data af kanalbunden som sonarmålinger og ikke mindst en ny serie seismiske linjer.

Hver linje giver et snit af strukturen ned gennem undergrunden, og ved samle flere linjer har forskerne bygget et finmasket billede op, hvor de kan se, at de store ’vandfaldshuller’ kun findes lige præcis på den linje mellem Dover i England og Calais i Frankrig.

Batymetrisk kort, som viser dybden i Doverstrædet. Centralt ses en dyb dal eroderet ned gennem strædet. Den stiplede, hvide linje markerer højderyggen, som ville have forbundet Frankrig og England, indtil den blev brudt. (Kort: Imperial College London/Professor Sanjeev Gupta and Dr Jenny Collier)

Over et stræk på 32 kilometer har de fundet syv, klart afgrænsede, skålformede huller, som perfekt matcher ideen om vandfald fra højderyggen.

»Vi ser dem dér, og kun dér, så nu kan vi sige, at der var en sø, og at det er nedfaldshuller fra vandfald,« siger Sanjeev Gupta.

Ole Bennike er dog ikke helt overbevist om den fortolkning.

»Jeg synes, at det er svært at forestille sig, at så dybe og store huller er dannet under et vandfald. En anden tolkning af de dybe huller kan måske være, at de kunne været dannet under et isdække,« siger Ole Bennike.

Den Engelske Kanal blev skåret på få måneder

Men ifølge Sanjeev Gupta og kolleger er søen og vandfaldene kun optakten til den egentlige adskillelse.

De har nemlig gjort en anden bemærkelsesværdig opdagelse i Dover-strædet – en fremtrædende dal, Lobourg-kanalen, som skærer sig ned midt gennem nogle hullerne.

Det viser ifølge Sanjeev Gupta, at dalen må være formet senere end hullerne og så at sige har skåret toppen af dem, den er rendt igennem. Vandfaldene har med andre ord først gnavet nogle dybe skåle i klippegrunden, og senere er ’syndfloden’ kommet og har skåret en kile ned gennem linjen af hullerne.

»Det er en sekundær begivenhed, og den har alle kendetegnene for en stor, katastrofal oversvømmelse – altså, hvor enorme mængder vand sættes fri over kort tid,« siger Sanjeev Gupta.

Det er grundlæggende den begivenhed, som, forskerne mener, har isoleret Storbritannien fra Europa, og de peger på, at strukturerne ligner andre velbeskrevne episoder, bl.a. i Nordamerika, hvor en kæmpestor sø, Missoula-søen, for cirka 15.000 år siden brød gennem sine bredder og forandrede store dele af landskabet radikalt i Montana.

Sanjeev Gupta skønner, at den dybe kanal mellem Storbritannien og Frankrig tilsvarende er blevet skåret på bare nogle få måneder for måske 160.000 år siden.LÆS OGSÅ: Fortidens isbjerge har flået havbunden op

Seismisk måling, der viser et af de skålformede huller under havbunden. Forskerne mener, at vandfald har eroderet den cirka 120 meter dybe og 500 meter brede skål. Billedet er overdrevet x7 vertikalt. (Kort: Imperial College London/Professor Sanjeev Gupta and Dr Jenny Collier)

Håber, studiet vil give en spændende debat

Ole Bennike bifalder forskernes store arbejde, men er igen ikke helt overbevist om fortolkningen.

Han peger på, at det faktisk er omdiskuteret, præcis hvor langt isranden strakte sig mod syd under Elster-istiden, og hvis en arm af isen strakte ned over kanalen, kan det være en alternativ forklaring til den dybe Lobourg kanal.

»Hvis området har været isdækket, kan de formationer ret nemt forklares – formerne minder meget om former, der ofte dannes under et isskjold. De er svære at forklare ved normal erosion i en flod,« siger Ole Bennike.

Med videnskaben bliver man som bekendt aldrig helt færdig, og Ole Bennike håber, at studiet vil give anledning til en spændende videnskabelig debat.

Næste skridt: Fastlægge præcis kronologi

For Sanjeev Gupta og kolleger bliver næste skridt at datere sedimenterne i hullerne.

»Nu har vi karakteriseret hullerne og kanalen videnskabeligt, og så bliver det næste at bore ned gennem sedimenterne og fastlægge en præcis kronologi,« siger Sanjeev Gupta.

»Vi arbejder faktisk sammen med et dansk hold på Risø, som er verdens førende til at bestemme dateringer af sedimenter.«

De kommende geologiske studier vil give et klarere billede af, præcis hvornår Storbritannien rev sig løs fra Europa, og fortælle historien om, hvordan Storbritannien fandt sin egen vej.

Kilder

“Two-stage opening of the Dover Strait and the origin of island Britain”, Nature Communications (2017),
Sanjeev Guptas profil (Imperial College London)
Ole Bennikes profil (GEUS)

17. april 2019 0 kommentarer

Culture Lifestyle politik

Hvordan bruger vi digital

Overvågning i familielivet kan ske på nye måder med moderne digitale teknologier. Bør vi være bekymrede? Eller kan overvågningen faktisk føre til mere frihed?

Digitale teknologier, især mobile og sociale medier, tilbyder nye måder at overvåge på.

Ikke kun på samfundsniveau, men også i vores familiære og personlige liv, hvor mulighederne for at monitorere hinanden – og ikke mindst sit afkom – er vokset betydeligt.

Ikke overraskende vækker denne udvikling bekymring. En bekymring, som ofte samler sig om teknologierne selv.

For hvad gør skærmene eller forskellige overvågningsteknologier, for eksempel GPS-apps, ved familien – og ikke mindst børn og unges liv?

Vil de nye monitoreringsmuligheder føre til en ‘Big Mother’-barndom, hvor forældre følger hvert et skridt deres barn tager (se for eksempel artiklen her) og krænke deres børns ret til frihed og privatliv (se for eksempel artiklerne herog her)?

Det er vigtige spørgsmål at stille.

Men før vi griber til forhastede svar, er det nødvendigt at undersøge, hvordan de mange digitale dimser bruges til overvågning i familien. Netop det er vi i gang med på Aarhus Universitet.

Vores undersøgelse af digitale overvågnings-praksisser i familien

Center for Overvågningsforskning ved Aarhus Universitet huser forskningsprojektet Childhood, Intimacy and Surveillance Practices. Her undersøger vi, hvorfor og hvordan overvågnings- og tracking-teknologier indgår i de intime relationer i hverdagslivet, og hvilke motiver, forhandlinger og konsekvenser digitale overvågningspraksisser er forbundet med.

Forskningsprojektet er baseret på kvalitative interview med 17 danske børnefamilier og 50 teenagere (14-17 år), som blev interviewet i mindre grupper af klassekammerater.

Overvågning fra 1984 til ‘Find mine venner’

Overvågning har længe knyttet sig til forestillingen om ‘Big Brother’ – den upersonlige, top-down masseovervågning, som kendetegner samfundsmagtens styringsredskab i George Orwells klassiker ‘1984’.

I takt med digitaliseringen er overvågning blevet relevant på en ny måde, ikke mindst i forhold til ‘big business’, da det er blevet en succesrig forretningsmodel at generere, høste og kapitalisere brugerdata. Det ser vi tydeligt med tech-giganter som Facebook og Google, der tilbyder tjenester, som i stigende grad bliver uundværlige for os.

Sociale medier lever samtidig af at tilbyde sine brugere ‘horisontal overvågning’ – eller ‘deltagende overvågning’. Her kan vi nemlig dele vores eget liv og deltage og følge med i andres tilværelse på tværs af mange forskellige sociale arenaer, for eksempel arbejdsliv, fritidsliv og familieliv.

Den teknologiske udvikling byder også på nye muligheder for at monitorere os selv, for eksempel via fitness-ure, men også vores nærmestes fysiske færden eksempelvis via tracking-apps som Apples ‘Find mine venner’, som findes på alle iPhones.

Hertil kommer en lang række overvågningsteknologier specifikt målrettet forældre såsom GPS-ure til børn, monitorerings-gadgets til babyer og apps til at overvåge, hvad ens børn laver online, og ikke mindst hvor de befinder sig.

Vi har altid overvåget vores børn

De digitale medier tilbyder altså en række nye muligheder for overvågning i familien.

Overvågningspraksisser i familien er dog ikke noget, som er opstået med digitale medier. Overvågning er en grundlæggende del af forældres omsorgsopgave. Det har til alle tider været nødvendigt at ‘våge over’ sine børn – eller sørge for at andre holdt øje med dem – indtil de kunne tage vare på sig selv.

Hermed indebærer børneliv og -opdragelse altid en balancering af omsorg og overvågning, frihed og kontrol.

Forskellige familier bruger digitale medier forskelligt

I dag tilbringer familiemedlemmer en stor del af deres liv væk fra hinanden – forældrene på arbejde og børnene i institutioner og til fritidsaktiviteter.

Her har især mobiltelefonen fået en vigtig funktion, både i forhold til at koordinere gøremål og aktiviteter, men også i forhold til at holde øje med hinanden på tværs af tid og rum.

Familiers tilgang til og brug af digitale medier varierer afhængigt af familiens struktur, børnenes alder og deraf følgende forskelligartede behov.

Brugen varierer dog også alt efter de værdier, normer og overbevisninger, som præger forældrenes forståelser af, hvad godt familieliv og forældreskab vil sige – om man er mest til at dele sine børnefotos på Facebook eller ej, til kontrol eller frihed og analogt eller digitalt.

Derfor har livsstil og social og økonomisk baggrund også betydning for familiers brug af digitale medier.

overvaagning_familie_boern_kodeord_opdragelse

Både forældre og unge i undersøgelsen var grundlæggende enige om, at forældre skal holde øje med deres børn – også ved hjælp af de nye digitale teknologier. Men det skal bare ske på baggrund af kommunikation og gensidig tillid. (Foto: Shutterstock)

Tracking af børn uden deres vidende er ikke ok

I vores undersøgelse var der kun få eksempler på forældre, som brugte tracking-teknologier til at monitorere deres børns fysiske færden.

Tendensen både blandt teenagere og forældre var, at målrettet tracking af børn – uden deres vidende og accept – blev opfattet som uacceptabelt og krænkende for barnets privatliv, med mindre særlige eller skærpede omstændigheder gjorde sig gældende (for eksempel, at barnet var handikappet eller havnet i akutte problemer).

Jo ældre børn der var tale om, jo mere uacceptabelt blev tracking uden barnets samtykke anset for at være.

De normer, der kommer til udtryk i vores kvalitative undersøgelse, harmonerer med resultatet af en spørgeskemaundersøgelse blandt 1.027 forældre til børn i alderen 8-17 år foretaget af Epinion for DR Nyheder i 2016.

Den viste, at selv om en tredjedel var helt eller overvejende enige i, at forældre måtte følge deres børn via GPS, så var majoriteten, nemlig hele 84 procent, helt eller overvejende enige i, at børn skulle have det at vide, hvis forældrene fulgte dem via GPS.

Forskerzonen

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Overvågning af børn er udtryk for omsorg

Mens både forældre og unge i vores undersøgelse var kritiske overfor GPS-overvågning uden børns samtykke, var de grundlæggende enige om, at forældre skal holde øje med deres børn – også ved hjælp af de nye digitale teknologier. Det skal bare ske på baggrund af kommunikation og gensidig tillid.

Selv om det til tider vakte irritation, opfattede de unge det som udtryk for omsorg, at deres forældre gerne ville vide, hvor de befandt sig eller spurgte ind til og ønskede at følge med i deres liv – også på sociale medier.

De fleste accepterede at være venner med deres forældre på Facebook, dels fordi de opfattede det som et meget offentligt medie, og dels fordi deres sociale liv alligevel primært udspillede sig på andre platforme, hvor deres forældre ikke var, for eksempel Snapchat.

Adgang er ok, men grænser skal respekteres

Samtidig anså mange det for uproblematisk, at deres forældre havde adgangskoder til deres mobiltelefon eller sociale mediekonti. De havde nemlig tillid til, at forældre ikke ville gå bag deres ryg.

De unge anså det til gengæld som uacceptabel og grænseoverskridende adfærd, hvis forældre uden samtykke tjekkede interaktioner og indhold på deres teenagers telefon.

Enkelte mente dog, at det kunne være en sidste nødløsning, hvis den unge var i store problemer, og alle andre tiltag var fejlet. Som udgangspunkt skulle forældre dog gå i dialog med deres børn og have tillid til dem.

Mange familier havde aftaler om, at store børn og teenagere skulle give besked, for eksempel via sms, telefonopkald eller Messenger, når de tog fra et sted til et andet – det vil sige, de praktiserede tillidsbaserede overvågningspraksisser baseret på kommunikationsværktøjer.

Kreative og kompetente teenagere

Teenagerne satte pris på denne omsorgsovervågning, dels fordi det gav dem tryghed, dels fordi kommunikationsværktøjerne gav dem mulighed for at ‘forhandle’, styre og af og til kreativt manipulere interaktionen med forældrene.

‘Manipulationen’ kunne ske ved at udsætte besvarelsen af et opkald eller en besked – eller få en ven til at besvare en besked, hvis de selv havde drukket for meget til at ramme tasterne.

Hermed var teenagerne både kompetente og kreative i deres brug af teknogierne til at værne om deres privatliv og opnå autonomi, hvilket harmonerer med konklusionerne i Danah Boyds kvalitative studier af amerikanske unges digitale mediebrug.

Tracking-teknologi kan give mere frihed

Blandt de få familier i vores undersøgelse, som brugte tracking-apps, for eksempel ‘Find mine venner’, var der tale om gensidig monitorering, så familiens forskellige medlemmer kunne se, hvor de andre befandt sig.

I disse familier var der en høj grad af refleksion over, hvornår og hvordan tracking-teknologier blev brugt. Eksempelvis, i hvilke situationer det var fint at slå sin geografiske synlighed fra – og hvilken motivation der lå bag brugen.

Tryghed var en vigtig motivation, men det var faktisk ikke den afgørende grund til, at familierne brugte GPS-tracking.

Tværtimod var motivet først og fremmest muligheden for ‘kommunikationsaflastning’ da en hel del af den mikrokoordinerende kommunikation blev unødvendig:

Der var ingen grund til at ringe eller sms’e for at finde ud af, om faren havde forladt supermarkedet, om moren var på vej hjem, eller om datteren stadig hang ud på fodboldbanen.

Det kunne klares med et kig på skærmen.

Frem for at forstå GPS-apps som midler til konstant og frihedsindskrænkende overvågning understregede forældrene, at de ved at bruge dem undgik at forstyrre deres børn med kontrolopkald eller -sms’er – og hermed kunne give dem mere autonomi og mulighed for at være nærværende der, hvor de var.

Generation Skærm

Må småbørn se iPad? Bliver teenagere deprimerede af sociale medier? Bør skoler have stramme mobilregler? Kan man være decideret afhængig af gaming?

Alt det og meget mere bliver diskuteret på konferencen ‘Generation Skærm’ i København 12. marts, hvor denne artikels forfatter, Maja Sonne Damkjær, holder oplæg om digital overvågning i familien.

Fravær af risici eller mere nærvær?

Vores forskning peger på, at kulturel kontekst har stor betydning for synet på og brugen af digitale overvågningspraksisser i familien.

I Danmark og andre skandinaviske lande er familielivet generelt præget af demokratiske idealer, dialogbaseret opdragelse med fokus på selvstændighed og autonomi, stor generel social tillid i samfundet – men også en stram tidsøkonomi i familien.

De værdier går igen i den måde, teleselskaber via reklamer forsøger at sælge deres produkter på.

Temaet i danske teleselskabers reklamer målrettet familier er eksempelvis typisk centreret om, hvordan produktet kan hjælpe med at skabe oplevelser af nærvær og samvær i familien (se for eksempel her og her).

I modsætning hertil viser forskning, at amerikanske teleselskabers tv-reklamer målrettet familier i stor stil spiller på forældres bekymring for deres børns sikkerhed og fremstiller mobiltelefonens overvågnings- og tracking-muligheder som løsningen, der imødekommer en lang række risici.

Familierne i vores forskningsprojekt bestod primært af etnisk danske familier, hvoraf de fleste forældre havde en videregående uddannelse.

Derfor er det vigtigt, at forskningen de kommende år også undersøger andre familiemiljøer i Danmark og den måde, de bruger digitale overvågningsteknologier på.

Digital overvågning kan både give mere og mindre frihed

Der er ingen simple svar på, om digital overvågning i familien er godt eller skidt. Derfor skal vi fortsat se både nysgerrigt og kritisk på de nye teknologiske muligheder.

Vi er dog i fare for at overse både de muligheder og de udfordringer, som knytter sig til de måder digitale teknologier – og overvågning – indgår i vores nære liv på, hvis vi ikke forholder os til den kontekst, teknologierne er flettet ind i.

Det kræver, at vi flytter fokus fra ’skærmen’ til det, vi gør med skærmen i bestemte sammenhænge:

At vi undersøger, hvordan og til hvad vi bruger bestemte medie-teknologier, og hvilke typer oplevelser brugen er forbundet med.

Som vores undersøgelse peger på, kan de nye teknologiske muligheder både virke frihedsudvidende og frihedsindskrænkende for børn og unges liv.

Det handler ikke bare om teknologierne og hvilke handlemuligheder, de lægger op til, men også om, hvordan vi bruger dem.

Kilder

Maja Sonne Damkjærs profil (AU)
Center for Overvågningsstudier på Aarhus Universitet
‘Deltagende overvågning og sociale fællesskaber på nettet’
Bogen ‘It’s Complicated: The Social Lives of Networked Teens’.
Bogen ‘The parent app: Understanding families in the digital age’
Bogkapitlet ‘Sharenting = Good Parenting? Four Parental Approaches to Sharenting on Facebook’
‘Parental Narratives of Smartphones in the Family: Negotiating Children’s Privacy, Safety and Autonomy’
Kapitlet ‘Media discourses of girls at risk and domestication of mobile phone surveillance’

15. april 2019 0 kommentarer

Culture Lifestyle Moments Stories tanker

Kvinders lyst har skabt mandens store penis

Kønsorganerne hos mennesker er meget store, hvis man tager vores størrelse i betragtning. Men hvordan er det endt sådan? Og betyder det stadig noget i dag? Dansk forsker kommer med sit bud.

Gorillaen er kæmpestor og vejer mellem 140 til 165 kg, men dens penis er cirka tre centimeter lang. Chimpansen er lidt bedre stillet med sin seks centimeter lange penis, men faktum er, at ingen af dem er i nærheden af mennesket, der gennemsnitligt ligger mellem 13 og 15 cm. Men hvordan kan det så være?

Et nyt australsk studie viser, at kvinder har en tendens til at finde det store kønsorgan attraktivt på samme måde som brede skuldre og højde. I forsøget satte man australske kvinder til at bedømme computerlavede tegninger af mænd ud fra, hvor attraktive de fandt dem.

I forsøget var det store kønsorgan væsentligt mere tillokkende end det lille.

»Jeg synes, at det her er et rigtig spændende eksperiment, fordi det arbejder med gåden omkring, hvorfor vi mennesker har så store kønsorganer, og hvorfor vi ser ud, som vi gør,« siger Peter Kjærgaard, der er professor i evolutionære studier ved Aarhus Universitet, og som ikke var med i studiet.

Læs også: Forskere: Fingre afslører længden på penis

Storhedstiden var oprejst og uden bukser

Studiet giver et peg i retningen af, hvordan der har foregået en seksuel selektion. Det vil sige en udvælgelse af, hvem vi finder mest attraktiv som partner. Peter Kjærgaard mener, at vores meget blottede kønsorganer kan have været skyld i udviklingen for længe siden.

»Fra det tidspunkt, vi er begyndt at gå på to ben, der har vores kønsorganer været meget synlige. En stor penis har altså været et tydeligt træk hos os, i modsætning til andre primater,« siger han.

Hos gorillaerne har hannen et harem af kvinder for sig selv. Det eneste han skal bruge for at holde andre hanner fra fadet, er hans råstyrke. Der foregår altså ikke nogen konkurrence ud fra udseendet her. Derfor har der heller ikke været behov for at kunne imponere hunnerne på anden vis end at flexe lidt med bøfferne.

Hos mennesket har det været en anden sag.

»Hvis en stor penis har været attraktiv og tydelig, efter vi begyndte at gå på to ben, så har veludrustede mænd haft større chancer for at videreføre generne, og så kan den meget vel have vokset sig større med tiden, men det har nok stoppet brat, da vi begyndte at tage tøj på,« siger Peter Kjærgaard.

Betyder størrelsen noget i dag?

I det australske forsøg, der netop er udkommet i tidsskriftet PNAS, skulle kvindelige forsøgspersoner give mandlige computermodeller karakterer, alt efter hvor attraktive de fandt dem. (Illustration: Research School of Biology, Australian National University).

Når nu kvinderne i det australske forsøg valgte den store penis, så kunne man jo være fristet til at spørge, om det stadig er en fordel at være veludrustet i dag.

»I dag vælger kvinden jo ikke sin partner ud fra, hvordan han ser ud nøgen. Sådan helt åbenlyst, er det jo også svært, når vi har tøj på, men der er en hel del andre sociale og kulturelle ting, der spiller ind, som ikke var med i forsøget. Måske havde kvinderne valgt helt anderledes, hvis de kom fra Ghana,« siger Peter Kjærgaard.

Men når vi snakker så meget om det, så må det jo næsten have en betydning?

»Størrelsen i sig selv har nok ikke den store betydning, men det her med at gøre opmærksom på egne reproduktionsevner findes i alle kulturer, og det optræder også flere steder i vores vestlige kultur. For eksempel kender vi Tom Jones, der putter tennissokker ned i underbukserne før en koncert,« siger Peter Kjærgaard.

Han mener, at det at gøre opmærksom på sine egne kønsdele er en del af konkurrencen om at få lov til at videreføre sine gener. I fortiden kan det være, at den nemmeste måde at få kvinders opmærksomhed på, simpelthen var ved at være bedre udrustet end de andre mænd.

Læs også: Penislængden og kropsstørrelse bestemmer troskab

Penislængden næsten ligeså afgørende som mandens højde

I undersøgelsen fra Research School of Biology, Australian National University, skulle australske kvinder give karakterer til forskellige computertegninger af mænd med forskellige proportioner. Der var tre ting, der varierede:

højden på manden
forholdet mellem skulder- og hoftebredde samt
størrelsen af penis

Skulderbreddens forhold til hoftebredden talte mest op som et attraktivt træk, mens penislængde og højde på modellen talte cirka lige højt.

Det målte forskerne ved at tage en standardmodel med samme forhold mellem skulder og hofte og så ændre på penislængden samt højden af modellen uafhængigt.

Modellen, der blev gjort højere, fik i gennemsnit karakterer der lå 6,1 procent højere end før, mens den model, der fik en penisforlængelse, scorede 5,1 procent højere end tidligere.

Kilder

12. april 2019 0 kommentarer