Kategori

Lifestyle

Her er verdens mest ildelugtende blomst

To eksemplarer af en af verdens største blomster var for nylig i fuldt flor på samme tid – til blandet fornøjelse for de besøgende. ‘Ligblomsten’, eller ‘Penisblomsten’, lugter af råddent kød, døde dyr og opkast.

Ved et heldigt sammentræf blomstrede to eksemplarer af verdens mest ildelugtende blomst samtidig – den ene i Paignton Zoo i Devon i det sydøstlige Storbritannien og den anden i Royal Botanic Gardens i Edinburgh.

Det er en meget sjælden begivenhed for titan arum-blomsten, der er hjemmehørende i det vestlige Sumatra – og for at det ikke skal være løgn, er et eksemplar på Cornel University i New York også begyndt at blomstre.

Forskerne identificerede for nylig det enzym, som spiller en nøglerolle i produktionen af rosernes behagelige duft. Titan arum – eller Amorphophallus titanium – er derimod kendt for sin stærke lugt, der minder om rådnende kød.

Som et øjenvidne i Edinburgh sagde: »Da blomstringen var på sit højeste i drivhuset, fik lugten vores øjne til at løbe i vand.«

Hvad er historien bag denne forunderlige plante, og hvorfor er den så ildelugtende?

Vi kan takke victorianerne for titum arum

Victorianerne var meget begejstrede for opdagelsesrejser.

Det var langt inde i, hvad vi i dag kalder Tanzania, at den amerikanske journalist Henry Morton Stanley i november 1871 (angiveligt) ytrede de berømte ord ‘Doctor Livingstone, I presume?’

Et par år senere i Sumatras regnskov blev der foretaget en lidt mindre betydningsfuld – og meget mere ubehagelig – opdagelse. Odoardo Beccari, en botaniker fra Firenze, blev den første vesterlænding, som observerede verdens mest ildelugtende plante.

Han sendte frø og rodknolde hjem, og nogle af frøene fandt vej til Kew Gardens i London. Det var her, Amorphophallus titanium blomstrede for første gang i Vesten i 1889. Planten har faktisk en britisk slægtning i den plettede arum Arum maculatum, som også vokser i Danmark.

Blomsten kan lugtes på 800 meters afstand

Det kræver stor tålmodighed at dyrke Amorphophallus titanium. Planten blomstrer uregelmæssigt med flere års mellemrum. Den har en kæmpe underjordisk rodknold, der kan veje op til 75 kg og producerer ét stort blad, der kan blive op til 6 meter højt.

Titan arum, populært kaldet Ligblomsten, er en dækfrøet plante i Amorphophallus-slægten med en af verdens største blomsterstande. Den er kendt for sin stærke lugt, der minder om et rådnende dyr.
(Foto: WikimediaCommons/US Botanic Garden)

En gang imellem producerer den en kæmpe blomsterstand, som kan blive op til 3 meter høj med små individuelle, maskuline og feminine blomster ved plantens fod, der er omgivet af et stort grønt kronblad kaldet ’spathe’.

Det sker i gennemsnit kun hvert 10. år. Men når det endelig sker, ved man det. Det siges, at blomsten kan lugtes på en afstand af 800 meter.

Titan arum er forklædningens mester

Planten er også er kendt under navnet ‘ligblomsten’ på grund af sin ildelugtende duft. Lugten skaber illusionen af et rådnende kadaver, hvilket tiltrækker ådselsædende biller, som lokkes ind i blomsten og bestøver den.

Blomstens ’spathe’ er grøn på ydersiden, mens blomsterhovedet er rødt, så det ligner kød. Planten er meget snedig – når den blomstrer, bliver den 36 grader varm, hvilket får molekylerne til at sprede sig gennem fordampning. Det forstærker forestillingen af ‘varmt kød’.

Insekterne kravler over blomstens spathe og lægger deres æg i, hvad de tror er råddent kød. Undervejs i processen overfører de pollen, som så bestøver planten.

Molekylerne bag stanken er blevet identificerede

Få nogle år siden identificerede forskerne ved Kew Gardens hvilke molekyler, der er anvarlige for den frygtelige stank af rådnende kød, døde dyr og et strejf af opkast.

Det viste sig, at molekylerne dimenthyl disulfid (DMDS) og dimenthyl trisulfid (DMTS) har hovedansvaret for stanken.

Begge har været kendt i laboratorierne gennem flere år – og de lugter aldeles forfærdeligt.

Små mængder af de stinkende molekyler findes også i øl

I små mængder fungerer molekyler som DMDS og DMTS som den ‘fordærvede’ smag i øl (DMDS er et biprodukt af gæringsprocessen).

Forskerne undersøgte forskellige arter af Amorphophallus-slægten, heriblandt titan arum og fandt, at de fleste producerer DMDS og DMTS.

Fakta

I 2003 fik Botanisk Have ved Statens Naturhistoriske Museum i København foræret en Amorphophallus titanum af Bonns Botaniske Have. Efter ni års venten blomstrede planten for første gang i Danmark 21. juni 2012. Da der kan gå op til 15 år mellem blomstringerne, var det en lille sensation, da den igen i juli 2014 efter kun to år blomstrede igen. I den botaniske have i Denver, USA, har en Amorphophallus titanum netop blomstret (21. august 2015) – det tiltrak op mod 25.000 mennesker alene i dagene op til begivenheden. Det var første gang, den 13 år gamle plante foldede sig ud.

Nogle af arterne bruger også andre molekyler, organiske syrer som dem, man kan finde på ’svedig hud’, såvel som indol – et molekyle, der tildels er ansvarlig for lugten i menneskelige ekskrementer.

Det er ikke den eneste plante, der lugter sådan. Forskerne, der undersøgte den sydafrikanske blækspruttesvamp (Clathrus archeri), opdagede, at den producerede dimethyl disulfid – præcis på samme måde som et stykke råddent kød eller en død rotte.

Molekylerne hjælper svin og hunde til at finde trøfler

En anden arum (Helicodiceros muscivorus) er kendt som ‘død-hest-arum’ – du kan nok gætte dig til hvorfor. Den findes i Sardinien og på Korsika.

Planten producerer dimenthyl sufid (DMS), DMDS og DMTS for at tiltrække spyfluer. Dimethyl sulfid er en lugt, vi alle kender. Den er en del af svovlkredsløbet og er ansvarlig for ‘duften af havet’.

Det er også dimenthyl sulfid, som grise og hunde tiltrækkes af, når de leder efter de sorte trøfler i visse dele af Frankrig.

DMDS og DMTS er forbundet med duften af de hvide italienske trøfler.

Så det er ikke lige Amorphophallus titanium, man har i tankerne, når man siger: ‘Sig det med blomster’. Disse blomster råder over et overflødighedshorn af utrolige dufte, der bringer glæde og griber fat i de følelser, som ord ikke kan nå.

Sam Cotton hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark

6. maj 2019 0 kommentarer

Culture kristendom Stories tanker

Romerrigets 2.000 år gamle veje præger stadig Europas økonomi

Romerrigets oldgamle vejnet har indflydelse på, at nogle områder i enkelte lande stadig er økonomisk velstillede, mens andre ikke er, konkluderer nyt dansk studie.

Nogle dele af verden har i århundreder haft blomstrende handel og økonomisk velstand, mens andre altid har været tilbagestående.

Hvorfor? Spørgsmålet har optaget økonomer i evigheder.

Nu viser dansk forskning, at op til 2.000 år gamle veje, opført af romerne i antikken, kan forklare, hvorfor nogle områder i et land eller en region i flere hundrede år har haft økonomisk vækst, mens andre områder ikke er fulgt med.

»Vi dokumenterer, at antikkens vejnet har haft en vedvarende betydning for den økonomiske udvikling helt op til i dag,« siger Carl-Johan Dalgaard, der er professor i økonomi på Københavns Universitet.

Romernes vejnet var 80.000 kilometer

Romerne byggede et avanceret vejnet, som forbandt vigtige militære baser i deres gigantiske rige, der strakte sig over store dele af Europa, Nordafrika og Mellemøsten: I år 117, hvor Romerriget peakede, havde de opført 80.000 kilometer vejbaner, estimerer forskere.

I de områder af Europa, hvor romerne byggede det tætteste vejnet, er der stadig den dag i dag flest hovedveje og mest økonomisk aktivitet, viser Carl-Johan Dalgaard og kollegernes analyser, som endnu ikke er publiceret, men som allerede har vakt opsigt blandt økonomer.

»Det er et fascinerende studie lavet af nogle af de førende udøvere af den type forskning i Skandinavien. Et glimrende eksempel på forskning, der dokumenterer den historiske udvikling bag den nutidige økonomiske situation,« lyder det fra Paul Richard Sharp, der er professor i økonomi på Syddansk Universitet.

Forskernes fremgangsmåde er ’state of the art’, siger Phillip Schröder, der er professor på Aarhus Universitets Institut for Økonomi:

»Det er en udfordring for os økonomer at forklare, hvorfor nogle dele af verden i århundreder har været rige, mens andre har været tilbagestående. Her har vi et rigtig godt bud på en forklaring,« siger Phillip Schröder.

Målt i enkelte lande

Forskerne har ikke kigget på økonomiske forskelle mellem lande, men på variationen i den økonomiske aktivitet i de lande eller regioner, hvor romerne byggede veje.

Der kan altså sagtens være meget økonomisk velstand i lande, der ikke havde romerske veje. Men i de lande, der tilhørte Romerriget, er velstanden størst omkring antikkens hovedveje.

Romerrigets infrastruktur er digitaliseret

Økonomer har længe været klar over, at infrastruktur spiller en rolle for et lands økonomiske udvikling, men det er ny viden, at vejnettet kan have en effekt, der strækker sig over tusindvis af år.

Forskerne fra Københavns Universitet er nået frem til deres opsigtsvækkende resultater ved at studere kort over Romerrigets veje. Kortene findes i en digital database på Harvard University i USA.

For at finde ud af, om de romerske veje har betydning for økonomien i dag, har forskerne sammenlignet kortene med mål for den nuværende økonomisk aktivitet i de områder, der i sin tid tilhørte Romerriget.

Forskerne har kigget på:

Satellitbilleder af nattelys taget i 2010. Mængden af nattelys er en anerkendt metode til at måle økonomisk aktivitet i et område: Jo mere nattelys, desto mere økonomisk udvikling.
Kort over nutidens centrale veje i de områder, der var en del af Romerriget. Jo flere veje, desto mere handel.
Befolkningstætheden i de pågældende regioner. Jo flere mennesker, desto mere økonomisk aktivitet.

Forskerne fandt en klar sammenhæng.

»De steder i Europa, der havde romerske veje, er også de områder, hvor vi den dag i dag ser det tætteste vejnet. Det er de områder, der er mest oplyst om natten, og hvor der bor flest mennesker,« siger Carl-Johan Dalgaard.

Sattelit-billede af nattelys i 2010. De gule linjer markerer grænsen af Romerriget. De røde linjer er romernes vejnet. (Foto: Carl-Johan Dahlgaard)

Svært at skelne korrelation fra kausalitet

Forskerne stoppede dog ikke ved det. For selv om der er en sammenhæng (korrelation) mellem romernes vejnet og nutidens økonomiske aktivitet, betyder det ikke nødvendigvis, at der er kausalitet, altså, at det ene medfører det andet: At romernes infrastruktur grundlagde nutidig velstand.

Måske hænger det sammen med, at romerne byggede deres veje i områder med god landbrugsjord, adgang til vandveje eller med andre fordele, der den dag i dag har betydning for et områdes økonomi.

I så fald er det ikke nødvendigvis romernes vejnet, men noget andet – for eksempel adgang til vand – der har medført den vedvarende økonomiske aktivitet.

Uventet drejning: Hjulets udbredelse hjalp forskerne

Forskerne lavede derfor statistiske analyser, hvor de justerede for en lang række af den slags faktorer, der kan spille ind.

»Men selv om man på den måde justerer for alt, man kan komme i tanke om, vil man altid sidde tilbage med en fornemmelse af, at der er noget, man ikke har taget højde for, og vi vidste, at vi ville få kritik for det,« siger Carl-Johan Dalgaard.

Og her tager forskningsprojektet en uventet drejning:

En spøjs historie om hjulets udbredelse hjalp forskerne med at dokumentere, at der højst sandsynligt er en årsagssammenhæng mellem romernes vejnet og nutidens økonomiske velstand.

Romernes veje blev forsømte

Romerriget omfattede som bekendt ikke kun store dele af Europa, men også dele af Mellemøsten og Nordafrika.

Netop i Mellemøsten og Nordafrika blev romernes vejnet forsømt, efter Romerrigets fald i det 4. århundrede, fordi befolkningen gik væk fra at bruge transportmidler på hjul.

På daværende tidspunkt gik befolkningen i Nordafrika og Mellemøsten over til at bruge kamelkaravaner til at transportere varer i stedet for de oksekærrer, som romerne havde brugt.

Hjulets dalende popularitet i regionen betød, at romernes vejnet blev forsømt.

»Hjulet kom først tilbage til Nordafrika og Mellemøsten i nyere tid, da bilen blev opfundet. De nye veje i regionen blev opført andre steder end romernes veje,« siger Carl-Johan Dalgaard.

Forsømmelsen af det romerske vejnet afspejler sig i forskernes analyse: I modsætning til Europa er der i Nordafrika og Mellemøsten ikke en sammenhæng mellem det antikke vejnet, nutidens infrastrutur og variationen i den økonomiske aktivitet forskellige steder i regionen.

Romernes veje har altså ingen forbindelse til nutidens økonomi i de regioner, hvor vejene blev forladt, fordi vogne på hjul blev afløst af andre transportmidler. Til gengæld ses en klar sammenhæng i Europa, hvor de romerske veje fortsat blev brugt efter imperiets fald.

Infrastruktur er drivkraft for vækst

Hjulets forsvinden i Mellemøsten og Afrika understøtter således på underfundig vis forskernes tese om, at romernes vejnet har været med til at grundlægge nutidens økonomiske aktivitet.

»Det tyder på, at de her offentlige infrastrukturelle goder, man har investeret i historisk, kan være en væsentlig drivkraft for vedvarende økonomisk velstand,« siger Carl-Johan Dalgaard.

Carl-Johan Dalgaard og kollegerne har fremlagt deres resultater på en række konferencer i udlandet og har fået en masse positive tilbagemeldinger. Studiet er i øjeblikket på vej til at blive publiceret i et videnskabeligt tidsskrift.

Kilder

Carl-Johan Dalgaards profil (KU)
Paul Richard Sharps profil (SDU)
Phillip Schröders profil (AU)
Anne Ringgaard – Journalist

3. maj 2019 0 kommentarer

Culture politik Stories

Drømmen om et grænseløst Europa skubbet i baggrunden: Grænserne er vendt tilbage

Efter drømmene om grænseløshed fylder grænser igen meget. Nogle forlanger nye, andre vil have gamle tilbage, og atter andre så helst, at de helt forsvandt. Men grænser er ikke bare grænser, og det er svært at finde én fællesnævner for de mange variationer.

Med den såkaldte flygtningekrise er grænser vendt kraftigt tilbage til den politiske dagsorden i Europa.

Flere steder er de indre grænser blevet midlertidigt genindført, og de ydre grænser er emne for en hed debat, hvor Middelhavet, der afgrænser Europa fra Mellemøsten og Asien, fremstår som et stort åbent sår.

Udviklingen betragtes mere og mere som et neonationalistisk brud med den liberale ånd, der har behersket Europa siden 1989.

Murens fald et symbol på en grænseløs verden

Allerede samtiden opfattede Berlinmurens fald som symbolet på et verdenshistorisk opbrud. Muren gennem den gamle, tyske hovedstad havde i en menneskealder været et dramatisk billede på den hårde grænse mellem øst og vest, der prægede årtierne efter 2. verdenskrig.

Murens fald signalerede for de fleste mennesker en forandring til en åben og mere dynamisk verden. Det sovjetiske magtsystems kollaps udløste en entusiastisk begejstring og en overbevisning om, at grænser lod sig overvinde og i virkeligheden hørte fortiden til.

En forestilling om grænseløshed vandt indpas og gik hånd i hånd med ideerne om globalisering. Den var ikke kun abstrakt.

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

I den Europæiske Union blev der med Schengen-samarbejdet realiseret åbne grænser i et voksende antal europæiske stater.

EU’s ‘fire friheder’ – arbejdskraftens, varernes, tjenesteydelsernes og investeringernes frie bevægelighed – flyttede i bogstavelig forstand grænser. Økonomiske transaktioner og handlen med varer blev gjort langt lettere. EU-borgerne fik mulighed for at rejse, finde job og bosætte sig i et andet land i et hidtil ukendt omfang.

Ideen om, hvad en grænse er, udvikler sig hele tiden. Det er ikke kun bevæbnede soldater langs grænselinjen. (Foto: Shutterstock)

Nye grænser efter Murens fald

Paradoksalt nok udløste grænsernes tilsyneladende forsvinding voksende interesse netop for grænser.

Forskere inden for en række discipliner gjorde dem til genstand for undersøgelser. De opdagede nye aspekter og fandt hurtigt mange belæg for, at grænser bestemt ikke var forsvundet.

Grænseforskningen satte således allerede i 1990’erne spørgsmålstegn ved forestillingen om det grænseløse Europa.

Den påpegede, at der faktisk blev ved med at komme nye grænser til, og at de antog mange former, som ikke tidligere var blevet udforsket.

Gamle forestillinger om grænser blev udfordret af konfrontationen med nye sikkerhedstrusler som den internationale terrorisme, men også gennem teknologiske nybrud som eksempelvis biometriske teknologier, satellitter og droner, der skabte helt nye muligheder for at overvåge og kontrollere mennesker og territorier.

Traditionelt fokuserede grænseforskning på politiske skel mellem folk og stater.

Krige og flytning af grænser spillede en fremtrædende rolle, og det var grænsen som en markering af statsmagten, der stod i forgrunden. Nu modtog forskningen nye impulser i kølvandet på Schengen-aftalen og fremmet af den stedse mere globaliserede økonomi.

De kom ikke mindst fra arbejdsmarkedsforhold, samhandel og informationsudveksling.

Grænser set fra et menneskeligt perspektiv

I de seneste år er problemstillinger om migration og mobilitet på tværs af grænserne kommet til. Nutidens grænseforskere vælger langt oftere at se på grænser med andre øjne – ikke mindst fra de berørte menneskers perspektiv.

Derfor rykker grænsernes følger for samfundet, for handlen, kontakter og grænseoverskridende samarbejde ofte i forgrunden. Det er spændende perspektiver, som dog ikke må skjule, at grænser stadig i sidste ende er udtryk for magt og territorial kontrol.

Bevægeligheden over de europæiske grænser og fjernelsen af fortidens grænsekontrolanlæg gav grænser en mindre håndfast betydning.

Desto stærkere virkede den nye udvikling tilbage på andre dele af staten og samfundet, der blev konfronteret med omverdenen på en helt ny måde. Det blev åbenbart, at grænser ikke bare kunne forstås som skillelinjer mellem de enkelte lande.

Mange sammenhænge i de samfund og især de grænseregioner, de berørte, blev påvirket. Grænser giver nogle mennesker sikkerhed, mens de for andre begrænser deres udfoldelsesmuligheder.

De adskiller på samme tid mennesker og skaber muligheder for handel og udveksling. Hvad, der er billigst på den ene side af grænsen, bliver genstand for grænsehandel – eller smuglervirksomhed. Dette aspekt ved grænser kendes overalt.

Det romerske riges grænser er bare et eksempel på dynamiske grænser, da romerriget hele tiden var i udvikling. (Foto: Shutterstock)

Grænserne forandrer sig blot

Grænser viser sig således ved nærmere betragtning at være foranderlige og dynamiske størrelser, der gennem historien konstant har været i bevægelse og skiftet betydning. Denne foranderlighed er vigtig at være opmærksom på, fordi de grænser, der i mellemtiden er forsvundet, i mange tilfælde bliver ved med at kunne spores.

I Europa er et af de bedste eksempler den grænse, som romerne trak tværs gennem kontinentet. Den viser kun få steder sammenfald med moderne statsgrænser, men i alle de lande, den gennemløber, er den til stede eksempelvis i kultur, sprog og religion.

De mange nye perspektiver på grænser kombineret med en mere traditionel tilgang gør det åbenlyst, at grænseforskning ikke er et emne, der lader sig begrænse til et enkelt fagområde.

Grænseforskning må i sagens natur være interdisciplinær og inddrage forskellige discipliners metoder og tilgange, hvis resultatet skal blive overbevisende. De stedse skiftende problemstillinger fører ofte til, at der må hentes viden fra nye områder.

Eksempelvis er erkendelser og erfaringer fra migrationsforskning i dag af stor betydning, hvis grænseforskere skal undersøge aktuelle udviklinger for de europæiske ydergrænser og flygtningestrømme fra ikke-europæiske lande.

Her er der igen tale om et aspekt, som kun blev berørt af et fåtal i grænseforskningen for blot ganske få år siden.

Grænseforskningen er udfordret af det tempo, hvormed verden forandrer sig.

Mens forskerne er optaget af at undersøge Schengen-samarbejdets konsekvenser, har Europas ydre grænser tiltaget sig en stor opmærksomhed, Brexit-beslutningen åbner helt nye scenerier og det er blevet stadig mere klart, at slet ikke alle mennesker ser grænsers forsvinding som noget positivt.

Neonationalismens drøm om igen at opruste grænserne med bomme, faste kontrolposter, mure og afspærringer viser, at grænseforskningens problemstillinger ganske som grænserne selv ikke forsvinder, men blot forandrer sig.

Grænser i går, i dag og i morgen

Center for Grænseregionsforskning på Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet fortsætter en lang tradition for interdisciplinær forskning i europæiske grænser og grænseregioner.

I bogen ‘Europas grænser’ giver forskerne i antologiform en række eksempler på grænsers betydning og foranderlighed i går, i dag og i morgen.

Den dansk-tyske grænse behandles også, men perspektivet er i høj grad europæisk og inddrager eksempler fra Middelhavsområdet, fra det forhenværende Jugoslavien, Centraleuropa og Tyskland. Bidragene præsenterer forskellige tilgange og problemstillinger.

De europæiske grænsers historiske udvikling og den fortsatte betydning af forsvundne historiske grænser repræsenterer den historiske tilgang, men derudover analyseres aspekter som migration, grænseoverskridende samarbejde, grænsekonflikter mellem stater og flydende grænser mellem øst og vest.

Mange mennesker i nationale mindretal føler, at de lever på den forkerte side af grænsen, andre arbejder på at opbygge og styrke grænser til naboerne, mens en mere antropologisk tilgang undersøger, hvad grænser betyder for hverdagslivet i et grænseland, der kun i en forholdsvis kort periode har været delt mellem forskellige stater.

Alle antologiens bidrag illustrerer problemstillingerne omkring grænser med konkrete eksempler fra forskellige tider og forskellige europæiske kontekster.

Kilder

Dorte Jagetic Andersens profil (SDU)
Steen Bo Frandsens profil (SDU)
‘Europas grænser’, Aarhus Universitetsforlag (2018)
‘Fences and neighbours in the postmodern world: boundary narratives in political geography’, Newman & Paasi, Progress in Human Geography (1998), DOI: 10.1191/030913298666039113
‘Inclusion, exclusion and territorial identities: the meanings of boundaries in the globalizing geopolitical landscape’, Paasi, Nordisk Samhällsgeografisk Tidskrift (1996)

1. maj 2019 0 kommentarer

Fashion Lifestyle Stories Ugens Deal

Alpacahuset lukker – gør et kup

Alpacahuset lukker den 31. maj 2019 efter 20 år på Store Kongensgade 90, 264 København K.

Alpacahuset har været fast inventar i butikslivet på Store Kongensgade. Med deres udvalgte og udsøgte Cashmere og Alpaca produkter i særdeles høj kvalitet.

Kirsten Mørch takker af med vemod men hun glæder sig også at give mere tid til Per som har stået ved hendes siden hele vejen. De havde håbet at forretning kunne gå videre med en anden ved roret. Sådan skulle det ikke være.

Der er nedtælling og det er nu du skal besøge forrretningen hvis du vil opleve og købe 100% Cashmere og Alpaca trjer, bluser, nederdele, halstørklæder og meget meget mere til en rigtig fornuftig pris. I maj måned er der ekstra gode tilbud på de alle de skønne varer.

29. april 2019 0 kommentarer

Helse Nature

Rum-lignende rodknolde laver bæredygtig gødning til planter

Rodknolde kan mere end at se fuldstændig eventyrlige ud, når de bliver udsat for et særligt lys. De bidrager også til at skabe bæredygtig gødning til planter.

Rodknolde, gødning og bakterier er ikke det første, der popper op i hovedet på undertegnede journalist ved synet af den hvide sne-agtige boble, der mest af alt ligner en fremmed planet med en mørkeblå plamage i forgrunden, der leder tankerne hen på julemanden med sin kane.

Ikke desto mindre er forskningen bag billedet netop centreret om bælgplanters evne til at fremstille plantegødning, forklarer Niels Sandal – manden bag fotoet – der er en del af Danmarks Grundforskningsfonds fotokonkurrence 2019.

»Billedet viser to rodknolde på roden af bælgplanten ‘Lotus japonicus’ – også kaldet japansk kællingetand. Denne plante har symbiose med jordbakterien ‘Mesorhizobium loti’. I symbiosen får bakterien kulhydrater fra planten, og bakterien leverer fikseret kvælstof til planten. Derfor kan planten undvære kvælstof-gødning,« siger han, der forsker i planter og molekylærbiologi på Aarhus Universitet.

Planternes symbiose med specifikke bakterier gør dem altså i stand til at få næring fra hinanden uden kunstigt fremstillet gødning, hvilket i fremtiden kan bidrage til en mere bæredygtig og økologisk form for landbrug.

Men selvom metoden på længere sigt måske kan erstatte den meget energikrævende, industrielle fremstilling af gødning, er der »stadig lang vej,« understreger Niels Sandal.

Særligt lys giver rum-effekt

Den særlige rumkarakter, der kendetegner billedet af de to rodknolde, er opnået i et mikroskop med lys, der får DNA i cellekernerne til at fluorescere lyseblåt sammen med almindeligt hvidt lys. Derudover er bakterierne farvet mørkeblå via enzymet LacZ, forklarer Niels Sandal:

»Den gamle rodknold til venstre er så stor, at det hvide lys giver en rumlig effekt. Det får knolden til at minde om en stjernehob,« siger han, der desuden mener, at billedet har en særlig evne til at skabe nysgerrighed hos beskueren.

Mener du, at billedet To Rodknolde bør vinde konkurrencen? Så husk at stemme her på Videnskab.dk mellem 12. og 21. marts 2019.

Kilder

Niels Sandal’s profil (AU)

26. april 2019 0 kommentarer

Culture Lifestyle Nature

Lær at gøre arkæologiske fund i Google Earth

Guiden til dig, der går rundt med en lille arkæolog i maven.

Hvis du har drømt om at gå på opdagelse efter arkæologiske oldtidsfund, men ikke bryder dig om at få jord under neglene, så er der gode nyheder.

Du behøver slet ikke begive dig ud på en pløjemark i sjaskøsende regnvejr komplet udrustet med metaldetektor, pensel og graveske.

Du kan i stedet sidde varmt og godt derhjemme foran computerskærmen og afsøge terrænet for oldtidsskatte helt uden at være uddannet arkæolog.

»Men hvordan?« tænker du måske.

Svaret er Google Earth.

Computerprogrammet, som lader os se satellit- og luftfotos af hele jordkloden, leverer nu billeder i så skarp en opløsning, at vi allesammen kan se aftryk i jorden, hvor oldtidsbygninger engang har stået.

Hvis vi vel at mærke ved, hvad vi skal lede efter.

Derfor har Videnskab.dk bedt en luftfotoarkæolog, der bruger Google Earth i sit arbejde, om tips og tricks, som klæder dig på til at udleve dine arkæologdrømme.

LÆS OGSÅ: Google Earth-billeder af den sjællandske muld afslører ukendte vikingehuse

Luftfotoarkæologi

At gå på opdagelse i fortiden oppe fra luften er en velkendt metode inden for arkæologi.
Luftfotoarkæologer laver overflyvninger af terræn, som de gerne vil undersøge.
De undersøger også frit tilgængelige luftfotos på forskellige onlinedatabaser.

Museumsinspektør: Slå dig løs

Kan enhver med en internetopkobling og en uforløst arkæologi-drøm kaste sig ud i jagten på oldtidslevn ved at bruge Google Earth?

»Ja, alle og enhver kan være med, så hvis du synes, det er spændende at kigge på luftfotos, så vil jeg opfordre til, at du bare slår dig løs,« lyder rådet fra Michael Vennersdorf.

Han er museumsinspektør på Museum Vestsjælland og beskæftiger sig blandt andet med luftfotoarkæologi.

Michael Vennersdorf pointerer, at amatørarkæologer ofte gør nye og spændende oldtidsfund, så det er bestemt umagen værd at indlede jagten.

Når du er gået ind i programmet Google Earth, kan du zoome ind på forskellige geografiske områder, som du gerne vil udforske. (Foto: Google Earth)

Vælg et geografisk område

Når du har åbnet programmet Google Earth, er første skridt at gøre dig klart, hvor du vil lede efter oldtidsfund.

»Hvis der er et lokalområde, som du er særligt interesseret i, er det oplagt at starte der,« siger Michael Vennersdorf.

Med lokalområde mener han naturligvis ikke, at du skal gå i gang med at nærstudere indre Nørrebro eller Haderslev bymidte.

Det, du bør fokusere på, er opdyrkede marker. De giver dig frit udsyn til en helt betonfri jord og dermed de optimale forhold for at finde ud af, hvad der stod på den jord i engang i en fjern fortid.

Der er mange forskellige jordarter rundt omkring i Danmark, og der er størst chance for at finde noget i Midt- og Vestjyllands sandjorder.

Men du kan også være heldig at gøre arkæologiske opdagelser drypvis rundtomkring på Sjælland, Fyn, Lolland-Falster og Bornholm selvom øernes lerjorde ikke giver lige så gode betingelser.

Mere om, hvor du skal lede

Hvilke marker, skal jeg gå efter? Du skal gå efter vårbyg-, vårhvede- og rugmarker. Pløjemarker fungerer også.

Generelt står kornmarker tæt, og giver derfor en høj opløsning af jorden set fra luften.

Vårkorn er tit bedst, fordi det har haft en kortere vækstperiode end vinterkorn. Derfor er det mere påvirkeligt overfor tørke.

Hvordan kan jeg vide, hvilken kornsort jeg kigger på? Det kan du ikke med mindre du er landmand. Gå bare efter kornmarker med både grønne og gullige farver.

Kan jeg finde oldtidslevn i græsmarker? Det kan være sværere, fordi fladen ikke er dyrket og dermed ikke er ensartet som bondens mark. Ukrudt og andre vækster slører billedet. Raps- og majsmarker er også svære.

Hold øje med markernes farve

Når du har bestemt dig for, hvor du vil indlede din jagt på oldtidsfund, skal du zoome ind på marken, så indikatoren nederst til højre i Google Earth-programmet angiver, at du er omkring to kilometer over jorden.

I den højde har du optimale betingelser for at se farverne i marken.

Marken, som du har valgt, skal helst have et farvespektrum fra grøn til gul eller gul til orange, for at den kan bruges.

Ved at være opmærksom på farverne ved du nemlig, at fotoet er taget mellem sankthans og starten af juli, når kornet er tørt, og høsten står for døren.

Dette er somregel den bedste sæson for luftfotoarkæologi, fordi sporene efter oldtidsminder aftegnes tydeligt i tørt korn. Mere om det i næste afsnit.

Her ser du en mark med det rigtige farvespektrum. Grubehuse, som er små vikingeværksteder, står som mørkegrønne aftegninger i den lysere og afsvedne vegetation langs markvejen. (Foto: Museum Vestsjælland)

Kig efter mørke plamager

Når du har fundet en mark med de rigtige farver, er næste skridt at gøre dig klart, hvad du leder efter.

Og det er plamager i kornet, der er mørkere end resten. For at finde dem skal du zoome lidt mere ind.

Plamager i marken der, set fra under to kilometers højde, ligner små mørke pletter, kan muligvis være overdækkede stolpehuller, hvor oldtidens folkeslag, såsom vikingerne, nedgravede tagbærende eller vægbærende stolper til deres huse. Det er også dem, de professionelle luftfotoarkæologer leder efter.

Jorden, hvor for eksempel vikingerne gravede deres stolper ned for over 1.000 år siden, vil typisk være mørkere, og korn-plamagen ovenpå mere frodig, end det omkringliggende landskab.

Da hullerne blev gravet i Vikingetiden (800-1050), røg der nemlig næringsrig muld og affaldsjord fra bopladsen derned, og de jordtyper har ligget og givet næring og fugt til afgrøderne ovenover lige siden.

Nyfundne spor af huse fra en vikingeboplads på Vestsjælland. (Foto: Google Earth/Anne Sophie Thingsted)

Find pletter på linje

Har du været heldig at finde mørke pletter på marken, er næste skridt at finde ud af, om de er naturlige eller menneskeskabte.

»Når du finder farveforskelle, skal du lægge mærke til, om de tegner et mønster. Mørke pletter på linje vil ofte indikere, at der har stået hustomter (tagbærende stolper) eller hegn,« siger Michael Vennersdorf.

Der er dog altid en risiko for, at farveforskelle kan være naturskabte. Marker med rigtig mange spor efter væltede træer kan godt snyde, men også her er der hjælp at hente.

»Du kan af og til se forskel ved at se, om der er en skarp overgang i farveskiftet. Hvis overgangen er diffus, er det nok natur, men skarpe afgrænsninger betyder ofte, at der har været mennesker involveret,« siger Michael Vennersdorf.

Zoom ind

Når du har fundet en række af mørke pletter, som du vil undersøge nærmere, zoomer du længere ind.

Tagbærende stolper kan typisk ses på størst afstand, fordi de i sin tid blev gravet dybest ned.

Men hvis du zoomer længere ind, kan du også være heldig at finde spor efter vægstolper.

De tagbærende stolper vil ligge som mørke pletter inde midt i husets omrids, ligesom på billedet nedenfor, hvor du både kan se markeringer efter vægstolper og tagbærende stolper fra et 35 meter langt vikingelanghus.

Selvom der ikke er spor af tagbærende stolper, kan du sagtens have med et oldtidsfund at gøre. I Middelalderen (1000-1536) byggede man eksempelvis huse uden tagbærende stolper

Det cylinderformede omrids er der, hvor vægstolperne til et vikingelanghus fra 900-tallet har stået. De mørke pletter inden i cylinderformen er der, hvor de tagbærende stolper har stået. (Foto: Museum Vestsjælland)

Få hjælp på Facebook

Hvis det er lykkedes dig at spotte markeringerne af et muligt oldtidsfund, kan det være svært at vide, hvad du har fundet.

Er det vidnesbyrdet om en vikingeborg fra 900-tallet eller en middelaldergård fra år 1200?

For at få svar på det, er der forskellige ting, du kan gøre.

»Der findes en Facebook-gruppe for folk, der kigger på luftfotos i arkæologisk øjemed. Man slår billeder af sine fund op i gruppen, og så kommer de andre medlemmer med bud på, hvad det kan være,« fortæller Michael Vennersdorf.

Gruppen består både af nybegyndere og øvede oldtidsdetektiver, men der bliver gjort mange fund, både nye og gamle, af dens medlemmer, fortsætter han.

Få hjælp via Fund og Fortidsminder

Hvis du ikke er Facebook-fan, kan du i stedet gå ind på Fund og Fortidsminder- et nationalt register over steder, hvor museerne allerede har gjort arkæologiske fund.

Geodatastyrrelsen

Et andet sted, hvor du kan gå på opdagelse, når du har gjort dit fund, er Geodatastyrrelsen.

Geodatastyrrelsen er en internetportal, hvor der er adgang til mange forskellige historiske kort.

De historiske kort kan hjælpe med at fastslå, hvornår dit fund stammer fra.

Her kan finde et kort over de steder i landet, hvor de allerede kendte oldtidsminder ligger. På den måde kan du finde ud af, om dit fund allerede er kendt.

Den samme metode kan samtidig kaste lys over, hvornår dit fund stammer fra.

Hvis du for eksempel kan se, at der er fundet et hegnsforløb eller smykker fra Vikingetiden nogle meter fra dit fund, har du måske at gøre med en hel vikingeboplads.

Når du har rådført dig på Facebook-gruppen eller på Fund og Fortidsminder, kan det også være smart at kontakte lokalområdets museum, hvis de ikke kender til dit konkrete fund.

»Hvis lokaliteten allerede er registreret i Fund og Fortidsminder, kan du være sikker på, at det lokale museum allerede kender til selve stedet,« siger Michael Vennersdorf.

Men bare fordi museet kender selve pladsen, er det ikke sikkert, at de kender til de spore efter bygninger, som du har fundet, understreger han.

Det kan for eksempel være, at der er blevet gjort detektorfund på stedet tidligere, men ingen bygningsfund.

Fund og Fortidsminder vise både gamle og nye terrænkort, markeringer af detektorfund og bygninger samt dateringer på fundene. (Fund og Fortidsminder)

Lær bygninger at kende

Hvis du har læst helt herned, burde du være godt klædt på til at begive dig ud i arkæologiens verden hjemme foran computeren.

Det allersidste råd består i at undersøge, hvordan historiske huse var udformet.

For selvom du måske ikke er en garvet oldtidsdetektiv, kan det være fascinerende at dykke ned i, hvordan formen på bygningerne kan afsløre, hvilken historisk periode de stammer fra.

Helt grundlæggende kigger professionelle og garvede amatørarkæologer på formen på husets væglinjer, samt på husets størrelse.

Op igennem historien har hustyperne ændret sig meget, men herunder kan du se et billede af, hvordan husenes grundplaner generelt har set ud i fortiden.

Når du har gjort det, er der ikke mere at sige end: ’Sæt i gang!’

Husenes grundplaner i Oldtiden og Middelalderen. Grundplanerne er vist med markering af stolpehuller og væggrøfter, og formene er kendt fra udgravninger og luftfotos. (Illustration: Holstebro Museum)

Kilder

Michael Vennersdorf profil (LinkedIn)

24. april 2019 0 kommentarer

Food Helse Lifestyle

Hvad sker der i hjernen, når man oplever et svampe-trip?

Syr ud med ‘Brainstorm’, og bliv klogere på den psykedeliske hjerne.

Hallucinogene stoffer er kendt for at vende op og ned på hjernens mønstre og strukturer, men hvad sker der egentlig i hjernen, når man oplever et svampe-trip?

‘Brainstorm’ tripper ud og dyrker videnskaben bag psykedeliske stoffer i en miniserie på to episoder.

Hvad er ‘Brainstorm’?

‘Brainstorm’ er Videnskab.dk’s nyeste podcast-satsning.

‘Brainstorm’ kommer til at bestå af 45 episoder om hjernen, der udkommer på mandage i hele 2019.

Værterne er podcastredaktør Jais Baggestrøm Koch og journalist Asbjørn Mølgaard Sørensen.

‘Brainstorm’ er sponsoreret af Lundbeckfonden, men Videnskab.dk bestemmer indholdet og har fuld redaktionel frihed.

Gitte Moos Knudsen, professor og leder af Neurobiology Research Unit på Rigshospitalet, er tilknyttet et projekt, der undersøger, hvordan det aktive stof i psykedeliske svampe, psilocybin, påvirker hjernen, og hun medvirker i podcasten:

»Vi ved, at når man er bevidst og vågen, er der bestemte kredsløb i hjernen, som kører på en bestemt kadence, og de forskellige hjerneregioner taler med hinanden på en rutinemæssige måde,« forklarer Gitte Moos Knudsen.

Når psilocybinen optages i hjernen, kan man se at disse mønstre opløses i hjernen på en måde, og de forskellige kredsløb taler meget mere frit med hinanden.

»Det er formentlig et led i, at man oplever at blive ét med universet, og at man ikke har så stærk en oplevelse af selvet,« forklarer Gitte Moos Knudsen.

I podcasten taler Brainstorm også med forsøgspersonen Mette Hulvad, der beskriver sit ‘svampe-trip’ i forbindelse med forsøget.

Kilder

Gitte Moos Knudsens profil (Neurobiology Research Unit på Rigshospitalet)
Jesper Langgaard Kristensens profil (KU)

19. april 2019 0 kommentarer

Culture politik Stories

Det geologiske Brexit: ‘Syndflod’ kan have løsrevet Storbritannien fra Europa

Forskere har kortlagt de geologiske detaljer i Storbritanniens oprindelige adskillelse fra Europa under en gigantisk ’syndflod’ for 150-450.000 år siden. En geologisk hændelse, som formede kongerigets identitet og historie frem til i dag.

Med en næsten for utrolig timing har et internationalt hold forskere kortlagt detaljerne i Storbritanniens geologiske adskillelse fra Europa.

»Vi kalder det Brexit 1.0, og, jeg tror, alting ville have været anderledes, hvis ikke det havde været for det her,« siger den ledende forsker bag, professor Sanjeev Gupta fra Imperial College London, England, med henvisning til det nylige, meget omtalte, politiske Brexit.

Historien kort

Nye geologiske undersøgelser afslører processerne bag den geologiske ‘Brexit’, da Storbritannien rev sig løs fra Europa for 150-450.000 år siden.
Hvis ikke det var for en tilfældig begivenhed, havde Storbritannien stadig været forbundet til Frankrig, og briterne havde måske talt fransk i dag.
Dansk forsker har dog nogle forbehold til det nye studie.

Han og kollegaerne finder, at Storbritannien rev sig løs i to trin, som sluttede med en dramatisk ’syndflods’-lignende hændelse, der skar landforbindelsen til Europa over for evigt og skabte den Engelske Kanal.

»Det er uden tvivl en af de vigtigste begivenheder i britisk historie og var fødselshjælper på vores ø-nations identitet selv i dag. Uden den dramatiske hændelse ville Storbritannien stadig være en del af Europa. Det er det Brexit, som ingen stemte om,« siger Sanjeev Gupta.

Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications.

Dansk forsker er forbeholden

Havde det ikke været for Brexit 1.0, ville Storbritannien stadig stikke op fra Europa som en odde i det nordvestlige Frankrig, ligesom Danmark stikker op fra Nordtyskland, og briterne ville måske tale fransk, spise baguettes og betale deres Guinness med euro.

»Det er et meget spændende studie, og der er anvendt state of the art metoder,« siger seniorforsker fra GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland), Ole Bennike, som dog har nogle forbehold til forskernes fortolkninger. Dem vender vi tilbage til.

Is-opdæmmet sø blev til syndflod

England geologi opstå landskab calais dover frankrig

Præcis, hvad, der gjorde, at den Engelske Kanal blev skåret ud af undergrunden, og England blev til en ø, ved forskerne ikke, men de gætter på, at et gigantisk isbjerg enten kælvede fra isranden, eller at et jordskælv fandt sted. (Kort: Shutterstock)

Rejser man tilbage i tiden, har kloden flere gange været frosset ned under lange istider, hvor enorme iskapper spredtes fra polerne.

En af de hårdeste istider var Elster-istiden for cirka 450.000 år siden, hvor iskapperne dækkede hele Skandinavien og nåede ned til London og Nordtyskland.

Iskapperne sugede fugten ud af atmosfæren, og havniveauet faldt, så Den Engelske Kanal var tørlagt og lå som en frossen, sibirsk tundra, hvor mammutter og uldhårede næsehorn kunne spadsere mellem Frankrig og Storbritannien.

De kunne være gået langs et storslået skue, som uden tvivl ville have været på UNESCO’s Verdensarvsliste i dag:

Fra en over 30 kilometer lang højderyg mellem nutidens Calais i Frankrig og Dover i England fossede en serie enorme vandfald fra en højde af måske 100 meter ned og dannede floder, som løb ud mod Atlanterhavet.

Vandfaldene kom fra en flere hundrede kilometer stor sø, afgrænset af isranden mod nord og den lange højderyg mod syd. Højderyggen var med andre ord en dæmning, som holdt vandmasserne af smeltevand og flodvand tilbage.

Lige indtil dæmningen en dag revnede – måske forårsaget af et jordskælv – og vandmasserne flåede højderyggen fra hinanden og skar med enorm kraft den Engelske Kanal ud af undergrunden og forvandlede ‘Frankrigs Odde’, Storbritannien, til en ø.

Det er det billede, den nye forskning nu kan tegne.

Kalkhøjderyggen strækker sig på begge sider af Doverstrædet, og havdybderne og udstrækningen af isranden under tre istider ses her. Forskerne finder, at den Engelske Kanal blev til, da der gik hul på højderyggen, og de enorme vandmasser fra søen flåede en dyb kile mellem Frankrig og England. (Kort: Imperial College London/Professor Sanjeev Gupta and Dr Jenny Collier)

Studiet genopliver gamle ideer

I dag er det hele væk, men sporene gemmer sig på bunden af Den Engelske Kanal, og dem stødte Sanjeev Gupta og kollegerne første gang på for 10 år siden i 2007.

»Det var næsten et tilfælde. Vi var ude i kanalen for at afprøve vores nye udstyr,« fortæller Sanjeev Gupta.

Med sonarmålinger afslørede de dybe undersøiske dale midt i kanalen, som vidnede om, hvordan vandmasserne havde skåret en kile ned gennem landskabet.

Det understøttede dengang en idé, som faktisk går helt tilbage til slutningen af 1800-tallet, hvor forskere havde bemærket, at de berømte, hvide klipper ved Dover var en del af en kalkformation, som også findes på den anden side af kanalen i Frankrig.

I 1960’erne afslørede geologiske undersøgelser dybe huller i klippegrunden mellem Calais og Dover, hvilket, maringeologen Alec Smith fra Bedford College i London senere foreslog, kunne være dybe ar efter vandfald for foden af højderyggen, der hvor søen var løbet over.

Den idé blev dog stort set glemt – indtil nu.

Finder sporene efter 7 vandfald

Med det nye studie har Sanjeev Gupta og kollegerne vakt de gamle hypoteser til live igen.

»I 2007 havde vi kun målinger fra midten af kanalen og ikke oppe ved Dover, og tolkningen byggede på formodninger, men nu har vi beviserne,« siger Sanjeev Gupta.

Dem har de britiske forskere indsamlet gennem de sidste 10 år sammen med belgiske og franske kolleger. I praksis ved at sejle ud med en båd i Den Engelske Kanal og indsamle geofysisk data af kanalbunden som sonarmålinger og ikke mindst en ny serie seismiske linjer.

Hver linje giver et snit af strukturen ned gennem undergrunden, og ved samle flere linjer har forskerne bygget et finmasket billede op, hvor de kan se, at de store ’vandfaldshuller’ kun findes lige præcis på den linje mellem Dover i England og Calais i Frankrig.

Batymetrisk kort, som viser dybden i Doverstrædet. Centralt ses en dyb dal eroderet ned gennem strædet. Den stiplede, hvide linje markerer højderyggen, som ville have forbundet Frankrig og England, indtil den blev brudt. (Kort: Imperial College London/Professor Sanjeev Gupta and Dr Jenny Collier)

Over et stræk på 32 kilometer har de fundet syv, klart afgrænsede, skålformede huller, som perfekt matcher ideen om vandfald fra højderyggen.

»Vi ser dem dér, og kun dér, så nu kan vi sige, at der var en sø, og at det er nedfaldshuller fra vandfald,« siger Sanjeev Gupta.

Ole Bennike er dog ikke helt overbevist om den fortolkning.

»Jeg synes, at det er svært at forestille sig, at så dybe og store huller er dannet under et vandfald. En anden tolkning af de dybe huller kan måske være, at de kunne været dannet under et isdække,« siger Ole Bennike.

Den Engelske Kanal blev skåret på få måneder

Men ifølge Sanjeev Gupta og kolleger er søen og vandfaldene kun optakten til den egentlige adskillelse.

De har nemlig gjort en anden bemærkelsesværdig opdagelse i Dover-strædet – en fremtrædende dal, Lobourg-kanalen, som skærer sig ned midt gennem nogle hullerne.

Det viser ifølge Sanjeev Gupta, at dalen må være formet senere end hullerne og så at sige har skåret toppen af dem, den er rendt igennem. Vandfaldene har med andre ord først gnavet nogle dybe skåle i klippegrunden, og senere er ’syndfloden’ kommet og har skåret en kile ned gennem linjen af hullerne.

»Det er en sekundær begivenhed, og den har alle kendetegnene for en stor, katastrofal oversvømmelse – altså, hvor enorme mængder vand sættes fri over kort tid,« siger Sanjeev Gupta.

Det er grundlæggende den begivenhed, som, forskerne mener, har isoleret Storbritannien fra Europa, og de peger på, at strukturerne ligner andre velbeskrevne episoder, bl.a. i Nordamerika, hvor en kæmpestor sø, Missoula-søen, for cirka 15.000 år siden brød gennem sine bredder og forandrede store dele af landskabet radikalt i Montana.

Sanjeev Gupta skønner, at den dybe kanal mellem Storbritannien og Frankrig tilsvarende er blevet skåret på bare nogle få måneder for måske 160.000 år siden.LÆS OGSÅ: Fortidens isbjerge har flået havbunden op

Seismisk måling, der viser et af de skålformede huller under havbunden. Forskerne mener, at vandfald har eroderet den cirka 120 meter dybe og 500 meter brede skål. Billedet er overdrevet x7 vertikalt. (Kort: Imperial College London/Professor Sanjeev Gupta and Dr Jenny Collier)

Håber, studiet vil give en spændende debat

Ole Bennike bifalder forskernes store arbejde, men er igen ikke helt overbevist om fortolkningen.

Han peger på, at det faktisk er omdiskuteret, præcis hvor langt isranden strakte sig mod syd under Elster-istiden, og hvis en arm af isen strakte ned over kanalen, kan det være en alternativ forklaring til den dybe Lobourg kanal.

»Hvis området har været isdækket, kan de formationer ret nemt forklares – formerne minder meget om former, der ofte dannes under et isskjold. De er svære at forklare ved normal erosion i en flod,« siger Ole Bennike.

Med videnskaben bliver man som bekendt aldrig helt færdig, og Ole Bennike håber, at studiet vil give anledning til en spændende videnskabelig debat.

Næste skridt: Fastlægge præcis kronologi

For Sanjeev Gupta og kolleger bliver næste skridt at datere sedimenterne i hullerne.

»Nu har vi karakteriseret hullerne og kanalen videnskabeligt, og så bliver det næste at bore ned gennem sedimenterne og fastlægge en præcis kronologi,« siger Sanjeev Gupta.

»Vi arbejder faktisk sammen med et dansk hold på Risø, som er verdens førende til at bestemme dateringer af sedimenter.«

De kommende geologiske studier vil give et klarere billede af, præcis hvornår Storbritannien rev sig løs fra Europa, og fortælle historien om, hvordan Storbritannien fandt sin egen vej.

Kilder

“Two-stage opening of the Dover Strait and the origin of island Britain”, Nature Communications (2017),
Sanjeev Guptas profil (Imperial College London)
Ole Bennikes profil (GEUS)

17. april 2019 0 kommentarer

Culture Lifestyle politik

Hvordan bruger vi digital

Overvågning i familielivet kan ske på nye måder med moderne digitale teknologier. Bør vi være bekymrede? Eller kan overvågningen faktisk føre til mere frihed?

Digitale teknologier, især mobile og sociale medier, tilbyder nye måder at overvåge på.

Ikke kun på samfundsniveau, men også i vores familiære og personlige liv, hvor mulighederne for at monitorere hinanden – og ikke mindst sit afkom – er vokset betydeligt.

Ikke overraskende vækker denne udvikling bekymring. En bekymring, som ofte samler sig om teknologierne selv.

For hvad gør skærmene eller forskellige overvågningsteknologier, for eksempel GPS-apps, ved familien – og ikke mindst børn og unges liv?

Vil de nye monitoreringsmuligheder føre til en ‘Big Mother’-barndom, hvor forældre følger hvert et skridt deres barn tager (se for eksempel artiklen her) og krænke deres børns ret til frihed og privatliv (se for eksempel artiklerne herog her)?

Det er vigtige spørgsmål at stille.

Men før vi griber til forhastede svar, er det nødvendigt at undersøge, hvordan de mange digitale dimser bruges til overvågning i familien. Netop det er vi i gang med på Aarhus Universitet.

Vores undersøgelse af digitale overvågnings-praksisser i familien

Center for Overvågningsforskning ved Aarhus Universitet huser forskningsprojektet Childhood, Intimacy and Surveillance Practices. Her undersøger vi, hvorfor og hvordan overvågnings- og tracking-teknologier indgår i de intime relationer i hverdagslivet, og hvilke motiver, forhandlinger og konsekvenser digitale overvågningspraksisser er forbundet med.

Forskningsprojektet er baseret på kvalitative interview med 17 danske børnefamilier og 50 teenagere (14-17 år), som blev interviewet i mindre grupper af klassekammerater.

Overvågning fra 1984 til ‘Find mine venner’

Overvågning har længe knyttet sig til forestillingen om ‘Big Brother’ – den upersonlige, top-down masseovervågning, som kendetegner samfundsmagtens styringsredskab i George Orwells klassiker ‘1984’.

I takt med digitaliseringen er overvågning blevet relevant på en ny måde, ikke mindst i forhold til ‘big business’, da det er blevet en succesrig forretningsmodel at generere, høste og kapitalisere brugerdata. Det ser vi tydeligt med tech-giganter som Facebook og Google, der tilbyder tjenester, som i stigende grad bliver uundværlige for os.

Sociale medier lever samtidig af at tilbyde sine brugere ‘horisontal overvågning’ – eller ‘deltagende overvågning’. Her kan vi nemlig dele vores eget liv og deltage og følge med i andres tilværelse på tværs af mange forskellige sociale arenaer, for eksempel arbejdsliv, fritidsliv og familieliv.

Den teknologiske udvikling byder også på nye muligheder for at monitorere os selv, for eksempel via fitness-ure, men også vores nærmestes fysiske færden eksempelvis via tracking-apps som Apples ‘Find mine venner’, som findes på alle iPhones.

Hertil kommer en lang række overvågningsteknologier specifikt målrettet forældre såsom GPS-ure til børn, monitorerings-gadgets til babyer og apps til at overvåge, hvad ens børn laver online, og ikke mindst hvor de befinder sig.

Vi har altid overvåget vores børn

De digitale medier tilbyder altså en række nye muligheder for overvågning i familien.

Overvågningspraksisser i familien er dog ikke noget, som er opstået med digitale medier. Overvågning er en grundlæggende del af forældres omsorgsopgave. Det har til alle tider været nødvendigt at ‘våge over’ sine børn – eller sørge for at andre holdt øje med dem – indtil de kunne tage vare på sig selv.

Hermed indebærer børneliv og -opdragelse altid en balancering af omsorg og overvågning, frihed og kontrol.

Forskellige familier bruger digitale medier forskelligt

I dag tilbringer familiemedlemmer en stor del af deres liv væk fra hinanden – forældrene på arbejde og børnene i institutioner og til fritidsaktiviteter.

Her har især mobiltelefonen fået en vigtig funktion, både i forhold til at koordinere gøremål og aktiviteter, men også i forhold til at holde øje med hinanden på tværs af tid og rum.

Familiers tilgang til og brug af digitale medier varierer afhængigt af familiens struktur, børnenes alder og deraf følgende forskelligartede behov.

Brugen varierer dog også alt efter de værdier, normer og overbevisninger, som præger forældrenes forståelser af, hvad godt familieliv og forældreskab vil sige – om man er mest til at dele sine børnefotos på Facebook eller ej, til kontrol eller frihed og analogt eller digitalt.

Derfor har livsstil og social og økonomisk baggrund også betydning for familiers brug af digitale medier.

overvaagning_familie_boern_kodeord_opdragelse

Både forældre og unge i undersøgelsen var grundlæggende enige om, at forældre skal holde øje med deres børn – også ved hjælp af de nye digitale teknologier. Men det skal bare ske på baggrund af kommunikation og gensidig tillid. (Foto: Shutterstock)

Tracking af børn uden deres vidende er ikke ok

I vores undersøgelse var der kun få eksempler på forældre, som brugte tracking-teknologier til at monitorere deres børns fysiske færden.

Tendensen både blandt teenagere og forældre var, at målrettet tracking af børn – uden deres vidende og accept – blev opfattet som uacceptabelt og krænkende for barnets privatliv, med mindre særlige eller skærpede omstændigheder gjorde sig gældende (for eksempel, at barnet var handikappet eller havnet i akutte problemer).

Jo ældre børn der var tale om, jo mere uacceptabelt blev tracking uden barnets samtykke anset for at være.

De normer, der kommer til udtryk i vores kvalitative undersøgelse, harmonerer med resultatet af en spørgeskemaundersøgelse blandt 1.027 forældre til børn i alderen 8-17 år foretaget af Epinion for DR Nyheder i 2016.

Den viste, at selv om en tredjedel var helt eller overvejende enige i, at forældre måtte følge deres børn via GPS, så var majoriteten, nemlig hele 84 procent, helt eller overvejende enige i, at børn skulle have det at vide, hvis forældrene fulgte dem via GPS.

Forskerzonen

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Overvågning af børn er udtryk for omsorg

Mens både forældre og unge i vores undersøgelse var kritiske overfor GPS-overvågning uden børns samtykke, var de grundlæggende enige om, at forældre skal holde øje med deres børn – også ved hjælp af de nye digitale teknologier. Det skal bare ske på baggrund af kommunikation og gensidig tillid.

Selv om det til tider vakte irritation, opfattede de unge det som udtryk for omsorg, at deres forældre gerne ville vide, hvor de befandt sig eller spurgte ind til og ønskede at følge med i deres liv – også på sociale medier.

De fleste accepterede at være venner med deres forældre på Facebook, dels fordi de opfattede det som et meget offentligt medie, og dels fordi deres sociale liv alligevel primært udspillede sig på andre platforme, hvor deres forældre ikke var, for eksempel Snapchat.

Adgang er ok, men grænser skal respekteres

Samtidig anså mange det for uproblematisk, at deres forældre havde adgangskoder til deres mobiltelefon eller sociale mediekonti. De havde nemlig tillid til, at forældre ikke ville gå bag deres ryg.

De unge anså det til gengæld som uacceptabel og grænseoverskridende adfærd, hvis forældre uden samtykke tjekkede interaktioner og indhold på deres teenagers telefon.

Enkelte mente dog, at det kunne være en sidste nødløsning, hvis den unge var i store problemer, og alle andre tiltag var fejlet. Som udgangspunkt skulle forældre dog gå i dialog med deres børn og have tillid til dem.

Mange familier havde aftaler om, at store børn og teenagere skulle give besked, for eksempel via sms, telefonopkald eller Messenger, når de tog fra et sted til et andet – det vil sige, de praktiserede tillidsbaserede overvågningspraksisser baseret på kommunikationsværktøjer.

Kreative og kompetente teenagere

Teenagerne satte pris på denne omsorgsovervågning, dels fordi det gav dem tryghed, dels fordi kommunikationsværktøjerne gav dem mulighed for at ‘forhandle’, styre og af og til kreativt manipulere interaktionen med forældrene.

‘Manipulationen’ kunne ske ved at udsætte besvarelsen af et opkald eller en besked – eller få en ven til at besvare en besked, hvis de selv havde drukket for meget til at ramme tasterne.

Hermed var teenagerne både kompetente og kreative i deres brug af teknogierne til at værne om deres privatliv og opnå autonomi, hvilket harmonerer med konklusionerne i Danah Boyds kvalitative studier af amerikanske unges digitale mediebrug.

Tracking-teknologi kan give mere frihed

Blandt de få familier i vores undersøgelse, som brugte tracking-apps, for eksempel ‘Find mine venner’, var der tale om gensidig monitorering, så familiens forskellige medlemmer kunne se, hvor de andre befandt sig.

I disse familier var der en høj grad af refleksion over, hvornår og hvordan tracking-teknologier blev brugt. Eksempelvis, i hvilke situationer det var fint at slå sin geografiske synlighed fra – og hvilken motivation der lå bag brugen.

Tryghed var en vigtig motivation, men det var faktisk ikke den afgørende grund til, at familierne brugte GPS-tracking.

Tværtimod var motivet først og fremmest muligheden for ‘kommunikationsaflastning’ da en hel del af den mikrokoordinerende kommunikation blev unødvendig:

Der var ingen grund til at ringe eller sms’e for at finde ud af, om faren havde forladt supermarkedet, om moren var på vej hjem, eller om datteren stadig hang ud på fodboldbanen.

Det kunne klares med et kig på skærmen.

Frem for at forstå GPS-apps som midler til konstant og frihedsindskrænkende overvågning understregede forældrene, at de ved at bruge dem undgik at forstyrre deres børn med kontrolopkald eller -sms’er – og hermed kunne give dem mere autonomi og mulighed for at være nærværende der, hvor de var.

Generation Skærm

Må småbørn se iPad? Bliver teenagere deprimerede af sociale medier? Bør skoler have stramme mobilregler? Kan man være decideret afhængig af gaming?

Alt det og meget mere bliver diskuteret på konferencen ‘Generation Skærm’ i København 12. marts, hvor denne artikels forfatter, Maja Sonne Damkjær, holder oplæg om digital overvågning i familien.

Fravær af risici eller mere nærvær?

Vores forskning peger på, at kulturel kontekst har stor betydning for synet på og brugen af digitale overvågningspraksisser i familien.

I Danmark og andre skandinaviske lande er familielivet generelt præget af demokratiske idealer, dialogbaseret opdragelse med fokus på selvstændighed og autonomi, stor generel social tillid i samfundet – men også en stram tidsøkonomi i familien.

De værdier går igen i den måde, teleselskaber via reklamer forsøger at sælge deres produkter på.

Temaet i danske teleselskabers reklamer målrettet familier er eksempelvis typisk centreret om, hvordan produktet kan hjælpe med at skabe oplevelser af nærvær og samvær i familien (se for eksempel her og her).

I modsætning hertil viser forskning, at amerikanske teleselskabers tv-reklamer målrettet familier i stor stil spiller på forældres bekymring for deres børns sikkerhed og fremstiller mobiltelefonens overvågnings- og tracking-muligheder som løsningen, der imødekommer en lang række risici.

Familierne i vores forskningsprojekt bestod primært af etnisk danske familier, hvoraf de fleste forældre havde en videregående uddannelse.

Derfor er det vigtigt, at forskningen de kommende år også undersøger andre familiemiljøer i Danmark og den måde, de bruger digitale overvågningsteknologier på.

Digital overvågning kan både give mere og mindre frihed

Der er ingen simple svar på, om digital overvågning i familien er godt eller skidt. Derfor skal vi fortsat se både nysgerrigt og kritisk på de nye teknologiske muligheder.

Vi er dog i fare for at overse både de muligheder og de udfordringer, som knytter sig til de måder digitale teknologier – og overvågning – indgår i vores nære liv på, hvis vi ikke forholder os til den kontekst, teknologierne er flettet ind i.

Det kræver, at vi flytter fokus fra ’skærmen’ til det, vi gør med skærmen i bestemte sammenhænge:

At vi undersøger, hvordan og til hvad vi bruger bestemte medie-teknologier, og hvilke typer oplevelser brugen er forbundet med.

Som vores undersøgelse peger på, kan de nye teknologiske muligheder både virke frihedsudvidende og frihedsindskrænkende for børn og unges liv.

Det handler ikke bare om teknologierne og hvilke handlemuligheder, de lægger op til, men også om, hvordan vi bruger dem.

Kilder

Maja Sonne Damkjærs profil (AU)
Center for Overvågningsstudier på Aarhus Universitet
‘Deltagende overvågning og sociale fællesskaber på nettet’
Bogen ‘It’s Complicated: The Social Lives of Networked Teens’.
Bogen ‘The parent app: Understanding families in the digital age’
Bogkapitlet ‘Sharenting = Good Parenting? Four Parental Approaches to Sharenting on Facebook’
‘Parental Narratives of Smartphones in the Family: Negotiating Children’s Privacy, Safety and Autonomy’
Kapitlet ‘Media discourses of girls at risk and domestication of mobile phone surveillance’

15. april 2019 0 kommentarer

Culture Lifestyle Moments Stories tanker

Kvinders lyst har skabt mandens store penis

Kønsorganerne hos mennesker er meget store, hvis man tager vores størrelse i betragtning. Men hvordan er det endt sådan? Og betyder det stadig noget i dag? Dansk forsker kommer med sit bud.

Gorillaen er kæmpestor og vejer mellem 140 til 165 kg, men dens penis er cirka tre centimeter lang. Chimpansen er lidt bedre stillet med sin seks centimeter lange penis, men faktum er, at ingen af dem er i nærheden af mennesket, der gennemsnitligt ligger mellem 13 og 15 cm. Men hvordan kan det så være?

Et nyt australsk studie viser, at kvinder har en tendens til at finde det store kønsorgan attraktivt på samme måde som brede skuldre og højde. I forsøget satte man australske kvinder til at bedømme computerlavede tegninger af mænd ud fra, hvor attraktive de fandt dem.

I forsøget var det store kønsorgan væsentligt mere tillokkende end det lille.

»Jeg synes, at det her er et rigtig spændende eksperiment, fordi det arbejder med gåden omkring, hvorfor vi mennesker har så store kønsorganer, og hvorfor vi ser ud, som vi gør,« siger Peter Kjærgaard, der er professor i evolutionære studier ved Aarhus Universitet, og som ikke var med i studiet.

Læs også: Forskere: Fingre afslører længden på penis

Storhedstiden var oprejst og uden bukser

Studiet giver et peg i retningen af, hvordan der har foregået en seksuel selektion. Det vil sige en udvælgelse af, hvem vi finder mest attraktiv som partner. Peter Kjærgaard mener, at vores meget blottede kønsorganer kan have været skyld i udviklingen for længe siden.

»Fra det tidspunkt, vi er begyndt at gå på to ben, der har vores kønsorganer været meget synlige. En stor penis har altså været et tydeligt træk hos os, i modsætning til andre primater,« siger han.

Hos gorillaerne har hannen et harem af kvinder for sig selv. Det eneste han skal bruge for at holde andre hanner fra fadet, er hans råstyrke. Der foregår altså ikke nogen konkurrence ud fra udseendet her. Derfor har der heller ikke været behov for at kunne imponere hunnerne på anden vis end at flexe lidt med bøfferne.

Hos mennesket har det været en anden sag.

»Hvis en stor penis har været attraktiv og tydelig, efter vi begyndte at gå på to ben, så har veludrustede mænd haft større chancer for at videreføre generne, og så kan den meget vel have vokset sig større med tiden, men det har nok stoppet brat, da vi begyndte at tage tøj på,« siger Peter Kjærgaard.

Betyder størrelsen noget i dag?

I det australske forsøg, der netop er udkommet i tidsskriftet PNAS, skulle kvindelige forsøgspersoner give mandlige computermodeller karakterer, alt efter hvor attraktive de fandt dem. (Illustration: Research School of Biology, Australian National University).

Når nu kvinderne i det australske forsøg valgte den store penis, så kunne man jo være fristet til at spørge, om det stadig er en fordel at være veludrustet i dag.

»I dag vælger kvinden jo ikke sin partner ud fra, hvordan han ser ud nøgen. Sådan helt åbenlyst, er det jo også svært, når vi har tøj på, men der er en hel del andre sociale og kulturelle ting, der spiller ind, som ikke var med i forsøget. Måske havde kvinderne valgt helt anderledes, hvis de kom fra Ghana,« siger Peter Kjærgaard.

Men når vi snakker så meget om det, så må det jo næsten have en betydning?

»Størrelsen i sig selv har nok ikke den store betydning, men det her med at gøre opmærksom på egne reproduktionsevner findes i alle kulturer, og det optræder også flere steder i vores vestlige kultur. For eksempel kender vi Tom Jones, der putter tennissokker ned i underbukserne før en koncert,« siger Peter Kjærgaard.

Han mener, at det at gøre opmærksom på sine egne kønsdele er en del af konkurrencen om at få lov til at videreføre sine gener. I fortiden kan det være, at den nemmeste måde at få kvinders opmærksomhed på, simpelthen var ved at være bedre udrustet end de andre mænd.

Læs også: Penislængden og kropsstørrelse bestemmer troskab

Penislængden næsten ligeså afgørende som mandens højde

I undersøgelsen fra Research School of Biology, Australian National University, skulle australske kvinder give karakterer til forskellige computertegninger af mænd med forskellige proportioner. Der var tre ting, der varierede:

højden på manden
forholdet mellem skulder- og hoftebredde samt
størrelsen af penis

Skulderbreddens forhold til hoftebredden talte mest op som et attraktivt træk, mens penislængde og højde på modellen talte cirka lige højt.

Det målte forskerne ved at tage en standardmodel med samme forhold mellem skulder og hofte og så ændre på penislængden samt højden af modellen uafhængigt.

Modellen, der blev gjort højere, fik i gennemsnit karakterer der lå 6,1 procent højere end før, mens den model, der fik en penisforlængelse, scorede 5,1 procent højere end tidligere.

Kilder

12. april 2019 0 kommentarer