Kig op i februar: Mars og Mælkevejen vil stå klart på himlen

by Jörn

Mars står højt på nattehimlen hele måneden, og der er også mulighed for at spotte spektakulære kæmpestjerner.

Vi er nu nået til den sidste vintermåned med lange mørke nætter.

Og så kan vi jo kun håbe på, at februar vil skænke os lidt flere nætter med klar stjernehimmel.

For første måned i det nye år var bestemt ikke noget at råbe hurra for. Her blev vi stort set snydt for udsigten til både planeter, måne og stjerneskud.

Og desværre forholder det sig i februar sådan, at planeterne stort set alle holder til på daghimlen.

Tilbage er kun Mars, som vi kan glæde os over på nattehimlen i hele februar. Mars står op om formiddagen og kan følges lige fra mørkets frembrud, indtil den går ned kort før klokken 2 om natten.

Endelig byder februar heller ikke på stjerneskudssværme, men selv uden for sæsonen kan man da hver klar nat blive indhentet af et tilfældigt stjerneskud…

Til gengæld kan vi jo vende opmærksomheden mod vores egen galakse Mælkevejen, der breder sig over en lang bue på himlen og i klare vinternætter kan være et utrolig smukt syn.

Og så må vi heller ikke glemme Den Internationale Rumstation ISS, der i begyndelsen af måneden kan ses på den tidlige aftenhimmel.

Antares er en stor rød kæmpestjerne – meget større end Solen, der her ses som blot en lille prik. Selv kæmpestjernen Arcturus syner ikke af meget på figuren. Og tænker man sig Antares anbragt i solsystemet på Solens plads, så ville den række ud over Mars’ bane. (Foto: Sakurambo / CC0 1.0).

Mars og Månen

Da der nu kun er en enkelt planet på nattehimlen, får Månen lidt ekstra opmærksomhed, når den viser sig sammen med udvalgte stjerner eller Mars. Der er et par datoer at lægge mærke til.

Den 6. februar omkring klokken 06.00-06.30 kan man på den tidlige morgenhimmel se månesejlet på himlen i syd-sydøst lige over den klare røde kæmpestjerne Antares.  Navnet er af græsk oprindelse, ’Ant-Ares’ betyder ’rival til Mars’, hvor Ares er det græske navn for den røde planet Mars.

Antares er den klareste stjerne i stjernebilledet Skorpionen, der ligger ved ekliptika og er en del af dyrekredsen. Antares befinder sig 550 lysår borte.

Selv blandt kæmpestjernerne er den en meget stor stjerne med en omkring 680 gange større diameter end vores Sol. Dog er dens masse ‘kun’ 11-14 gange Solens masse. Størrelsen skyldes især, at Antares er omgivet af en udstrakt dyb, men tynd atmosfære.

Månen er på det tidspunkt i aftagende fase, det er nymåne den 11. februar og fuldmåne den 27. februar.

Den 18-20. februar er Månen ikke langt fra Mars på aftenhimlen omkring klokken 23. Mars står i stjernebilledet Tyren lidt under Plejaderne (syvstjernen) på himlen i vest.

18. februar ses Månen lidt under Mars. 19 februar er den rykket op mellem Tyrens røde øje Aldebaran og Plejaderne, mens Mars nu ses lidt under Månen.  20. februar ses Månen, der nu er i første kvarter, lige over Aldebaran.

Fakta
Om artiklens forfattere

Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.

I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.

De står bag bogen ‘Det levende Univers‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.

Den 24. februar nærmer vi os fuldmåne, og på nattehimlen i vest omkring klokken 03.00 finder vi Månen tæt på de to tvillingestjerner Castor og Pollux .

Den 26. februar, blot en dag før fuldmåne, lægger Månen vejen forbi den klare stjerne Regulus i Løven. Her skal man holde øje med den tidlige aftenhimmel omkring 18.00-18.30, hvor Månen og Regulus ses lavt på himlen i øst.

ISS i februar

Det er også muligt at se Den Internationale Rumstation ISS i to perioder her i februar.

Fra den 1. til den 6. februar kan man opleve ISS på aftenhimlen omkring klokken 18–19 afhængig af datoen.

For eksempel den 1. februar fra omkring klokken 18:53–18:57 i retning vest og syd-sydøst, alt efter hvor man befinder sig.

Fra den 21. februar og resten af måneden kan ISS fanges dagligt på den meget tidlige morgenhimmel i øst eller øst sydøst – mellem klokken 4 og klokken 6 – afhængigt af dato og lokation.

Varighed af passagerne varierer fra under et minut og helt op til 6 minutter. For eksempel den 25. februar i øst fra omkring klokken 6.18 til 6.24.

På NASA’s hjemmeside Spot The Station kan du følge med i, hvornår du næste gang har mulighed for at se ISS, der hvor du befinder dig.

Mælkevejen – Vores egen galakse

Det er netop i vintermånederne, at himlen er bedst egnet til at gå på opdagelse i Mælkevejens lysende bånd, der ses som baggrund for en række af de kendte stjernebilleder på himlen.

Hvis vi starter på den nordlige himmel, kan man følge Mælkevejen ved at begynde med Cassiopeias W og fortsætte videre mod syd gennem Perseus, Auriga (Kølen) med den klare stjerne Capella og videre ned til Tvillingerne med Castor og Pollux samt Tyren med den røde Aldebaran, og endelig mod syd gennem Orion for at slutte ved himlens klareste stjerne Sirius i stjernebilledet Store Hund.

Mælkevejen strækker sig som et lysende bånd ned over himlen som baggrund for en række stjernebilleder fra Cassiopeia i nord og videre ned gennem Perseus, Auriga (Kølen), Gemini, (tvillingerne), tyren, Orion og Store Hund med Sirius i syd. (Illustration: Starry Night software / Astronomytrek.com).

Her fra Jorden ser vi jo Mælkevejen som et lysende bånd på himlen – og ikke som den flotte spiralgalakse, den i virkeligheden er. Problemet er jo, at vi bor midt inde i vores stjerneø. Man kan jo heller ikke få overblik over en skov ved at betragte den fra et sted midt inde i mylderet af træer.

Mælkevejen – Fra hele universet til én af mange galakser

Derfor var det heller ikke let for astronomerne at nå frem til et sandt billede af stjernebåndet på himlen. Galileo Gallilei var i 1610 den første, der så på mælkevejen gennem sin kikkert, og han kunne opløse båndet i et væld af stjerner, som han begejstret omtaler som ‘De smukkeste og mest vidunderlige syner…’

Mælkevejen er på den tid ‘hele universet’, og den første der forsøger at tegne et billede af Mælkevejen ved at tælle stjerner i alle retninger, er den engelske astronom William Herschel (1732-1828).

Resultatet er et kort med Solen i centrum som universets midte. Det er egentlig ikke mærkeligt, for Herschel ser jo stjernehimlen med udgangspunkt i vores solsystem. Solen kunne dog ikke i det lange løb holde pladsen som universets centrum.

Vi skal helt op til 1920’erne, før man blev klar over, at Mælkevejen ikke var selve universet. Der var på den tid en stor debat om de mange tåger, der blev observeret på himlen.

Edwin Hubble (1889-1953) bestemte i 1924 afstanden til Andromeda-galaksen. (Foto: Johan Hagemeyer / CC0 1.0)

Mange astronomer mente dengang, at himlens mange tåger som kuglehobene og spiraltågerne hørte hjemme i Mælkevejen. Det blev omkring 1920 kaldt ‘Den store Debat’ i astronomien.Det blev den kendte astronom og dygtige observatør Edwin Hubble, der kom til at afgøre spørgsmålet.

Det skete, da han i 1924 fik bestemt afstanden til vores nærmeste ’spiraltåge’ Andromeda og derved viste, at den var et selvstændigt stjernesystem langt uden for vores Mælkevej.

Universet var vokset – og Solen var ikke længere verdens centrum.

Historien fik et sjovt efterspil. Hubble havde i sin første bestemmelse beregnet afstanden til Andromeda til 1,3 millioner lysår, men der var en systematisk fejl i hans metode.

Denne fejl blev først rettet godt 30 år senere af astronomen Walter Baade – med det resultat, at Andromeda nu rykkede ud i den dobbelte afstand på godt 2,5 millioner lysår.

Baade præsenterede sine resultater på en kongres i Rom i 1952, og sjældent har en astronomisk nyhed givet større genklang i pressen. Med et blev alle afstande i universet fordoblet – universet var i sandhed blevet større.

Kilder:

You may also like

Leave a Comment