cphbased
  • Forside
    • About us
  • Kategorier
    • Travel
    • Restaurant
    • Culture
    • Fashion
    • Beauty
    • Spa
    • Coffee
    • Lifestyle
    • Moments
    • Nature
    • Stories
  • Kontakt os

cphbased

50+ blog

  • Forside
    • About us
  • Kategorier
    • Travel
    • Restaurant
    • Culture
    • Fashion
    • Beauty
    • Spa
    • Coffee
    • Lifestyle
    • Moments
    • Nature
    • Stories
  • Kontakt os
14. feb 2022
FoodHelseLifestyle

Prøv ny beregner: Så mange leveår vinder du ved at spise sundere

af Jörn 0 kommentarer
11. feb 2022
FoodHelseLifestyle

Stort vægttabsstudie: En diæt med få kulhydrater er ikke bedre end en balanceret diæt

af Jörn 0 kommentarer
3. jan 2022
CoolstuffLifestyleStories

Hvorfor starter året 1. januar?

af Jörn 0 kommentarer
20. jul 2021
Moments

Kina tager del i kampen om at finde tegn på liv på Mars

af Jörn 0 kommentarer
26. maj 2021
HelseStoriesTips

Hvorfor har vi mest lyst til sex om sommeren?

af Jörn hulgard 0 kommentarer
26. apr 2021
CoolstuffNature

Synd din pinkode for at huske den.

af Jörn 0 kommentarer
2. apr 2021
Storiestanker

Hvornår og hvorfor blev vejnavne en naturlig ting over hele Danmark?

af Jörn 0 kommentarer
30. mar 2021
MomentsStories

Far-vitser: Har fædres platte humor et højere formål?

af Jörn 0 kommentarer
28. mar 2021
CultureLifestyleMoments

Godt nyt :-) Folk med sort humor har højere IQ

af Jörn 0 kommentarer
26. mar 2021
CultureStories

Humor på dansk – hvad, hvordan og hvorfor?

af Jörn 0 kommentarer
22. mar 2021
CultureStories

Hvornår blev der indført husnumre i Danmark?

af Jörn 0 kommentarer
21. mar 2021
LifestyleStories

Terrassevarmer, bål eller infrarøde stråler? Sådan holder du dig varm udendørs på bæredygtig manér

af Jörn 0 kommentarer
Kategori

kristendom

kirkekristendomMoments

Hvorfor skal julen helst skal være hvid?

De fleste er vist enige om, at det er enormt hyggeligt med en hvid jul, når sneen stille og roligt daler ned fra himlen og dækker det ganske land.

Men hvor stammer den præference fra?

Som vores inkvisitoriske læser Niklas har bidt mærke i, er det ikke umiddelbart til at se, hvor sammenhængen er mellem hvid jul og fejringen af Jesus’ fødsel:

»Hvorfor vil vi så gerne have, at der skal ligge sne udenfor i julen? Det sker kun ganske sjældent, og det bliver jo altid jul alligevel. Jesus blev jo født i Bethlehem, hvor man under normale forhold må kigge langt efter sne.«

Niklas har en god pointe, så for at komme nærmere svaret har Spørg Videnskaben talt med historiker Caroline Nyvang fra Det Kongelige Bibliotek og miljøarkæolog Morten Fischer Mortensen fra Nationalmuseet.

Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.

Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.

Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.

Ældre end kristendommen

Forbindelsen findes, fordi julen har rod i et oldnordisk fænomen, som ikke har noget at gøre med de kristne traditioner.

»Julen er meget ældre end kristendommen. Tidligere har man holdt en midvinter-fejring, en fest, der i folketroen markerede en form for nytår, og at efterårsslagtningen nu var overstået. Det fejrede man ved at holde forskellige typer gilder og festmåltider,« forklarer Caroline Nyvang.

Det forklarer dog i sig selv ikke, hvorfor vi er så glade for sne i juledagene.

Caroline Nyvang fortæller, at der ikke er udført decideret forskning om lige netop det spørgsmål, men at der findes to forklaringsmodeller for, hvor idéen om hvid jul stammer fra, og hvorfor vi holder fast i den.

LÆS OGSÅ: Julequiz: Test din viden om julen

Sansedyrkelse

Den ene forklaringsmodel har at gøre med, hvordan vi dyrker sanserne omkring juletid og lader nostalgi samt forventningens glæde tage over.

»Vi bruger bevidst og ubevidst vores sanser til at forøge værdien af en oplevelse. I julen er det eksempelvis vigtigt, at der skal være nogle bestemte dufte til stede,« siger Caroline Nyvang og påpeger, at sneen aktivt påvirker både det visuelle og det lydmæssige.

»En oplevelse bliver særligt sublim, hvis der er en række faktorer, som går i opfyldelse.«

Sneen er her en slags prik over i’et for de sanseindtryk, man forbinder med julen.

Særligt film- og reklamebranchen er gode til at udnytte disse associationer, fortæller Caroline Nyvang, og det er med til at fastholde forestillingen om den hvide jul, selvom den i Danmark er relativt sjælden.

Landlig idyl

Den anden forklaringsmodel er den historiske.

Vores nutidige forestilling om den hvide jul har sit ophav tidligt i det 19. århundrede, hvor juletraditionerne begyndte at ligne dem, vi har i dag.

»Da vi i Danmark i 1800-tallet begyndte at fejre jul, som vi kender det i dag, var det efter tysk forbillede. Vi tog træet ind i stuen og begyndte at idyllisere en særlig form for jul med landlig idyl,« fortæller Caroline Nyvang.

»På de julekort, man begyndte at sende hinanden i perioden, kan man se heste på vej til julegudstjenesten gennem et landligt, snedækket landskab. At sneen får lov at blive liggende, symboliserer forskel mellem land og by i denne periode.«

Men hvis den hvide jul var lige så sjælden dengang, som den er i Danmark i dag, hvor den indfinder sig i gennemsnit hvert 12. år, undres man måske over, hvorfor koblingen fortsat findes.

Oftere hvid jul før i tiden

post isbådstransport storebælt is frost

En oversigt over hvor ofte og hvor længe isbådstransporten var i brug år for år. Inden for en hundredårig periode var der fire eller fem tilfælde, hvor Storebælt var dækket af is flere end 100 dage i træk. (Billede: Morten Fischer Mortensen/Post & Tele Museum)

At der opstod stærke associationer mellem sne og juletid, som vi ser fra det 19. århundrede, findes der en god forklaring på ifølge Morten Fischer Mortensen.

Den lille istid var en kuldeperiode, altså ikke en rigtig istid, hvis årsag man stadig ikke er sikker på, som gjorde, at der i perioden fra senmiddelalderen frem til midten af 1800-tallet i gennemsnit var noget koldere i Europa end sidenhen.

»Et af de steder, vi har en kilde til, at det var frost meget oftere, er den isbådstransport, som man havde hen over Storebælt,« fortæller Morten Fischer Mortensen.

Ved lov skulle man sikre transporten af post mellem landsdelene, og derfor blev der ført nøje regnskab, når isen var for tyk til datidens sejlskibe.

Det var den cirka hvert andet år, hvor man i stedet brugte isbådstransporterne: Joller, man kunne slæbe over isen.

»Det er markant tydeligt, at vintrene var koldere i den lille istid, og derfor må vi gå ud fra, at hvid jul var forholdsvis almindeligt,« fortæller Morten Fischer Mortensen.

Fremtiden er grå og mild

Der er altså godt belæg for, at den hvide jul har sit ophav i historien og ikke bare er et opdigtet ideal.

Den bekymrede jule-entusiast spørger måske, om klimaændringerne vil betyde, at julen i fremtiden bliver uden sne.

Ifølge klimatolog John Cappelen fra DMI har dette indtil videre ikke været til at registrere, siden man begyndte på det i år 1900.

»Det er ret tilfældigt, om atmosfæren har indrettet sig, så det bliver hvid jul, og der lader ikke til at være et klimaaftryk,« fortæller John Cappelen.

»Selvom man overordnet set forventer færre dage med sne i fremtiden, påvirker det ikke chancerne for hvid jul synderligt.«

Så kan man jo ønske sig en lille istid til jul.

Tak til Niklas for spørgsmålet. Prognoserne viser, at der er en Videnskab.dk-T-shirt på vej i hans nærmeste fremtid.

Og tak til Caroline Nyvang, Morten Fischer Mortensen og John Cappelen for at stille deres viden til rådighed.

Sidder andre læsere med gode spørgsmål til videnskaben, så send dem til sv@videnskab.dk. Så kan det være, vi kaster os over at finde svar.

Kilder
  • Caroline Nyvangs profil (Det Kongelige Bibliotek)
  • Morten Fischer Mortensens profil (Nationalmuseet)
  • John Cappelens profil (DMI)
Hvorfor skal julen helst skal være hvid? was last modified: december 20th, 2020 by Jörn hulgard
20. december 2020 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
kristendomStoriestanker

Glædelig Jul – Merry Christmas – Frohe Weihnachten- Joyeux noel

Kære Læsere

Jeg vil gerne takke dig for at have besøgt min hjemmeside og jeg håber at du synes den er interessant.  Det er enormt spændende at sidde og skrive og finde historier som forhåbentlig vil alle kan lærer noget af.

Jeg ønsker dig og din familie en rigtig glædelig jul og et godt og fremgangsrigt Nytår.  Må jeres December måned være fyldt med glæde og dejlige stunder.

Jeg ser frem til at du besøger hjemmesiden igen i 2020 og du er altid velkommen til at komme med en kommentar.

De bedste julehilsner

Jörn

Dear readers

I would like to thank you for visiting my website and I hope you have found it interesting. It’s hugely exciting to sit and write and find stories that hopefully you can learn from.

I wish you and your family a merry Christmas and a happy and successful New Year. May your December month be filled with joy and lovely moments.

I look forward that you will visit my website again in 2020 and you are always welcome to comment.

The best christmas greetings

Jörn

Glædelig Jul – Merry Christmas – Frohe Weihnachten- Joyeux noel was last modified: december 24th, 2019 by Jörn
24. december 2019 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
CulturekristendomStoriestanker

Romerrigets 2.000 år gamle veje præger stadig Europas økonomi

Romerrigets oldgamle vejnet har indflydelse på, at nogle områder i enkelte lande stadig er økonomisk velstillede, mens andre ikke er, konkluderer nyt dansk studie.

Nogle dele af verden har i århundreder haft blomstrende handel og økonomisk velstand, mens andre altid har været tilbagestående.

Hvorfor? Spørgsmålet har optaget økonomer i evigheder.

Nu viser dansk forskning, at op til 2.000 år gamle veje, opført af romerne i antikken, kan forklare, hvorfor nogle områder i et land eller en region i flere hundrede år har haft økonomisk vækst, mens andre områder ikke er fulgt med.

»Vi dokumenterer, at antikkens vejnet har haft en vedvarende betydning for den økonomiske udvikling helt op til i dag,« siger Carl-Johan Dalgaard, der er professor i økonomi på Københavns Universitet.

Romernes vejnet var 80.000 kilometer

Romerne byggede et avanceret vejnet, som forbandt vigtige militære baser i deres gigantiske rige, der strakte sig over store dele af Europa, Nordafrika og Mellemøsten: I år 117, hvor Romerriget peakede, havde de opført 80.000 kilometer vejbaner, estimerer forskere.

I de områder af Europa, hvor romerne byggede det tætteste vejnet, er der stadig den dag i dag flest hovedveje og mest økonomisk aktivitet, viser Carl-Johan Dalgaard og kollegernes analyser, som endnu ikke er publiceret, men som allerede har vakt opsigt blandt økonomer.

»Det er et fascinerende studie lavet af nogle af de førende udøvere af den type forskning i Skandinavien. Et glimrende eksempel på forskning, der dokumenterer den historiske udvikling bag den nutidige økonomiske situation,« lyder det fra Paul Richard Sharp, der er professor i økonomi på Syddansk Universitet.

Forskernes fremgangsmåde er ‘state of the art’, siger Phillip Schröder, der er professor på Aarhus Universitets Institut for Økonomi:

»Det er en udfordring for os økonomer at forklare, hvorfor nogle dele af verden i århundreder har været rige, mens andre har været tilbagestående. Her har vi et rigtig godt bud på en forklaring,« siger Phillip Schröder.

Målt i enkelte lande

Forskerne har ikke kigget på økonomiske forskelle mellem lande, men på variationen i den økonomiske aktivitet i de lande eller regioner, hvor romerne byggede veje.

Der kan altså sagtens være meget økonomisk velstand i lande, der ikke havde romerske veje. Men i de lande, der tilhørte Romerriget, er velstanden størst omkring antikkens hovedveje.

Romerrigets infrastruktur er digitaliseret

Økonomer har længe været klar over, at infrastruktur spiller en rolle for et lands økonomiske udvikling, men det er ny viden, at vejnettet kan have en effekt, der strækker sig over tusindvis af år.

Forskerne fra Københavns Universitet er nået frem til deres opsigtsvækkende resultater ved at studere kort over Romerrigets veje. Kortene findes i en digital database på Harvard University i USA.

For at finde ud af, om de romerske veje har betydning for økonomien i dag, har forskerne sammenlignet kortene med mål for den nuværende økonomisk aktivitet i de områder, der i sin tid tilhørte Romerriget.

Forskerne har kigget på:

  • Satellitbilleder af nattelys taget i 2010. Mængden af nattelys er en anerkendt metode til at måle økonomisk aktivitet i et område: Jo mere nattelys, desto mere økonomisk udvikling.
  • Kort over nutidens centrale veje i de områder, der var en del af Romerriget. Jo flere veje, desto mere handel.
  • Befolkningstætheden i de pågældende regioner. Jo flere mennesker, desto mere økonomisk aktivitet.

Forskerne fandt en klar sammenhæng.

»De steder i Europa, der havde romerske veje, er også de områder, hvor vi den dag i dag ser det tætteste vejnet. Det er de områder, der er mest oplyst om natten, og hvor der bor flest mennesker,« siger Carl-Johan Dalgaard.

Sattelit-billede af nattelys i 2010. De gule linjer markerer grænsen af Romerriget. De røde linjer er romernes vejnet. (Foto: Carl-Johan Dahlgaard)

Svært at skelne korrelation fra kausalitet

Forskerne stoppede dog ikke ved det. For selv om der er en sammenhæng (korrelation) mellem romernes vejnet og nutidens økonomiske aktivitet, betyder det ikke nødvendigvis, at der er kausalitet, altså, at det ene medfører det andet: At romernes infrastruktur grundlagde nutidig velstand.

Måske hænger det sammen med, at romerne byggede deres veje i områder med god landbrugsjord, adgang til vandveje eller med andre fordele, der den dag i dag har betydning for et områdes økonomi.

I så fald er det ikke nødvendigvis romernes vejnet, men noget andet – for eksempel adgang til vand – der har medført den vedvarende økonomiske aktivitet.

Uventet drejning: Hjulets udbredelse hjalp forskerne

Forskerne lavede derfor statistiske analyser, hvor de justerede for en lang række af den slags faktorer, der kan spille ind.

»Men selv om man på den måde justerer for alt, man kan komme i tanke om, vil man altid sidde tilbage med en fornemmelse af, at der er noget, man ikke har taget højde for, og vi vidste, at vi ville få kritik for det,« siger Carl-Johan Dalgaard.

Og her tager forskningsprojektet en uventet drejning:

En spøjs historie om hjulets udbredelse hjalp forskerne med at dokumentere, at der højst sandsynligt er en årsagssammenhæng mellem romernes vejnet og nutidens økonomiske velstand.

Romernes veje blev forsømte

Romerriget omfattede som bekendt ikke kun store dele af Europa, men også dele af Mellemøsten og Nordafrika.

Netop i Mellemøsten og Nordafrika blev romernes vejnet forsømt, efter Romerrigets fald i det 4. århundrede, fordi befolkningen gik væk fra at bruge transportmidler på hjul.

På daværende tidspunkt gik befolkningen i Nordafrika og Mellemøsten over til at bruge kamelkaravaner til at transportere varer i stedet for de oksekærrer, som romerne havde brugt.

Hjulets dalende popularitet i regionen betød, at romernes vejnet blev forsømt.

»Hjulet kom først tilbage til Nordafrika og Mellemøsten i nyere tid, da bilen blev opfundet. De nye veje i regionen blev opført andre steder end romernes veje,« siger Carl-Johan Dalgaard.

Forsømmelsen af det romerske vejnet afspejler sig i forskernes analyse: I modsætning til Europa er der i Nordafrika og Mellemøsten ikke en sammenhæng mellem det antikke vejnet, nutidens infrastrutur og variationen i den økonomiske aktivitet forskellige steder i regionen.

Romernes veje har altså ingen forbindelse til nutidens økonomi i de regioner, hvor vejene blev forladt, fordi vogne på hjul blev afløst af andre transportmidler. Til gengæld ses en klar sammenhæng i Europa, hvor de romerske veje fortsat blev brugt efter imperiets fald.

Infrastruktur er drivkraft for vækst

Hjulets forsvinden i Mellemøsten og Afrika understøtter således på underfundig vis forskernes tese om, at romernes vejnet har været med til at grundlægge nutidens økonomiske aktivitet.

»Det tyder på, at de her offentlige infrastrukturelle goder, man har investeret i historisk, kan være en væsentlig drivkraft for vedvarende økonomisk velstand,« siger Carl-Johan Dalgaard.

Carl-Johan Dalgaard og kollegerne har fremlagt deres resultater på en række konferencer i udlandet og har fået en masse positive tilbagemeldinger. Studiet er i øjeblikket på vej til at blive publiceret i et videnskabeligt tidsskrift.

Kilder

  • Carl-Johan Dalgaards profil (KU)
  • Paul Richard Sharps profil (SDU)
  • Phillip Schröders profil (AU)
  • Anne Ringgaard – Journalist
Romerrigets 2.000 år gamle veje præger stadig Europas økonomi was last modified: april 6th, 2019 by Jörn
3. maj 2019 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
CulturekristendomStories

Hvorfor er den danske middelalder anderledes end den europæiske?

I Europa fandt middelalderen sted fra 400-1400. I Danmark var det fra cirka 1000-1536. Hvorfor?

Riddere med ringbrynjer og lanser, forskansede prinsesser med lange fletninger og kæmpe borge med voldgrave og vindebro.

Middelalderen var en mystisk tid.

Det var den, da man i renæssancen opfandt begrebet og stemplede den som værende ‘mørk’ til forskel for det antikke Rom, som man på den tid længtes så frygteligt efter. Det er den tilsyneladende også i dag.

»Hvis man på nettet søger ‘middelalderen’, får man to forklaringer om perioden: I Europas historie er det fra 400-tallet og frem til 1400-tallet, hvorimod det for Danmark er fra cirka 1000 og frem til 1536. Hvad er forklaringen på forskellen?«

Middelalderen er tilsyneladende ikke den samme i Danmark, som den var i resten af Europa? Eller hvad?

Et omstridt emne

»Godt spørgsmål,« skriver lektor for middelalderlig historie ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet Carsten Jahnke som det første i en mail til Videnskab.dk efter at have læst Karstens undren.

Der findes nemlig flere grundlæggende problemer med inddelingen af middelalderen i Danmark, påpeger han, og faghistorisk er det faktisk et forholdsvist omstridt og diskuteret emne.

En hurtig søgning på middelalderen i Danmark viser, at man for eksempel hos Nationalmuseet og på hjemmesiden Danmarkshistorien.dk, der drives af Aarhus Universitet, laver den nævnte inddeling af Middelalderen – fra cirka 1000 til 1536.

Her kan man også læse, at der inden middelalderen i Danmark fandtes det, man populært set, kalder for ‘vikingetiden’, og det er netop denne ‘vikingetid’, der forskubber hele den nordiske histories inddeling fra resten af den europæiske.

»Vikingetiden ligger tværs over den europæiske middelalder og er ikke bare ahistorisk men også irriterende for ikke-skandinaverne. Men den sidder fast i den skandinaviske tradition,« skriver Carsten Jahnke, der selv stammer fra det nordtyske grænseområde.

Fejlkilde fra 1800-tallet

‘Vikingetiden’ som begreb er egentlig et levn fra 1800-tallets historieskrivning, påpeger han:

»I Skandinavien havde man i midten af 1800-tallet behov for at have sin egen, stolte fortid. Og så har man opfundet en periode, som blev kaldt ‘vikingetid’ fra omkring 700-1000.«

Ligesom i resten af Europa herskede romantikken, og herunder også nationalromantikken, gennem 1800-tallet.

Det var en periode, hvor nationalstaterne, som vi kender dem i dag, begyndte at tage form, og derfor begyndte man også i højere grad at stille spørgsmål til, hvor man kom fra.

Især i Tyskland dyrkede man ideen om en særlig tysk identitet, der var skabt af den mægtige tysk-romerske kejser Frederik Barbarossa, men som ikke rigtig fandtes, fordi Tyskland ikke fandtes som sådan under middelalderen.

Det samme gjorde man i ligeså høj grad i Danmark og resten af Skandinavien.

Sagalitteratur og vikingestil

Grunden til, at vi i Skandinavien bruger ‘vikingetiden’, og vores ‘middelalder’ dermed begyndte senere, skyldes en famlende skandinavisk søgen efter identitet, og i Danmark et mindreværd, der begyndte ved Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet og kulminerede med røvfulden under den 2. Slesvigske krig i 1864.

Denne identitetssøgen skubbede således historieskrivningen på den tid i en mytologisk og ideologisk retning – den var med andre ord politisk.

»’Vikingetiden’ kom ud af en nationalromantisk strømming i Danmark, Sverige og Norge, fordi alle tre lande havde været lidt bagud i nationalstaternes stride om at skabe en stor og magtfuld fortælling om nationen,« fortæller Carsten Jahnke.

Han fremhæver blandt andet, at man begyndte at bygge huse i vikingestil i Sverige, hvor det mest populære motiv på borddugene også var et vikingemotiv.

»Gennem skabelsen af ‘vikingetiden’ kunne man også afgrænse sig fra de tyske og franske middelalderstudier,« uddyber Carsten Jahnke.

Han tilføjer, at en ny og blomstrende litteraturvidenskab i tiden ligeledes var afgørende. Den skabte nemlig interesse for at forske i den skandinaviske sagalitteratur, hvilket var endnu mere vand på den mytologiske vikinge-mølle.

vikinger vikingetid middelalder nordisk Skandinavien

Måske er det på tide, at vi lader vikingerne ligge på slagmarken, for deres vigtighed for Danmarkshistorien er stærkt overdrevet, mener historiker og forfatter til ny bog, der vil gøre op med ‘V-ordet’. (Foto: Shutterstock)

»Viking var en jobbeskrivelse«

Men er ‘vikingetiden’ så forkert, fordi den er konstrueret? Det er netop her, at diskussionen bliver en tand mere fagteknisk.

Den danske forfatter Anders Lundt Hansen, der ikke forsker, men er uddannet historiker, har blandt andet for nyligt (28. maj 2018) udgivet bogen ‘Sølv, Blod og Kongemagt’, hvori han argumenterer for et opgør med det, han kalder ‘Vikingemyten’ og ‘V-ordet’.

Vikinger er nemlig bare et andet ord for pirater og sørøvre, og derfor er det ifølge journalisten helt skævt at bruge dem som et synonym for en særlig tidsperiode i den skandinaviske historie.

Der fandtes ganske rigtigt en del vikinger i Skandinavien, men det gjorde der også i Estland, Sortehavet og Marokko.

Desuden, tilføjer Carsten Jahnke, udgjorde vikingerne kun en minimal gruppe i befolkningen på omkring to til fire procent, mens resten for det meste bare var kedelige bønder.

Derfor giver det ingen mening at gøre det til et spørgsmål om etnicitet, som vi gør det, når det altså handler om et andet ord for sørøvere, der slet ikke repræsenterede hele det danske folkeslag.

Derfor strides faghistorikere netop også om, hvorvidt man skal fyre ‘vikingetiden’ som begreb og erstatte den med eksempelvis ‘Nordisk middelalder’ eller ‘stålalder’, som professor Henriette Lyngstrøm har foreslået på Videnskab.dk.

»Det er rigtigt, at ikke alle var vikinger, men for mig er det bare en tidsbetegnelse ligesom alle andre. Det kan koges ned til, at vi skal have en simpel forståelsesramme, som alle kan være med på, og vi kan ikke gå væk fra betegnelser, vi alle kender og er enige om. Den prut er slået,« fortæller museumsinspektør ved Nationalmuseet, Peter Pentz, i en tidligere artikel på Videnskab.dk.

Hvorfor cirka 1000-1536?

En spirende nationalromantik og opfindelsen af ‘vikingetid’ er altså forklaringen på, hvorfor den danske middelalders begyndelse har forrykket sig små 600 år i forhold til den europæiske.

Men hvorfor begyndte den så omkring 1000-tallet og sluttede lige præcis i 1536? Og hvad med hullet fra 400 til 700, hvor ‘vikingetiden’ begyndte, hvorfor bliver det kaldt oldtiden i stedet?

Angående oldtiden, så er det ifølge Carsten Jahnke blot et spørgsmål om, at det er for bøvlet at have to middelaldre, der adskilles af en mellemliggende ‘vikingetid’.

Med hensyn til den senere middelalder, så findes svaret i kristendommen, fortæller adjunkt ved Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet Sarah Croix, der forsker i arkæologi og historie i ‘vikingetiden’ og middelalderen:

»I Danmark forholder man sig blandt andet til de to trosskifter – fra hedenskab til kristendom og fra katolicisme til den luthersk-evangeliske form for kristendom – på den ene side og til tilstedeværelsen af en latinsk skriftkultur på den anden.«

Jellingestenene, der blev rejst i cirka 965 og populært siges at være Danmarks dåbsattest, markerede netop overgangen fra hedenskab til kristendom, og dermed fra ‘vikingetid’ til middelalder, ved at erklære »danerne for kristne«.

»Det vil så sige, at middelalderen i Danmark begyndte i løbet af 1000-tallet, da kristendommen fik fodfæste og medbragte det latinske skriftssprog, og den afsluttedes med reformationen i 1536,« uddybber Sarah Croix.

martin luther middelalder vikingetid historie

Den store reformator! Martin Luther er en omstridt herre, og det er hans ideer, der i Danmarkshistorien har markeret Middelalderens endeligt i 1536. (Foto: Shutterstock)

»Historien er ikke entydig«

Middelalderen slutter altså ved reformationen.

Det er vi i hvert fald blevet enige om, men igen er historieskrivningen ikke så entydig eller enkel, som man måske går og tror i sin hverdag, skriver Carsten Jahnke.

»Slutpunktet for middelalderen i Skandinavien blev normalt bestemt ved indførelsen af reformationen i Danmark i 1536. Men det er en ren kulturchauvinisme (en ikke-objektiv beskrivelse af historien, red.), fordi den nye protestantiske kirke blev set som overvinder af middelalderen og den mørke tid.«

Det var altså ikke, fordi man trådte ud af middelalderen og ind i den moderne verden i løbet af et tilfældigt år.

Og egentlig er opdelingen af verdenshistorien i én lang pølse et mærkeligt fænomen.

Faktisk giver det ofte bedre mening at inddele og opdele perioder i genrer (eller en masse små pølser, hvis man vil blive i allegorien) som økonomi, kultur og teknologi, påpeger Carsten Jahnke:

»I praksis var der ikke særlig meget, der ændrede sig over de første årtier og århundreder (efter reformationen, red.), så definitionen er igen ikke entydig. Man kan eksempelvis sige, at middelalderen økonomisk måske først sluttede omkring 1600, men kulturelt erstattes den af humanismen allerede i slutningen af 1400-tallet.«

Tak for spørgsmålet!

‘Europæisk’ eller ‘dansk’ middelalder eller ej, så har spørgsmålet skabt en god påmindelse om, hvor svær en størrelse historien er.

Som Carsten Jahnke pointerer det:

»Historie som fag havde og har, ved siden af det videnskabelige, jo den opgave at bygge historiebevidsthed i nationalstaten. At skabe en idé om en fælles fortid og nutid, som skaber en fælles fremtid.«

Kilder
  • Carsten Jahnkes profil (KU)
  • Sarah Croix profil (AU)
  • ‘Farvel til vikingetiden’ – Kronik af Anders Lundt Hansen i Weekendavisen (25. maj 2018)
Hvorfor er den danske middelalder anderledes end den europæiske? was last modified: september 13th, 2018 by Jörn
5. oktober 2018 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
Culturekristendom

Hvorfor er den danske middelalder anderledes end den europæiske?

I Europa fandt middelalderen sted fra 400-1400. I Danmark var det fra cirka 1000-1536. Hvorfor?

Riddere med ringbrynjer og lanser, forskansede prinsesser med lange fletninger og kæmpe borge med voldgrave og vindebro.

Middelalderen var en mystisk tid.

Det var den, da man i renæssancen opfandt begrebet og stemplede den som værende ‘mørk’ til forskel for det antikke Rom, som man på den tid længtes så frygteligt efter.

Det er den tilsyneladende også i dag.

Vores læser Karsten har læst om middelalderen på nettet, her små tusinde år senere, og der er noget, han har undret sig over:

»Hvis man på nettet søger ‘middelalderen’, får man to forklaringer om perioden: I Europas historie er det fra 400-tallet og frem til 1400-tallet, hvorimod det for Danmark er fra cirka 1000 og frem til 1536. Hvad er forklaringen på forskellen?«

Middelalderen er tilsyneladende ikke den samme i Danmark, som den var i resten af Europa? Eller hvad?

Spørgsmålet er sendt videre til to middelalderhistorikere, og det åbner op for en større diskussion om Danmarkshistorien end som så.

Et omstridt emne

»Godt spørgsmål,« skriver lektor for middelalderlig historie ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet Carsten Jahnke som det første i en mail til Videnskab.dk efter at have læst Karstens undren.

Der findes nemlig flere grundlæggende problemer med inddelingen af middelalderen i Danmark, påpeger han, og faghistorisk er det faktisk et forholdsvist omstridt og diskuteret emne.

En hurtig søgning på middelalderen i Danmark viser, at man for eksempel hos Nationalmuseet og på hjemmesiden Danmarkshistorien.dk, der drives af Aarhus Universitet, laver den nævnte inddeling af Middelalderen – fra cirka 1000 til 1536.

Her kan man også læse, at der inden middelalderen i Danmark fandtes det, man populært set, kalder for ‘vikingetiden’, og det er netop denne ‘vikingetid’, der forskubber hele den nordiske histories inddeling fra resten af den europæiske.

»Vikingetiden ligger tværs over den europæiske middelalder og er ikke bare ahistorisk men også irriterende for ikke-skandinaverne. Men den sidder fast i den skandinaviske tradition,« skriver Carsten Jahnke, der selv stammer fra det nordtyske grænseområde.

Fejlkilde fra 1800-tallet

‘Vikingetiden’ som begreb er egentlig et levn fra 1800-tallets historieskrivning, påpeger han:

»I Skandinavien havde man i midten af 1800-tallet behov for at have sin egen, stolte fortid. Og så har man opfundet en periode, som blev kaldt ‘vikingetid’ fra omkring 700-1000.«

Ligesom i resten af Europa herskede romantikken, og herunder også nationalromantikken, gennem 1800-tallet.

Det var en periode, hvor nationalstaterne, som vi kender dem i dag, begyndte at tage form, og derfor begyndte man også i højere grad at stille spørgsmål til, hvor man kom fra.

Især i Tyskland dyrkede man ideen om en særlig tysk identitet, der var skabt af den mægtige tysk-romerske kejser Frederik Barbarossa, men som ikke rigtig fandtes, fordi Tyskland ikke fandtes som sådan under middelalderen.

Det samme gjorde man i ligeså høj grad i Danmark og resten af Skandinavien.

Sagalitteratur og vikingestil

Grunden til, at vi i Skandinavien bruger ‘vikingetiden’, og vores ‘middelalder’ dermed begyndte senere, skyldes en famlende skandinavisk søgen efter identitet, og i Danmark et mindreværd, der begyndte ved Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet og kulminerede med røvfulden under den 2. Slesvigske krig i 1864.

Denne identitetssøgen skubbede således historieskrivningen på den tid i en mytologisk og ideologisk retning – den var med andre ord politisk.

»’Vikingetiden’ kom ud af en nationalromantisk strømming i Danmark, Sverige og Norge, fordi alle tre lande havde været lidt bagud i nationalstaternes stride om at skabe en stor og magtfuld fortælling om nationen,« fortæller Carsten Jahnke.

Han fremhæver blandt andet, at man begyndte at bygge huse i vikingestil i Sverige, hvor det mest populære motiv på borddugene også var et vikingemotiv.

»Gennem skabelsen af ‘vikingetiden’ kunne man også afgrænse sig fra de tyske og franske middelalderstudier,« uddyber Carsten Jahnke.

Han tilføjer, at en ny og blomstrende litteraturvidenskab i tiden ligeledes var afgørende. Den skabte nemlig interesse for at forske i den skandinaviske sagalitteratur, hvilket var endnu mere vand på den mytologiske vikinge-mølle.

LÆS OGSÅ: Forsker: Islandske sagaer er noget af det bedste i den europæiske litteratur
vikinger vikingetid middelalder nordisk Skandinavien

Måske er det på tide, at vi lader vikingerne ligge på slagmarken, for deres vigtighed for Danmarkshistorien er stærkt overdrevet, mener historiker og forfatter til ny bog, der vil gøre op med ‘V-ordet’. (Foto: Shutterstock)

»Viking var en jobbeskrivelse«

Men er ‘vikingetiden’ så forkert, fordi den er konstrueret? Det er netop her, at diskussionen bliver en tand mere fagteknisk.

Den danske forfatter Anders Lundt Hansen, der ikke forsker, men er uddannet historiker, har blandt andet for nyligt (28. maj 2018) udgivet bogen ‘Sølv, Blod og Kongemagt‘, hvori han argumenterer for et opgør med det, han kalder ‘Vikingemyten’ og ‘V-ordet’.

Vikinger er nemlig bare et andet ord for pirater og sørøvre, og derfor er det ifølge journalisten helt skævt at bruge dem som et synonym for en særlig tidsperiode i den skandinaviske historie.

Der fandtes ganske rigtigt en del vikinger i Skandinavien, men det gjorde der også i Estland, Sortehavet og Marokko.

Desuden, tilføjer Carsten Jahnke, udgjorde vikingerne kun en minimal gruppe i befolkningen på omkring to til fire procent, mens resten for det meste bare var kedelige bønder.

Derfor giver det ingen mening at gøre det til et spørgsmål om etnicitet, som vi gør det, når det altså handler om et andet ord for sørøvere, der slet ikke repræsenterede hele det danske folkeslag.

Som Anders Lundt Hansen selv skrev det i en kronik i Weekendavisen 25. maj 2018, så er »ordet ‘viking’ blevet gjort til en etnisk betegnelse for skandinaver i stedet for at være en jobbeskrivelse.«

Det var altså ikke som sådan ‘vikingetiden’, der kendetegnede perioden, mener han.

Derfor strides faghistorikere netop også om, hvorvidt man skal fyre ‘vikingetiden’ som begreb og erstatte den med eksempelvis ‘Nordisk middelalder’ eller ‘stålalder’, som professor Henriette Lyngstrøm har foreslået på Videnskab.dk.

En række forskere har dog over for Videnskab.dk ad flere omgange tidligereafvist ideen om en navneændring.

Hvorfor cirka 1000-1536?

En spirende nationalromantik og opfindelsen af ‘vikingetid’ er altså forklaringen på, hvorfor den danske middelalders begyndelse har forrykket sig små 600 år i forhold til den europæiske.

Men hvorfor begyndte den så omkring 1000-tallet og sluttede lige præcis i 1536? Og hvad med hullet fra 400 til 700, hvor ‘vikingetiden’ begyndte, hvorfor bliver det kaldt oldtiden i stedet?

Angående oldtiden, så er det ifølge Carsten Jahnke blot et spørgsmål om, at det er for bøvlet at have to middelaldre, der adskilles af en mellemliggende ‘vikingetid’.

Med hensyn til den senere middelalder, så findes svaret i kristendommen, fortæller adjunkt ved Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet Sarah Croix, der forsker i arkæologi og historie i ‘vikingetiden’ og middelalderen:

»I Danmark forholder man sig blandt andet til de to trosskifter – fra hedenskab til kristendom og fra katolicisme til den luthersk-evangeliske form for kristendom – på den ene side og til tilstedeværelsen af en latinsk skriftkultur på den anden.«

Jellingestenene, der blev rejst i cirka 965 og populært siges at være Danmarks dåbsattest, markerede netop overgangen fra hedenskab til kristendom, og dermed fra ‘vikingetid’ til middelalder, ved at erklære »danerne for kristne«.

»Det vil så sige, at middelalderen i Danmark begyndte i løbet af 1000-tallet, da kristendommen fik fodfæste og medbragte det latinske skriftssprog, og den afsluttedes med reformationen i 1536,« uddybber Sarah Croix.

martin luther middelalder vikingetid historie

Den store reformator! Martin Luther er en omstridt herre, og det er hans ideer, der i Danmarkshistorien har markeret Middelalderens endeligt i 1536. (Foto: Shutterstock)

»Historien er ikke entydig«

Middelalderen slutter altså ved reformationen.

Det er vi i hvert fald blevet enige om, men igen er historieskrivningen ikke så entydig eller enkel, som man måske går og tror i sin hverdag, skriver Carsten Jahnke.

»Slutpunktet for middelalderen i Skandinavien blev normalt bestemt ved indførelsen af reformationen i Danmark i 1536. Men det er en ren kulturchauvinisme (en ikke-objektiv beskrivelse af historien, red.), fordi den nye protestantiske kirke blev set som overvinder af middelalderen og den mørke tid.«

Det var altså ikke, fordi man trådte ud af middelalderen og ind i den moderne verden i løbet af et tilfældigt år.

Og egentlig er opdelingen af verdenshistorien i én lang pølse et mærkeligt fænomen.

Faktisk giver det ofte bedre mening at inddele og opdele perioder i genrer (eller en masse små pølser, hvis man vil blive i allegorien) som økonomi, kultur og teknologi, påpeger Carsten Jahnke:

»I praksis var der ikke særlig meget, der ændrede sig over de første årtier og århundreder (efter reformationen, red.), så definitionen er igen ikke entydig. Man kan eksempelvis sige, at middelalderen økonomisk måske først sluttede omkring 1600, men kulturelt erstattes den af humanismen allerede i slutningen af 1400-tallet.«

Tak for spørgsmålet!

‘Europæisk’ eller ‘dansk’ middelalder eller ej, så har spørgsmålet skabt en god påmindelse om, hvor svær en størrelse historien er.

Som Carsten Jahnke pointerer det:

»Historie som fag havde og har, ved siden af det videnskabelige, jo den opgave at bygge historiebevidsthed i nationalstaten. At skabe en idé om en fælles fortid og nutid, som skaber en fælles fremtid.«

  • Carsten Jahnkes profil (KU)
  • Sarah Croix profil (AU)
  • ‘Farvel til vikingetiden’ – Kronik af Anders Lundt Hansen i Weekendavisen (25. maj 2018)
Hvorfor er den danske middelalder anderledes end den europæiske? was last modified: september 10th, 2018 by Jörn
12. september 2018 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
Culturekristendom

Tyske arkæologer: Vi har aldrig sagt, at det var Blåtands skat

Den er meget tæt forbundet med hans regeringstid, men vi kan ikke sige, at den er direkte forbundet til hans person.

 

For et par dage siden skrev mange danske medier, heriblandt Videnskab.dk, at en ekstraordinær sølvskat var dukket op på Tysklands største ø, Rügen. Halskæder, armbånd, perler, to Thors hamre, smykker og flere hundrede mønter fra den danske vikingekonge Harald Blåtands regeringstid, som regnes for cirka 958 til 987.

Så langt, så godt. Filmen knækkede, da det flere steder blev konstateret, at der var tale om Blåtands egen skat.

Det fik danske arkæologer til at reagere.

Blandt andet lød det fra arkæolog Jens Ulriksen i en udmelding på Facebook, at der var tale om en »gloende fis«. Ingen dødelige kunne sige noget om, hvorvidt skatten havde været den danske konges, understregede han.

»Det er en misforståelse«

Ifølge de tyske arkæologer, som faktisk gjorde fundet, er hele miseren dog baseret på en misforståelse og overdrivelse i medierne.

De har aldrig påstået, at det var kongens skat – blot, at den stammede fra hans regeringstid, lyder det fra arkæolog og udgravningsleder Michael Schirren, som arbejder ved Statskontoret for Kultur og Historisk Bevarelse (Landesamt für Kultur und Denkmalpflege) i Tyskland.

»Det er en misforståelse. Det er ikke Harald Blåtands skat, det har vi aldrig sagt. Den er meget tæt forbundet med hans regeringstid, men vi kan ikke sige, at den er direkte forbundet til hans person,« siger Michael Schirren til Videnskab.dk.

LÆS OGSÅ: Tæt på fældende bevis: Harald Blåtand byggede vikingeborg

Blåtand var møntherren

De første dele af den imponerende skat blev fundet i januar 2018 ved hjælp af metaldetektorer. Tankerne blev blandt andet ledt i retning af Harald Blåtand, fordi en stor andel af mønterne – omkring 100 – er præget af et kors.

Harald Blåtand anses generelt for at være møntherre til de såkaldte ’korsmønter’. Det kan du læse mere om i artiklen ‘Harald Blåtand kæmpede for den danske mønt‘.

Ud over korsmønterne er skatten en god blanding af elementer fra forskellige dele af verden. Heriblandt en andel arabiske, byzantinske og ottonske mønter samt smykker fra de slaviske områder, syd for Østersøen. Det interessante er, at alle mønterne stammer fra samme tidsperiode, forklarer Michael Schirren.

»Det giver os en ide om, hvornår skatten er blevet gemt, uden at vi selvfølgelig kan sige, hvem der har gemt den. Men når vi gør så stort et enkeltfund af korsmønter, er det oplagt at tænke, at det er en person, som havde tætte forbindelser til møntherren,« siger han.

Mulig forbindelse til Tysklands ‘Guldhorn’

Et andet element, der peger i retning af Harald Blåtand, er ifølge de tyske arkæologer et guldsmykke, som er fundet på øen Hiddensee, et par kilometer fra den nye skat. Smykket vejer 600 gram og formodes at være fremstillet i den tyske by Hedeby, som i perioder var under dansk kontrol, omkring år 970.

Hiddensee-smykket regnes for at være Tysklands ’Guldhorn’ og er så ekstraordinært, at det må tilskrives en konge eller i det mindste en person fra absolut højeste samfundslag, forklarer Michael Schirren.

»Når vi har to fund, som er forbundet til Kong Haralds regeringstid, kun to kilometer fra hinanden, rejser det en masse spørgsmål. Der er helt åbenlyst en forbindelse,« siger den tyske arkæolog.

Han understreger dog, at han og hans kollegaer først nu skal i gang med at diskutere fundet med deres danske kollegaer. De skal også have fat i eksperter, der kan hjælpe dem med at tyde de islamiske mønter. Det kommer til at kræve en større indsats at få sat fundet i en større kontekst, siger Michael Schirren.

LÆS OGSÅ: Bornholmsk vikingeskat indeholdt tre sjældne guldmønter

Dansk arkæolog ikke overbevist

Hvis Michael Schirren ringer til den danske arkæolog Jeanette Varberg, vil han få at vide, at hun ikke føler sig overbevist om, at der er en direkte forbindelse mellem sølvskatten og Hiddensee-smykket to kilometer derfra.

Hvor guld er åbenlyst elite- og muligvis endda konge-relateret, blev sølv primært brugt til handel i vikingetiden, siger Jeanette Varberg, som er museumsinspektør ved Nationalmuseet, til Videnskab.dk. Hun har læst om og set billeder af det nye fund i danske og tyske medier, men har ikke set det med egne øjne.

»To kilometer er mere, end jeg lige umiddelbart troede, da jeg læste, at de lavede en kobling mellem de to. Det lød i tyske medier, som om de nærmest lå oveni hinanden,« siger hun og tilføjer:

»Det får mig til at tænke, at det ikke har været samme gruppe vikinger, der har stået for nedgravningen af begge de her fund.«

Jeanette Varberg er dog enig i, at de to fund tilsammen giver indtryk af, at der generelt her været meget aktivitet i området inden for en snæver tidsramme.

»Jeg køber ikke Blåtand-koblingen«

Derudover er Jeanette Varberg fuldstændig enig i, at man ikke kan udlede, at sølvskatten skulle have tilhørt Harald Blåtand selv. Det nye fund fortæller først og fremmest, at der var mere dansk kontrol i det nordtyske område, end man hidtil har troet, lyder det fra den danske arkæolog.

Blåtand-spekulationerne i medierne har taget udgangspunkt i, at den danske konge ifølge historiske kilder var på flugt fra sin søn Svend Tveskæg sidst i 900-tallet. Det er blandt andet den danske forfatter og historiker Saxo, der i sin meget senere Danmarkshistorie beretter, at Harald Blåtand døde i Jomsborg, ikke langt fra nutidens Rügen, i år 986.

Blåtand døde af pil

Jomsborg var en legendarisk borg i nutidens Nordtyskland, hvor jomsvikingerne ifølge sagaerne skulle have haft deres base.

Vi ved ikke i dag, hvor grænserne mellem landene gik – og i det hele taget fandtes landene ikke, som de gør i dag – men sikkert er det, at store dele af det nutidige Nordtyskland i perioder var under dansk kontrol.

Kong Harald døde efter sigende af et pileskud, mens han var på toilettet.

»Så tænker man, at han måske har følt sig presset og har gravet denne skat ned med henblik på at vende tilbage og hente den på et senere tidspunkt. Men det er altså ren gætværk. Jeg køber ikke Blåtand-koblingen,« siger Jeanette Varberg til Videnskab.dk.

Skatten kan have været piraters

Jeanette Varberg påpeger også, at det er mystisk at finde Thors-hamre iblandt, hvis skatten skulle være gravet ned af Kong Harald, som brystede sig af at have kristnet danerne.

Desuden, siger hun, fortæller de historiske kilder samtidig, at Østersøen var fyldt med pirater og hære sidst i 900-tallet. Skatten kan tænkes at have været en midlertidig værdiopbevaring for en af disse flåder. Samme pointe lyder fra Jens Ulriksen på Facebook:

»Naturligvis er det et fåtal, der har kunnet skrabe værdier i den størrelsesorden sammen, men det er samtidig en periode, hvor danskerne atter engagerer sig i England og efter de skriftlige kilder at dømme trækker rå mængder sølv ud af angel-saxerne.«

Michael Schirren medgiver, at man er nødt til at tage med i sine overvejelser, at der var meget pirateri sidst i 900-tallet. Samtidig påpeger han, at det er en mærkelig pirat-skat, som kun stammer fra én tidsperiode.

Kilder

  • Jeanette Varbergs profil (Linkedin)
  • Michael Schirrens profil
Tyske arkæologer: Vi har aldrig sagt, at det var Blåtands skat was last modified: april 18th, 2018 by Jörn
14. maj 2018 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
Culturekirkekristendom

Kristi himmelfart

Kristi himmelfart har været fejret siden kristendommens tidligste historie til minde om, at Jesus 40 dage efter sin opstandelse tog sine disciple med ud af Jerusalem og tog afsked med dem, før han ifølge Bibelen forsvandt i skyerne.

Derfor ligger Kristi himmelfart altid på torsdagen 40 dage efter påskedag. I vor tid er Kristi himmelfart en af årets store dage for konfirmationer.

På Kristi himmelfart begynder arbejdsdelingen mellem Gud og menneske, hvor vi får overdraget ansvaret for at være kirke på jorden efter Jesus

Opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd. Vi kender sætningen fra Trosbekendelsens afsnit om Kristi himmelfart. Men den hører ikke til den nemmest forståelige del af kristendommens beretninger.

Sognepræst Morten Skovsted om Kristi himmelfart

Men sognepræst i Hjortshøj-Egå ved Århus Morten Skovsted finder mening i Kristi himmelfartsdag. Han synes, den passer ind i påskens begivenheder og det, vi nu ser frem til i pinsen: Kirkens fødselsdag.

Hvorfor fejrer vi Kristi himmelfartsdag, når den rent faktisk betyder, at Jesus forlader os og jorden?

– Fordi det er afslutningen på Jesu jordiske virke. Han hæver sig op, så han ikke længere kun er i disciplenes midte, men så han kan se os alle. Nu lægger Jesus op til en arbejdsdeling. Han har udfyldt sit virke, nu er det op til os at fortælle evangeliet og give det videre. Nu skal vi se på hinanden og se ned på den vej, vi skal gå, som er forsoningens vej, med den opgave, vi har fået: At give budskabet i Jesu liv videre og give det liv.

Hvordan er erfaringerne med Kristi himmelfartsdag som en kirkegangsdag?

– Kristi himmelfartsdag er sin egen stille helligdag. Den er ikke perifer som en andenhelligdag, der ligger i skyggen af helligdagen, men en festdag, nok mest for de kirkevante. Det er en fin dag med fortællingen om Jesu guddommelige natur og vores ansvar på jorden. Dagen er afsættet til pinsen, hvor mismodet, som indfinder sig hos disciplene over, at Jesus har forladt dem, forsvinder.

Er der tale om en fortælling i billeder eller er det noget, vi som danske lutheranere kan tro på?

– Det er en fantastisk fortælling for mig. Og når jeg læser den eller hører den, er det en konkret virkelighed, som taler ind i min virkelig. Der er virkelig noget på færde, og så er jeg ikke så voldsomt optaget af, hvordan det er foregået, eller om der er tale om en metafor. Når jeg hører beretningen, er der tale om en sanselig virkelighed, hvor Jesus farer til himmels.

Hvordan griber sognepræsterne forkyndelsen an?

– Det er en vigtig dag, som taler ind i trosbekendelsen. Derfor er der rum til kerneforkyndelse om Jesu guddommelige natur, at han var her på jorden som et menneske, men nu er han her ikke længere, for han har givet os en del af ansvaret. Jeg tror, at det for de fleste præster er en dag, hvor man kan samle forkyndelsen i nogle kerneelementer, frem for at man spreder dem.

I Danmark er der hvert tredje år fælleskirkelig gudstjeneste på denne dag i forbindelse med Danske Kirkedage. Er der et særligt mellemkirkeligt aspekt i denne dag, som kirkesamfundene kan mødes på?

– Enhver kirkelig begivenhed har et mellemkirkeligt aspekt, og hver højtid eller søndag er en del af et stort, kristent fællesskab. Det perspektiv skal vi bruge til at hæve os op og se på hinanden.

Læs også

Få styr på påske, Kristi himmelfart og pinse

Kristi Himmelfart historisk set: Det nye Testamente

Kristi himmelfartsdag fejres 40 dage efter påske og 10 dage før pinse. Den falder altså altid på en torsdag, tidligst den 30. april og senest den 3. juni. Kirken fejrer ved Kristi Himmelfart, at Jesus 40 dage efter sin opstandelse for til himmels. Men hvad så? Hvad ved vi mere? Lad os begynde med at se på hvad kilderne til himmelfarten beretter.

Hovedkilderne til Jesu himmelfart findes i Lukas-evangeliet kap. 24, 50-51 og Apostlenes Gerninger kap. 1, 6-12. Begge kilder beretter meget kortfattet om begivenheden. Inden selve himmelfarten taler Jesus med sine disciple. Han forklarer dem, at Helligånden på et senere tidspunkt vil komme over dem og give dem kraft. Disciplene skal så være Jesu vidner, dvs. de skal missionere, i hele verden (Luk 24, 47-49 og ApG 1, 8). Mens disciplene ser på, løftes Jesus efter denne samtale op i himlen og farer bort. Disciplene kan følge Jesus med øjnene, indtil en sky kommer i vejen for synet (Luk 24, 51 og ApG 1, 9-10).

Udover disse kilder omtales Kristi himmelfart yderligere to steder i evangelierne. Det ene sted er i Markus-evangeliet kap. 16, 19. Her går en missionsbefaling også forud for himmelfarten (Mark 16, 15). Efter at Jesus har talt med disciplene optages han i himlen og sætter sig ved Guds højre hånd (Mark 16, 19).

Det andet sted er i Johannes-evangeliet kap. 20, 17. Her taler Jesus med Maria Magdalene om himmelfarten. Jesus siger, at han vil fare op til sin far og Gud, som også er disciplenes far og Gud.

Kilderne er altså temmelige vage, når det handler om, hvordan himmelfarten fandt sted. Centralt står dog, at Jesus efter himmelfarten ikke længere er på jorden, men i stedet er i den guddommelige sfære, i himlen, hos Gud. Mens disciplene indtil himmelfarten har haft det guddommelige hos sig i form af Jesus, loves de ved himmelfarten, at de herefter vil have det guddommelige hos sig i form af Helligånden. Den får de pinsedag, hvor Helligånden netop kommer ned til disciplene. På denne måde er det for den kristne selvforståelse et meget vigtigt skift, som sker med Jesu himmelfart.

At Jesu himmelfart forårsager et vigtigt skift kommer også til udtryk gennem den placering, som beretningerne om himmelfarten har i Lukas-evangeliet og Apostlenes Gerninger. Ifølge den kirkelige overlevering er begge disse skrifter skrevet af Lukas. Første del af hans værk, Lukas-evangeliet, slutter med beskrivelsen af himmelfarten, mens anden del af hans værk, Apostlenes Gerninger, starter med beskrivelsen af himmelfarten.

Himmelfarten er altså den begivenhed, som deler Lukas’ værk op i to. Mens første del af værket skildrer Jesu liv og død, beretter anden del om kristendommens tilblivelses- og udbredelseshistorie. Idet Jesu tilværelse på jorden netop slutter med himmelfarten må denne udgøre slutningen på første del af Lukas’ værk. Da disciplene i beretningen om himmelfarten loves Helligånden, er den desuden det naturlige udgangspunkt for anden del af Lukas’ værk. Kristne mener nemlig, at uden Helligåndens kraft ville kristendommen ikke være blevet til noget.

Forlæg for Jesu himmelfart

Beskrivelsen af Jesu Himmelfart minder om en beretning fra Det gamle Testamente, som Lukas ganske givet har kendt. Beretningen findes i Anden Kongebog kap. 2, 1-18. Her er det profeten Elias, som stiger op til himlen i en ildvogn med ildheste. Hans discipel Elisa ser ham stige op, og Elisa får derfor efterfølgende del i Elias’ åndskraft. Dette er altså helt parallelt til, hvordan Jesu disciple efter at have overværet Jesu himmelfart får del i Jesu kraft, Helligånden.

Udover Elias antydes i Det gamle Testamente også, at Enok kommer i himlen uden først at være død (se evt. 1. Mosebog kap. 5, 24). Denne hentydning bliver i den senere jødiske tradition grundlag for flere tekster, som beskriver Enoks himmelfart og alt, hvad han oplever på sin rejse. Også andre af Det gamle Testamentes store helte, f.eks. Moses, Esajas og Abraham tilskrives himmelrejser i jødiske og kristne tekster. Disse tekster er blevet til i de sidste århundreder før og de første århundreder efter år 0. De er ikke del af den autoriserede jødiske og kristne kanon, men er alligevel blevet overleveret og har været kendt.

Fejringen af Kristi Himmelfartsdag

De tidligste kilder, der omtaler fejring af Kristi Himmelfartsdag, er fra det 4. århundrede. Her beskrives fejringen dog allerede som en etableret kristen festdag. Fejringen af Kristi Himmelfartsdag går altså langt tilbage i tiden. Ligesom idag fejredes Kristi Himmelfartsdag allerede dengang på den 40. dag efter påskedag. Da påskedag ikke er fastsat til en bestemt dato, men istedet falder på den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn, er også Kristi Himmelfartsdag en “bevægelig” helligdag. Idet dagen falder 40 dage efter påskedag, er det dog altid sikkert, at den falder på en torsdag.

Kristi Himmelfartsdag falder samtidig 10 dage før pinse. Der går altså 10 dage, fra Jesus lover disciplene Helligånden, til den kommer til dem. Kristi Himmelfartsdag må således ses i snæver sammenhæng med pinsedag. Bl.a. denne lidt underlige mellemposition gør, at Kristi Himmelfartsdag ikke fejres i så høj grad som påske, pinse og jul i kirken. Og netop fordi dagen ligger klemt inde mellem påske og pinse, er der heller ikke nogen stærke folkelige traditioner knyttet til den. Der har ikke været nogen før-kristen fest på denne dag, hvis traditioner fejringen kunne trække på.

Jesu himmelfart fandt ifølge Apostlenes Gerninger kap. 1,12 sted på Oliebjerget ved Jerusalem. Allerede fra det 4. århundrede har der på dette sted været et kapel, Himmelfartskapellet. Her findes en klippesten med en fordybning, der traditionelt betragtes som Jesu fodaftryk sat lige før himmelfarten.

I forbindelse med Kristi Himmelfartsdag danner Himmelfartskapellet rammen for både katolske og ortodokse kirkesamfunds fejringer af begivenheden. Allerede fra onsdag aften og gennem hele natten til Kristi Himmelfartsdag holdes gudstjenester på stedet. Den lutherske kirke, hvortil den danske Folkekirke hører, holder dog ikke gudstjenester ved Himmelfartskapellet.

I det hele taget fejres Kristi Himmelfartsdag altså ikke i samme grad som kristendommens store højtider. I f.eks. Beograd er dagen dog blevet et symbol på byens egen opstigning fra aske til håb og fejres med bl.a. store processioner gennem byens gader. I den danske Folkekirke bruges Kristi Himmelfartsdag ofte til konfirmation, mens Jesu himmelfart kun fejres i meget begrænset grad. På alle måder står dagen således desværre svagt i danskernes bevidsthed.

Kristi himmelfart was last modified: april 17th, 2018 by Jörn
10. maj 2018 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
CulturekristendomStoriestanker

Det hemmelige broderskab på Blegdamsvej

Kun brødrene ved, hvad der foregår bag templets dobbelte hulmure i det monumentale hovedsæde på Østerbro.

Netudgavens journalist Emilie Kofoged har fået et kig indenfor murerne – Hun har nemlig fået lov at komme på besøg hos frimurerne og tage billeder inde fra det hemmelige tempel. 

Joggerne i Fælledparken og pendlerne på Blegdamsvej har formodentligt vænnet sig til synet af den gigantiske, lukkede bygning med de gådefulde symboler på facaden. Men mon ikke også de fleste en gang imellem har stoppet op og undret sig over, hvad der gemmer sig bag templets høje mure?

Et åndeligt fitnesscenter

Mellem de to de kolossale, joniske søjler træder man op til de høje, bronzebeklædte indgangsdøre. Vagten lukker en ind i forhallen, hvor der står montrer med gamle tekster i gotisk skrift.

Her møder Emilie Kofoged pressechefen for Den Danske Frimurerorden, br. Peter Duetoft.

»Det er vigtigt at sige, at vi ikke er hverken en sekt eller en kirke,« starter Peter. »Jeg har altid kaldt det et åndeligt fitnesscenter. Det er et sted, hvor man går ind og forsøger at gøre status i sit liv og tænke over nogle grundlæggende værdier, man har, og hvordan man lever op til dem.«

Jeg kommer i tanker om teksten på hjemmesiden, som nævner både Gud, Grundtvig og Dronning Ingrid, men som samtidig lyder overraskende moderne: Måske er det netop den forvirrede verden, de mange informationer og jaget i dagligdagen, der kræver en fordybelse i frimureriet? foreslås det ét sted, og et andet sted kaldes logen for ”et godt tilbud i en stresset hverdag” og ”en personligt udviklende fritidsaktivitet.” Man mindes dog samtidig om, at naturligvis skal du kunne passe frimureriet ind i et travlt arbejds- og familieliv.

Altså et fritidstilbud til det moderne menneske med historiske rødder. Læs mere om mødet mellem Emilie Kofoged og De ndanske Frimurerorden på: http://netudgaven.dk/2017/07/hemmelige-broderskab-paa-blegdamsvej

Ønsker du at vide mere eller besøge Ordenen kan du tilmelde dig til informationsmøde den 29.September 2018  fra kl. 11.30 til 14.30. Tilmelding sker til jhulgard@hotmail.com

 

 

Det hemmelige broderskab på Blegdamsvej was last modified: marts 24th, 2018 by Jörn
22. marts 2018 0 kommentarer
1 Facebook Twitter Google + Pinterest
CulturekirkekristendomStories

Antropolog fik en spirituel oplevelse, da han forskede i islamisk mysticisme

Efter mange timers meditation med en gruppe sufi-muslimer i Danmark, fik en antropolog måske en smagsprøve på det ‘guddommelige lys’.

I 2012 sad antropologen Mikkel Rytter i et DSB-tog på vej mod Aarhus, da han pludselig kom i tanke om en drøm, han havde haft.

»Jeg var i en moské i Pakistan. Dér mødte jeg en sufi-shaykh med et blidt ansigtsudtryk. Han havde langt hvidt hår og var klædt i hvidt. Lyset strømmede fra ham. Da jeg rørte hans hånd, kom jeg i en trancetilstand, som den, jeg har set andre komme i under de religiøse seancer, jeg har deltaget i,« fortæller Mikkel Rytter, der er lektor på Institut for Antropologi ved Aarhus Universitet.

»Jeg vågnede med en stor lykkefølelse i kroppen, og da jeg huskede drømmen, mens jeg sad i toget, fik jeg den samme lykkefølelse i maven. Når man arbejder med mystik, sker der noget. Man bliver ligesom suget ind i det,« siger han.

Ritualer giver adgang til ‘guddommeligt lys’

Danske saifier

Tre gange om ugen mødes en gruppe dansk-pakistanske sunni muslimer, der har tilsluttet sig det sufistiske broderskab Naqshbandi Mujadiddi Saifi, for at lovprise Allah.

De fleste danske medlemmer af broderskabet har pakistanske forældre, der immigrerede til Danmark som gæstearbejdere i 1960’erne og 1970’erne.

I 2010-2012, hvor Mikkel Rytter lavede feltarbejde, kom op til 50 mænd i Saifi-centret.

Drømmen dukkede op i Mikkel Rytters bevidsthed i en periode, hvor han forsøgte at tage sig sammen til at transskribere interviews, han i forbindelse med sin forskning har lavet med dansk-pakistanske muslimer, der tilhører en særlig sufimuslimsk orden kaldet Naqshbandi Mujadiddi Saifi.

Ordenens brødre kalder sig saifier. De mener, at de gennem særlige ritualer kan få adgang til et ‘guddommeligt lys’ kaldet Nur, som profeten Muhammed ifølge islamisk mystik blev skabt i.

Mens Mikkel Rytter forskede i sufisme, så han Saifi-brødre gå i ekstase, når de »smagte« lyset. Til antropologen beskrev de det som en tilstand af ufattelig lykke eller en ud-af-kroppen-oplevelse.

Vi har tidligere skrevet om, hvordan også hår, som menes at stamme fra profeten Muhammed, kan bringe saifierne i ekstase.

»De får en slags beruselse ud af det, som de gerne vil opleve igen,« siger Mikkel Rytter.

Antropolog blev saifi for en tid

Lyset Nur bliver åbenbaret for nogle under timelange meditations-seancer kaldet zikr, fortæller antropologen. I en toårig periode mellem 2010 og 2012 deltog han jævnligt i seancerne i et dansk Saifi-center i København.

Saifi-ordenen er grundlagt af shaykh Akhundzada Pir Saif ur Rahman Mubarak, som døde i Lahore, Pakistan i 2010. Ifølge Saifi-pilgrimme er hans grav velsignet. (Foto: Wikipedia)

»Jeg valgte at forske i netop den gruppe sufier, fordi de har meget ekspressive ritualer, hvor de mener, at de opnår kontakt med noget. Centret tiltrak mange unge til zikr hver tirsdag, fredag og lørdag aften,« siger Mikkel Rytter.

»Der var en gruppe, som kom hver eneste gang. De var iklædt turban og hvid klædedragt. Og så var der også altid nye, der dukkede op, fordi de havde hørt om det spændende ritual,« siger han.

Mediterede i timevis

For at forstå Saifi-brødrenes ritualer og spiritualitet brugte Mikkel Rytter en klassisk etnografisk metode, som indebærer, at antropologen ikke bare observerer, men selv deltager og for en periode forsøger at blive en del af det miljø, han forsker i.

Mikkel Rytter tog derfor to gange med danske Saifi-brødre på pilgrimsrejse til Pakistan, han blev inviteret hjem til dem og havde lange samtaler med dem om tro og spiritualitet.

I København mediterede han ofte sammen med dem til zikr.

Ingen af Saifi-brødrene sagde et ord under de to-tre timer lange meditations-seancer, fortæller Mikkel Rytter.

»Det er et tavst ritual. I Saifi-ordenen ihukommer man Gud ved at meditere over hans navn, men man siger det ikke højt. Når Saifi-brødrene mediterer, skal de være stille, men messe ‘Allah, Allah, Allah’ inde i deres hjerter,« siger han.

Saifierne er godt nok helt stille, mens de i hjertet tilbeder Allah. Men under meditation-seancerne brager lovprisninger af profeten Muhammed ud af højtalere.

»Der er et kraftigt lydtæppe, ligesom til en rockkoncert. Man bliver tilskyndet til store oplevelser. Der sker utrolig meget til sådan en seance,« fortæller Mikkel Rytter.

Shaifier gik i trance

Sufisme

Sufisme er en gren af Islam, man ofte forbinder med mystik, det vil sige oplevelser, hvor man kommer i kontakt med noget guddommeligt.

Både sunni- og shia muslimer kan være sufier. Islamisk sufisme er udbredt over hele verden og er inddelt i utallige ordner.

Sufier følger og imiterer deres spirituelle guider, shaykherne, som de mener har forbindelse til profeten Muhammad.

Under meditationen sidder Saifi-eleverne foran deres religiøse vejledere kaldet shaykher. Saifierne mener, at shaykherne er i forbindelse med profeten Muhammed. Hvis eleverne tømmer deres bevidsthed helt for forvirrende tanker, mens de ser på shaykhen med kærlighed, kan han bringe dem i kontakt med det guddommelige lys ‘Nur’.

»Når en shaykh transmitterer Nur til sine elever, får de en oplevelse af, at deres hjerter bliver renset. Det er så overvældende for nogle, at de begynder at ryste, græde, svede, hoppe, skrige, gå i trance eller vælte om på jorden. Den religiøse oplevelse kan blive så stor, at den har en fysisk effekt,« siger Mikkel Rytter.

»Mange af de Saifi-brødre jeg interviewede, talte om en kropslighed – en fysisk kærlighed til profeten – som kommer til udtryk ved de religiøse ritualer,« fortsætter han.

Mikkel Rytter var en velkommen gæst i det københavnske Saifi-miljø. I begyndelsen så saifierne det som en udfordring at give den ikke-muslimske forsker oplevelsen af Nur.

Men »efter et stykke tid blev det accepteret, at det sandsynligvis ikke kom til at ske – i det mindste ikke så længe, jeg ikke omfavnede virkeligheden (den allestedsnærværende Gud) og konverterede til Islam,« skriver Mikkel Rytter i bogen  Affective Methodologies, hvori han reflekterer over sin videnskabelige metode.

LÆS OGSÅ: Jødedom, kristendom og islam udgør én stor fletning

Fik antropologen en mystisk oplevelse?

Mikkel Rytter konverterede ikke, men måske endte han alligevel med at få en smagsprøve på det, saifierne opfatter som et guddommeligt lys. Hør bare her:

Selv tolkede Mikkel Rytter den drøm, der bliver beskrevet i starten af denne artikel, som en almindelig reaktion på de oplevelser han havde haft i løbet af sin forskning. Men da han delte drømmen med en shaykh, han havde mødt i Pakistan, fik han en anden fortolkning.

»Shaykhen mente, at jeg måske havde haft besøg i drømmen, enten af en levende eller en død saifi-shaykh, der ville give mig smagen af Nur,« fortæller Mikkel Rytter.

Mikkel Rytter reflekterer stadig over shaykhens forslag. Han er i tvivl om, hvad det er, han har oplevet. Var drømmen underbevidsthedens reaktion på de mange måneders feltarbejde, eller kan det have været en mystisk oplevelse?

»Helt ærligt, så har jeg ingen idé om, hvorvidt drømmen var en sløret besked fra min underbevidsthed eller om det reelt var et besøg fra et andet sted,« skriver Mikkel Rytter.

»For mig er begge muligheder plausible, men den sidste er mest appellerende, fordi det vil betyde, at mit langvarige feltarbejde og mit forsøg på at forstå Naqshbandiyya tariqa (sufiernes spirituelle praksis) ved selv at deltage, er blevet accepteret. Det vil betyde, at jeg er blevet accepteret som en Saifi-elev,« fortsætter han.

I nogle sufi-traditioner danser tilhængerne sig i ekstase ved at snurre rundt og rundt. Shaifierne danser ikke, de mediterer i stedet. (Foto: Shutterstock)

Alle religioner har mystik

Generelt bliver islamisk sufisme ofte forbundet med mystik, fordi man i mange sufi-ordener stræber efter at få ekstatiske oplevelser af det guddommelige gennem særlige ritualer. Det kan være bønner, dans, rusmidler eller meditation, siger Mikkel Rytter.

Mystiske traditioner er dog ikke forbeholdt sufisme. De findes i alle religioner.

»I Jødedom har man haft mystiske traditioner blandt andet i Kabbalah (en oprindelig jødisk form for mysticisme. I renæssancen blev Kabbalah taget op af kristne og i nyere tid er teorierne blevet brugt i af New Age- og okkulte bevægelser, red.), og i kristendommen har man også haft mysticisme, kaldet den kontemplative tradition,« siger Aksel Haaning, der er lektor på Roskilde Universitets Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab.

Aksel Haaning står bag antologien ‘Mystik – i filosofi, religion og litteratur’ med bidrag fra en række humanistiske forskere, og han har skrevet bogen ‘Den kristne mystik fra middelalderens verden‘.

Historisk har ikke kun religiøse mennesker, men også filosoffer, psykologer, naturvidenskabsmænd og litterater været optaget af mystiske oplevelser, fremgår det af bøgerne.

»Mystiske oplevelser kan være noget, man søger og stræber efter at få, men det kan også være noget, der sker spontant og uden, at man vil det,« siger Aksel Haaning.

Den verdenskendte, danske evolutionsbiolog Eske Willerslev, er en af de naturvidenskabelige forskere, der er optaget af mystik.

Eske Willerslev har oplevet, at videnskab ind imellem har begrænsninger som erfaringsmetode, skriver han i samtalebogen Historien om det hele – fortællinger om magi og videnskab. I bogen taler han med musiker og forfatter Kristian Leth om oplevelser med ånder, myter og magi.

LÆS OGSÅ: Mens Romerriget skrumpede i vest, levede dets viden og kultur videre i islam

Mystikere bliver ofte fordømte

Forskning i sufisme

Mikkel Rytters forskning var en del af et stort forskningsprojekt fra Aarhus Universitet kaldet ‘Sufism and Transnational Spirituality’.

Projektet blev finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond. Det blev afsluttet i 2013.

Mystikken fandtes før religioner og går på tværs af religioner, fremgår det i Aksel Haanings bog ‘Den kristne mystik fra middelalderens verden’. I filosofi – også den nyere – er der mindst lige så mange eksempler på mystik som i religion og religiøse traditioner, siger han.

I religion er de mystiske oplevelser ofte blevet mødt med mistro af autoriserede præster, imamer og andre religiøse overhoveder.

»I religion ser vi, at dem, vi kalder mystikere, altid har stået lige på grænsen til at blive fordømte eller forfulgte. Det skyldes, at mystiske oplevelser altid er individuelle og nogle gange afviger fra det billede, der gives i den etablerede religion,« fortæller Aksel Haaning og fortsætter:

»Man har mistænkeliggjort mystikernes oplevelser, for at præsterne, imamerne eller andre religiøse overhoveder kunne bevare autoriteten på det religiøse område. I kristendommen er der for eksempel mystikere, der er blevet beskyldt for at være forført af djævelen.«

LÆS OGSÅ: Kristendom og spøgelsestro lever side om side i Grønland

Unge var tiltrukket af Saifi-ordenen

I den periode, Mikkel Rytter forskede i sufisme, tilsluttede et stigende antal danske muslimer sig Saifi-ordenen. De fleste var unge mænd, hvis forældre overvejende stammer fra Pakistan.

Ordenen gav de unge et frirum, hvor de kunne udtrykke deres uforbeholdne kærlighed til Allah og profeten Muhammad, få et socialt fællesskab og måske være heldige at få en ekstatisk oplevelse, siger han:

»Saifi-ordenen tilbød noget andet end en etableret moské, hvor folk fra forældregenerationen prædiker om, hvordan de skal gøre tingene. Shaykherne var alle i 30’erne. Det var unge, som talte til andre unge om spiritualitet.«

Kilder

  • Mikkel Rytters profil (AU)
  • Aksel Haanings profil (RUC)
  • ‘The Scent of a Rose: Imitating Imitators as They Learn to Love the Prophet’, Affective Methodologies kap. 7. (2015)
Antropolog fik en spirituel oplevelse, da han forskede i islamisk mysticisme was last modified: marts 11th, 2018 by Jörn
19. marts 2018 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
kristendomLifestyletanker

Hvorfor har mennesket behov for religion?

Fordi vi er magtesløse, uvidende og skal kompensere for, at vi intet har opnået, er nogle af svarene.

På tværs af tid og sted har mennesker dyrket, bedt og ofret til guder eller mytologiske væsner.

I jæger-samlerkulturen er religion kommet til udtryk i form af besjælede planter, dyr og sten.

I verdens fjerneste afkroge har man skabt kontakt til ånder gennem shamaner og andre åndemanere.

Men hvordan kan det egentlig være, at mennesket har behov for religion?

LÆS OGSÅ: Hvornår har vi religionsfrihed?

Det har vores læser Martin Valbirk studset over, og det har ført ham til alteret, hvor han har forfattet følgende spørgsmål til Videnskab.dk:

»Inden den kristne tro troede vikingerne på guder i Valhalla. Romerne troede på Mars, Venus og så videre. Og så er der buddhisme, hinduisme, islam og andre religioner. Og i helt gammel tid troede egypterne på solguden Ra. Hvad er det, der gør, at vi har brug for religion?«

Det er et stort spørgsmål, og derfor sender skribenten her det også ærbødigst videre til nogle videnskabsfolk, der kan hjælpe med at finde et svar.

Religion og tro er forskellige ting

Inden vi finder ud af, hvorfor mennesker har brug for religion, er det nok en god ide at klargøre, hvad religionsbegrebet egentlig er for en størrelse.

En udbredt misforståelse er for eksempel, at religion og tro er én og samme ting, fortæller adjunkt i religionsfilosofi og ph.d. i filosofi på Syddansk Universitet, Caroline Schaffalitzky de Muckadell, der har forsket i religionsbegrebet, til Videnskab.dk.

Religion er nemlig mere end tro.

LÆS OGSÅ: Fitness er den nye religion

Tro er blot en del af de tanker og handlinger, der sammen med værdier, ritualer og genstande (tænk på næstekærlighed, dåb og bedekranse) udgør religion, forklarer Caroline Schaffalitzky de Muckadell.

»At tro på julemanden og skrive breve til ham lever for eksempel op til den første del, der har med tanker og praksis at gøre, men ikke nødvendigvis til ideen om en større betydning,« fortæller hun.

Kan en fanklub være en religion? Det har Caroline Schaffalitzky de Muckadell skrevet en artikel om på Videnskab.dk. (Foto: Shutterstock)

På baggrund af sin egen forskning, er Caroline Schaffalitzky de Muckadell nået frem til, at religion kan forstås som et system af netop tanker og praksisser, der er kendetegnet ved:

  1. At have med noget overnaturligt at gøre.

  2. At have en vis rodfæstethed hos folk.

  3. At have betydning for de involveredes liv, handlinger og forståelse af verden.

Med dette i baghovedet vil vi prøve at løbe igennem nogle af de forskellige svar på læseren Martin Valbirks spørgsmål.

Facit findes ikke

Allerførst må vi dog skynde os at nagle nogle erkendelser fast:

Svaret, forstået som ét facit eller én ubestridt sandhed om, hvorfor mennesker har brug for religion, finder videnskaben ikke.

Spørgsmålet om, hvorfor vi har behov for religion, er et videnskabeligt stridspunkt.

Det er en pointe, som samtlige forskere hæfter sig ved – derfor giver vi den også videre her.

Det udelukker dog ikke, at der findes en masse spændende og gennemarbejdede teorier om vores religiøse tilbøjeligheder – vi gennemgår de mest interessante her.

En kompensation for alt det, du ikke opnår

At det kan være svært at forklare behovet for religion, skyldes blandt andet, at de fleste teorier ofte er bundet i tid og sted, fortæller Peter Birkelund Andersen, lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet og ph.d. i religionssociologi.

I begyndelsen af 1900-tallet mente mange forskere for eksempel, at behovet for religion var udsprunget af, at man troede på, at vores drømme var virkelige oplevelser, og at man derfor måtte have en sjæl, som også levede videre, efter at man selv var død, fortæller Peter Birkelund Andersen.

LÆS OGSÅ: Forsker: Tre simple råd kan gøre dig bevidst i dine drømme

Denne forklaring falder for eksempel sammen med gennembruddet for Sigmund Freuds psykoanalyse og drømmetydning, der anså drømmene som ‘kongevejen til det ubevidste’.

Hvorfor har mennesket behov for religion tro

Omkring 1900-tallet, under psykoanalysens velmagtsdage, troede man, at behovet for religion kunne findes i vores drømme, da de bekræftede, at vi havde en sjæl. (Foto: Shutterstock)

Siden 1980’erne har amerikanske religionssociologer udviklet en teori om, at religion bygger på en slags kompensation for alt det, man ikke har opnået i livet.

»Disse forskere hentyder til, at mange religioner, ikke mindst kristendommen, lover et efterliv i en himmel, og at det i sagens natur er svært at bevise, at der er et efterliv i himlen,« forklarer Peter Birkelund Andersen.

En gren af forskningen kredser altså om, at vi mennesker har behov for at se på, hvordan verden hænger sammen i et system – og ikke mindst at få os selv, og alt det, vi ikke forstår såsom drømme, død og sjæl, til at passe ind i et system.

Religion passer til vores hjernemønstre

Her vil den kvikke elev sikkert indvende, at vi jo netop har videnskaben til at sætte ting i system og forklare, hvordan verden hænger sammen.

Men det er tilsyneladende ikke nok for os mennesker – bare fordi tingene passer, giver de ikke nødvendigvis mening.

Det har forskere blandt andet konkluderet ved at se nærmere på, hvordan vores hjerner og tankemønstre fungerer.

Caroline Schaffalitzky de Muckadell fortæller således, at man inden for kognitionsvidenskab har argumenteret for, at religion er opstået og overlever, fordi det passer godt til den måde, menneskets hjerne fungerer på.

LÆS OGSÅ: Er naturvidenskab en religion?
Spørg Videnskaben

Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.

Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.

Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.

Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk

Religion bruges til at kontrollere det ukontrollerbare

Mennesker har tilsyneladende et dybtliggende behov for at personificere ting såsom sygdomme og naturkræfter, som vi ikke forstår og ikke kan styre.

For eksempel ved at opfinde solguder, men også i profane (verdslige, ikke-religiøse) sammenhænge, når vi eksempelvis navngiver orkaner.

Igen handler det om at prøve at påvirke og forklare ting ved at sætte dem i systemer og derigennem give mening til disse ting, forklarer Caroline Schaffalitzky de Muckadel.

Hvor Peter Birkelund Andersens eksempler lagde sig til det indre og personlige, som at kompensere for mangler i sit eget liv, så lægger Caroline Schaffalitzky de Muckadells eksempler sig til de ydre rammer, som når man for eksempel forsøger at tæmme naturkræfterne

Begge teorier, tilføjer Caroline Schaffalitzky de Muckadell, er fuldstændig i tråd med den skotske oplysningsfilosof og super-empirist (filosofisk retning, ifølge hvilken al viden om virkeligheden opnås gennem sanserne) David Humes’ forklaring på religion fra 1700-tallet: At religion er resultatet af uvidenhed og magtesløshed.

Religion er evolutionært nyttigt

Men alt det forklarer ikke helt, hvordan religiøse institutioner har taget form, og hvorfor vi har behov for at dele religion med andre.

Dette skyldes ifølge Armin W. Geertz, professor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet, at religionen har haft nogle nyttige evolutionære funktioner for os mennesker.

LÆS OGSÅ: Religion, videnskab, følelse og fornuft – kan de virke frugtbart sammen?

»For det første leverer religion svar på tilværelsens mysterier som liv, død, ondskab og fremtiden. Men den leverer også ritualer, som er med til at gøre folk mere sociale og solidariske, og ritualerne markerer vigtige begivenheder i livsforløb og giver tryghed,« fortæller Armin W. Geertz.

Religion er afgørende for, at samfund kan opstå

Samtidig kan religion og religiøse oplevelser hjælpe os mennesker med at finde en identitet i forhold til samfundets normer og idealer og dermed finde vores plads i gruppen, hvilket er vigtigt for sociale dyr som os mennesker.

religion gud tro højere magter kristendom islam buddhisme jødedom ateisme hinduisme sikhisme juche

Religion er ifølge moderne kognitionsvidenskab en helt naturlig del af vores tankeproces. (Foto: Shutterstock)

Derfor er religionen også en naturlig opfindelse, forklarer Armin W. Geertz:

»Religion er naturligt i den forstand, at den har tilpasset sig grundlæggende menneskelige mekanismer og egenskaber – egenskaber og mekanismer, som vi langt hen ad vejen deler med andre dyr, især menneskeaberne.«

Altså har religion været afgørende for, at vi mennesker kan udvikle os og overleve som social gruppe.

Jesper Sørensen, lektor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet, tilføjer:

»Samfund opstår, når en gruppe mennesker enes om, at nogle ting er hellige, udpeger nogle personer som shamaner, præster og profeter, bygger templer, som forbindes med de hellige ting og derved skaber stabile sociale institutioner. Her ses religion som afgørende for, at samfund overhovedet kan opstå.«

Religion udfordres jævnligt

Selvom religion tilsyneladende er en naturlig del af den menneskelige kultur og hjerne, så er det også et fænomen, der jævnligt udfordres.

I 1882 erklærede den tyske eksistensfilosof Friedrich Nietzsche for eksempel, at: »Gud var død« i sit værk Den Muntre Videnskab. En provokerende måde at fortælle os mennesker, at vi har brug for en religions-erstatning.

LÆS OGSÅ: Historiens største sammenstød mellem religion og videnskab
Og de seneste år er danske ateister gået hårdt til Folkekirken, hvor de blandt andet har betalt sig til bus-kampagner med teksten: »Hvorfor tro på en Gud?« og hashtagget #tænkselv i håb om at få folk til at overveje deres medlemsskab af Folkekirken.
En sag, der trak en del overskrifter i danske medier og i 2016 fik 16.000 til at forlade Folkekirken ifølge Dagbladet Information.

Det overnaturlige går viralt

Men det religiøse lever og dyrkes alligevel stadig i dag – også selvom det bløder i sekulariserede samfund som det danske.

En af grundene til, at korset ikke er knækket helt over, kan være, at religion spredes nemmere end andre ideer – at religion går viralt.

Det fortæller Jesper Sørensen, der peger på, at nyere kognitive forskning har vist, at religion spredes nemmere end andre ideer.

Mennesket har en række intuitive forestillinger om, hvorledes verden hænger sammen, forklarer han.

»Vi forestiller os intuitivt, at ting falder til jorden, når man slipper dem, at dyr bevæger sig ud fra ønsker og begær, og at mennesker har forestillinger om, hvad andre mennesker tænker,« forklarer Jesper Sørensen.

religion gud tro højere magter kristendom islam buddhisme jødedom ateisme hinduisme sikhisme juche

Religiøse historier og handlinger er – med et moderne ord – gået viralt, og det kan forklare, hvorfor religion har spredt sig og stadig findes i dag. (Foto: Shutterstock)

Men religiøse forestillinger er særlige, da de bryder med enkelte af vores intuitive forestillinger.

Sten, der kan flyve, træer, der hører, hvad der siges i deres skygge, personer, der er døde, men alligevel er til stede, eller mennesker, der ved, hvad der sker i fremtiden, er alle religiøse forestillinger, fortæller Jesper Sørensen.

Og ifølge forskningen tyder noget på, at sådanne vilde og overnaturlige forestillinger er nemmere at huske, og at vi er mere tilbøjelige til at fortælle dem videre – måske fordi det er bedre historier, som, vi jo ud fra en moderne medievirkelighed ved, sælger.

»De overlever kort sagt bedre i den kulturelle transmission. De er med et moderne udtryk virale,« fortæller Jesper Sørensen.

Mennesket har ikke nødvendigvis behov for religion

Vores læser Martin Valbirks spørgsmål var, hvorfor vi har brug for religion.

Men præmissen for spørgsmålet kunne sikkert provokere den moderne ateist, for det lægger ikke op til et andet muligt svar; at vi ikke nødvendigvis har behov for religion.

Det tilføjer Peter Birkelund Andersen, der mener, at det er mere rimeligt at se religion som én af mange måder, mennesker forklarer tilværelsen på.

»Mennesker har ikke noget iboende behov for en religion eller at tro på guder, men mennesker tænker og ser sig selv og deres handlinger i større sammenhænge, som de prøver at forklare,« fortæller han.

LÆS OGSÅ: Ateister bliver stressede når de får Gud på hjernen

Vi kan sagtens leve uden religion

»Hvorfor nogle mennesker i nogle sammenhænge tyer til de klart religiøse forklaringer, og hvorfor andre mennesker under lignende forhold netop tyer til ikke-religiøse forklaringer, må man nok prøve at forstå ved at se på de pågældende mennesker og prøve at forstå dem hver for sig, såvidt det nu kan lade sig gøre,« fortæller Peter Birkelund Andersen.

Armin W. Geertz nævner det samme. At det, som vi evolutionært har brugt religion til, ikke nødvendigvis behøver komme til udtryk som religion – i hvert fald ikke i dag:

»Vi kan sagtens leve uden religion, for alle dens egenskaber såsom meningen med livet og tilværelsen, social samhørighed, moral, værdier og normer, social kontrol og så videre er ikke i sig selv religiøse.«

Tak for spørgsmålet og svarene

Vi takker Gud… ahem, Martin Valbirk, for spørgsmålet, der forhåbentligt, omend vi ikke kunne give ét facit, gjorde ham og mange andre klogere – svarene er i hvert fald åbne for fortolkning.

Vi kvitterer desuden med en T-shirt fra Videnskab.dk, som Martin Valbirk jo kan tage på i kirken, synagogen eller strikkeklubben.

Og så opfordrer vi naturligvis alle, der brænder inde med en undren, til at skrive til os på sv@videnskab.dk. Så kan det være, at det er dit spørgsmål, vi hiver fat i næste gang.

Amen.

Kilder

  • Caroline Schaffalitzky de Muckadells profil (SDU)
  • Jesper Sørensens profil (AU)
  • Armin W. Geertz’ profil (AU)
  • Peter Birkelund Andersens profil (KU)
Hvorfor har mennesket behov for religion? was last modified: februar 22nd, 2018 by Jörn
22. februar 2018 0 kommentarer
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
  • 1
  • 2
W3Schools
empowermind logo

Arkiver

  • maj 2022
  • marts 2022
  • februar 2022
  • januar 2022
  • juli 2021
  • maj 2021
  • april 2021
  • marts 2021
  • februar 2021
  • januar 2021
  • december 2020
  • november 2020
  • september 2020
  • august 2020
  • juni 2020
  • april 2020
  • marts 2020
  • februar 2020
  • december 2019
  • september 2019
  • august 2019
  • maj 2019
  • april 2019
  • marts 2019
  • februar 2019
  • januar 2019
  • december 2018
  • oktober 2018
  • september 2018
  • august 2018
  • juli 2018
  • juni 2018
  • maj 2018
  • april 2018
  • marts 2018
  • februar 2018
  • januar 2018
  • december 2017
  • november 2017
  • oktober 2017
  • september 2017
  • august 2017
  • juli 2017
  • juni 2017
  • maj 2017
  • april 2017
  • marts 2017
  • februar 2017
  • januar 2017

Seneste indlæg

  • Forskere: DR’s kritiserede programserie er IKKE satire
  • HVORFOR MÆND SAVNER KVINDER TAGER INITIATIV TIL SEX
  • 3 nye våben, som militæret kan få med kvanteteknologi
  • Vil du virkelig huske noget, så brug sanserne
  • Grønlandsk kæmpekrater er millioner af år ældre end antaget

Kategorier

  • Bar (21)
  • Beauty (10)
  • biler (2)
  • Coffee (81)
  • Coolstuff (28)
  • Culture (109)
  • døden (10)
  • Fashion (15)
  • Food (94)
  • Helse (88)
  • kirke (9)
  • kristendom (15)
  • Lifestyle (123)
  • Månedens Deal (8)
  • Moments (98)
  • Movie (3)
  • Nature (57)
  • politik (11)
  • Restaurant (56)
  • Spa (3)
  • sport (20)
  • Stories (180)
  • tanker (108)
  • Theatre (4)
  • Tips (101)
  • Travel (37)
  • Ugens Deal (7)
  • Underholdning (24)

Seneste kommentarer

  • Jörn til Eqology Fish Oil
  • Jörn til Eqology Fish Oil
  • Best 32gb retropie image til Eqology Fish Oil
  • Josipa til Eqology Fish Oil
  • Jörn til Højt blodtryk? Så er det ikke nok at spare på saltet

Meta

  • Log ind
  • Indlægsfeed
  • Kommentarfeed
  • WordPress.org

Instagram Slider

No images found!
Try some other hashtag or username
  • Facebook
  • Instagram

@2017 - cphbased. All Right Reserved. Designed and Developed by Globaldesign


Back To Top