Kuiper-bæltet er et stort, koldt asteroidebælte, som ligger i udkanten af vores solsystem.

I 2015 tog NASAs rumsonde New Horizons de første højopløsningsbilleder af Pluto i Kuiperbæltet, og siden er sonden nået endnu længere ud på sin rejse.

Tidligt nytårsdag passerede New Horizons en lille isklode ved navn Ultima Thule, og her tog den de fjerneste billeder nogensinde taget af et rumfartøj. Formålet er at finde ud af, hvilken slags objekter, der gemmer sig i i Kuiper-bæltet.

Billederne viser, at kloden ikke bare er aflang, men også at den buler ud i hver ende som en bowlingkegle.

»Det er ikke et rundt objekt. Det er det første, man lægger mærke til. Enten er det, fordi det ikke er stort nok til, at tyngdekraften har kunnet gøre det kugleformet, eller også er det to objekter, der er blevet ført sammen,« siger Christoffer Karoff, der er astronom og lektor på Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.

Bedre billeder er på vej

New Horizons er ikke den rumsonde, som befinder sig længst fra Jorden, men det er den første, der på så lang afstand kan sende billedmateriale tilbage til Jorden.

Det betyder, at forskerne rent faktisk aldrig i detaljer har set, hvad der gemmer sig ude i Kuiperbæltet 6,4 milliarder kilometer fra Solen. Før nu.

»Vi har kun teoretisk viden, for vi har aldrig set nærbilleder af noget så langt væk. Derfor er vores forventninger baseret på udregninger eller erfaringer fra det indre solsystem. Men måske kan vi snart se, om Ultima Thule er ét objekt eller to objekter,« siger Hans Kjeldsen, der er professor på Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet.

Han fortæller nemlig, at der i løbet af i aften og i morgen vil komme endnu bedre billeder af Ultima Thule. De er allerede taget, men på grund af den store afstand tager det hele 6 timer og 8 minutter for New Horizons at kommunikere med Jorden.

Og hvis du synes, de foreløbige billeder er en anelse slørede, så er det altså, fordi de er taget på den beskedne afstand af én million kilometer.

New Horizons billeder af Pluto fra 2015 var i en noget bedre opløsning end de nyeste af Ultima Thule. Ifølge Hans Kjeldsen kan vi dog forvente os lidt bedre billeder i løbet af de næste dage. (Foto: NASA)

Vi ved næsten intet om Ultima Thule

Ultima Thule er blot en af mange objekter, som svæver rundt i det kolde Kuiperbælte i udkanten af Solsystemet.

Den er ikke ret stor, blot cirka 35 kilometer på den længste led, og så er der is på overfladen. Men her stopper forskernes viden også. Det vides nemlig ikke, hvilke istyper der er tale om, hvilken farve Ultima Thule har, eller hvilke processer, som har formet overfladen.

Ultima Thule er med andre ord ikke udvalgt, fordi den er anset som noget særligt i forhold til andre objekter i Kuiperbæltet. Den er ganske enkelt valgt, fordi den var tættest på New Horizons bane.

»Men det er måske i virkeligheden en god ting. For når den er tilfældigt udvalgt, kan den måske være typisk for de mange andre objekter, der befinder sig derude, men ret beset ved vi det ikke,« siger Hans Kjeldsen.

»Jeg glæder mig meget til at se, hvordan den ser ud, hvilken farve den har, hvad der er på overfladen, og selvfølgelig om den virkelig er et eller to objekter,« tilføjer han.

Ultima Thule kan lære os om dannelsen af det tidlige solsystem

Kuiperbæltet er minus 240 grader, og det menes ikke, at der er sket nogle større ændringer i området siden Solsystemets dannelse.

Derfor mener forskerne, at mere viden om objekterne i Kuiperbæltet kan gøre os klogere på, hvordan planeterne i vores solsystem er blevet dannet.

»I teorien kan det være et objekt, der ikke har været omdannet siden Solsystemets barndom. Det er utroligt vigtigt for os at finde ud af mere om, hvordan det skete, at små objekter i sin tid trak sig sammen og blev til store planeter. Det kan de her nye data virkelig hjælpe med,« siger Hans Kjeldsen.

Christoffer Karoff er enig.

»Flere billeder og mere data derude fra kan lære os mere om, hvordan vores solsystem er blevet dannet,« siger han.

»Derudover er der også ind i mellem kometer fra Kuiperbæltet, som passerer vores del af Solsystemet og kan være til fare for os på Jorden, derfor er det vigtigt at holde øje med og prøve at forstå dem,« tilføjer han.

r det OK at appellere til følelser i den offentlige debat? Og er nogle følelser ’no-go’?

Faktum er, at der er masser af følelser i politik og lovgivning, men visse følelser vækker opsigt. Skam, for eksempel.

Og når selve Statsministeren går i rette med borgere, der har udtrykt en bestemt følelse, og beskylder dem for ikke at føle fædrelandskærlighed, så er det interessant fra en retorisk vinkel.

Dels er det interessant, at nogen vil appellere til skamfølelse, når de kan sige sig selv, at det i vide kredse vil give bagslag og vække harme snarere end sympati.

Hvorfor gør de det så?

Dels er det interessant at observere, hvordan den offentlige debatkultur, repræsenteret ved statsministeren, sanktionerer nogle følelser som uacceptable, samtidig med at regeringens officielle linje er at fremme en sund debatkultur, hvor uenighed respekteres.

Skam ifølge Aristoteles

Først kan vi spørge, hvilken slags følelse skam er for på den måde at nærme os et svar på, hvorfor den virker så provokerende, når den lanceres i den offentlige debat.

Skam defineres i Gyldendals Den Store Danske som en »følelsesmæssig reaktion på oplevelsen af afvisning, latterliggørelse, kommen til kort eller tab af anseelse.«

I Vesten er skam primært en meget privat følelse. Skam kan ikke så nemt som stolthed eller vrede bruges til mobilisering af et publikum. Skam er en sjældent set følelse i offentlig retorik.

Men faktisk er skam en af de ti følelser, som Aristoteles skrev om i 2. bog af Retorikken for 2.500 år siden. Han beskriver skam som »en følelse af ubehag og forvirring med hensyn til øjeblikkelige, tidligere eller fremtidige fejlhandlinger, som synes at ville medføre vanry.«

Skamfølelsen knytter sig til fejlhandlinger, som synes »vanærende, enten for en selv eller for dem, man sætter pris på.«

Aristoteles skriver også, at man »føler skam over for dem, hvis mening man værdsætter«, og at man »skammer sig mest over det, som foregår åbenlyst og for alles øjne.«

Aristoteles’ analyser fokuserer på følelser, som vedrører samfundsfællesskabet og borgeres indbyrdes relationer i det offentlige liv. De kan hjælpe os til at forstå, hvorfor det kan vække så megen furore, at nogle kendte personer siger, at de skammer sig:

Det handler om ubehaget ved at føle sig udstillet overfor andre.

Dansk skam anno 2016

Som reaktion på regeringens stramninger overfor flygtninge i 2015-16, inklusiv den såkaldte Smykkelov, udtalte forskellige danske kendisser, at de skammede sig over den danske politik.

Filminstruktøren Thomas Vinterberg sagde på et pressemøde på den internationale filmfestival i Berlin, at [han skammede sig] »over det danske ansigt udadtil«.

»Jeg skammer mig over det politiske liv i Danmark,« sagde han.

Skuespilleren Sofie Gråbøl skrev i et læserbrev i The Guardian:

»Jeg har svært ved at kende mit land lige nu. Jeg vil gerne være stolt af Danmark, men det er svært«.

Der kom lignede udtalelser fra andre kulturpersoner og kendte, blandt andet skuespilchefen på Det Kgl. Teater, Morten Kirkskov, og sangerne Medina og Mads Langer.

Mange danskere reagerede negativt på disse udtalelser i kommentarspor på netaviser og sociale medier. Vinterberg blev kaldt ting som ’klovn’, ’elitær’, ’nasseborger’ og ’virkelighedsfjern’.

Også statsministeren reagerede. I sin Grundlovsdagstale sagde Løkke Rasmussen, at han »synes at det er mærkeligt, når nogen har haft travlt med at sige, at de skammer sig over at være danske.«

Statsministerens sanktionering af skam

I lyset af Aristoteles’ observation om, hvordan man »føler skam over for dem, hvis mening man værdsætter«, og at man »skammer sig mest over det, som foregår åbenlyst og for alles øjne,« er det påfaldende, at Løkke Rasmussens ’forsvar’ mod, at skamfølelsen over Danmark og dansk politik skal brede sig, netop støtter sig til det fremmede blik på Danmark til at fremhæve positive sider ved samfundet.

Han henviser for eksempel til en bog skrevet af en britisk journalist, der har boet i Danmark, og gengiver nogle af de ting, hun fremhæver som særligt gode ved Danmark.

Også Obama bliver brugt som karaktervidne på, at Danmark er et velfungerende land.

Statsministeren slår fast, at det er dette »veldrev[ne] lille land«, der »er Danmark.«

Han fortsætter: »Og det er det indtryk, som resten af verden har.«

Når statsministeren tilføjer, at han ikke forstår »hvis ens ringeagt for regeringen er så stor, at den overstiger kærligheden til [ens] hjemland,« tyder det på, at han mener, at det er forkert at skamme sig over Danmark – og især at gøre det offentligt.

Denne sanktionering kommer til udtryk i et modangreb, som reelt er en anklage mod kendisserne for at præsentere »et vrangbillede af dansk politik … i håbet om at sværte Danmarks gode ry og rygte i internationale medier« (min kursivering) og fejle i deres pligt til at udvise fædrelandskærlighed.

Er skam bare upassende i politisk sammenhæng?

Er det en gratis omgang for Gråbøl og Vinterberg at sige, at de skammer sig?

Ja – til en vis grad. Som kunstnere behøver de ikke at fremføre velafbalancerede synspunkter, der tager højde for konkurrerende, og legitime, indvendinger af økonomisk eller politisk art.

Men betyder det, at vi kan dømme skam ude som en relevant følelse i samfundslivet?

En nærmere undersøgelse af følelsernes rolle i udfoldelsen af retorisk medborgerskab kunne spørge:

Er der en potentielt konstruktiv side af skamfølelsen? Kan det at føle skam over Danmarks politiske linje ses som et udtryk for identifikation? Altså, som en slags sørgelig solidaritetserklæring?

Social skam kan være konstruktiv

Spørgsmålet er, om vi for hurtigt ignorerer en positiv side af skammens sociale karakter:

At det at føle skam over Danmark eller på Danmarks vegne kan ses som et udtryk for, at folk som Gråbøl og Vinterberg identificerersig med landet som et politisk og værdimæssigt fællesskab og som en invitation til at tage del i dette fællesskab.

Ser man forbi avisernes bevidst forargelsesvækkende overskrifter og i stedet på udtalelserne i deres helhed, efterlyser Gråbøl »humanistiske idealer«, og Vinterberg erklærer sin tro på, at »vi fortsat er en befolkning af godhjertede mennesker«.

I den sammenhæng kan skamfølelsen tolkes som en appel til fællesskabet om en fornyet besindelse på grundlæggende værdier.

Ikke alle deler disse værdier, det er tydeligt.