I 1349 ankom et skib til Bjørgvin i Norge. Skibet bragte pesten til det område, som vi i dag kalder Bergen.

Men var det rotterne, der hoppede i land, som var ansvarlige? For det er de sorte rotters lopper, der tidligere har fået skylden for at sprede pesten, der tog livet af halvdelen af befolkningen.

Men hvis vi skal tro et nyt studie om pestudbredelsen i andre europæiske lande, er det mere sandsynligt, at spredningen skete via lopper og lus, som levede på mennesker og deres tøj.

Biologiprofessor Nils Christian Stenseth og pensioneret medicinprofessor Lars Walløe ved Universitetet i Oslo har i fællesskab med kollegaer fra flere institutioner fremstillet matematiske modeller, som beregner, hvordan pest spreder sig i en befolkningen set mod dødstallene fra ni europæiske lokationer i middelalderen.

»Manglende grundlag for rotteteorien«

De vurderer, at pestbakterien Yersinia pestis spreder sig hurtigere, hvis den bevæger sig direkte mellem mennesker gennem lus og lopper i hår og tøj end via rottelopper.

Hvis pesten skal sprede sig via rotter, skal rotterne eller deres lopper transporteres med for at smitte tilstrækkelig mange rotter ved næste destination.

Først når de fleste af rotterne er døde, søger rottelopperne husly på mennesker.

For derimod at blive smittet med menneskelige parasitter som lopper og lus er det nok bare at være i kontakt med andre mennesker.

Og menneske-utøjets færd passer meget bedre med, hvor stor en del af befolkningen som døde i middelalderen end spredningen via rottelopper gør, viser forskernes beregninger.

»Det kan forklare, hvordan pesten var i stand til at sprede sig så hurtigt over hele Europa,« forklarer Nils Christian Stenseth til Forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite.

»Jeg er overbevist om, at det ikke var rotter, der spredte Den Sorte Død i Europa. Rotteteorien, som har mange følgere, er bygget på et meget usolidt grundlag.«

Men Nils Christian Stenseth og kollegaer møder modstand – igen.

Langvarig uenighed

»Det har der været kontrovers om i mange herrens år,« fortæller Nils Christian Stenseth.

Det er nemlig ikke første gang, at pesten er oppe til diskussion. Forskerne har været uenige om smittespredningen i mindst 40 år, og med jævne mellem rum hævder én eller anden, at historien skal omskrives.

Nils Christian Stenseth er ikke tvivl om, at en rotte startede hele miseren.

Den norske kunstner Theodor Kittelsen tegnede en række uhyggelige illustrationer af pesten, hvor han forestillede sig Den Sorte Død som en gammel kone, der stavrede fra gård til gård og indsamlede sjæle. Her er pesten på trappen. (Illustration: Theodor Kittelsen, Nasjonalmuseet)

Det er muligt, at sorte rotter (latin: Rattus rattus) i første omgang medbragte lopper med pestbakterien fra Europa til Norge på et skib. Men den videre smittespredning skete mellem mennesker, hævder han.

Rotteteorien blev etableret, da forskerne omkring 1900 afslørede, at pestudbrud blandt mennesker i Indien og Hongkong hang sammen med stor dødelighed blandt sorte rotter, og at gnaverne kunne smitte raske rotter.

Men spredte rotterne også pesten i Europa i 1300-tallet? Nils Christian Stenseth mener, at rotteteorien læner sig for tungt op ad forklaringen på en epidemi i en helt anden tid.

Allerede i 1970’erne udfordrede adskillige forskere denne teori, ifølge Lars Walløes opsummering fra 2007 i ‘Tidskrift for Den norske legeforening’.

I Nordeuropa er der kun fundet få sorte rotter i forbindelse med arkæologiske udgravninger, og de var udelukkende i byområder.

Der er flere fund i Sydeuropa, men dog udelukkende ved Middelhavskysten. I Asien døde en langt mindre del af befolkningen end ved pestudbruddene i Europa.

Både i 2010 og 2013 hævdede Lars Walløe og Anne karin Hufthammer ved Universitetet i Bergen, at det ikke var rotterne der spredte Den Sorte Død.

De fandt ganske vist arkæologiske spor efter rotter, men udelukkende i byerne – ikke i landområderne. Og dét vakte opsigt.

Mener, at rotter bar smitten

Vi har ikke kendskab til, hvor mange rotter der levede i Europa i middelalderen.

Ole Georg Moseng er professor i historie ved HSN; Høgskolen i Sørøst-Norge. Hans ph.d.-afhandling omhandlede pesten, og han mener, at der er adskillige grunde til at tro på den klassiske forklaring om, at rottelopperne var afgørende for smittespredningen.

Det norske indland var sandsynligvis ikke så hårdt ramt af pesten. Gårdene blev også forladt i andre perioder, fordi ejerne flyttede til mere centrale områder i takt med, at folketallet faldt, og bedre jord blev ledig.

Så hvis forskerne ikke kan finde rotterester som andre steder i Europa, har de simpelthen ikke ledt godt nok.

At beskrivelserne fra Asien om syge rotter, som slingrede rundt, mangler i beretningerne fra Europa, kan i lige så stor grad handle om forskellige skrivetraditioner.

I 2010 kritiserede Ole Georg Moseng forskningen om pest og menneskelige parasitter som lopper og lus på Forskning.no og beskrev den som mangelfuld. Det nye studie får ham ikke til at ændre mening.

Ved intet med sikkerhed

»Belægget for, at det kan tænkes at være menneskelus, er så tyndt. Det kan de ikke basere modellerne på,« mener Ole Georg Moseng.

Pest-behandlernes typiske hovedtøj mange steder: En maske fyldt med urter i enden. (Illustration: Shutterstock)

Forskerne bag det nye studie henviser til nyere studier, der indikerer, at både menneskelus og lopper kan være pestbærere samt er i stand til at inficere raske dyr. Ligende lus og lopper blev for nylig fundet ved pestudbrud i Afrika.

Men det er ikke lykkedes at påvise, at lus smitter fra menneske til menneske, og derfor er lusenes rolle i forbindelse med pestsmitte fortsat et åbent spørgsmål, vedgår forskerne bag studiet.

»Vi ved ikke med sikkerhed, om Den Sorte Død i Europa skyldtes lus og lopper på mennesker. Men vores model viser, at spredning er mulig uden rotter,« påstår Nils Christian Stenseth.

Rotten er altså ikke helt frikendt endnu.

»De vil ikke diskutere«

Nils Christian Stenseth og hans kollegaer ser ud til at henvise mest til studier, der stemmer overens med deres overbevisning, ifølge Ole Georg Moseng.

»Det virker ikke, som om de er interesserede i at drøfte modsatte holdninger,« siger han.

»Det er en skam, at han synes, at vores arbejde ikke er objektivt. Vi har publiceret studiet i et fagfællebedømt tidsskrift, og jeg mener, at det er nøjagtigt på denne måde, at man skaber en åben akademisk diskussion,« svarer forskeren Katharine R. Dean, der har ledet studiet, i en email til Forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite.

»Mosengs beskyldninger er insinuerende,« lyder det fra Nils Christian Stenseth.

Han siger, at han er klar til at møde Ole Georg Moseng til en debat, hvor end han måtte ønske.

Hvorfor vækker emnet så stærke følelser?

Hvem skal vi tro på?

»Det er jo en del af vores historie, som har sat dybe spor. Halvdelen af ​​befolkningen i Europa døde. Der vil altid være kontroverser omkring så store hændelser. Men dét, synes jeg, er sjovt,« siger Nils Christian Stenseth.

»Smitsomme infektionssygdomme har nok haft lige så voldsom effekt på samfundet som krig, sult og naturkatastrofer,« mener Ole Georg Moseng.

Han er overrasket over, at Nils Christian Stenseth er gået over til den anden side – rent fagligt set. For Nils Christian Stenseth har nemlig skiftet mening undervejs.

»Hvis du spurgte mig for fem år siden, ville jeg havde sagt, at der helt sikkert fandtes et reservoir af pest blandt gnavere i Europa. Men det tror jeg ikke længere. Det er sjovt at ændre mening som forsker,« fortæller biologiprofessoren.

Ændret mening

I 2015 konkluderede Nils Christian Stenseth, at fortidens pestbølger skyllede ind over Europa flere gange via handelsruter fra øst.

Også dengang udfordrede han teorien om rotterne, men han fortæller, at han degang var mindre sikker i sin sag, end han er nu. Han synes, at mere og mere af forskningsmaterialet – også sit eget – peger i den retning.

Nils Christian Stenseth fandt ingen tegn på, at pesten holdt stand i gnaverbestandene i Europa, som den har gjort i eksempelvis Rusland.

Theodor Kittelsen, én af Norges mest folkekære kunstnere, samlede illustrationer af pestens hærgen i Norge i ‘Svartedauen’; en suite i tekst og billeder om den sorte død. (Illustration: Theodor Kittelsen, Nasjonalmuseet)

Det, mener han, kan forklare, hvorfor man ikke længere ser udbrud af pest i Europa, som man gør i Rusland samt dele af Asien, Afrika og Amerika, hvor der stadig findes pestreservoirer blandt gnavere.

For pestbakterien findes stadig den dag i dag – og mennesker bliver stadig smittet.

De moderne behandlingsmetoder betyder, at pesten får langt fra så katastrofale konsekvenser som for 600 år siden, skriver forskningsmagasinet Gemini ved NTNU, Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet i Trondheim.

Men hvem af forskerne skal vi tro på, hvis vi skal forsøge at forklare pesten?

Usikker på Norge

Menneskeloppe-modellen stemmer overens med dødstallene fra syv af de ni europæiske lokationer, som Nils Christian Stenseth og kollegaer studerede.

Men menneskemodellen forklarer ikke forløbene i Moskva eller Malta bedre end rottelopperne. Det vil sige, at udbruddene lige såvel kan skyldes menneskelopper og lus som rotter og rottelopper.

Men Lars Walløe mener ikke, at rotterne stod bag Moskva-tragedien, fordi pestforanstaltningerne på et børnehjem var vellykkede. Mennesker fik slet ikke lov til at komme ind på området, og varer og tøj blev desinficeret.

»Ikke ét eneste menneske blev syg på børnehjemmet. Det er selvsagt, at rotterne ikke ville have haft problemer med at trænge ind på børnehjemmets afspærrede område bærende på pestbakterier eller pestlopper,« skriver Lars Walløe i en e-mail til Forskning.no.

Norge er ikke inkluderet i studiet.

»Vi har ikke tal på antallet af døde. Men der er ingen grund til at antage, at rotterne spillede en stor rolle her,« siger Nils Christian Stenseth.

Kan den store befolkningsudryddelse i Europa i 1300-tallet skyldes en kombination? At både rotter og mennesker spredte pesten? Den mulighed udelukker Nils Christian Stenseth ikke.

Mange syndebukker

Ole Georg Moseng mener også, at pesten kan sprede sig på flere måder.

»Det typiske ved pesten er, at den er så mangfoldig. De sorte rotter er ikke altid involverede,« siger han og fortsætter:

»Mere end 200 gnaver-arter er blevet påvist som naturlige reservoirer for pest, og adskillige loppearter kan være relevante for overførslen til mennesker«.

Han holder alligevel på rotterne, når det gælder middelalderens Europa, fordi de er de eneste vilde gnavere, som muligvis var et reservoir dér.

Nils Christian Stenseth arbejder på nuværende tidspunkt med et andet forskningsprojekt, der gør ham endnu mere overbevist om, at det var mennesker – og ikke rotter – som fragtede pesten rundt i verden.

Det sidste ord er ikke sagt i debatten om Den Sorte Død.

©forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.