Du kan få tilskud til disse energiforbedringer

by Jörn

Står du og skal til at udskifte radiatorventilerne, have nye vinduer eller lavet andre energiforbedringer, så læs videre her. Du kan nemlig søge om tilskud og spare penge.

Mange boligejere kender til håndværkerfradragsordningen, men er du klar over, at du også kan søge om energitilskud? Med Energispareaftalen er energiselskaberne blevet pålagt at mindske CO2 udledningen. Selskaberne giver derfor tilskud til energiforbedringer af din bolig.

Vidste du, at…

  • der ikke er loft for, hvor meget du kan få i tilskud pr. bolig?
  • tilskuddet er skattefrit?
  • du også kan søge om håndværkerfradrag og få fradrag for arbejdslønnen i forbindelse med energiforbedringerne?

Hvad gives der energitilskud til?

Du kan få tilskud til små som store energiforbedringer af boligen f.eks.:

  • energibesparende vinduer og døre
  • isolering (loft, kælder, etageadskillelse, rør mv.)
  • ny varmtvandsbeholder
  • skift af radiatorventiler
  • nyt fyr /ny kedel
  • solfangeranlæg
  • LED belysning

 

Listen er ikke udtømmende, så der er stor sandsynlighed for, at du kan få tilskud, hvis du påtænker at energiforbedre din bolig.

Hvor søger jeg om tilskud?

Det er energiselskaberne, der giver tilskud, og der kan derfor være forskel på, hvor meget de enkelte selskaber giver i tilskud til energiforbedringer. Der kan derfor ligge et større arbejde i at finde ud af, hvilket selskab der giver det største tilskud.

 

Vigtigt! Tilskud skal søges på forhånd

Hvis du vil søge om energitilskud, er det vigtigt, at du søger INDEN, du går i gang med at købe materialer og påbegynder arbejdet. Der kan nemlig ikke søges tilskud, når du først er gået i gang, eller arbejdet er udført.

Herudover skal du være opmærksom på, at der heller ikke kan laves om i priser eller i det arbejde, der skal udføres. Hvis du har søgt om tilskud til nye lavenergivinduer, så kan du altså ikke tilføje loftisolering, mens du er i gang. Skal der laves ekstra arbejde som f.eks. isolering, skal der udarbejdes en ny ansøgning.

3 muligheder for at søge om tilskud:

  1. Du kan vælge selv at kontakte energiselskaberne og høre, hvor meget de giver i tilskud for energiforbedringen og herefter ansøge om tilskud hos det selskab, du foretrækker.
  2. Nogle håndværkere medregner tilskuddet i deres tilbud. Herved slipper du for papirarbejdet, men til gengæld har du ikke indflydelse på, hvilket energiselskab håndværkeren søger tilskud hos og dermed heller ikke på, om du får det største tilskud. Håndværkeren tager muligvis et gebyr for at søge om tilskud.
  3. Du kan også vælge at få en virksomhed til at søge om tilskud for dig. Flere virksomheder har specialiseret sig i at søge om tilskud på vegne af forbrugere bl.a. Energikøb.dk og Energitilskud-danmark.dk. Nogle virksomheder tager et mindre administrationsgebyr, andre virksomheder tilbyder servicen gratis. Fordelen er, at du selv slipper for at skulle undersøge markedet samt for papirarbejdet i forbindelse med ansøgningsprocessen. Omvendt har du ikke indflydelse på, hvilket energiselskab, der søges tilskud igennem, men må sætte din lid til, at virksomheden ved, hvilke energiselskaber der giver mest i tilskud.

Kan jeg selv lave energiforbedringerne?

Du kan sagtens selv isolere gulvet og søge tilskud hertil. Energitilskuddet er ikke betinget af, at det er en håndværker, der laver forbedringerne. Det er produktet f.eks. isoleringen eller lavenergivinduerne, der gives tilskud til.

Kan jeg søge om flere energitilskud?

Du kan sagtens søge om forskellige typer af energitilskud til samme bolig. Der er ikke noget loft for, hvor meget du kan få i tilskud pr. bolig.

Kan jeg få energitilskud til sommerhuset?

Der er forskel på, hvad du kan få i energitilskud til forbedringer af sommerhuset kontra din helårsbolig. Der gives ikke energitilskud til ligeså mange forbedringer af sommerhuset som af helårsboligen.

Vil du vide mere….

På Energistyrelsens forbrugerside SparEnergi.dk kan du læse mere om tilskud og fradrag samt se i ”Standardværdikataloget for energibesparelser” hvilke tiltag, der gives energitilskud til i helårsboligen og fritidsboligen. Du kan også tjekke Energihjem.dk eller Energitilskud.info for nærmere information.

You may also like

Leave a Comment